Henrik Pontoppidans humor?
Humor i glimt
Bang og Pontoppidan
Hvis man med eksempler vil vise, hvor forskelligt to betydende samtidige forfattere forholder sig til humor, kan man næppe finde mere velegnede forfatterskaber end Herman Bangs og Henrik Pontoppidans.
I Bangs forfatterskab er det ikke svært at pege på tekster, der åbenlyst er lagt an på at fremkalde smil og latter.
Over erindringsbindet Ti Aar (1891) stråler beretningerne om Bangs fiaskoer som skuespiller.
Hyssen i Bergen
Med en humor, der kan indeholde høje procenter af selvironi, fortæller Bang, hvordan det norske publikum hyssede ad ham, da han gav rollen som Osvald i Ibsens Gengangere. ("Osvald udi Bergen").
Allerede under prøverne, gik det galt. Bang agerede så intenst, at skuespillerinden, der spillede fru Alving, troede, han var syg og løb ud for at skaffe et glas vand til ham.
Hans optræden blev et tragikomisk mareridt. Da han forlod teatret, sagde en ung skuespiller til ham: "Ja, ja, jeg tror nu alligevel, at De er Skuespiller."
Bornholmske skuffelser
I en anden erindringstekst i samme bog beretter Bang om en "Kunstrejse paa Bornholm". Teksten er komponeret som en række pointerede vittigheder bestående af forventningsopbygning efterfulgt af skuffelse. Turneen, som skulle have været et triumftog, endte med, at skuespillerne måtte gå sultne ombord på bornholmerbåden. Dagens billetindtægter rakte ikke til et måltid. Bornholmerne var nysgerrige nok, men de ville ikke tage tegnebogen frem (jf. Jørgensen, 2018:34).
Disse rejseskildringer kunne have været sørgelige rapporter om afstanden mellem kunstner og publikum. Men ved at løfte sig op over begivenhederne og påtage sig ansvaret for noget af det, der gik galt, får Bang en galgenhumoristisk beretning ud af oplevelserne.
Tilknappet
Mens Herman Bang således serverer sine erindringer som afvæbnende underholdning, er Henrik Pontoppidans erindringsprosa tilknappet og kontrolleret. Den viser os en forfatter, der ønsker at fremtræde som reflekteret og moden.
Erindringerne udkom i fire bind, som den stadig mere afklarede forfatter derefter redigerede og forkortede til et bind, Undervejs til mig selv (1943). 600 sider blev til 200 sider. Alt, hvad der kunne opfattes som poetiske udskejelser røg ud. I forkortelsesprocessen forsvandt også forfatterens personlige problemer og gåder (se Behrendt, 2018:656f).
Tilbage stod den renskurede sandhed om Pontoppidans vej til sig selv. Der var ikke noget at grine af.
Ikke humorist
Henrik Pontoppidan var ikke humorist. Heller ikke hans fiktionsprosa var lagt an på morskab. I den omfattende Pontoppidan-forskning spejder man forgæves efter bøger eller blot artikler om forfatterens særlige humor.
Direkte udfordret kan forfatterskabets kendere og specialister udpege visse morsomme steder.
Den fuldbefarne dansklærer, Finn Hirshals, der livet igennem har haft de uopslidelige Pontoppidan-tekster oppe og vende i undervisningen, har noteret sig humorens lejlighedsvise tilstedeværelse i form af sarkasme, men den rummelige og tilgivende humor har han ikke set.
For Pontoppidan-forskningens førstemand, Flemming Behrendt, er efterlysningen af forfatterskabets humor en provokation. Han anfægter præmisserne:
"Hans humor består ikke af vittigheder, men svøber sig i det lystfulde og skarptslebne sprog." (Privatbrev 17.4.2023 til forf.)
Behrendt har et bud på den morsomste sætning i forfatterskabet: Det er Nannys replik om Per at "Naar han en skønne Dag revner af Vigtighed, er jeg bange for, det bliver over Bagpartiet." (Lykke-Per, Kapitel 8, først fra 2. udgaven).
Som enkeltstående morsom begivenhed fremhæver Behrendt hund-skræmmer-hest i "Den første Gendarm"s kulminationsscene. Og natmaden og kortspillet hos sognerådsformanden i Det forjættede Land.
Finn Hirshals "kan ikke komme i tanke om, at nogen af de store romaner overhovedet masserer smilebåndet, men i de små noveller, måske især tidligt i forfatterskabet, slår Pontoppidan her og der overbevisende gækken løs på den svidende måde." (Privatbrev 18.4.2023 til forf.). Hirshals peger på "Ilum Galgebakke", "Naadsensbrød" og "Den første Gendarm." Han skønner dog, at disse teksters gennemslagskraft snarere skyldes den håndfaste politiske satire end humoren som sådan.
Politisk satire er ikke humor?
Her har vi måske forklaringen på, at Pontoppidan ikke er repræsenteret i antologier som Skæg og spot. Humor i Danmark (1987) og Historier med humor fra Ewald til Møllehave (1995). Redaktørerne, henholdsvis Paul Hammerich og Ejgil Søholm, kan have fundet den politiske satire for styrende.
Argumentet er i givet fald diskutabelt. Den politiske satire, fra Swift til Scherfig, er en af hovedlinjerne i humorens historie.
Den første gendarm
"Den første Gendarm" (fra Skyer, 1890) kunne være svaret på humor-antologisternes problem med at finde en egnet Pontoppidan-tekst.
Det er en historie om en landsby, der puster sig op til at møde regeringens udsendte politisoldat med modstand, men som, når det kommer til stykket, ikke evner at handle. Kun takket være skrædderens lille bjæffende puddel redder landsbyen æren. Hunden får hesten til at stejle og snuble, så gendarmen falder af og pådrager sig en skramme på kinden. Landsbyens folk kan derefter bryste sig af, at den første gendarm ikke slap helskindet gennem byen.
Historien har træk af den type skæmteeventyr, som vi kender som molbohistorier. Hos Pontoppidan hedder de Lillelunder, og de er skildret som et enfoldigt kollektiv. Lillelundernes virkelighedsbillede anfægtes af rytteren i den himmelblå uniform, en figur, der er som hentet fra trylleeventyrets verden.
Rytteren vækker opsigt, da han langsomt, skridt for skridt, rider gennem det store fredelige landskab, hvor køer og får ser op fra deres græs, "maalløse af Forbavselse". Med de sidste tre ord fra dyre-eventyret giver Pontoppidan stilen det ekstra vrid, der får os til at le.
Historien om gendarmen på hesten har en særlig malerisk varme og detaljerigdom (Behrendt, 2019: 237)
Pontoppidans fantasifulde sprogarbejde får billederne af Lillelunds revolutionære tropper til at løfte sig op til universelle sindbilleder på tragikomisk mislykkede revolutioner:
Byens karle indtager "en udfordrende holdning med Kasketterne hængende ned over Ørerne og lange Tobakspiber i Munden".
Da gendarmen har passeret, står en lille bleg fyr i bageste række med kokarde på kasketten og råber "Fremad, Brødre!".
"Den første Gendarm" er en tekst med en flersidig og nuanceret satire. Den rammer alle i Lillelund. De unge piger kan ikke se sig mætte den blå gendarm. Bønderne beundrer hans hest. Gendarmen selv er en højrøvet fremtoning, men hans tålmodighed er lang, og han er ikke voldelig.
Fortælleren befinder sig i en position nær byens faderlige politibetjent. "I gjorde jeres Sager godt, Børn! Saadan skal de have det, de - nok sagt!" siger han til de stolte Lillelunder. Satiren er indlejret i en human humor.
I andre af den yngre Pontoppidans politiske noveller mærkes en aktiverende hensigt. Det gælder f.eks. "Ilum Galgebakke", hvor man godt kan more sig over indledningens naturbilleder af "den synkende Sol, som lægger et Skær som af smeltet et Smør over hver lille Vandpyt", men samtidig fornemmer man, at teksten er styret af skjulte formål. En novelle, der slutter med, at en tvetydig mandsling råber "Leve Krapylet!", vil noget andet og mere end humor.
Vildgæs og tamgås
Der findes faktisk én humor-antologi med en tekst af Pontoppidan: Humor fra Danmark. Den er redigeret af Mogens Knudsen og Orla Lundbo, som har valgt en af Pontoppidans såkaldte krøniker: "Naar Vildgæssene trækker forbi" (1897). Krøniken er et stykke kortprosa med allegoriske træk. I denne krønike er det dog alene titlen, der refererer til et andet univers end hverdagsrealismens.
"Naar Vildgæssene trækker forbi" er en desillusionshistorie om en kontorchef, Adolf, der for en stund fristes til at bryde op fra sin satte tilværelse som frederiksbergsk borgermand (tamgås), da hans ungdomsven, Feliks, forlader sin kone og sin pæne lægestilling og kommer forbi på vej ud i verden med sin elskerinde (vildgæs) og frister Adolf til at gøre noget lignende. Men han afstår og fortsætter sin tilværelse med den "ærefrygtindgydende Dokumentmappe under Armen" og udsigten til "den længselsfuldt ventede lille Roset i Knaphullet."
Pontoppidan kan ikke gøre for, at motivet med den stræbsomme borgermand sidenhen er blevet slidt tyndt af realister og modernister.
Pontoppidans antitetiske stil- og kompositionskunst kalder på smilet.
Da Adolf et øjeblik overvejede at bryde op, tænkte han:
"Feliks havde ikke helt Uret. Ogsaa den, der havde Børn og var gift, havde et Krav at gøre gældende med Hensyn til Personlighedens frie Udfoldelse.
Han kom til at tænke paa en Dame, en ung Frøken, der forestod et Konditoriudsalg på Vesterbro […] (citeret efter Fortællinger, 1899)
Sammenstødet mellem de høje idealer og den platte virkelighed er klassisk komik.
Det er Adolfs kone, der får ham bugseret væk fra de frigørende tanker. Samtidig afslører den skjulte fortæller, at fruen har "tilbragt Formiddagen ved sit Skrivebord, beskæftiget med et langt, moderligt ømt Formaningsbrev til en ung teologisk Student, som een Gang ugentlig fik gratis Middagsmad hos dem, og hvis Lidenskaber var blevet opflammet af fru Dinas anselige Person." Den mere kloge narrer den mindre kloge.
Nedtrappet og besk
Pontoppidans humor findes, men den bliver mere og mere besk. Efter århundredskiftet er "humoren under nedtrapning" (Behrendt, 2, 2011:257).
Når man som Pontoppidan kommer frem til det synspunkt, at "Livet er et fængsel, som kun døden kan udfri fra " (samme: 182), er det så som så med latter og smil.
Men her skal man huske, at værket er andet og mere end kunstneren.
Derom handler en af Pontoppidans mest mærkelige korte romaner, "Hans Kvast og Melusine" (1907). På tredjeudgaven af den satte forfatteren genrebetegnelsen "En humoreske" (Behrendt, 2011: 216).
Humoreske
"Humoreske" bruges inden for musikken om et lettere, ukompliceret stykke, og da romanens Hans Kvast er komponist kunne "humoreske" give mening, hvis komponisten altså ikke var selvmordstruet og nedkommer med et stort patetisk værk!
I et brev til sin forlægger, Frederik Hegel, skrev Pontoppidan, at romanen "navnlig i sin nye skikkelse" var "livlig og underholdende, og ved Siden deraf i kunstnerisk Henseende en af mine bedste Bøger".
Et korrektiv til denne salgstekst finder man i et brev fra Pontoppidan til en norsk forfatter, Johannes Thrap-Meyer: ""Hans Kvast og Melusine" er mere humoreske end Satire, og må derfor ikke tages for alvorlig. Den er skrevet til Underholdning for mig selv på et Tidspunkt da jeg efter en forgæves kamp med et genstridigt Emne trængte til oplivelse. I øvrigt blev Fortællingen kun en Torso. Det var oprindelig meningen at fortsætte Skildringen ved at følge den store Kunstner (og lige så store Nar) ud på hans europæiske Sejrstog og tilbage igen; men på grund af sygdom blev Arbejdet henlagt sammen med så meget andet, som rimeligvis nu aldrig vil blive fuldført." Men yderligere omskrivninger kunne næppe have reddet romanen. Den er mislykket i grundstrukturen og uafklaret, når det gælder forfatterholdningen.
"Hans Kvast og Melusine" kan mikroskoperes psykologisk (Kofoed, 1986:225ff) og udfoldes musikhistorisk (Cornelius, 2021), men i humorens historie har denne "humoreske" ingen rolle at spille.
Litteratur
- Flemming Behrendt: Livsrusen. En bog om Henrik Pontoppidan, 2019
- Herman Bang: Erindringer og Hændelser, 1891; med en efterskrift af Niels Barfoed, 1968
- Thomas Bredsdorff: Ironiens pris. Fire store ironikere og et begreb, 2011
- Jens Cornelius: Hvem er hvem hos Henrik Pontoppidan? 2021
- Paul Hammerich (red.): Skæg og Spot. Humor i Danmark, 1987
- John Chr. Jørgensen: De elegante. Portrætter af elleve danske prosaister, 2018
- Niels Kofoed: Henrik Pontoppidan: Anarkismen og demokratiets tragedie, 1986
- Mogens Knudsen og Orla Lundbo (red.): Humor fra Danmark. Med forord af Tom Kristensen, 1953
- Henrik Pontoppidan: Smaa Romaner 1905-1927, ved Flemming Behrendt, 1-2, 2011
- Ejgil Søholm: Historier med humor fra Ewald til Møllehave, 1995
