[Henrik Pontoppidan]

Af P. Hansen

Den mest afgjørende Modsætning til et Forfatterskab som det ovenfor skildrede [i.e. Herman Bangs] finde vi hos HENRIK PONTOPPIDAN, ligesom Gjellerup og Bang fra 1857 og ligesom de Præstesøn. Istedenfor den indegjemte Moskusduft af rigelig udgydte Parfumer og Essenser hos Bang stiger der os fra Pontoppidans Skildringer en skarp og frisk Lugt af Muldjord og Strandtang imøde; hans Skueplads er ikke det drømmende halvmørke Boudoir med de polstrede Hynder og den sandsepirrende Udsmykning, men det frie, aabne Land: Mark og Skov, Hede og Strand, Udsigten over Fjord og Hav. Pontoppidan er den mandlig stærke, nøjsomme og sanddru Spartaner, hvor Bang er den kvindeligt sygnende, raffineret nydende og fantastisk udskejende Lydier. Ligesaa efterhængende Bang er efter det Forbillede, der sidst har gjort Indtryk paa ham, ligesaa personligt energisk stræber Pontoppidan efter at gjøre sig fri for al Paavirkning, og han lægger heri en af sin Slægts mest iøjnefaldende Karaktermærker for Dagen: dens stærkt fremtrædende Selvstændighedstrang. Thi ogsaa Henrik Pontoppidan tilhører en berømt gammel Æt – men han koketterer ikke dermed. Halvtrediehundrede Aar naaer det pontoppidanske litteraire Ry tilbage i Tiden, og lige op i vore Dage har Slægten fortsat disse Traditioner, ikke alene hos den Forfatter, der her paakalder vor Opmærksomhed, men ogsaa hos hans Brødre: Dermatologen Erik P., Højskolemanden og Præsten Morten P. og Psykiateren Knud P., der alle have lagt en fint udviklet Fremstillingskunst for Dagen i de forskjelligartede Emner, de have taget under Behandling.

Faderen, Dines Pontoppidan, der som theologisk Forfatter advarede mod den pietistiske Ensidighed og formanede til ikke at tabe det Menneskelige af Syne, var Sognepræst i Fredericia, da den yngre Søn Henrik kom til Verden den 24. Juli 1857. Nogle Aar efter blev Dines P. Præst ved St. Mortens Kirke i Randers, og til denne By er den vordende Forfatters Barndomsliv knyttet; i sin smukke Bog "Minder" (1893) har han anskueligt skildret det gamle Randers med dets Omegns ejendommelige Natur og gjennem Skildringen draget en vemodig Barndomserindring om en af de kvindelige Skjønheder, der i Forening med de bløde Handsker og de velsmagende Lax dengang skabte Byens Ry. Fra dens lærde Skole tog han 1873 Realafgangsexamen, og Aaret efter fik han – ligesom "Lykke-Per" i hans store Fortælling – Adgang til den polytekniske Læreanstalt, ved hvilken han 1877 tog Ingenieurexamens første Del; men da han tre Aar senere indstillede sig til dens anden Del, forlod han Examen. Denne Gjenvordighed kom til at danne Skjellet i Pontoppidans Ungdomsliv. Den Bane, han havde udkastet for sin Kaldsvirksomhed, bøjedes brat af, og Vejen førte til helt andre Omraader – ned mod Almuelagene, som han kom i Berøring med, da han blev Lærer i Naturfag og Landmaaling ved sin Broders Højskole i Hjørlunde ved Frederiksborg. Senere flyttede han til Østby i Horns Herred, hvor hans Hustru havde hjemme, derfra efter et Par Aars Forløb til Havreholm ved Hornbæk. Med Hensyn til Domicil er Pontoppidan overhovedet noget af en Vagant; han har rejst endel i Udlandet – Tydskland, Schweiz, Tyrol, Italien, Sverige – og hjemme flytter han hyppigt fra Sted til Sted, fra Hovedstaden til Landet og tilbage igjen. Kun de hjemlige Forhold har han behandlet i sine Skrifter. Han kan ikke fare hen over sit Stof med Jernbanefart og er derfor ingen Rejsebeskriver; han maa kjende det af lang Erfaring og studere det i Dybden; deraf hans Paalidelighed som Fremstiller af Almuelivet.

Pontoppidans første trykte Arbejde var Bondehistorien "Et Endeligt", offentliggjort i "Ude og Hjemme" 1881– en vemodig lille Skildring af et fattigt, men hyggeligt og lykkeligt Hjems Opløsning ved den alderstegne Husfaders Død, Konens Anbringelse i Fattighuset, Datterdatterens Afrejse til Kjøbenhavn for at tage Tjeneste og "Stjernes", den gamle udslidte Hests Auktionsoverdragelse til Hesteslagteren – Alt fortalt paa en jevn, stilfærdig Maade, der sanddru rammer Billedets triste Farvetone. Et Par Aar ældre end denne Skizze var dog den senere trykte større Fortælling "Kirkeskuden". Her møde vi den første af de Præsteskikkelser, som danne et helt Konvent i Pontoppidans Bøger: den milde, sagtmodige og rettænkende, men karaktersvage og i praktiske Forhold lidet bevandrede Pastor Østrup til Søby og Sorvad. I hans ufriske barnløse Hjem med den tungsindige, af den hvasse Svigerinde underkuede Husmoder indlemmes Fattighusbarnet Ove, Søn af "lange Ane", som sidder i Tugthuset, fordi hun har dræbt sin Forfører, Barnets Fader, den fra vilde Farter hjemvendte "Amerikaner" Søren. Om Brydningerne mellem Drengens medfødte Friluftsnatur og den lovbundne Tugt i hans nye Hjem, ligeledes om Bølgegangen i hans Sjæl mellem Pligt og Lyst, Hengivenhed og Trods, og om den af hans Nærværelse skærpede Modsætning mellem Præstefolkene indbyrdes handler denne Fortælling, der har faaet sit Navn af et i Søby Kirke ophængt Skib, som Ove hemmeligt sætter sig i Besiddelse af for at lade det faae Vand under Kjølen ude paa Havet. Sammen med "Et Endeligt" og et Par lidet betydelige kjøbenhavnske Selskabs-Skizzerud kom "Kirkeskuden" 1881 i et Bind med Titlen "Stækkede Vinger".

To Aar senere udgav Pontoppidan Fortællingen "Sandinge Menighed". Hans Højskolegjerning havde ikke just fyldt ham med Begejstring for det grundtvigianske Livssyns Herlighed og folkeopdragende Evne. Den "folkelige Friskole" med dens evigvarende Sang "om Lys og Lykke og Verdens livsalige Glæde" – "vi Fugle vi er fri og glade vi, vi, vi!" – synes ham saa væsensforskjellig fra Virkelighedens tunge, trælsomme, i dyb Armod nedsunkne Almueliv, at der ikke let vil kunne bygges en holdbar Bro mellem de to Verdener, og da Fattighusbarnet for en Stund kommer under den folkeforkælende Behandling og klappes af bløde Hænder som et interessant Exemplar af almueagtig Skjønhed og Umiddelbarhed, ender det med dybere Ulykke for hende end den, hun kjendte i den trange og smudsige Husmandshytte. Overhovedet er den pontoppidanske Selvstændighed ikke saa lidet kjættersk overfor adskillige af Demokratiets og den nye litterair-reformatoriske Retnings Dogmer. Han driver Skjemt med en nylig stedfunden storartet Fest – "en sand Triumf for Demokratiet. Byens stolteste Sal; rige Flagdekorationer; en udsøgt Menu og glimrende Dametoiletter – og Alt i et straalende Lyshav af hundrede Lampetter. Arbejdernes Skaal blev med Begejstring drukket i Champagne, Hurra og Fanfare. Og en Bonde oppe fra Rigsdagen blev under endeløs Jubel baaren Salen rundt i Guldstol af Studenter." Feststemningen afføder en Adresse "fra danske Studenter til den danske Bonde". "Med Tak for Fortiden – saaledes begynder den – og med Haab om fremtidig stærk og inderlig Tilknytning til Fremskridtets Sag række vi Eder broderlig Haanden i den Forvisning o. s. v. o. s. v." Kvindebevægelsen seer Pontoppidan ogsaa mest fra den humoristiske Side, at dømme efter Skildringen af Præstekonen i "Mimoser" – Sprutbakkelsen eller Krudtkjællingen kaldet paa Grund af sin ustyrlige Iver for Livssagen:

For denne Sag havde hun kastet sig i Skranken med en Løvindes Mod, en hjærtegreben Kvindes Lidenskab. Navnlig følte hun det som sin Mission af al sin Evne at prædike mod den Kvindernes ydmygende Eftergivenhed overfor Mændenes dyriske Udskejelser, der i hendes Ø jne var Ondets egenlige Rod. (…) Ligegyldig for Spot som for den aabenbare Forargelse kastede hun sig over sine Ofre uden Persons Anseelse. Hun overøste Folk med Haan og Foragt; hun fyrede i en Debat med det groveste Skyts og kjørte ved enhver Lejlighed et saadant Arsenal af Bevismateriel i Marken, at hun tog Vejret fra sine Modstandere. Hun paaberaabte sig Biblen, ja endog Koranen og Talmud. Hun citerede berømte Forfattere, refererede Noveller, juridiske Afhandlinger, lægevidenskabelige Specialskrifter. Hun kjendte i dette Forhold ingen Blu, ingen Grænser. Bønderkoner, der kom i Ærende til Præstegaarden, lokkede hun ind i sin Stue og underkastede dem et formeligt Forhør. Hun opsøgte ethvert Sted, hvor en Kone var bleven forurettet, en Pige forført. Hun søgte at hidse dem til Opstand, at rejse deres Æresfølelse; og inde i Byen havde hun med sine faa, men trofaste Apostle dannet en Forening – "den store Krudtsammensværgelse", som Birkedommeren kaldte den–- til Sagens kraftigste Fremme.¹

I samme Fortælling gjør en ung Frue, der i flere Aar har været borte fra Danmark, en Bemærkning om det Norskeri, der i Mellemtiden er kommet paa Mode i visse Kredse. "Det har været mig paafaldende – siger hun – hvor Alting er bleven norsk herhjemme. Overalt træffer jeg kun norske Bøger, norske Kunstnere, norsk Musik … selv i Selskabstonen er der kommet noget underligt … hedder det ikke fjeldtungt eller fjeldtrangt? – jeg veed ikke … i alle Fald Noget, der smager af evig Is og Sne." Ogsaa for Latterligheden i den moderne Novellistiks Efterligning af fransk Detailskildring har Pontoppidan Øje. Han eftergjør (i "Sandinge Menighed") med Virtuositet denne Maneer, idet han giver et Uddrag af "den fine Stilist Solbergs" sidste Fortælling, en Travesti, der – hvadenten Gjellerups Aaret iforvejen udkomne "Germanernes Lærling" har været det direkte Forbillede eller ej – ligger saa nær op ad den S. 650 anførte Stilprøve^'1, at de synes som skrevne med samme Pen:

Ind ad det ene store, imod Gaden vendende Vindue strømmede det hvide Sommersollys skraat ind og dannede som en regnbuespillende Støvvæg langt ind i Stuen. Paa sin Vandring fra de vinrøde foldetunge Gardiners lysmættede Blonderand sneg det sig i sagte glidende Spil henover Flygelets blanke Flade, brødes barokt i det guldflammede Træskjærerarbejde paa en Stol i Ludvig XVI´ Stil, som stod ved Døren, blegede det i Kanterne noget slidte kochenillefarvede Fløjelsbetræk paa en lav fauteuil, lagde en Smule fugtig Glans over den hvide Porcellænsovn, fremhævede de fine Guldlinjer i det storblomstrede Tapet, kastede sig op paa Loftets Gibs, hvis blanke Hvidhed tog en grønlig Tinte fra en nedrullet Persienne for det andet Vindue, blinkede i den gyldenkjædede Hængelampe og de blanke Skilderirammer, spillede paa Bogskabet, det nipsopfyldte Skrivebord, det store Pillespejl og 70 de antikt farvede Lervaser i klare Sølvreflexer og døde tilsidst hen bag det store Chatolskab.^'2

Idet Pontoppidan saaledes viger af fra Moderetninger og tager Afstand fra Modemeninger, slaaer han ind paa de mere stille og afsides Veje paa det landlige Territorium, hvor han er kjendt Mand. Hvad han her iagttager, strider ikke sjeldent mod den vedtagne Formular. Saaledes i hans ligesaa ædruelige som troværdige Bog "Landsbybilleder" (1883). Den første af Fortællingerne "En Kjærlighedshistorie" beretter om den kjønne Hegnsmandsdatter Grethe, der er Veninde med den jevnaldrende Præstegaardsfrøken, tildels opdragen sammen med hende og meddelagtig i hendes romantiske Fremtidsdrømme og poetiske Livsbetragtning, men endda af sin dygtige og myndige Moder drives eller tvinges til Ægteskab med den lille hjulbenede Husmand Morten Pers. Stor Fortvivlelse mellem Veninderne. Efter Aars Forløb gjensees de. Ellen-Lisbeth, Præstedatteren, er i Mellemtiden bleven gift med sit sværmende Hjertes Idealbillede, men gjør ved Gjensynet et noget havareret Indtryk og udtaler sig kun med Forbehold om sin Lykke, medens Grethe, som er bleven bred og buttet og har et Barn ved Brystet og et Par kravlende paa Gulvet, frejdig vedgaaer, at hun er tilfreds med Livet. Moralen udtales af hendes brave Moder:

Seer De, gode Frue! (…) Der var engang, De var vred paa mig – jeg véd det nok; men da var De saa ung og kjendte ingen Ting. Men nu har De jo sét lidt af Verden og vel ogsaa prøvet Deres, kan jeg forstaa; – og se: vi gammeldags Bønder, vi har det nu saadan paa en anden Manér; for naar den ene er Karl og den anden er Pige, og de ellers er skikkelige og ordenlige og vil være gode ved hinanden, saa er der jo dog, hvad dér skal til; og senere |59| kommer jo Børnene, og saa saadan et Liv sammen i Arbejde og Beskjæftigelse; tro De mig – lille Frue! – det er noget Andet end denne her Forfjamskelse, som de kalder Kjærlighed!²

I "En Fiskerrede" opstilles to tilsyneladende vidtforskjellige Billeder: en Stranding for Aarhundreder siden, da den halvvilde Kystbefolkning ledte Skibene ind paa Revlerne med forræderske Blus, dræbte de Ilanddrevne og bemægtigede sig Ladningen – og i vore Dage, da Bjergningen foregaaer i lovformeligste Orden med Strandingskommissionair og skriftlig Kontrakt og det Hele. Skildringerne ligne to ganske objektive Referater, men just derved virker Sammenstillingens Satire dobbelt kaustisk. – Med kraftige Linier, der ere bundforskjellige fra den bløde Ynde i wintherske " Træsnit", tegnes i "Bonde-Idyl" og "Arv" Billeder af Almuelivet i dets daglige træge Gang og i en enkelt stærkt bevæget Situation – Overfladen og Dybderne af en Tilværelse, som Digtningen ofte har givet vrange Forestillinger 673 om, og som de Fleste kun kjende gjennem en saadan flatterende Fremstilling.

En lille Række "smaa Romaner" ere noget mere "komponerede" end de ovenfor omtalte Folkelivsbilleder; hvor deres Handling bevæger sig paa Almuelivets Grund, er dette ikke Skildringens Maal, men Staffage for Begivenheder af mere eller mindre romanagtig Art. Der er "Ung Elskov" (1885) med Fortællingen om lille Marthas besynderlige Barndomshjem, Samlingsstedet for et originalt Selskab af Menneskevrag, om hendes Forelskelse i den letsindige unge Student og hendes ynkelige Død i Mølledammen. Der er "Mimoser, et Familieliv" (1886), som fortæller om to Søstres Undergang paa Grund af deres fine og stolte Naturs Krænkelse ved Mandens Utroskab og – overraskende nok – viser Pontoppidan som Adept af den eneste gammelromantiske Theori, som den moderne Skole har tilegnet sig og udstyret med sin mest pikante sensuelle Ornamentering: Læren om Kjærligheden som en Art Besættelse, hvis Vælde ingen Villie kan modstaa, en Afgrund, som selv den mest skarptskuende Intelligens blindt maa styrte sig i, en Forførelse, der i et Nu rammer selv den under gode Forhold styrkede moralske Kraft. "Isbjørnen" (1887), med Billedet af den groteske grønlandske Præste-Cyklops Kamp mod de mere civiliserede Forholds Smaatskaarenhed, "Spøgelser, en Historie" (1888), og "Natur" ("Vildt", "En Bonde", 1890) høre endnu til denne Serie. Imidlertid havde Pontoppidan 1887 udgivet en ny Samling Landsbybilleder under Titlen "Fra Hytterne". I denne lille Bog naaer han meget højt som Fortæller, og hans Stil aabenbarer fuldt og fast Personligheden: hans Lune er af den mørktfarvede, faamælte Art; han holder sig som Videnskabsmanden til det korrekte Referat og skyer al lyrisk Udsmykning; han er barsk, som Lægen synes at være det just naar han vil dække over sin Medfølelse; hvad der paa Tydsk kaldes "herb", er hans Stils og 674 Forfattervæsens Kjendemærke, noget strammende Bittert, noget blodrensende Skarpt. Den første lille Fortælling "Knokkelmanden" kan man gjerne kalde rørende – den er det i dybeste Forstand – men man maa blot ikke med Ordet forbinde det fjerneste Bibegreb af noget Sentimentalt. Roligt og behersket fortælles om de to Boelsfolk Simon og Ane, der efter et Liv i Savn og Forsagelse og myreflittigt Slid omsider naa, hvad der i deres nøjsomme Tanker er Lykke og Selvstændighed, for da næsten i samme Stund at faae Vished om, at den uafvendelige Død om nogle Maaneder vil bryde dette trofaste Samliv. Medfølelsen er tilstede paa hvert Punkt af Fortællingen, men den er stum, betvungen af selve Stoffet og dets knappe Referat. – I "Naadsensbrød" skildres paa ti smaa Sider den Landsbybegivenhed, at Stine Bødkers "kommer paa Kassen", i.e. i Fattighuset – og ud fra denne ene Situation falder der Lys over Hundreder, Tusinder udslidte fattige Menneskers lysforladte Alderdomsaar. – "Ane-Mette", den fordrukne Fiskers halvsløve Enke, der tager sine bedste Klæder paa og gaaer ud paa Kirkegaarden for at se sin lille Piges Knogler blive gravede op, da der skal gjøres Plads for Gaardmandens smaa Kjesten, samler de skjøre Levninger sammen, gjemmer dem i et Hjørne af Kirkegaardsjorden og opbygges ved Tanken om, at hendes Fattigbarn paa denne Maade ogsaa ligesom faaer Del i Præstetalen og Klokkeklangen ved den rige Begravelse. Væverfamilien ("Et Grundskud"), hvis timelige Velfærd for en meget væsenlig Del beroer paa, at den paa det aarlige Kyndelmissemarked indkjøbte Gris ved Mortensdagstide er voxet til et vægtigt Slagtesvin, og som derfor nedsænkes i trøstesløs Fortvivlelse, da det et Aar viser sig, at Familiekjæledæggens tilsyneladende saa lovende Trivsel skyldes en Pestsyge, der medfører Selvdød:

Det var saa forfærdeligt, at det løb rundt for [Væverens] Tanker. Det var deres hele Velfærd, deres eneste Formue. Han syntes, det var umuligt, at Vorherre kunde nænne det. Saa maatte det dog hellere – naar ondt skulde ske – have været et af Børnene. Men hvad skulde de gribe til, naar dette gik tabt? Hvoraf skulde de leve? . . . ³

Det er Skikkelser og Situationer, som bide sig fast i Erindringen. Den sidste af Skizzerne, "Vandreren", kalder Forfatteren "en Epilog" – og med Rette: den siger det afsluttende Ord, kaster Blikket tilbage og forklarer den Aand, hvorudaf det Hele er skrevet. Vandringsmanden skrider en Vinterdag 675 over de store Hovmarker og mindes al den Elendighed, de i fordums Dage have været Skuepladsen for, Trældommen under Ladefogdens Stokkeslag, det skaanselløse Herremandsvælde, Fortvivlelsens Selvtægt fra de Undertvungnes Side – og det synes ham en sælsom Tanke, at al denne Umenneskelighed har fundet Sted saa nær op imod hans eget – Frihedens, Fremskridtets, Humanitetens – Aarhundrede. Saa vandrer han videre og træffer udenfor Hovmarksgrænsen paa et enligtliggende, med det store Stengjærde sammenbygget faldefærdigt gammelt Hus. Og i dets stinkende Stue finder han, liggende i en ussel Seng, en udtæret Mumie, en fireogfirsindstyveaarig Kone, som i otte samfulde Aar har henlevet sin Alderdom paa dette uhumske Leje, Dag og Nat i Kamp med de nærgaaende Rotter, medens ethvert Fodtrin udenfor er hende en Bebudelse af den livagtige Vorherre, som hun saa langelig venter paa, plejet efter fattig Lejlighed af en Nabokone med en tre-fireaars Dreng ved Brystet. Tung i Sindet vender Vandringsmanden sig bort fra denne Elendighed, og

– Da han en Timestid senere stod oppe paa Fjordbakkernes fede Lerjorder, gik just Solen ned i Vest over en smal Stribe af gyldengult, der strakte sig langs Horizonten under det mørke, tunge Skytag. 139

Dernede for hans Fødder laa den lille By mellem Bakkerne med sit runde, svagt kobberfarvede Gadekjær og sine otte store, nye Bøndergaarde, fra hvilke Plejleres taktfaste Arbejden lød herop som et roligt, sundt Hjerteslag. Majestætisk – som smaa Herresæder– løftede disse deres Tage over de usle, klinede Lerhytter, der klumpede sig sammen nede i Sølen. Hist og her kom en træt Arbejder slentrende ud af en Port med Madkassen i en Snor over Skuldrene og drev bort over Markerne – eller dukkede ind i et af de smaa mørke, fugtige Rum, hvor disse arme Folk sidder ved deres Kartoffelmad og Brændevin, bøjet af Værk, gnavet af Utøj, frygtsomt ventende den Dag i Alderdommen, da Bonden kaster dem ud af deres Huler og "Sognet" tager dem i sin naaderige Varetægt . . .

Og langsomt og eftertænksomt gjentog han for sig selv:

"Frihedens – Fremskridtets – Humanitetens Aarhundrede!".

Pontoppidan kan forstaa den forkuede Hovbondes Opstand mod Herremanden; han vilde ogsaa kunne forstaa og billige det trøstesløst elendige Landproletariats Rejsning mod den fedt besiddende Bondestand – Parallelen er dragen i hans "Epilog". Men hvad han kun har Haan og Foragt tilovers for, er de Palliativmidler, hvormed man i vore Dage vil bøde paa den sociale (eller politiske) Modsætnings Kræftskade. Et Komplement til Epilogen er Prologen til Fortællingen "Ilum Galgebakke" i hans Bog fra 676 1890 "Skyer, Skildringer fra Provisoriernes Dage". Han seer fra Bakkens skaldede Top det hele Herred ligge milevidt udbredt for sine Øjne, "til de tre Sider omgivet af Landets gamle Vogter, det gendarmblaa Hav, hvis Bølger skimtes i det Fjerne." Over det kjønne, frodige, tæt befolkede Landskab hviler der en inderlig Enfold. Dets tunge, fede Muldbølger bærer fredelige Skove, Landsbyer, Kirker og Møller eller reder trygge Lejer for sindigt flydende Bække og spejlblanke Aaer; naar den synkende Sol lægger et Skær som af smeltet Smør over Vandpytter og Grøfter, naar Kirkerne begynde at kagle som hvide Høns og Moserne brygge og Engene spinde, kan man tro sig hensat til et Vidunderland, hvor Alt aander Fred og Lykke. Bag Ilum By strækker sig en lang Allee af ærværdige Ege helt hen til Herregaarden, Byens gamle Arvefjende, der ligesom med ond Samvittighed skjuler sig i en tæt Lund af Bøg og Gran. I Aarhundreder har Bondeby og Herregaard kriget med hinanden, og braadne Pander er der vanket, Baal og Bøddel har fulgt Nederlaget og Sejren i Hælene.

To Gange sved Bønderne Ilumgaarden af og trak Herremanden op paa Galgebakken. (…) Her klædte de ham først nøgen, rev saa Tungen ud af Halsen paa ham, sprættede derpaa Maven op, saa de rygende Indvolde hang ham ned over Knæene, og klyngede sluttelig under vilde Jubelraab hans højadelige Krop op i Galgens højeste Top til Føde for de sultne Ravne.

Men de Tider er forlængst – forlængst forbi!

Nu holder de Ilum Bønder sig udelukkende til Jorden, og Kampen for deres Selvstændighed har antaget mere civiliserede Former.

Nu bygger de Forsamlingshuse, opretter Skoler, stifter Foreninger, danner uafhængige Laanekasser, Brandkasser og endnu flere Kasser – alt til Frihedens Bevarelse. Men først og 7 sidst afholder de Møder. Overalt og til alle Tider holder de Taler. I store Skarer drager de i bevægede Tider herop paa den minderige Galgebakke og rejser her det moderne Skafot, Talerstolen, hvorfra deres Ordførere under Forsamlingens Jubelraab først klæder Fjenderne nøgne for ethvert Argument, derpaa hudfletter dem med Sprogets hvasseste Ord, lemlæster deres Fortolkninger, og sluttelig giver deres Navne og Ære til Pris for sultne Bladreferenter.

Og er da saaledes Hævntørsten stillet, opløfter Lærer Zachariasen sin almægtige Haand – og fra begejstrede Struber runger Tonerne af det gamle Bjarkemaal ned over Dalen:

"Vaagner, vaagner, danske Helte!
Springer op og spænder Belte!"⁴

Den bedske Satire i denne Prolog angiver Tonearten, i hvilken " Skyer" fortæller om Personer og Begivenheder i de politiske |677| Kampaar: om gammelt Ungdomsvenskab Mand og Mand imellem, der maa brydes paa Grund af Anskuelsernes Uforligelighed ("To Venner"); om den løjerlige lange Bogbindersvend, der troskyldigt rejser til Kjøbenhavn, opsøger den stormægtige liberale Folkefører og tilbyder ham sin Arm og sin Kniv, hvis han vil have en Minister eller maaske en endnu højere stillet Person ryddet afvejen, men af den bestyrtede Partihøvding faaer det Svar, at han maa have misforstaaet det Hele, at Vejen er en helt anden: Meld Dem ind i vor Vælgerforening, støt vore Blade, stil flittig til Møderne, giv Deres – om end nok saa ringe – Skjærv til vore Fonds . . . . og De skal se: Sejren bliver dog eengang vor! ("To Gange mødt"); om den første Gendarm, hvem de krigerske Bønder i Lillelunde love en extra varm Modtagelse, som dog indskrænker sig til en spottende Latter, da den stejlende Hest, foruroliget at en bjæffende Hund, smider sin Rytter i Landevejsgrøften.

Men i Lillelund kunde man nu hovere.

Takket være Skrædderens Mops havde man holdt sit Løfte: den første Gendarm, der viste sig i Byen, var ikke kommen helskindet igjennem den.⁵

Eller om gamle Peder Brusgaard (i "Tro til Døden"), der dødssyg lader sig kjøre ind til Kjøbstaden for at afgive sin Stemme ved Folkethingsvalget og maa se Forræderiet i Venstres egen Lejr skaffe Højre Sejren.

Samme Aar som "Skyer" udkom et lille Bind "Krøniker", tolv Smaafortællinger, Eventyr eller Anekdoter, der et Par Steder benytte Træk af gamle danske Folkesagn og gjennemgaaende ere holdte i disses naivt drastiske Stil. I enkelte af Smaastykkerne brydes denne Tone (f. Ex. i "Digterliv"), men det lune Vid og den rammende Satire bliver derfor ikke mindre.

1891 udkom "Muld, et Tidsbillede", der med sine Fortsættelser "Det forjættede Land", 1892, og "Dommens Dag", 1895, danner en sammenhængende Trebinds-Roman, som i anden gjennemsete Udgave 1898 bærer Hovedtitlen "Det forjættede Land". Den er Forfatterens Hovedværk og i sig selv et interessant og betydeligt Arbejde. Til den Række Præstetyper, Pontoppidan tidligere har tegnet, slutter sig her to meget udførte Skikkelser (foruden en kvik Skizze af Monrads Bispepersonlighed). Den ene er Sognepræst til Vejlby og Skibberup Provst Tønnesen, en af Højkirkens Værger og Værnere, en myndig Mand af et smukt, kæmpebygget Ydre, med et mægtigt formet Hoved, snehvidt, kortstudset |678| Haar, et Par mørkegraa Øjne under endnu ganske sorte Bryn, fyldige Læber og skjægløst Ansigt. En elegant soigneret Paaklædning fuldender hans altid korrekte Fremtræden og passer godt til de Omgivelser, hvorunder han som Enkemand lever med sin smukke Datter, i en stor og stilfuld Præstegaard med en prægtig Have– begge stammende fra hans hovedrige, adeligt gifte og adeligt anlagte Forgænger i Embedet. Han er en rettænkende Mand, med en udviklet Selvfølelse og afgjort Hang til det udadtil Imponerende og velbehageligt Docerende. I en saadan Situation træffes han strax i Begyndelsen af Bogen ligeoverfor dens anden Præstefigur, Romanens Hovedperson, den sexogtyveaarige Kapellan Emanuel Hansted, hvem han lige efter hans Ankomst til Præstegaarden vejleder angaaende Sogneforholdene i Særdeleshed og kirkelige Spørgsmaal samt "praktisk Theologi" i Almindelighed. Den unge Pastor Hansted er af fin kjøbenhavnsk Familie, har en Etatsraad til Fader, en Gardelieutenant til Broder og en Konsulinde til Søster, men selv er han falden ud af Arten; han slægter sin religieust bevægede, noget sygeligt overspændte afdøde Moder paa, og det er efter hendes Ønske han har studeret Theologi og valgt Præstegjerningen til Livskald.

Hele Romanen er nu egenlig Emanuel Hansteds Udviklingshistorie, men saaledes som denne former sig gjennem Sving og Brud, med Kamp og Anfægtelse og under stadig Berøring med og Opgaaen i den brede Befolknings Liv og Trang, oprulles der et Billede af Firsernes Liv i Danmark, det sociale og det politiske med Modsætningen mellem Gaardmandsvelstand og Landproletariat, Højre- og Venstresyn, Kjøbstad og Land, Højskoledannelse og Bykultur, saavelsom det kirkelige med dets stridende Strømninger: den grundtvigianske som den pietistiske Folkelighed, Kirkens Autoritet og Lægprædikanternes Opløsningsværk. Stoffet er varmt følt og dog nøgternt seet, Fortællemaaden forener dybt Lune med klar Skarphed, og Begivenhedsrækken taber ingensinde, trods det brede Anlæg, sin fængslende Magt. Usvækket følger Interessen den mere og mere fantastisk sværmende Emanuel Hansted, til han som en hallucineret Asket ender paa Sindssygeanstalten og Dommen over hans Liv og hans Tid udtales af en af Bogens Personer:

Fejlen er vel overhovedet den, at man har opfattet ham 255 altfor alvorligt. Dersom man fra allerførste Færd havde betragtet ham fra den humoristiske Side, var Ulykken sandsynligvis aldrig skeet. Men det er nu en Gang Nutidsmenneskenes maaske allerværste Skavank, at de saa totalt mangler komisk Sans. Det er den Mangel, der er Skyld i, at Fænomener som Emanuel Hansted overhovedet kan opstaa. Rimeligvis vil der i disse Dage blive talt mange bevægede og dybtfølte Ord om hans Aands høje Flugt mod Idealet, om den tunge Strid mellem Menneskets Higen og Evne, dets Villen og Kunnen o. s. v. Og dog har – ret betragtet – al Emanuel Hansteds Stræben kun været til at le af, hele hans Liv er en Række komiske Scener. Naar han engang dør – og det vil sandsynligvis ske snart, og man maa da heller ikke ønske Andet for ham – burde der skrives paa hans Gravsten: Herunder hviler Don Quixotes Gjenganger, Emanuel Hansted ved Navn, som var født til at være en skikkelig Kapellan men troede sig at være en Profet og Helgen; som derfor klædte sig udi en Kvæghyrdes Dragt og ansaa' enhver Indskydelse for en speciel Kaldelse fra Himlen; som forfuskede Alt, hvad han fik mellem Hænder, forlod sin Kone og vanrøgtede sine Børn, men som ikke desmindre indtil det Sidste betragtede sig som den af Forsynet Udvalgte, |256| der skulde berede Tusindaarsrigets Komme og forkynde Guds Dom over Menneskeslægten^{6 '3}

Endnu før Roman-Trilogiens sidste Led havde seet Lyset, udgav Pontoppidan to Bøger, begge i 1894. I "Nattevagt" er Hovedfiguren den unge radikale Maler Jørgen Hallager, almindelig kaldet den "røde" Hallager, dels formedelst Haarets og Skjæggets Farve, dels fordi han betragtedes som Fører for den saakaldte "Klump", en Kreds af Kunstnere, der i den sidste halve Snes Aar havde vakt Røre i Publikum ved en udæskende Virkelighedskunst. " Radikal" er egenlig ikke den rette Betegnelse for den røde Malers Livs- og Kunstanskuelse; han er allerede langt inde paa det Revolutionaire og føres med stigende Hast helt ind i Anarkismen. Et Standpunkt som dette kan Pontoppidan godt nok forstaa; han er Mellembestemmelsernes Modstander og har f. Ex. i "Skyer" ladet sin demokratiske Kobold haane de saakaldte "nye Tider", der indvarsles saadan omtrent ved hvert Kvartalskifte, og stille Fordringen om et "splinternyt Folk", der skal udspringe af Bærmen, af Krapylet, "som dog [er] Frihedens egentlige Livvagt, Retfærdighedens Udkaarne Adelsgarde, den altid beredte, selvopofrende Hær, som ved et Vink, et eneste tændende Ord kan manes frem til Død over Undertrykkerne."⁷ Ogsaa den hallagerske Forkyndelses Udspring og Udtryksmaade er han fuldt fortrolig med. Der er en vældig Urkraft i de Deklamationer, som Agitatoren udslynger mod det raadne Samfund – men at disse Oprørstaler for en stor Del ogsaa kun ere Deklamationer, har Forfatteren et skarpt Øje for, og at væsenlige Sider af Menneskenaturen maa forsømmes og ligge brak, for at det bistre Kamptemperament kan trives des kraftigere, 680 det viser den hele Karaktertegning af den næsten indtil Sindsforvirring brutale, hensynsløse og selvgode Verdensomvælter, der da ogsaa, med ironisk Belysning over sig, ender med at synke ned imod Krapylet og, selv en halvforkommen Existens, leve for at indskærpe en Stamkreds af andre forkomne Personer det Hensigtsmæssige i stadig, for alle Eventualiteters Skyld, at "holde Galden flydende". Af nogen litteraturhistorisk Interesse, som Udtryk for modsatte Opfattelser hos Firsernes Ungdom, er Debatten mellem Jørgen Hallager og den mere besindige Kunstner Thorkild Drehling angaaende Digteren Sahlmanns skiftende Standpunkter. Jørgen dømmer ham med vildt Had. "Med alle sine byronske Bravader har han dog aldrig været Andet end et tre Alen langt Pattebarn", siger han. "Og saadan er de mere eller mindre allesammen derhjemme. Det er vor Ulykke! Ikke Spor af Rygrad; bare Brusk og rhetorisk Sprællen og lyrisk Savl⁸ (…) Et nyt Ideal hver Uge. Man skifter Anskuelser ligesom man skifter Skjorte. (…) En Digter, en Kunstner er en Gøgler, en Charlatan, en Badutspringer, der vender Vrangen ud paa sig selv til et højstæret Publikums Forlystelse!⁹" Thorkild seer Sagen fra en anden Side: "Det er netop i mine Øjne Sahlmanns store Fortjeneste, det bedste Bevis paa hans Geni, at han før nogen Anden derhjemme sagde sig løs fra alt Principrytteri og lod sin Pegasus tumle sig frit, hvor den selv lystede, i Steden for at binde den som Trældyr for Tidens sociale, politiske eller moralske Omnibus."¹⁰

Samme Aar som "Nattevagt" udkom "Den gamle Adam, Skildring fra Alfarvej", en i Dagbogsform holdt vittig Historie om de Puds, den slemme Fantasi kan spille et velmenende Menneske. En anden Skildring fra Alfarvej, ligesom den foregaaende en Jeg-Fortælling, "Højsang", udkom 1896 i lækker Miniatur-Udstyrelse med Illustrationer og Forfatterportrait. I Forordet anslaaes en skjemtefuld ironiserende Tone:

Jeg har i den senere Tid ofte tænkt paa, om ikke ogsaa jeg skylder Læseverdenen en tilforladelig og aabenhjærtig Redegørelse for mit indvortes Menneske. I vore Dage, da Litteraturen mere og mere udvikler sig til et offentligt Skriftemaal, en Slags frivillig Gabestok for Forfatteren og hans Livs Skjæbne, bør en Skribent, hvem Publikums Dom ikke er ligegyldig, sikkert opgive al gammeldags 4 Forbeholdenhed og tilstede Læserne et ugenert Indblik i sit Hjertes Lønkammer. Naar Øjeblikkets Digtermode udtrykkelig fordrer et blottet Adamsæble og en dybt udringet Vest, der tillader Digterbrystet at svulme frit og mandigt, gør man kun en latterlig Figur i tilknappet Diplomatfrakke og stive Fadermordere. Det er jo ikke alene en Modes første, men ogsaa dens sidste Offer, der er dens Nar.¹¹

Forordets Tone er dog ikke Fortællingens; denne faaer, efterhaanden som den skrider frem, en helt romanagtig Karakter, og kun glimtvis bryder Ironien igjennem, saaledes i det kostelige Referat af den dramatiske Eventyrdigtning "Kong Dag og Dronning Nat"; der er en egen Charme ved at høre den tørre Jyde transponere det højromantiske Digts Karpe- eller Harpetoner.

1898 begyndte Udgivelsen af Romanen "Lykke-Per", af hvilken der er udkommet fire Bind ("hans Ungdom", han "finder Skatten", "hans Kjærlighed", L.-P. "i det Fremmede"), medens der bebudes endnu tre eller fire. Hovedpersonen, Præstesønnen Per Sidenius, synes at være ment som et Exemplar af the coming race, der endnu er ifærd med at vikle sig ud af Slægtarvens og de gamle Samfundsbaands Puppehylster. Men her maa man have Lov til at sige, som der staaer i "Peder Paars" (der ligeledes udgaves heftevis): "vi venter paa mer Oplysning og paa flere Dokumenter."