Af Hugo Davids Liv

Henrik Nathansen: Af Hugo Davids Liv. I. De unge Aar. 193 S. (Pio).

Henrik Nathansen: Af Hugo Davids Liv. II. Byen. 228 S. (Pio).

Den semitiske Aare i vor Prosaliteratur strækker sig fra Goldschmidt over Nansen og Pontoppidan ned til Henri Nathansen – dybtgaaende stilistiske Ejendommeligheder forbinder de fire Skribenter. Men deres Emner spreder dem: Medens Nansen og Pontoppidan – maaske under Paavirkning af ikke-jødiske Elementer i deres Blod – søger mange Steder hen med deres Kunst, forbinder selve Stoffet Goldschmidt og Nathansen paa det nøjeste. Men i stilistisk Henseende kunde Nathansen ikke have undværet Pontoppidan som Mellemled – kommer man fra De Dødes Rige til Af Hugo Davids Liv, føles Overgangen – stilistisk set – som en naturlig Fortsættelse.

Medens De Dødes Rige er tænkt som et omfattende Tidsbillede, har Nathansen næppe villet andet og mere med Hugo David end en psykologisk Raceskildring – for saa vidt man da kan slutte fra de to Bind af Værket, der foreligger, til Helheden. Derved knyttes Romanen nøje til Bøger som En Jøde og Hjemløs, og den har den samme udpræget selv-biografiske Karakter.

I De unge Aar beretter Forfatteren omhyggeligt og troværdigt om Hugo Davids Opvækst i den lille Provinsby, hvor hans Fader var Købmand – saa langt gaar han tilbage i Drengens Levned som til den Barnevogn, hvor han laa og sprællede, næsten som Nyfødt. Og han nedprenter nøjagtigt hver en Episode, han husker fra Barnets spæde Alder: en lille Søster fødes og dør, en anden lille Søster kommer til Verden og lever. Byens Smaaborgere gaar ud og ind i det beskedne Hjem, Drengen kommer i Skole og vinder sig Venner og Fjender blandt Kamerater og Lærere. Og man læser om Slagsmaal og Slædekørsler og Tordenvejr og Danseskole – alt fortalt paa en udadlelig præcis og sober Maade, der dog ikke ret formaar at interessere.

Snarere lytter man efter de Antydninger, der hist og her gives om Racemodsætningerne mellem Hugo David og Byens Befolkning – efterhaanden som Skildringen skrider frem, bliver de stadig talrigere: her er Fortællingens røde Traad, her banker Forfatterens Hjerte.

"Hugo følte, at der var noget, hvori han var forskellig fra de andre Drenge i Skolen, han forstod det selv ikke, men han mærkede det inden i sig selv. Det var baade noget, han var glad for, naar han hørte Forældrene tale derhjemme, og skammede sig over, naar han var sammen med andre. Naar Drengene raabte efter ham, at han var Jøde, saa var det jo nok flovt, navnlig naar andre hørte det. Men siden hans Fader havde lært ham, at han blot skulde sige for sig selv: Kristen – saa hjalp det jo noget, selv om han vidste, at han ikke maatte raabe det højt efter dem, der raabte efter ham. Men hvorfor maatte de raabe Jøde, naar han ikke maatte raabe Kristen?"

I dette usikre, trykkende Halvlys lever han videre – indtil en anden jødisk Dreng, Harry Hertz, kommer ind i Skolen. Han er rødlig-blond af Lød, hans Fader gør sit bedste for at fornægte og bekæmpe "Jøderiet", og selv er han ikke alt for paalidelig af Karakter. Alligevel bliver han som en Befrielse for Hugo, der har følt sig saa ensom. De to unge Jøder taler sammen, lever sammen, deres Natur strømmer over i hinanden, deres Race forener sig til et Forsvarsforbund mod de andre. Men deres inderste Forhold til hinanden er ikke paalideligt, stemningsbevæget mellem Tiltrækning og Frastødning – og naar det udsættes for Paavirkning og Angreb ude fra, kan det give efter. Medens de modnes, skilles de. Deres Forhold til Kameraterne, deres Forelskelse i en ung, lys Pige, Lis, vækker deres Jalousi og splitter dem.

De bliver Studenter og kommer til Kjøbenhavn.

Her slutter Hugo David sig meget nøje til sine Racefæller; han kommer i Huset hos sin Farbroder Philip, en vehavende Grosserer, og da han studerer Jura, kommer han paa Kontoret hos Slægtens Ældste, Overretssagfører Isidor Salomon, der indtager en ledende Stilling indenfor den mosaiske Menighed. Og en efter en præsenteres Familiens Medlemmer for Læserne – de fleste er Forretningsmænd eller Jurister, og de klarer sig alle fint gennem Tilværelsen. Kun en af dem er det gaaet galt: "Onkel Ernst", Hugos ældste Farbroder. Han har i sin Ungdom været Skuespiller i Tyskland og skal have fejret Triumfer, men lever nu fattig og glemt. Alligevel er han den af Slægten, der tiltrækker Hugo mest: han føler hans Blod gøgle i sine egne Aarer.
 

Iøvrigt fører han det sædvanlige tomme Studenterliv med dets endeløse Diskussioner om kunstneriske og sociale Emner. Ejendommelig virker her den aandelige Slægtskabsfølelse, der uvilkaarligt nærmer ham til den unge Bondestudent Lars Fjordby. "Han hører jo ogsaa til det Lag, der har været holdt i Skyggen gennem Aarhundreder og nu fordrer sin Part af Livet og Lyset", siger Hugo om ham. Maaske aner Nathansen her, med en dulgt Triumf, de Tider, der snart skulde komme: da Jøder og Jyder delte Landet mellem sig.

Ogsaa erotisk strækker han sig stundom længselsfuldt bort fra "Slægtens og Racens indelukkede Hjem og Hjerter", skønt hans Kusine, den skønne og særegne Gerda, øjensynlig vil ham vel. Han forelsker sig i en lille, særdeles ordinær kjøbenhavnsk Ekspeditrice, Polly, der efter kort Samliv snyder ham brutalt – og da hans store, blonde Ungdomskærlighed Lis fra Provinsen kommer til Byen, føler han atter de skjulte Kilder i sit Sind.
 

Sin Ven fra Drengeaarene, Harry Hertz, træffer han nu og da, og de fordyber sig paa ny i deres uudtømmelige Raceproblemer, men de er mindre frugtbare nu end før og betyder ikke stort for ham. Mere Betydning faar hans genfødte Kærlighed til Lis; under Indflydelse af den bryder han med sit Studium, forlader sit juridiske Kontor og beslutter sig til at blive Skuespiller – saadan som Onkel Ernst var det. Han giver sig i Lære hos Professor Rosen – i hvem man let genkender en udmærket Professor og Sceneinstruktør, som nu er ude af Funktion – og da Bogen slutter, skal Hugo for første Gang træde frem for Offentligheden. Fremtiden tegner sig ikke helt lyst for ham: den smukke Lis har i sidste Øjeblik svigtet ham for en ung Mand af hendes egen Race, der ogsaa vil gaa til Scenen, og selv nærer han en ikke helt ubegrundet Tvivl om at naa saa langt frem, som han drømmer om.

Vil Hugo David sejre? Og vil Nathansens Bog om ham bringe ham en Sejr som Skribent?

Det er umuligt at sige noget bestemt herom. Bogen vil blive fortsat og afsluttet med endnu to Bind: Flugten fra Festen og Det fjerne Land – og efter disse Titler at dømme synes Linjen i det hele Værk at skulle fortsættes henimod den Isolation, som et Naturel som Nathansens netop ikke saa godt kan taale.

I de Bind af Værket, der hidtil foreligger, er den digteriske Evne jo væsentlig blevet erstattet af en udpræget Vilje til at huske og til præcist at gengive, hvad Forfatteren personlig har set og oplevet. De bedste af Skildringerne fremtræder i stilistisk Henseende med en Pontoppidan'sk Klarhed og Prægnans, men den Betragtningsmaade, der ligger til Grund for dem, er stadig i altfor høj Grad afhængig af Goldschmidts gamle Raceteorier.

Men naar Værket om kort Tid er udkommet som Helhed, vil der blive Lejlighed til nærmere at undersøge disse Skildringers Betydning og deres Berettigelse.

Sven Lange.