Et lille Tillæg til Mennesker og Oplevelser
Efterfølgende Drøm var oprindelig tænkt indføjet i Slutningen af min Erindringsbog1, men skønt stærkt opfordret dertil, som det ses af Brevet fra HENRIK PONTOPPIDAN hos hvem jeg havde søgt Raad, undlod jeg det dog den Gang.
Som Tiden er gaaet – nu gaar jeg i mit 90ende Aar – er det bleven mig af stor Vigtighed at faa denne Udeladelse ændret og Drømmesynet sat paa sin rigtige Plads – der hvor jeg fra først af havde tænkt mig, at det skulde staa, og det er altsaa dette jeg har gjort nu ved at lade foretage en Afskrift i nogle faa Eksemplarer til at hefte ind i Bogen foran Personregistret.
F.H.
2 [her følger så Henrik Pontoppidans brev af 13. oktober 1932.]
Et gammelt Ord siger, man skal aldrig fortælle Drømme, og det kan i Almindelighed være rigtigt nok. Antagelig gaar det mange gamle Folk paa samme Maade, som Tilfældet er med mig, at man plages med lange, ofte besværlige og vidtløftige Drømme. Under mit Arbejde med Revisionen af nærværende Bog i 1931, hændte det at en saadan stor Drøm blev hængende fast og i alle Enkeltheder bestemt udformet, i min Bevidsthed. Da dens Indhold rører ved hele Livets Kaar, som Tiderne har udviklet sig, strejfer de Grublerier om Ungdommens Fremtid i kommende, endnu sværere Tider, som sikkert fylder mangfoldige ældre Folks Sind, tør der her gøres en Undtagelse fra Regelen om ikke at fortælle Drømme, ved at slutte Bogen af med at referere denne.
Jordens Undergang var en fuldbyrdet Kjendsgerning. Fra hvilket Synspunkt jeg beskuede Ødelæggelsens fulde Vederstyggelighed, er mig ikke klart, men et Dalstrøg af vor jammerlig øde og forbandede Klode laa for mit Blik.
Foran mig stod der en ældgammel kæmpemæssig Mand. Han syntes at bære flere Lag svære Kapper paa sine Skuldre, og hans hvide Haar og store Skæg flagrede i den susende Blæst. Hans Blik var stærkt og vidtskuende og i Munden havde han en lille Snadde, som han betænksomt tog smaa Drag af. – Ved hans Side stod en lapset Kavaler, halvpaaklædt i brogede Stoffer og med en stor Trefork i den ene Haand. Han henvendte sig til Gubben med følgende Ord: Her har Du igjen gjort en af dine uhyrligste Dumheder. Alt gik netop herligt paa Jorden og Menneskene var lykkeligere end nogensinde, og saa kommer Du og vælter hele Spillet over Ende. – Den Gamle svarede ham ikke et Ord, men tog et langt Sug af Snadden og blæste 3 Røgen i Ansigtet paa Taleren, der med det samme forsvandt i et haanligt Latterudbrud. – Det blev mig klart at Gubben var Herren den Almægtige og Kavaleren den store Frister H.M. Satan selv.
Der var stille over Ødet, kun den mægtige Gamle bevægede sig lidt omkring, af og til ryddede han ligesom lidt op i Brandpletterne med en Kæp, han havde i Haanden. – Og Underet skete – der viste sig hist og her friske Spirer i den gamle Jord, der hurtigt kom i Vækst. Fra Bjerge der omgav Dalen rislede en ganske spæd Vandstrøm ned; ogsaa den tog hurtigt til i Omfang. Endelig tog Gubben med sin Haand i sin Kappes Inderlomme, fremdrog et ganske lile nøgent Drengebarn og satte ham paa den allerede grønne Plads. Han ser med Velvilje paa det lillebitte Menneskebarn, greb endnu en Gang i Lommen og fremdrog et tilsvarende Pigebarn, som han anbragte paa samme Grønning, og da han saa de skjalv i Vinden tog den Gamle sin yderste Kappe af og dannede af den et Telt omkring Børnene. I lidt Kvas der laa tæt ved kastede han en Glød fra sin Snadde, og et lille Baal opstod.
Samtidig kom Dyr af mange Arter henimod Dalen, hvor alt grønnedes. Katten og Hunden søgte straks til de smaa Menneskebørn. En Ko der skulde kælve søgte ned mod Baalet og fødte sin Kalv. Det faldt dog ikke de til almindelig Børnestørrelse voksede Mennesker ind at tage Koens Mælk fra Kalven. Derimod førte den friske Vind, der havde afløst den tidligere Storm, enkelte Honningdraaber med sig fra Resten af en Bikube. Herren samlede disse Draaber i sin hule Haand, fyldte Haanden helt med det friske Vand, der kom fra Bjergene, og gav de to Menneskebørn 4 at drikke. Med et Greb i den anden Lomme fremdrog Herren et Stykke Kjød, som han kaster i Baalet og de smaa Mennesker forstaar ved Hjælp af Sten at anbringe det saaledes ved Ilden, at det bliver ristet. – Alt vokser og trives, det ses og forstaas, at Planter, Dyr og Mennesker allerede i den halve Dag, der synes medgaaet nærmer sig den Størrelse vi regner for normal.
Nu sker det mærkelige at levende Mennesker kommer ned i Dalen, uvist fra hvad Kant og nogle lægge sig ned ved en stor Brandplet og begynder med Sten og Skaar at kradse op i Pletten. De finder Perler, Guld og Sølv i Smykker og i møntet Form, og straks begynder de at strides om hvorledes Byttet skal fordeles. Ogsaa de to nyskabte fra Herrens Lomme drages med ind i Tvisten. – Da træder den Almægtigste frem mod de Stridende og taler til dem med sin Vredes Vælde. Advarer dem mod at begynde akkurat hvor de slap, da det blev nødvendigt at udfri Menneskene af Syndens og Egenraadighedens Slaveri. Derefter forlod han dem, traadte hen ved Dalens Rand hvor Landet sænkede sig i Kløft, hævede sin Røst og raabte: Satans Magt er forbi paa Jorden. En Haanlatter fra det fjærne svarede ham. – Endnu en Gang og med langt vældigere Stemme gjentog den Almægtige: Satans Magt er endelig og afgørende forbi paa Jorden – og samtidig slog et flammende Lyn efterfulgt af en drønende Torden ned, og der fulgte ikke mere Haanlatter efter.
Inden den Gamle forlod den nyskabte Jord, henvendt han følgende Ord til de nye Mennesker: Det er nu tredie Gang jeg giver jer en herlig og frodig Jord at leve paa, se nu til at I enes om Jordens Goder, saa det ikke bliver 5 nødvendig paany at udslette Alverdens Herlighed og Grøde, fordi Eders selvraadige Sindelag atter bringer Jer nær Undergang og Fortabelse.
Saaledes endte disse for min Underbevidsthed oprullede Billeder.
