Henrik Pontoppidan: Det forjættede Land
Udgivet af Esther Kielberg og Lars Peter Rømhild
Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal 1997. I-II, 520 + 308 sider + cd-rom af ukendt omfang. Elektronisk tilrettelæggelse ved Karsten Kynde. Kr. 575.
I modsætning til, hvad man kunne forvente af en klassikerudgivelse på Gyldendal, rummer denne mere end et genoptryk i lokkende farver: her er både en kritisk gennemset tekst, en omfattende kommentar og en cd-rom. Selve Pontoppidans tekst udsættes, hvad titlen angår, for et lille, tilgiveligt paradoks med denne udgivelse. Først i 1898, da de tre bøger, Muld fra 1891, Det forjættede Land fra 1892 og Dommens Dag fra 1895, blev samlet, forkortet og revideret til en etbindsudgave, som forfatteren ved den lejlighed håbede på "ikke maa have tabt i Liv og Friskhed, hvad den vistnok har vundet i Afrundethed og Fasthed" – først da fik helheden den titel, hvorunder den har opnået sin klassikerstatus. Det forjættede Land er nu genudgivet med de tre successive bøger som tekstgrundlag under den kanoniserede titel, som altså først kom til post scriptum.
Udgiverne afholder sig fra at tage stilling til, om valget af førsteudgave(rne) er et bedre valg end de reviderede etbindsudgaver, som fulgte årene efter. Man følger i forordet et af Paul V. Rubows pragmatiske synspunkter: hvis en tekst allerede er tilgængelig i en sen udgave, er det et argument for at udgive den tidlige. Det omvendte er lige så rigtigt: mangfoldigheden skal tilgodeses frem for favorisering ud fra den tanke, at det næste slægtled af læsere meget vel kunne vende favoriseringen på hovedet. Valget af den hidtil uoptrykte førsteudgave skal tage hensyn til de mange, som "vil være interesserede i at stifte bekendtskab med trilogien i dens oprindelige form". Valget af førstetrykket er i overensstemmelse med den udgivernorm, som er arbejdsgrundlaget for DSLs Klassikerserie, hvorefter en lang række udgivelser får en del af sin eksistensberettigelse ved at vende den fra det 19. århundrede overtagne norm om favorisering af forfatterens sene revisioner på hovedet. At teksten er den oprindelige behøver dog ikke at betyde, at den er bedre, mere autentisk etc. – den er først og fremmest en anden version af den samme tekst. Det er næsten lige så banalt, som det lyder, men den principielle diskussion bliver hermeneutisk vedkommende, når udgiverne snarrådigt kan slutte sig til, at en læsning, som argumenterer for en høj grad af anfægtelse og bodfærdighed hos Emanuel Hansted, da sønnen dør, ikke har belæg i førsteudgaven, men derimod rigtignok i en af de senere. Stedet (bd. 2, s. 159) er et diskret lærestykke i nødvendigheden af omhyggelig vurdering af tekstgrundlaget. Pointen er ikke, at læsningen dermed er forkert, snarere at den er rigtig med den begrænsning, som udspringer af den valgte tekstkilde.
Da hensigten med denne anmeldelse først og fremmest er at se nærmere på cd-rom-delen 187 med Pontoppidans tekster i elektronisk form, skal jeg i det følgende blot strejfe indholdet af kommentarbindet. Bindet følger i kommenteringen norm og niveau fra Klassikerserien, men ikke i efterskriften, som i mindre grad udgør en samlet læsning af romanværket, i højere grad og instruktivt behandler baggrunden, litterært og historisk. Et hovedærinde – i stiltiende dialog med en litteraturhistorisk tradition for at udpege konkrete lokaliteter og personer – går ud på at lade fiktionen etablere sit eget forjættede land. Det knytter an til en vedvarende diskussion, som fremlægges dels i afsnittene om tekstens forandringer gennem de forskellige udgaver, dels i gode og undertiden fremragende (fx Vilh. Andersen-afsnittet) præsentationer af Pontoppidan-receptionen 1891-1985: i bund og grund spørgsmålet om, hvad Det forjættede Land handler om. Er det 'tidsbilleder', som de enkelte bøger havde indskrevet i undertitlerne frem til den reviderede etbindsudgave? Er det som bagsideteksten foreslår en idealist i konfrontation med et sjællandsk landsogn? Eller er Emanuel Hansted indskrevet i rækken af det 19. århundredes danske fantaster? Ud fra et for så vidt sympatisk ønske om "ikke at tage brødet ud af munden på al senere forskning" lader udgiverne en forfatter (Svend Åge Madsen i afsnittet 'Digterne og Det forjættede Land') få det sidste ord: "Jeg har sjældent læst en roman der virkede så åben på mig som Det forjættede Land. (…) Således må man både opleve Emanuel som en håbløs fantast, og se ham som en håbefuld idealist, som verden ikke vil føje sig efter". Bindet indeholder desuden en nyttig litteraturliste.
Den vedlagte cd-rom indeholder foruden hele kommentarbindet, som ikke skal interessere os i denne forbindelse, alle forfatterens versioner i fuldtekst af det værk, der skulle blive kendt som Det forjættede Land. Det drejer sig om 5 udgaver i perioden 1891 til 1918. Derudover er der adgang til to tidlige, mere grovkornede føljetonafsnit (der senere indgår som omtrent 1. og 2. bog af Muld) og 2. oplag af trilogiens 1. og 2. del, Muld og Det forjættede Land, som kom til så tidligt som 1892 og 1893 og derfor kunne betragtes som en bearbejdning af værket, før værket var tilendebragt. Eller sagt på en anden måde: da tilblivelsen af hele værket strækker sig over fire år, og forfatteren benyttede muligheden for at revidere sig selv i fuld offentlighed, kunne man betragte førsteudgaven som en trykt kladde. Udgiverne overvejer da også denne mulighed for at inddrage ændringerne i emendationen af førsteudgaven, men har klogt besluttet sig for at lade førsteudgaven stå uantastet og bringe ændringerne i et negativt apparat i kommentarbindet. Den trykte tekst er den tekst, som blev til efterhånden. At det trak ud gav vittige hoveder lejlighed til ordspil på titlen.
Alle tekster foreligger som HTML-filer, og det gør dem tilgængelige med enhver internet-browser, men den medfølgende og overskuelige I-View (shareware) kan fint benyttes. I det hele taget må cd-rom'en roses for dygtig brug af de forhåndenværende søm: alt programmel er hentet på nettet og uændret bragt i Pontoppidans tjeneste. Man kan med rette kalde cd-rom'en for et discountprodukt, men kun hvis man dermed mener at have udtrykt sin fornøjelse over at have fået overraskende meget for sine penge. Har man pejlet sig gennem installationen (som ikke er automatisk og som også godt kunne være beskrevet til brug for Windows 95), møder man en langtfra fancy, men ganske overskuelig brugergrænseflade. Enkle pilemarkører bruges overalt til at blade med, og man kommer 188 da som det første til oversigten (som kaldes indeks) over muligheder: der er en indholdsoversigt, som hægter til de enkelte tekster i de enkelte versioner; et 'sidetalskorrelationsregister', som giver mulighed for komme til de enkelte tekster med udgangspunkt i en bestemt bog eller en bestemt side i en bestemt udgave; et tekstsøgningsmodul, som på grundlag af programmet NavSearch, giver mulighed for at søge på enkeltord i et helt værk ad gangen. Endelig er der mulighed for sammenligning af udvalgte tekstdele. De to sidste funktioner bliver her genstand for nærmere omtale.
En stiliseret, akademisk halvbrille er den ikon, som bringer en til søgefunktionen. Hvor banal den end er, kan man ikke prise det nok at have mulighed for at understøtte sin hukommelse med et elektronisk opslag. Og ikke alene kan man huske mere effektivt (når man blot vedkender sig den begrænsning, at maskinen 'kun' kan matche kongruente ordbilleder; omskrivninger af det samme til noget andet er stadig læserens egen opgave), man kan også få efterprøvet en tese, som traditionelt ville have krævet en genlæsning. Tag nu eksemplet: måge. Eller rettere: Maage. Det er velkendt, hvordan Pontoppidan har udnyttet geografien eller topologien i det sjællandske landskab som baggrund for sin fortælling. Der er en central modsætning mellem den hovedstad, som bogens hovedperson søger at frigøre sig fra, og det forjættede land, som han drømmer om. Der er inden for det landområde, han kommer til at virke i som kapellan og forudsætningsløs bonde, yderligere opdelinger mellem det autoritetstro, mere højkirkelige Vejlby og det højskoleinfluerede, oprørske Skibberup. En yderligere specifikation vil tilføje Mosekærshusene, hvis fordrukne indbyggere er fortabt for den grundtvigske opbyggelighed, det anarkistiske fiskersamfund Skallinglandet, hvor det mod almindelig forventning lykkes Hansines veninde at få sig et godt liv, da hun gifter sig under stand, og der er højskolen i Sandinge på den anden side af fjorden, hvorfra de nye impulser kommer i de tidlige bøger for at implodere i intern uenighed i de afsluttende. Hele dette omhyggeligt udarbejdede landskab har sin grænse, dels i forhold til byen, men vigtigere i denne sammenhæng i forhold til kystlinjen. Ved kysten holder mågerne til.
Der er 10 forekomster af passager indeholdende ordet Maage (eller Maager); de falder alle sammen med centrale begivenheder i Emanuel Hansteds liv og er dermed disponerende for fortællingen (der refereres i det følgende til førsteudgaven):
Da Emanuel endnu er pastorens tro, men dybt utilfredse kapellan, hvis velforberedte prædikener ikke rigtig vinder genklang hos menigheden, hedder det: "paa Aarets første Foraarsdag – lød Salmesangen fra Kirken atter mangestemmigt ud over Fjorden og blandede sig her med Skriget af Maagerne uden for Kysten" (s. 44).
Da han beslutter sig for at at opsøge Skibberup og bondepigen Hansine, hedder det: "Han gik nu ned til Stranden, hvor han plejede at opholde sig i nogen Tid for at iagttage Maagerne, der stumme og urolige kredsede omkring et Punkt i Luften, som om de tav med en vigtig Hemmelighed" (s. 64).
Da det umage par, Emanuel og Hansine, holder bryllup, hedder det: "Kirken, Næsset, Fjordens blaa Flade og Genbolandets Brinker – alt laa badet i gyldent Sollys. Hen under Himlen for lette Flors-Skyer af Stære og ude over Vandet skreg de skumhvide Maager" (s. 194).
189 Da 'Gutten', Emanuels førstefødte, er død på grund af farens hårdnakkede skepsis over for moderne lægevidenskab i almindelighed og dens lokale repræsentant, den uassimilerede levemand dr. Hassing, i særdeleshed, skal han begraves. Det skal efter Emanuels vilje være et bestemt sted: "Han |Emanuel] havde fra Fortiden bevaret en særlig Kærlighed til dette ensomme Sted med dets fri Udsigt over Fjorden, og med den dybe, højtidsfulde Stilhed, der kun gennembrødes af de vilde Skrig fra Maagerne ude over Stranden" (s. 271).
Da Emanuel på en af sine vandreture har mere held til at overbevise sig selv end sin stadigt mere tillukkede bondebrud om fornuften i det store projekt, opsøger han igen strandarealet. Umiddelbart efter det følgende citat, møder han i et udflugtsselskab den fortrængte, men stadig erotisk appellerende Ragnhild Tønnesen. Citatet lyder: "Han blev staaende her paa Strandens solgnistrende Sand, støttet til sin Stok, og fortabte sig i ubestemte Fremtids-Drømmerier. Han fulgte med Øjet sine gamle Venner, de sølvhvide Maager, der stumme kredsede omkring et Punkt i Luften, som om de tav med en vigtig Hemmelighed. Han stirrede ud over den vide, blanke Havflade, ud mod de fjerne blaalige Skybjærge, der nu og da løftede sig over Horisonten og derpaa langsomt sank ned igen. Det var som om et luftigt Skønhedsrige et Øjeblik steg lokkende frem af Dybet og atter svandt bort. Det var som at se koglende Skikkelser vinke og forsvinde…" (s. 282).
Da Emanuel efter opløsningen af præstegårdshjemmet vender tilbage til egnen efter et længere ophold hos sin etatsrådsfamilie i hovedstaden, er han stadig overbevist om, at det tabte lader sig genvinde. Da hedder det, efter en længere naturbeskrivelse: "En blaffende Søndenvind strøg i lummerhede Pust ned over Bakkerne, aandede over de vaade Enge, fyldte sig med Kløverstakkenes Vellugt og jog Strandens uvejrsvarslende Maageskarer langt ud over den spejlblaa Havbugt. Det var virkelig bleven Højsommer nu" (s. 392).
Da katastrofens omfang er ved at stå Emanuel klart, har han en samtale med sin endnu loyale søster, hvori han karakteriserer sig selv: "Ja. Betty, nu er jeg ogsaa hjemløs her i Verden som en Maage paa Havet. Det var det, jeg vilde fortælle dig. Jeg har ingen Hustru mere, intet Hjem. Jeg er ene nu med mine Smaa" (s. 462).
Da Emanuel efterhånden har afskåret sig fra kone, menighed og familie tolker han sit eksil som en udvælgelse, anfægtelserne som en Jakobskamp og martyriet som en vandring i Kristi fodspor. Den afsluttende kamp er nu rykket fra landet ud til kystlandskabet, hvor fristelsen Ragnhild igen dukker op øjeblikket efter. Da hedder det: "Han stod og betragtede opmærksomt sine gamle Venner, de sølvhvide Maager, der uroligt kredsede omkring et Punkt i Luften, som om de tav med en dyrebar Hemmelighed. Hans Blik fulgte Landets dybt opskaarne Kyst, og med vemodig Glæde nød han Synet af den hvide Strand og de høje, solbelyste Skrænter til begge Sider. (…) Aldrig havde Synet af Naturen indgydt ham en saa livsalig Fred; aldrig havde dens Skønhed saa tydeligt aabenbaret sig for ham som en Afglans af den himmelske Herlighed. Og han forstod godt hvorfor. For første Gang betragtede han Verden som den, der har overvundet den. For første Gang saa' han ret det Synlige gennemstraalet af det Usynlige, følte han de timelige Ting gennemtrængte af Evighedens ophøjede Ro" (s. 469).
190 Og da det omsider er forbi, skal Emanuel i jorden: "Det var Emanuels eget Ønske, som man opfyldte ved at stede ham til Hvile paa Skibberup Kirkegaard omkring den ensomme Næsse-Kirke. Han havde saa ofte talt om sin Forkærlighed for dette øde, forladte Sted med den frie Udsigt over Fjorden, – talt om, hvor dejligt det maatte være engang at sove der ved 'Guttens' Side, omgivet af den dybe, højtidsfulde Stilhed, som kun Bølgebruset og Maageskrigene gennembrød. (…) Kirkegaardsporten aabnedes, og mens en Flok opskræmte Maager gav sig til at skrige ude over Stranden, som vilde ogsaa de være med at bringe deres ulykkelige Ven den sidste Hilsen, skred Toget ind imellem de vejrblæste Grave" (s. 514, 515).
Hvad har nu alle disse centralt placerede måger at betyde? De er knyttet til hovedpersonen Emanuel Hansted og udgør som sådan et metaforisk akkompagnement til hans afviklingshistorie. Undertiden er de stumme, undertiden skriger de; under alle omstændigheder er deres animalske sprog uforståeligt for Emanuel. Men ikke nødvendigvis for den opmærksomme læser. Tre gange hedder det om dem, at de "kredsede om et Punkt i Luften, som om de tav med en vigtig/dyrebar Hemmelighed". På samme måde kredser fortællingen om Emanuels skæbne, så mågerne på et metatekstuelt plan kan siges at være udtryk for markante omslagspunkter i den skæbnefortælling, som undervejs i romanværket endnu ikke er afsluttet. Hemmeligheden er i så fald Emanuels død, der falder sammen med værkets afslutning.
Men det forbigår heller ikke læserens opmærksomhed, at mågerne i sig selv holder til ved kysten i luftens uhåndgribelige, drømmesvangre element, der udgør det ærkeromantiske modstykke til det stykke land, som Emanuel har udpeget til sit forjættede, men som jo altså viser sig at være håndfast, virkeligt og uflytteligt. I den forstand er mågerne det vedvarende faresignal om, at virkeligheden kræver sit; det er Emanuels drømme, der står i vejen for hans lykke – fordi de er en kilde til fejlfortolkninger af virkeligheden.
Det, som søgefunktionen giver mulighed for, er at få opregnet en række forekomster umiddelbart efter, at tanken er tænkt. Tesen må dernæst udbygges med parallelle iagttagelser: den grundlæggende iagttagelse er, at mågerne hver gang dukker op i forbindelse med vigtige begivenheder i Emanuel Hansteds liv. Dernæst må det undersøges, hvad de kan betyde. Man kunne indvende, at mågerne tilsyneladende betyder for meget til, at det er signifikant: de er et stykke utilgængelig natur, som overlever hovedpersonen og hans himmelstorm, og de er en slags rejseledsagere, som besidder en hemmelighed, Emanuel ikke kender. Man kunne i den forbindelse hæfte sig ved, at de tre forekomster af hemmelighedsfuldhed er knyttet til de to kvinder i Emanuels liv: den bondefødte Hansine, som han insisterer på at gifte sig med, og den mere indlysende partner, som deler hans forudsætninger, Ragnhild. Skulle hemmeligheden være den, at han valgte den forkerte? Her ligger en opgave for en Pontoppidan-forsker.
At der ikke foreligger håndskrifter i ordinær forstand til Det forjættede Land afstikker rammerne for den opgave, som skal løses med den elektroniske udgave: når man ser bort fra enkelte afsnit, som forud blev publiceret som uafsluttede føljetoner, er opgaven at finde midler til at sammenligne forskelle mellem forholdsvis ensartede tekster (uden hvad man kunne kalde intern varians i form af 191 overstregninger og ombytninger etc). Det har nemlig vist sig, at selvom Pontoppidan ændrer substantielt i tredjeudgaven og mere detailorienteret i de følgende, bliver hans oprindelige inddeling af romanværket i bøger, kapitler (som forfatteren kalder 'bøger') og afsnit, ikke genstand for ændringer. Hver af trilogiens dele indeholder 5 bøger (et arrangement, som kan minde om det klassiske dramas inddeling i 5 akter) og et vekslende antal underafsnit, men den grundlæggende inddeling er stabil fra udgave til udgave. Det betyder, at udgaverne kan anskues og tilrettelægges elektronisk i en vandret og en lodret struktur, hvor det vandrette plan er læseretningens (en hel tekst fra ende til anden) og det lodrette plan udgøres af de kronologisk forskellige udgaver lagt i lag 'oven på hinanden'. Man må da aflægge den akademiske halvbrille og for sit indre øje se forbindelseslinjerne mellem de enkelte udgaver som en elevatorskakt, en transportvej op og ned mellem udgavernes etager.
At sammenligne tekster drejer sig abstrakt set om forholdet mellem ligheder og forskelle. Da Pontoppidans værk har bevaret sine stabile inddelinger gennem de forskellige revisioner, er der allerede taget hånd om lighederne: de enkelte afsnit kan med god mening sammenlignes, hvilket betyder, at en sammenligning vil fremvise andet end total forskellighed. Når sammenligningsenhederne er valgt på forhånd, er det op til maskinen at registrere forskellene, dvs. Pontoppidans ændringer (eller de ændringer, som faktisk kom til udtryk i udgaverne).
Lad os tage et eksempel. For at foretage en sammenligning bør man ikke benytte sig af oversigtens indgang: en kedelig fejl er årsag til, at man her kan taste sig frustreret i forsøget på at få indskrevet den relevante tekstdel i en lille rude. Man bør i stedet gå ad indholdsfortegnelsen til den tekstdel, som skal underkastes en sammenlignende mikroskopering: her tilbydes man via en knap, som henviser til "Andre udg." en teknisk problemløs sammenligning.
Maskinen skelner ikke mellem relevansen af de opregnede tekstændringer, den tager det hele med, fra det uendeligt store til det uendelige småtteri. At læse teksterne er stadig en hermeneutisk opgave. Lad os se på værkets begyndelse overhovedet. Muld i 1891-udgaven, bog 1, kap. 1 og sammenligne den med den tilsvarende passage i etbindsudgaven fra 1898. Man tilbydes til overflod tre typer visning: begge tekster i to spalter (mere end to tekster kan ikke sammenlignes ad gangen); de to tekster i én spalte eller en liste med de fundne varianter. Den mest overskuelige for en første inspektion er den tospaltede version.
"Det var i et Aar henimod Slutningen af Halvfjerserne." Sådan begynder Det forjættede Land i 1891-udgaven. Den to-spaltede visning følger kronologien: 1891 finder man i venstre spalte, 1898 i højre. Den citerede indledning er altså i venstre spalte, og da teksten slettes i 1898, er den for overskuelighedens skyld markeret med blåt. Efter alinea fortsætter teksten: "Der havde i otte Døgn raset et Herrens Vejr over Egnen." Det er også blåt (som er det generelle signal om, at teksten er ændret). At sætningen yderligere er omkranset af en skarp parentes er den valgte markering af, at varians kan findes i 1898, hvor der er ændret til "Der havde i flere Dage raset et Herrens Vejr over Egnen". Man noterer sig, at kun den variante del af teksten er markeret. Teksten i 1898 (højrespalten) er tilsvarende farvelagt og typografisk markeret; her med rødt og omkransende krølleparentes. Det er ganske enkelt og anskueligt. Det eneste, man mere har behov for at vide, 192 er, at en udeladelse er markeret med tegnet A i parentes, og at sidetal tilsvarende er fremhævet med blåt og rødt: l22l. Markeringen af de sidetal, der henviser til den trykte bog ser således ud: II22II. Så kan man skride til værket.
For ikke at afholde nogen fra at bruge dette herlige værktøj, følger her en beskrivelse af, hvordan man installerer det i Windows 95. Klik på Start i nederste venstre hjørne, find frem til Kør …, skriv D:\EXE\16IVIEW\IV1EW.EXE og tryk OK. Så skulle den være der, parat til at blade i. Desuden er det nødvendigt at lave et bestemt sted til opbevaring af de midlertidige filer, som bliver til ved brugen. Beskrivelsen findes i kommentarbindet, men skal repeteres her: klik igen på Start, gå ind under Programmer og find der MS-DOS-prompt. Skærmen ser nu faretruende mørk og teknisk ud, men man behøver blot at skrive: MD C:\TEMP og trykke retur, så har man et bibliotek til temporære filer.
Cd-rom'en er ubetinget det mest nyskabende i denne vigtige udgivelse. Det er lykkedes at gøre alle Pontopppidans versioner af Det forjættede Land tilgængelige fra (det veludstyrede) hjemmekontor. Programfunktionerne er velvalgte og fungerer i det store hele hurtigt og problemfrit. At man også kunne drømme om andre faciliteter som fx muligheden for at strege og markere i ens personlige udgave, overskygger ikke det faktum, at en stor opgave er løst med få midler. Mediet er jo overhovedet ved at blive til. Tilstedeværelsen af de mange udgaver på ét sted kunne i sig selv være med til at problematisere værkbegrebet: en læsning er ikke bedre end den udgave, der ligger til grund. Resten er op til brugeren.
Henrik Blicher
