Forfatteren og Præsterne
Naar man er indbudt til Taffel af en Fyrste, venter man ikke, at der blandt Retterne, som bydes om, ogsaa findes opvarmet Mad fra et eller andet billigt Spisehus.
Naar de danske Forfatteres Førstemand, Henrik Pontoppidan, indbyder til Foredrag om Kirken og dens Mænd, gaar man uvilkaarlig ud fra, at man vil blive fri for de altfor ofte opvarmede Fraser fra Agitationsmøder og Skillingsblade, som der sandelig skal en saare sulten Mave til at faa ned. Man spidser uvilkaarlig sin Mund efter mere. Ja, selv om man har paa Følelsen, at man egentlig skal stille til Gennemhegling, haaber man dog paa for en Gangs Skyld at blive stedet for en Mand, som det kan være "en Fornøjelse at blive skældt ud af".
Oprigtig talt. Man kunde have ventet noget mere af Forfatteren til Dommens Dag. At slaa sig til Ridder paa Præste- og Professorkjoler og do.-Kraver, det er for letkøbt. Eller det burde gøres med mere Genialitet. Naar Bjørnstjerne Bjørnson i sin Tid i sin Sorø-Tale om Præsterne og Fredssagen sammenlignede en ornatklædt Præst med "en Kanon, der er stillet paa Enden, en Mortér, hedder det vist", virkede det æggende og slaaende som en genial Karrikaturtegning. Naar Hr. Henrik Pontoppidan sammenligner Præstekraven 66 med en Glorie, der er faldet ned om Halsen, bliver man nærmest flov. For man spørger strags1 sig selv, hvorledes en Krave af Flipvidde kan komme ned over Hovedet. Det er der en Hage ved.
Metoden, Hr. Pontoppidan bruger, er heller ikke helt original. Han fremstiller Idealerne i skærpet Form og sammenligner Menneskenes – in casu Præsternes – Ynkelighed med dem, en Metode, som indtil Vammelhed er anvendt af Hr. Frejlif Olsen2 i hans – tilgiv mig Ordene – "kirkelige" og "religiøse" Spidsparadokserier i "Ekstrabladet".
Heldigvis havde Hr. Henrik Pontoppidan dog noget at sige os, som ikke var helt ud ad Landevejen. Hvad han savnede hos vor Tids Præster, som han paastod at kende særdeles godt af Selvhørelse, var den vældige sjælelige Oplevelse, som kendetegner Luthers og specielt Grundtvigs kristelige Gennembrud. "Hvor er de dirrende, mægtige Efterklange af en Grundtvigs Kamp og Sejr?" spørger han. Uvilkaarligt lytter man: "Hvor hørte jeg dem?" Og man gennemgaar den Kres af Præster, man kender, eller man vender Spørgsmaalet mod sin egen Barm.
Men det er ganske forkert. Lad os blive ved Grundtvig og spørge: Hvorfor og hvordan?
Det er rigtig nok, at Grundtvig kæmpede "med nøgne Knæ mod Gulvets Fjæl i Nattens Timer". Men det er ikke mindre rigtigt, 67 at Mynster3 gennemstod sin Strid en stille Søndag Eftermiddag, siddende i sin Sofa med en Bog i sin Haand4. Men begge blev de nye Mænd gennem deres Kamp, og begge blev de dannet til en stor og velsignet Gerning derved.
Det er ikke Maaden, det kommer an paa. Det er Anvendelsen, Gud vil gøre af det Menneske, det kommer an paa. Og Menneskets Fortid. Og Menneskets medfødte Ejendommelighed. Havde Grundtvig ikke været den geniale Kæmpenatur, han var, og havde han ikke sat sig saa fast i sit Hjærtes Hovmod, som han havde, og havde Gud ikke villet danne ham til den mageløse Salme-Skjald, han blev, saa var han kommet stillere igennem. Det er en aandelig Grundlov, som bekræftes overalt. Melanchton og Luther kan vise os den.
Man er derfor ganske paa Vildspor, naar man tager et af de store Genier og siger: "Her har vi Normalen, og med den Alen kan vi nu maale de almindelig Mennesker!" Hvilket ogsaa vil fremgaa af en anden Betragtning.
Grundtvig lader et Sted én af sine Helte synge5:
"Jeg kæmped og blødte
for mer end mig selv …".
Dette gælder i dyb Forstand alle Genier, ogsaa alle de religiøse Genier. I dem er Tidens Vaande blevet det dybeste Suk. De lider mere derunder end andre. Men naar de har gennemstridt, har de ogsaa vundet en Udvej for flere end dem selv.
Dette var til Tider Grundtvig bevidst. Han følte det kristne Lægfolks Vaande som sin. Han stred ogsaa for at finde Klarhed til dem. Hvad han vandt, er blevet til Hjælp for Tusinder. Vi er mange, som ikke véd, hvordan vi med vore svage Kræfter skulde være kommet igennem, om Gud ikke havde brugt Grundtvig til at hjælpe os.
68 "Thi han fandt i Livets Dyst det Svar
som blev os til Hjælp i dybest Vaande".
Derfor er det ganske bagvendt at stille de store religiøse Genier fra vor egen nærmeste Tid op og sige: "Fordi disse maatte kæmpe saa bittert og opleve saa stærkt, derfor skal alle I andre ogsaa!" Sandheden er, at fordi disse stred saa bittert og led saa tungt, er vor Kamp og vor Byrde lettet.
Dette betyder ikke, at vi ikke maa kæmpe. Der er ingen, som kender Freden, uden at have stridt. Og der er ogsaa, trods alle Hr. Henrik Pontoppidans Benægtelser, hos enhver kristen Præst en dirrende Efterklang af Strid. Maaske ikke saa mægtig en Efterklang. Men en dirrende Tone, som den kan høre, som har Øren at høre med.
Og nu kan jeg ikke helt frigøre mig for det Indtryk, at Hr. Henrik Pontoppidan paa det her omhandlede Omraade er tonedøv. Ikke bare saadan, at han kun kan høre de "mægtige" Efterklange, udsatte for Pauker og Basuner. Heller ikke bare saadan, at han kun har Øre for den usammensatte Melodi. Men i det hele netop saadan, at han ikke kan skelne Tonerne.
Man maa ikke lade sig forvirre af, at Hr. Pontoppidan synes at have Øren for Tonerne fra Luthers og Grundtvigs Kamp. For det er jo netop saadan, at det fjerne, historiske, det kan man forholde sig fjernt og historisk og æstetisk til. Man kan paa Afstand, uden den Forargelsens Mulighed, som Samtidigheden altid indeholder, og hjulpet af historiske Forskere, opfatte en Helhed, hvor Samtiden kun saa nogle Brudstykker af et Billede og hørte nogle Stumper af en Melodi.
Luther og Grundtvig kan man være i Stand til at danne sig en Opfattelse af – de er tilstrækkelig langt borte –, uden at man derfor vil være i Stand til at opfatte sin Samtids Præster, fordi deres Forkyndelse 69 uafviseligt indeholdt Kravet: Kom og giv dig selv! – det gjaldt ikke blot hine store den Gang, det gælder dig nu.
Jeg kunde f. Eks. tænke mig, at en Forfatter gik i Kirke – ikke for at "høre, hvad Gud vilde tale til ham", men for at studere Præstetyper, og saa kunde blive irriteret over, at der var noget, som aldrig blev sagt. Der er ingen Præst, der prædiker saadan, at han siger alt. Han har, som enhver Kristen, sin Hemmelighed med Gud. Den ligger bagved det alt sammen. Den er som den Melodi, som kun lyder i Hjærtet og aldrig faar Klang paa Læben, men klinger under alt det, som synges. Og en samstemt Sjæl mærker den.
I det hele taget faar man jo ikke Viden og Svar i Kirken angaaende andet end det, man spørger om af hele sit Hjærte.
Men dernæst: Grundtvig blev ikke ved at forkynde paa den Maade, hvorpaa han talte i den første Vækkelses Vaartid. Hans sidste Aars Forkyndelse toner ikke af de dirrende, mægtige Efterklange, men langt mere af de dybe, stille Indledningstoner til Evighedens Fredsmusik.
Der er Trang i Menigheden til mange Toner i Forkyndelsen. Smaat og fattigt vilde det være, om ikke vi havde andre Toner end dem, Hr. Henrik Pontoppidan lytter efter for – hvis han hørte dem – ikke at følge.
Der er Brug for de unges gærende, som for de gamles afklarede Forkyndelse. Der er Brug for den, der "med nøgne Knæ mod Gulvets Fjæle" stred sig gennem Nattekampens Tider, som for den, der voksede ganske stille og mærkede, at noget nyt og dejligt foldede sig ud i hans Sjæl en Dag, han sad i sin Sofa. Der er lige saa god Brug for den, der først fandt hjem efter lang Tids Ophold i det fremmede Land, som for den, der altid blev hjemme, men maatte kæmpe med et iskoldt Hjærte. Brug nok for alle 70 dem, som Gud, den levende Gud, danner til sine Redskaber, hver paa hans ejendommelige Maade.
Selvfølgelig er der nogle, der har Brug for ingen af os. "De karske" og "de rige".
Men vi prædiker jo ogsaa Evangelium for "fattige" og kalder "Syndere" til Omvendelse.
Chr. Ludwigs.
