Familien Salomon i Henrik Pontoppidans "Lykke Per"

Nogle Randbemærkninger

Af Poul Levin

Da Pontoppidan udsendte det sidste Hæfte af Romanen Lykke Per, meddelte han, at en ny gennemset Udgave snart vilde udkomme og bad om, at denne maatte "blive lagt til Grund ved mulig Bedømmelse af det samlede Værk". Saa kom da den nye Udgave – ogsaa i Hæfter. Og nu foreligger endelig Lykke Per fuldendt efter en Tilblivelsestid paa 8 Aar.

Den, der har læst paa denne Bog i al denne Tid, griber med stor Forventning det samlede Værk. En Mængde Indtryk bliver levende paany. En Bog, der har fulgt En igennem otte Aar, og som man aldrig rigtig har sluppet af Hænde, er lige ved at blive noget af Ens eget Liv, man knytter den uvilkaarligt til de Omstændigheder, under hvilke man læste det og det, man mindes det Sted, hvor hint Hæfte blev læst, om disse Scener har man vekslet Anskuelser med En, der nu maaske er En fjern, hundrede store og smaa Ting lever i nær eller fjern Forbindelse med disse Hæfter.

Paa en Maade kan Bogen særdeles godt staa sig derved. Man synes, at man har kendt denne Lykke Per længe, hans Historie bliver saa udstrakt, som saadan en Livsskildring netop skal være, man har faaet Tid til at se ham i alle Belysninger, man har følt med ham og været utaalmodig over ham, man har syntes, han var en ringe Person og saa igen fundet, at nu var 282 der noget ved ham, man har glemt en Mængde Smaaepisoder, og man husker et Par afgørende Hændelser, kort sagt han er levende akkurat som et andet levende Menneske.

Det endte da ogsaa med, at denne Bog havde et stort Ry, endnu førend det sidste Hæfte var udkommet. I en lidt sløj Litteraturperiode trøstede man sig med, at der var jo dog Lykke Per, som, naar den engang var færdig, vilde gælde for ti. Og man gjorde paa Forhaand Plads til den paa Reolen ved Siden af de andre store Tidsskildringer, Adam Homo, Hjemløs og Det forjættede Land.

Men paa en anden Maade kan den fuldendte Bog ikke staa sig ved dette. Den skal nu opfylde alle de største Forventninger, de 8 Aar, Minderne, Indtrykkene, Litteraturhistorien, alt tynger paa den, og da man jo aldrig læser det samme Sted i den samme Stemning, vil man ofte forgæves lede efter Optrin, som tidligere paavirkede En stærkt. Men der er noget uhyggeligt ved saaledes at maatte søge forgæves efter sin egen Begejstring, og tilsidst giver man sig til at tænke paa, om ikke Skylden delvis er Bogens. Der maa jo dog til syvende og sidst være noget ved Værket, noget vigende, noget forfejlet, som bevirker, at Indtrykkene kan være saa forskellige. Otte Aar, det er da endelig ingen Tid for et Digterværk, de personlige Indtryk, Læseren har haft, skulde den store Digter snart faa jaget paa Flugt, og Litteraturhistorien drejer han Halsen om paa i et Nu.

Men naar gamle og nye Indtryk paa denne Vis brydes under Læsningen, bliver det saare svært at lægge den nye Udgave til Grund for en Bedømmelse, det maa blive Eftertidens Sag. Vi, som har fulgt Bogens Tilblivelse, vil altid komme til at se den i skiftende Belysning, og det vil blive vanskeligt for vor Tid at sige det afgørende om den. Men vi vil ogsaa vanskeligt kunne undgaa at diskutere den. Den er kommet til at handle om os paa en særdeles indtrængende Maade, fordi den atter og atter er dukket op i vore Tanker og Samtaler. Denne Lykke Per er gaaet omkring iblandt os, han har levet vort Liv, han har fanget vore Ord og gjort dem til sine eller vrænget af dem. Denne Bog er ikke Roman men Memoirer, og Pontoppidans rolige, refererende Stil, de faa Samtaler, de endnu færre "Optrin" svarer hertil. Dette bevirker, at enhver vil læse Bogen paa sin Maner. Dér, hvor En føler noget af sit eget, dér vil for ham Hovedvægten 283 komme til at ligge. Der er i denne Bog et nationalt, et religiøst og et socialt Opgør, og det er muligt at diskutere den ud fra alle disse Synspunkter. For én vil Værket være en Analyse af Begrebet Danskhed, og han vil overalt i Bogen kunne finde Støtte for sin Opfattelse, en anden vil sige: Lykke Per handler om det moderne Menneskes Forhold til Religionen, og han vil kunne uddrage af Bogen en Diskussion af Ortodoksien, Grundtvigianismen, Kierkegaardianismen og Fritænkeriet, der er endelig dem, som af denne Bog bedst vil huske den Brydning, som behersker store Dele, mellem Præstesønnen og den jødiske Familje. Men en hvilkensomhelst Enkeltundersøgelse vil kræve et Helhedsindtryk. Man vil hurtigt mærke, at den ene er tre og de trende er en. Derved er Planen givet for den følgende Karakteristik af Familien Salomon i Lykke Per. Der skal først gøres et Forsøg paa at se, hvem Per er, dernæst betragtes han i sit Forhold til Familjen Salomon, og endelig dvæles der ved, hvad denne Skildring i Virkeligheden betyder. Det er denne sidste Undersøgelse, der skal forsvare, hvorfor netop dette Udgangspunkt er valgt. Forsvaret bestaar deri, at Pontoppidan her har skabt noget for den danske Digtning nyt, som sikkert ikke vil være uden Følger.

I.

I den oprindelige Udgave af Lykke Per fandtes der foran i Bindene II-VIII et kort Referat af, hvad der havde staaet i det foregaaende, for at Læserne hurtigt kunde komme ind i Situationen.

I disse "Forhistorier" er der to Udtalelser, som stadig gentages. Det er disse: "Per Sidenius, en fattig ung Ingeniør uden Eksamen, har konstrueret et stort, kombineret Kanal- og Frihavnsprojekt tilligemed nogle Vind- og Bølgemotorer, for hvilke Ideer han har søgt at interessere Offentligheden ved at udgive et lille Skrift om dem," og: "Hans Forhold til Hjemmet har, tildels paa Grund af hans irreligiøse Standpunkt, altid været daarligt." Her har man Omkvædet i hele Bogen. En Mand, som kæmper for en Plan og mod sit Hjem, et praktisk Formaal og en aandelig Strid. Og som Resultat: Formaalet dræbes i Striden. Thi den, som skal føre en stor Sag igennem, maa uden at tvivle kunne vie den al sin Kraft, alle hans Evner maa pege i 284 den samme Retning, han maa hver Dag kunne træde frem paany som Stridsmand og maa altid kunne finde paa nye Udveje, naar Vanskelighederne har standset ham. Han maa indenfor sit Omraade være en Helt og et Geni. Pontoppidan har villet vise, at Per Sidenius ikke er det og ikke kan være det. Det er jo netop Pontoppidans Sag at maale Afstanden mellem Manden og Værket eller mellem Tiden og Idealet. Per er i en evig Kamp med sit mørke, kolde Barndomshjem, der stødte ham ene og fattig ud i Verden med den eneste Bøn til ham, at han ydmyg skulde vende tilbage og bøje sig under dets Tugt. Det har endogsaa undergravet hans Trods; hvert Øjeblik mærker han en Drift hjemad, skønt han ved, at han vil blive skuffet. Han kan ikke frit hengive sig til sin Plan at omdanne sit Land og gøre det praktisk, fordi han selv føler en Higen mod Drømmen. Han mangler Haandelaget, fordi han fra første Færd er bragt i en skæv Stilling til sit Arbejde. Familiens Fattigdom og hans Brud med den maatte avle en Egoisme i ham, som gør ham klynkende. Da han i Virkeligheden ikke vil Sagen men kun den Sejr, der skal give ham Ret over dem derhjemme, bliver han ude af Stand til at bære et Nederlag, og selvopgivende lægger han Hænderne i Skødet og lader andre arbejde for sig. I disse Øjeblikke melder saa Religionsskruplerne sig hos ham, han flygter ind i sine Opgør, søger at læse sig til Sandheden, tror et Øjeblik hoverende at have fundet den for det næste at begynde forfra igen. "Det var det egentlig "sideniuske" hos ham," siges der, "at hans naturlige Følelser absolut skulde udsmykkes. Som i sin Tid hans Fremtidsideers nationale Betydning havde skullet pynte hans Egenkærlighed, saadan skulde nu Religionen tjene som Dække for hans Forsagthed, hans fattige Hjemlængsel." Og denne fattige Hjemlængsel faar et stærkt Eftertryk i en Sætning, der bruges om ham et andet Sted i Bogen: "For Ingen var i Grunden fattig uden den, som ingen gode Ungdomsminder havde." Hvad nytter det saa, at han "i lykkelige Øjeblikke" har en Opfindsomhed, der gør ham "genial" – Øjeblikkene bliver færre og færre, og hans Genialitet munder ud i nogle Grøfter, han graver paa en Mark, der ikke betyder Danmark.

Det er om denne Mand, Bogen handler. Det er om denne Kraftkarl, der ingen Kræfter har, om denne Grubler, der blader rundt i Bøgerne som en Student i Filosofikum-Aaret, Pontoppidan 285 har skrevet tre Bind. Og han skaaner ham ikke. Han viser ikke blot hans Lidenhed overfor de store Problemer, men han blotter hans Sjofelhed i Pengesager – da han præsenteres i en Familie og opdager, at der er flere Døtre end den Datter, han vil gifte sig med, "sniger sig straks en bekymringsfuld Tanke til de Millioner, han i sin Fantasi allerede havde taget i Besiddelse" –, han spotter hans latterlige Forsøg paa at imponere ved gymnastiske Præstationer, han viser hans Uopdragenhed, hans Mangel paa Kundskaber, hans fuldkomne Simpelhed. Man læse f. Eks. følgende Skildring af hans Ydre (den er føjet til i sidste Udgave¹): "Han saa iøvrigt pyntelig nok ud. Han bar en moderne Selskabsdragt med hvid Atlaskes Vest og et overbroderet Skjortebryst, hvori der glimtede et Par Diamantknapper (en Gave fra Jakobe). Det maskinklippede Haar, der dækkede Hovedet som et mørkt Fløjl, var efter en nyskabt, evropæisk Mode afraget bagtil over Halsen for at fremhæve Nakkens Muskler. De smaa Moustacher var paa Officersvis snoet opad, og Hageskægget, der var blevet stadig mindre under hans Udenlandsfærd, bestod nu kun af en Fip nedenfor Underlæben."

Peter Ravn² pyntet som fin Kavaler. Ja Peter Ravn ligetil den mystiske Evne han besidder "til at indtage Folk ved sin Personlighed."

Men alt dette er endnu kun en Spot over denne ene Person. Bag denne Spot ligger Angrebet paa den Art af Danskhed, som Per Sidenius menes at repræsentere. Meget dygtigt har Digteren formaaet at liste denne Tanke om, at Per skal betyde noget alment, ind i Læserens Bevidsthed. Thi det nyttede ikke, at det blev sagt – det bliver det adskillige Gange –, det maatte føles, og der maatte være nogle Steder, hvor Læseren bevægedes af Per og ligesom smeltede sammen med ham. Saa havde Pontoppidan dem begge to paa én Gang, og saa blev hans Slag frie. Alle, der har læst Bogen, eller talt med nogen, som har læst den, vil vide, at der er nogle enkelte Scener, som hæver sig over de andre: Per ved sin Faders Dødsleje, Per drages mod sin Moders Hjem og stirrer en Nat op imod dets Vinduer, Per følger med Skibet, der fører hans Moders Lig fra København til Graven i Jylland. Det er utvivlsomt disse Afsnit, som har bevirket, at man har talt saa meget om Bogens "mandige" Kunst. De er nemlig mandige, hvilket vil sige, at de gennemstrømmes 286 af en dyb Følelse uden nogensinde at flyde ud i Sentimentalitet. (En ganske særlig Nydelse venter den, som sammenligner de to Udgaver og følger med hvor fin en Sprogsans Pontoppidan har gennemarbejdet disse Optrin, der i deres endelige Form er prøvet Guld). Der findes her ikke en Taare, men det, som griber endnu stærkere: Kampen mellem Graad og Beherskelse i en dybt bevæget Mands Ansigt. Og fra disse Begivenheder i Pers Liv gaar der stærke Traade til enhver anden Mands, her er der noget, som trods alle Forskelle er fælles. Men er først denne Samfølelse skabt, saa melder der sig straks mere, saa finder man i Pers forskellige Oplevelser et eller andet, som synes En typisk, saa rammes man af de Svøbeslag, som Pontoppidan lader falde paa sin Helt, eller man isnes af Ironien – som i den mesterlige, ægte "pontoppidanske" Scene, hvor Per smelter hen i Studenterlyrik ved at stirre ind i en Have, der er Skueplads for den danske Sommeridyl af hvide Kjoler, Studentersværmeri, sveden Vælling og Ingemannske Aftensange.

Saaledes er Per tænkt: en Mand, der medens han fuldbyrder sin egen Skæbne, bliver et Paradigma paa den almindelige Udvikling og afspejler en Mængde Skæbner. Han er som et Jærnbanetog, der gennemfarer det hele Danmark og standser ved de enkelte Stationer for at give dem, som ikke vil med mere, Lejlighed til at staa af. Per er den triste Opdragelse i et uhyggeligt Præstegaardshjem, han er den unge Students tarvelige Liv i København, han er den erotiske Forvildelse, det blide Sværmeri, det beregnende Kærlighedsforhold, han er Kampen med Religionen og med Minderne, han er Forretningsliv, han er det rolige Ægteskab, der tager Dagen og Vejen, han er Bruddet med Menneskene, og han er den ensomme, for hvem alle Problemer løses.

Programmet er tydeligt nok lagt, men det var blot umuligt at gennemføre det. Begyndelsen slaar Slutningen ihjel. Det er naturligvis en ypperlig Ide, at en Digter vælger sig en Mand til Hovedperson, der hverken er Helt eller Skurk, en Mand, han afvekslende klapper og slaar. Men hvis det er Planen, at denne Mand skal ende som den virkelige "Hovedperson", det vil sige en Person, som naaer det højeste og sidder inde med Tidens dyreste Visdom, saa maa Skurken ikke noget Øjeblik have været saa stærk, at det lykkes ham at dræbe Helten. Naar man en 287 hel Bog igennem ikke har hørt andet om en Person, end at han svag, egenkærlig og hensynsløs har ladet Alverden trælle for sig, har trampet frem over alle de Kvinder, han mødte, forført og forladt dem, ladet sig underholde af dem og bekysse af dem, og overfor Mændene har indtaget den tappre Position, at have knyttet sine Hænder i Bukselommerne, saa kan man ikke skænke hans filosofiske Endeligt nogen dybere Interesse. Der er ikke noget betagende ved at se Solen spejle sig i en grumset Vandpyt, naar man har Udsigt til hele det store, solbeskinnede Hav.

Jo kraftigere Pontoppidan har gennemført den ene Del af sin Plan: at revse de danske "Sideniusser", jo svagere maatte Udførelsen af den anden Del blive. Om Grunden hertil nu ligger i, at Harmen er løbet af med ham, eller om han maaske slet ikke har haft nogen tydelig Plan – hvad Bogens Udgivelsesmaade kunde tyde paa –, det vil Litteraturhistorien maaske engang oplyse, og det er tænkeligt, at Lykke Per vil vinde i Betydning for Forstaaelsen af Henrik Pontoppidans Digternaturel, hvad den har tabt som selvstændigt Digterværk.

II.

Hvor megen "Danskhed", der er i Per Sidenius, vilde det være en meget vanskelig Sag at afgøre og skildre, det maa føles som et Samvittighedsspørgsmaal for hver enkelt. Man behøver ikke at frygte for at være en Farisæer ved at mene, at man ikke føler sig ramt.

Per har jo ikke blot været særlig uheldig med Valget af sine Forældre og Søskende, men han er ogsaa startet meget slet i Samfundet, har hverken haft Lejlighed til at dyrke Venskabet eller Samarbejdet, har overhovedet altid været udenfor, ikke i Kraft af sit Geni, men paa Grund af sin mangelfulde Karakter.

Men dette er en rent personlig Følelse hos en enkelt Læser, og det er ikke utænkeligt, at der er andre Læsere, for hvem alt dette ikke er uoverstigelige Hindringer for Samfølelsen med Per.

Hvad der derimod er uimodsigeligt, er dette, at Forfatteren som Modsætning til denne Art af Danskhed har stillet den jødiske Familie Salomon. Han har skænket den alt, hvad han har taget fra Per.

288 Et lykkeligt og rigt Hjem, et trofast og hensynsfuldt Samarbejde mellem Forældre og Børn, aabne Sind og aabne Døre for alt, hvad der duer i Tiden, en gennemdannet og afklaret Forstaaelse af de store Spørgsmaal.

Familien bestaar af den kolossalt rige Grosserer Philip Salomon, hans Hustru Lea, der i sin Ungdom var en stor Skønhed, hendes to Børn af tidligere Ægteskab Ivan og Jakobe, nogle Børn af hendes Ægteskab med Philip, blandt hvilke Nanny. Til Familien hører ogsaa Fru Salomons Broder, Direktør Delft.

Meget fint indleder Pontoppidan Bekendtskabet med Familien ved at lade Per træffe dens enkelte Medlemmer lidt efter lidt. Man ser dem først udefra, og den første er den ivrige, støjende Ivan, Familiens Forløber og selvbestaltede Budbringer, dens Mercurius. Ivan repræsenterer netop det, som støder Per og de andre Sideniusser. "En vis Ivan Salomon" kaldes han straks foragteligt. "En naragtig lille Jøde", kalder Per ham, han hører til "dette fremmede Folkefærd", som Per "nu engang" ikke ynder, han er støjende og anmassende i sin Optræden og henleder Folks Opmærksomhed paa sig – Per føler sig trykket ved at være sammen med ham paa en Kafé.

Der er noget stærkt dramatisk ved dette. Det er som at høre Folkehobens Smædeord, før Jøden træder ind paa Scenen.

Saa ser Per Nanny, den flotte, dristige Nanny, lokkende i sin rige Elegance. Guldets Glans omkring hende drager Per, men ogsaa hun introduceres ved Gadens Raab. "En Jødedame? Ja, hvorfor ikke? Frøken Salomon var jo desuden (!) baade ung og smuk, ja (saa vidt han havde kunnet se) overordentlig velskabt."

Saaledes forberedt træder man med Per ind i det Salomonske Hjem. Det er ikke blot til Rigdom og Skønhed han kommer, det er ikke alene det, at han "aabenbart for første Gang var i ordentlig Selskab", men han møder alt det, han i sit eget Hjem havde savnet: frie Sind, venlige Tanker. Ivan er ikke blot støjende, han er fuld af Hjælpsomhed, han griber Pers stakkels Projekt og gør det levende under sine Hænder, bringer det ud iblandt Menneskene, for at dets Værd kan blive undersøgt. Per ser videre i Samlivet mellem de gamle Salomons en ridderlig Ømhed, en Fortrolighed, der næret af Ungdomsminder, næsten ikke behøver Ord, og en Kærlighed til Børnene, der faar dem til at holde Trit med Tidens Udvikling.

289 Men mest af alt lærer Per af Jakobe. Hun er ikke fristende som Nanny, men hun lyser af Klogskab og Energi. Gennem hende træder Per først ret egenligt i Forbindelse med Jøderne. Hos Ivan og Nanny er det endnu det ydre, og Ivan bevæger sig med største Frihed i det kristne Selskab, medens Nanny er glad ved gennem sit Ægteskab med en Kristen at blive Jødenavnet kvit. Man mærker paa dem, at deres Hjem ikke er jødisk eller gammeltestamentligt, men evropæisk. Hos Jakobe staar Per pludselig overfor noget andet. Hun er først og fremmest Jødinde. Hun har personlig følt de Ydmygelser, der tilføjes Jøderne, hun har staaet Ansigt til Ansigt med Forfølgelsen af de fattige, værgeløse russiske Jøder, hun, der hverken kan glimre ved Skønhed eller Aand, har lært at smykke sig paa anden Vis. Hun minder om de Huse i Orienten, hvis Facader er saa kolde og uanselige, men i hvis Indre der findes kostelige Skatte.

Det er disse Skatte, Per tager i Besiddelse. Netop fordi han ved sin Skikkelse og sin Karakter repræsenterer den Race, Jakobe hader, da den har mishandlet hendes Trosfæller, forbitret hendes egen Barndom og ydmyget hende gennem et ulykkeligt Kærlighedsforhold, netop fordi han er en af Fjenderne, mod hvem hun værger sig ved at uddybe sin Aand og berige sin Følelse – netop derfor drages hun imod ham, som han imod hende. Det er maaske mere tænkt end levende, og det er ikke skildret med saa stor en Mangfoldighed, som var nødvendig, hvis det skulde virke overbevisende, men det er i hvert Tilfælde meget smukt tænkt.

Her er der ikke mere Tale om "den jødiske Færdighed i at indynde sig hos Folk ved at kildre deres Forfængelighed", som Ivan besidder, Jakobe er en anden Side af det jødiske Væsen: først og fremmest Lidenskaben, dernæst den ubøjelige Energi. Fra det Øjeblik hun elsker Per, elsker hun paa Trods af alt, selv paa Trods af sin klare Forstaaelse af hans Svagheder, og samtidig kaster hun sig med al sin "semitiske" Energi over hans Udvikling og over sin egen, forsaavidt den mangler noget paa det specielle Omraade, der er Pers. Hun erobrer alt det af Pers Danskhed, der supplerer hendes egen.

Jakobe repræsenterer overfor Per det, man har kaldt Brandesianismen og det er derfor naturligt, at Dr. Nathan, som Georg Brandes kaldes i Bogen, spiller en betydelig Rolle ved Siden af 290 Familien Salomon. Af Georg Brandes' Stilling i det danske Samfund gives der en ypperlig Skildring, af hans Optræden som Selskabsmand en overfladisk og stødende, fordi Bogen bliver meningsløs, hvis ikke Dr. Nathan uden Spor af Omskrivning er Georg Brandes, og dennes Liv burde være udenfor Omtale.

Gennem Jakobe træder Per altsaa i Forbindelse med den Bevægelse, der i en Menneskealder har sat Skel i Danmark, ikke blot mellem gammelt og nyt i Almindelighed, men ogsaa mellem den kristne og jødiske Del af Befolkningen. Desværre bøjer Per ogsaa her af. Brandesianismen er "Litteratur", og i Kraft af sit Kald ser han ned paa denne. Atter hævner det sig, at Per er blevet saa ringe. Altfor meget af det, som vilde have fængslet os mest, forsvinder i Jakobes og Pers Kys. Derfor tangerer Per kun Brandesianismen, men han kommer ikke igennem den. Paa dette Punkt er Bogen ikke Tidshistorie.

Derimod er der en meget smuk Symbolik i Pers og Jakobes Forhold. Pontoppidan, der i denne Bog skriver saa meget bedre om sine Personer, end han gør dem til levende, talende, handlende Væsener, har paa dette Punkt tænkt sin rigeste Tanke. Per og Jakobe kan ikke blive sammen, hans Oprindelse drager ham bort fra hende, hun gyser for ham, saasnart den erotiske Rus er fordampet. Men de har elsket hinanden, og de har tilhørt hinanden. Ganske vist dør deres Barn, men da Jakobe, ensom og bedrøvet, fjern fra hele sin Slægt og for stedse bortskræmt fra Kærligheden, maa finde en Trøst og en Opgave, føres hun ind i et filantropisk Arbejde for de ulykkelige Børn. Hun rejser hjem og opretter i København en Opdragelsesanstalt for de fattige Børn, hun vil gøre dem frie og dygtige. Og gennem dette Arbejde vinder hun en ny Forstaaelse af Per, saaledes at hun efter hans Død kan sige om ham til hans Broder: "Jeg ønsker ikke noget ugjort. Jeg føler det tværtimod som en stor Lykke for mig, at jeg lærte Per at kende. Baade ved den Glæde og den Sorg, han forvoldte mig, fik mit Liv først rigtig Indhold. Det Værk, De ser her omkring Dem, er i Grunden lige saa meget hans som mit. Og derfor vil jeg bestandig være ham inderlig taknemlig."

Og da Per henlever sine sidste Aar fjernt fra alle, vender hans Tanker sig til Jakobes Arbejde. Af sin lille Indtægt sparer 291 han Penge sammen for at kunne testamentere dem til dette. Her mødes altsaa den lutrede Sidenius og Familien Salomons ædleste Ætling. I Arbejdet for Fremtiden i Danmark slettes alle Forskelle. Og hvis Sammenstødet mellem Jakobe og Per ikke havde været, hvis de ikke havde følt sig uimodstaaeligt dragne til hinanden og atter frastødte, vilde dette Arbejde, gennem hvilket de lærer at vurdere hinanden, aldrig være kommet i Stand. I saa ren en Tanke munder Bogen ud. Baade Kristne og Jøder staar i Taknemlighedsgæld til Pontoppidan for denne Lære.

III.

Hvad Pontoppidan har villet med Familien Salomon er altsaa let at se. Han har delvis opnaaet det. Han har uden at forfalde til at bruge den gængse Jødejargon virkelig formaaet at drage en Del karakteristiske Træk frem, baade gode og daarlige, han har paa forskellige Steder fundet den halvt ironiske og helt hjertelige Omgangstone, der bruges i en lykkelig jødisk Familie, baade Ivan, Jakobe og Nanny er sande Figurer, Ivan og Nanny helt, Jakobe maaske mindre, hvis man vilde give sig til at lede efter hende, men utvivlsomt helt sand, hvis man kan tænke sig ind i dygtige, skuffede, jødiske Kvinders Længsler og Drømme. Udmærket er ogsaa den ondskabsfuldt-drillende og lidt mystiske gamle Onkel.

For første Gang i dansk Literatur er Familien Salomon skildret paa denne Vis. Hvad ingen har villet, det vilde Pontoppidan: give en objektiv Skildring af Brydningen mellem Jøder og Kristne i det nuværende danske Samfund. Han giver ingen af Parterne "Ret", ingen af dem sejrer, men af begges Kapitulation skabes Grundlaget for en Fremtid, der er renset for Racehad.

Hvad der findes i dansk Digtning før dette er ikke meget, naar man ikke – hvad der vilde være urimeligt – vilde fremdrage de allerede glemte Fremstillinger, hvor der enten er drevet Agitation, eller hvor Skildringen af Jøder er benyttet som et Pikanteri i en Tid, da den offentlige Debat beskæftigede sig særligt med dem (at Georg Brandes' Skikkelse har givet Stødet til en Række saadanne Bøger er naturligt).

Men naar man ser bort fra dette, bliver der kun tilbage nogle enkelte Værker, i hvilke Hovedlinierne findes.

292 Om det 18de Aarhundredes frie Syn mindes man baade af P.A. Heiberg og Fru Gyllembourg, her mødes de to Ægtefæller.

I Heibergs Syngespil Kinafarerne staar Moses midt imellem de traditionelle Toldbodjøder, der synger om deres "Profit", som en Repræsentant for et andet Syn paa de jødiske Medborgere. Skikkelsen er ikke meget værd digterisk, men der er P.A. Heibergsk Opposition i en Replik som denne, der siges af Stykkets Elskerinde: "Kan han ikke være en brav Mand, fordi han er en Jøde? Kanske du skulde have ondt ved at pille flere brave Folk ud i en af Byens Kirker end i Synagogen. Nej Birgitte! Man siger, at den største Del af Menneskene er onde, og er det sandt, saa maa det være saaledes imellem de Kristne lige saa vel som i alle andre Religioner."

Men Moses taler endnu det gamle jødiske Teatersprog, det, som har bevaret sig saa længe, at Gustav Esmann med sin udviklede Sans for Sukces'en udtrykkeligt forlangte det benyttet i et af de Stykker, han fik opført paa det kgl. Theater (og hvad der er meget mærkeligere, fik sit Ønske opfyldt).

Langt interessantere, ja ligefrem mesterlig er den gamle Grosserer Branco i Fru Gyllembourgs Jøden. Han lever virkelig i Slutningen af det attende Aarhundrede, bag ham ser man baade Moses Mendelssohn og Nathan den Vise, selv om der ogsaa findes Mærker af, at Novellen er skrevet betydeligt senere og i Danmark. Branco har baade den rolige, menneskekærlige Klogskab, der er som en velsignende Haand udstrakt over hans Medmennesker, og Rædslen for dette kristne Samfund, der har forfulgt ham og hans Trosfæller. Han har nøje studeret Kristendommen, "som Nicodemus er jeg i Nattens Stilhed vandret til den store Mester", men de Kristnes Lære er langt fra sit rene Udspring. Da derfor hans Venner trænger ind paa ham for at bevæge ham til at lade sig døbe, svarer Branco nej, han vil ikke foragtes af sine Trosfæller og udles af de Kristne. Men i Principet er han ikke derimod. Hans Standpunkt minder om Goldschmidts, der i en lignende Situation sagde til Bournonville: "Egentlig er jeg kristen; jeg elsker Kristus; men jeg lader mig aldrig døbe, thi jeg vil begraves paa den Kirkegaard, hvor min Fader hviler". (Charlotte Bournonville: August Bournonville, 1905). Uden at tænke paa Fru Gyllembourgs Skildring dvæler Goldschmidt i sine Livs-Erindringer ved en Præken om Nikodemus, 293 der af en af hans Venner, Præsten Berg, blev holdt i hans Nærværelse og nær havde gjort ham til Kristen (Livs-Erindringer og Resultater I. S. 376).

Brancos Standpunkt overfor de Kristne er trods al den Sympati og Respekt, han møder, den Forsigtiges, den Overvundnes.

"Jeg vil ingen Opsigt gøre," hævder han overfor de lapsede unge Jøder. "Jeg vil ikke, man skal sige: der kører Jøden i sin prægtige Vogn. Der gives Stillinger i Livet, hvor stille, ydmyg Tilbageholdenhed er nødvendig for at bevare sin Værdighed."

Han holder altsaa for sit eget Vedkommende fast paa sin Tro. Men han tror ikke paa den. Som M.L. Nathanson "dadler han ikke den Jøde, der træder over til det kristne Samfund". Og han fortsætter: "Er han en Kunstner, en Videnskabsmand, har han vidst at tilegne sig den sande Dannelse, saa tilhører han det allerede, inden han gør dette Skridt, og jeg mener selv, at det er paa denne Maade, at vor Nation lidt efter lidt – i Tidernes lange Løb – vil bortsmelte og det er vor eneste Frelse."

Vennen Henrik Hertz var reddet! Og Spaadommens første Del var ovenikøbet opfyldt. Det jødiske i Hertz's Digtning er virkelig bortsmeltet. Men om det har frelst den er en anden Sag.

Fru Gyllembourgs Sympati er baade smuk og oplyst, men den er farlig for Jødedommen. Hun kvæler den i sit Favntag, saaledes som Branco af Kærlighed til sin Søn gør ham til Kristen og kæmper for, at han aldrig skal faa sin Oprindelse at vide.

Man mindes Branco, naar man i et Brev fra M.L. Nathanson til Hertz (fra 1830) finder Ytringer som disse: "Dernæst maa jeg kondolere Dem, at De ikke er døbt; thi jeg er overbevist om, at De med Deres gode Kundskaber og i et Fag, som er yndet, vilde nu have staaet paa et ganske andet Trin, dersom De allerede for 10 Aar siden havde ladet Dem døbe. Erfaring taler for mig." Og dette senere i samme Brev: "De har ganske Ret, Jøderne bør ej gøre for megen Opsigt – – –." (Breve fra og til Henrik Hertz S. 213 f.)

Ligesom Brancos Humanisme har sin Rod i Tyskland, saaledes forplantede ogsaa Antisemitismen sig derfra hertil i 1813, da Thaarup oversatte og forsvarede et Skrift mod Jøderne. Han fik en Række fremragende Mænd imod sig, af danske Digtere Baggesen og Blicher.

294 Men i denne Branco-Nathansonske Frygt for Opsigt blander sig ogsaa noget andet og senere. Den "Opsigt" Heine, Børne og den hele tyske Radikalisme vakte, sætter ogsaa sine Spor hos os. Igennem nogle af Poul Møllers Aforismer og i Ingemanns Drama Renegaten, kan man følge den moderne Jødes Indtrængen. Renegaten ser i Personlisten saaledes ud: "Zadok med Tilnavn Abdallah, tilforn kaldet Isaack Jacobsen, ung døbt Jøde og Renegat, tysk Flygtning og Eventyrer" – det er et helt Program. Han introduceres ogsaa "i fransk Modedragt (Skuespillet foregaar ca. 1840) og med en blaa Slængkappe." Denne Mand gør sig til Hersker i Konstantinopel, fordriver Sultanen, bemægtiger sig hans Elskede, omstyrter Moralen og erklærer Aandens og Kødets Emancipation.

Hm! hvad vil Verden sige? Hin Student,
hin ultraliberale Bladskribent,
hin Eventyrer, Renomist og Jøde,
som gjorde Kristenhedens Kinder røde,
som med sin Drengesvøbes kaade Sving
drev Læseverdnen som en Top i Ring,
hin genialske Laps, hin Renegat –
Vezir og Grunder af en mægtig Stat!

Han er evig "ironisk", "haanende" og "urolig", han er kort sagt "Satanas selv, han kun mangler en Hale!" Men Symboliken er jo noget pinlig, fordi det er Moskeerne og Haremet den forklædte Heine befaler nedrevne i Vers, der ikke er nær saa gode som dem i "Buch der Lieder".

Umiddelbart efter dette bukserystende Drama findes i den samlede Udgave Sulamiths Sange. Man vilde visselig ikke "Judaismen" noget ondt. Men de holdt ikke videre af Jøderne! Endnu saa sent som i Topsøes "Jason med det gyldne Skind" forfægter Greven disse Anskuelser.

H.C. Andersen tager romantisk paa Forholdet. Kun en Spillemand er Lykke Per omskrevet paa H.C. Andersensk. En fattig, ærgerrig Danskers Vandring fra det umilde Hjem ud imellem danske Mennesker af alle Samfundsklasser. Som Per Sidenius befinder Christian sig bedst hos de jævne Folk (Skipperen Peter Wik er et Sidestykke til Nyboderfamilien hos Pontoppidan), naar han kommer i fint og aandrigt Selskab, kan han ikke følge med. Men han græder jo rigtignok dér, hvor Per trodser. 295 Ogsaa Christian staar overfor den rige jødiske Familie som det nye, han skal erobre. Fra sine Forældres fattige Gaardsplads stirrer han gennem et Hul i Plankeværket ind i den rige Jødes Have, der synes ham et Eventyrland. Og da han senere træffer den fornemme, blændende Naomi, Jødens Barnebarn, bliver hun den uimodstaaelige Tillokkelse for ham. Hun bliver ikke hans Jakobe, saadan noget forstod H.C. Andersen sig ikke paa, men hans Nanny. Gennem sin Forelskelse drager Christian ikke videre i sin Udvikling, han synker tværtimod tilbage til Eventyret, Romantiken, Lyriken. "Ved ham vilde hun realisere sine romantiske Drømme," som en stakkels, fordrømt Spillemand dør Christian, og da de bærer ham til Graven, maa Bønderne gaa ned i Grøften for at give Plads for Jødindens Herskabsvogn med fire Heste for. Det er netop denne Lyrik og denne arme Tiltakketagen Per Sidenius slaas med hele sit Liv. I Modsætning til H.C. Andersens Lykke Per-Roman, der som bekendt var Historien om "et Flæb", skulde Pontoppidans være Historien om et Mandfolk, i Stedet for Naomi med Gazelleøjnene skulde træde Jakobe med det kloge, forskende Blik.

Plankeværket mellem Kristne og Jøder genfindes i Goldschmidts En Jøde, men her er det besat med Pigtraad, som sønderslider den, der vil over det. Da Plankeværket rejses for at værne Jacob Bendixen mod Drengenes Forfølgelse, sættes det dybe Skel, han aldrig kommer over. Fra nu af gaar al hans vemodige Længsel kun ud paa at komme over paa den anden Side, og han har ikke som Per Sidenius, da ogsaa han staar foran sit Plankeværk og stirrer ind i den idylliske Have, Ironien til at redde sig ud af Klemmen med.

Hvis man et Øjeblik vil sammenstille disse tre Situationer, hvor Christian, Jacob og Per føler Skellet mellem sig og de andre romantisk, sørgmodigt og ironisk, vil man kunne lære en hel Del Danmarkshistorie deraf.

Det er ganske ejendommeligt, at En Jøde i saa mange Aar er blevet det klassiske og eneste Værk, i hvilket danske Læsere kunde komme i intimere Forbindelse med Jødedommen. Thi saaledes var Bogen ikke tænkt. Den er et rent Stemningsskrift, der er ensidig, overdreven og usympatisk. Goldschmidt vidste det.

Ulykken stammer fra P.L. Møller, der hin Aften, da Goldschmidt lod sig ophidse til at skildre sin egen Stilling mellem 296 de Kristne i altfor mørke Farver, sagde de uoverlagte Ord: "Med saadanne Følelser skriver man en Roman." Det er netop det, man ikke gør, thi Følelserne var ikke ægte. De Ord, der i Goldschmidts Erindringer staar efter P.L. Møllers Udbrud, burde altid følge med En Jøde, thi Bogen forstaas ikke uden dem. Der staar:

Samme Nat skrev jeg Slutningskapitlet af "En Jøde", ikke fuldstændigt og nøjagtigt, som det senere blev trykt, men temmelig nær.

Den Tid, der hengik mellem Møllers Afskedshilsen og dette Kapitels Tilblivelse, kan jeg ikke gøre Rede for. Jeg maa vel have studset over at have en Roman i mig og i det Indre ligesom gjort et Spring paa Byttet. Et omtrentlig Omrids af Fortællingen maa i stor Hast være kommet tilstede i Sindet, Skikkelser, der skulde bruges, maa flygtigt have vist sig; men det Mørke og Uhyggelige, det, som svarede til vor Samtale og Øjeblikkets Eksaltation, trængte sig mest frem, gjorde først Fordring paa Form og kom derved til at udøve et Tryk paa den hele Komposition, som fulgte efter. Den blev ganske anderledes et Fantasiværk og fik et helt andet Præg, end Tilfældet vilde være blevet, hvis jeg i Ro og Mag og reflekterende havde samlet og brugt Virkeligheden.

Det er Slutningen, P.L. Møllers Værk, der gør En Jøde til den urimelige og farlige Bog, den er blevet, thi det øvrige passer altfor godt til den – i Modsætning til Lykke Per, hvis sidste Kapitel sikkert ikke er skrevet først, og som staar saa ganske i Modsætning til det foregaaende.

En Jøde er Lykke Per vendt om: en ung ærgerrig Jøde, der forgæves søger at hæve sig gennem Samfund med de Kristne. Det er atter her Barndommen, som har Magten. Per strander, fordi hans Barndomshjem var for ulykkeligt, Jakob fordi hans var for lykkeligt. Barndommet, Mindet om hans Slægt, om hans Forældre, utallige skønne Erindringer binder ham til Jødedommen, der atter skiller ham fra Thora. "Jeg kan ikke forsage dem," skriver han til hende, "rive mig løs fra dem, jeg kan ikke kaste dem ud af min Sjæl, det vilde være, som om jeg jog min Moder ud af mit Hus at betle blandt Fremmede."

Men den store Forskel paa de to Bøger bestaar deri, at Pontoppidan vidste, for hvem han skrev, og at Goldschmidt ikke 297 vidste det. Havde han sikret sig, at kun Jøder læste hans Bog, da kunde det Billede, den gav af en Jødes Udvikling til Aagerkarl have været et Skræmmebillede. Men da den i Virkeligheden mest af alt blev en Haandbog i Jødedom for Kristne, blev den bevidst eller ubevidst et Arsenal for Angreb. Selv de høje – og saa ofte uberettigede – Lovprisninger af Bogens fremmedartede Poesi er farlige ligesom Danaernes Gaver.

Goldschmidt fik aldrig gjort godt, hvad hin Ulykkesnat med P.L. Møller forvoldte, thi Poesien i en Skikkelse som Simon Levi og i Maser og i Avromche Nattergal er i Virkeligheden kun for de indviede, og allerede da de blev skrevne, var de historiske. Der er endnu Ghetto i dem. Men hvis man vil mærke, hvor dybt et Indtryk En Jøde trods alt har gjort paa Jøderne, da kan man læse Henri Nathansens Skildringer i den talentfulde Roman Floden – han har ikke haft Mod til at fjerne sig fra det Mønster, som fra hans Barndom er blevet stillet ham for Øje. Og hvis man vil finde Bogens Virkning paa en kristen Forfatter, da kan man i Aksel Steenbuchs elskværdige Fortælling om Kampen mellem Kristne og Jøder i en lille Provinsby – Rektor Lassen – finde en ung Jøde, hvis Irritabilitet ikke er mindre overdreven end Jacob Bendixens.

Det er Fornyelsen af Emnet i Pontoppidans Bog, at Jacob er blevet Jakobe, og man forstaar ikke rigtigt Sammenstødet mellem hende og Per, hvis man ikke føler dette. Bag ved denne primitive Kamp mellem Kraft og Kultur ligger en Udviklingshistorie, som maaske de kommende Tider vil bringe, nu da Jøderne i Litteraturen er kommet over det døde Punkt, saaledes at det ikke gælder om at udtrykke Sympati eller Had, men om at se kristne Danske og jødiske Danske trods alt arbejde sammen mod Fremtiden. Der er her en Rigdom paa Emner, som Lykke Per kun lader ane. Hvis der fremstod en ny jødisk Digter, vilde han saa godt som nogen jysk Forfatter kunne skildre en ny Egn af Danmark befolket med ejendommelige og stærke Mennesker; der er ikke mindre Poesi og Styrke i en jødisk Families Traditioner end i en jysk Bondefamilies. Familien Salomons Arkiv er rigere, end de fleste ved. Det rummer en Mængde Dokumenter til Oplysning om Udviklingen i Danmark. Lige fra det Nathansonske Hus, hvor Mænd som Baggesen, Pram, Nyerup, Kuntzen, Clemens, Lorentzen, Eckersberg, Høst og mange andre færdedes 298 og fandt Støtte til det Salomonske Hjem har alt, hvad der hændte i Danmark, sat sine Spor i Slægten, gamle og nye Tider har kæmpet i den som i enhver anden Slægt i Landet, Ivan har paa sine smaa rappe Ben fartet rundt, og Jakobe har grublet, hver enkelt har følt sig bundet af Traditionen og draget af det nye, og midt i Freden har et Raab fra Gaden eller et Nødskrig fra Verden skræmmet og ægget. Maaske har Pontoppidan givet en eller anden Mod til at dirke Arkivets Dør op. Han karakteriserer et Sted de jødiske Forfattere med disse Ord: "I betegnende Modsætning til de jødiske Skribenter, der før ham var optraadte i den danske Litteratur, havde Dr. Nathan hverken søgt at tilpasse sine fremmede Ejendommeligheder efter Omgivelserne eller at gøre sig interessant ved at stille sig udenfor med et farisæisk: "Hvad vil jeg imellem Jer?" Han havde aldrig tvivlet om sin Berettigelse til at tale med."

Kortere og mere træffende kunde Udviklingen fra Hertz over Goldschmidt til Brandes ikke gives, og det er betydningsfuldt, at Pontoppidan i sin Bog om Danskheden underbygger denne Berettigelse med Liv. Der maatte denne Bekræftelse til fra en af de Digtere, som har dybest Rod i Landet baade ved sin Slægt og de Emner, han har valgt, for at en jødisk Digter frimodigt skal finde sig selv og vove at gaa tilbage til sin Oprindelse, bygge paa sit eget – den eneste Maade, paa hvilken der skabes Poesi. I Tyskland har en Række unge Digtere allerede nu fundet denne Vej, der saa langt fra at munde ud i den gamle Ghetto netop fører ud i den vide Verden. Hvis den næste betydelige Aand blandt danske Jøder bliver en Digter, en Tolk for den danske Nations Liv, da er det Georg Brandes og Henrik Pontoppidan, der har skabt ham – Jakobe og Per.