Henrik Pontoppidan fejres i Svendborg.
Laurbærkrans fra Forfatterforeningen og Maleri-Gave fra Vennekredsen. En smuk Takketale af Digteren.
Digteren Henrik Pontoppidan fejrede sin 70-aarige Fødselsdag i Svendborg hvor kun en lille Kreds af de nærmeste Venner samledes om ham.
Som tidligere omtalt har Pontoppidan i den forløbne Del af Sommeren boet paa Højskolehjemmets Hotel, for stadig at være i Nærheden af sin syge Hustru, der ligger paa Hospitalet i Svendborg, hvor Svigersønnen, Dr. Einar Thomsen er Reservelæge. Hele Fødselsdagen tilbragtes da paa Hospitalet – dels ved Hustruens Sygeleje, dels i den smukke og hyggelige Reservelægebolig.
Heri modtog Pontoppidan de faa Gratulanter, som var kommet med Middagstoget fra København. Det var Formanden for Dansk Forfatterforening Hr. Sophus Michaelis, der medbragte en stor Laurbærkrans, Bibliotekar Carl Dumreicher og Direktør Dr. Fr. Poulsen, der mødte som Repræsentanter for Randerssianersamfundet, endvidere Vennen, Professor Dr. phil. Vilhelm Andersen, og Direktør Benny Dessau og Frue, i hvis Hjem Henrik Pontoppidan har været en kær Gæst i mange Aar.
En lille Højtidelighed.
Det blev til en hel lille Højtidelighed med faa og smukke Taler og Overrækkelse af Gaver.
En Kreds af Forfattere og andre Venner havde ønsket at forære Digteren to Landskabsmalerier af Johan Rohde, hans ældste Ven. Det ene Billede var fra Gudenaaen, det andet fra Roskilde Fjord.
Idet Professor Vilhelm Andersen paa Vennekredsens Vegne overrakte Malerierne, oplæste han en Adresse, der fulgte med. Den var underskrevet af Giverne, og da deres Navn var opført i alfabetisk Orden, var Professor Vilhelm Østergaard blevet det sidste i Rækken.
Professor Vilhelm Andersen holdt derefter en kort, meget hjertelig Tale. Han sluttede med nogle Ord om Pontoppidans seneste Bog og sagde:
– De skildrer i den som saa ofte før Kvinden, der repræsenterer Godheden. Lad os derfor mindes Deres Hustru, den Kvinde, der har fulgt Dem trofast i gode og onde Tider. Desværre ligger hun syg paa Hospitalet nu, men i Tankerne er hun her til Stede.
Henrik Pontoppidans Tale
Henrik Pontoppidan takkede dybt bevæget med en meget smuk Tale.
– Det gør mig ondt – sagde han – at jeg i min Ungdom har skrevet bitre Ord om "det træge danske Folk". Nu vilde jeg ønske, at jeg oftere havde fundet og skildret de smukke Egenskaber hos mine Landsmænd.
Min aandelige Horisont har udvidet sig med Alderen, men min geografiske har indsnævret sig.
Jeg vil sige med Apotekeren i Oehlenschlägers "Aladdin": "Hvad angaar det mig, at to Hundrede Drenge slaas, naar blot min lille Søn Hassan med de skæve Ben har det godt."
Derefter læste Pontoppidan sit Digt, "En Tilstaaelse", for sine Gæster.
Sophus Michaelis overrakte med en kortfattet varmt følt Lykønskning en Laurbærkrans fra "Dansk Forfatterforening".
En improviseret Festmiddag.
Før Gæsterne trak sig tilbage, bad Henrik Pontoppidan, som var kommet i Feststemning, om de vilde komme tilbage senere og tilbringe Aftenen sammen med ham. De modtog alle Indbydelsen og udsatte deres Afrejse fra Svendborg.
Ved den lille Festmiddag, der saaledes var kommet i Stand i Lægehjemmet, blev der ogsaa talt smukke og bevægede Ord baade fra Gæsternes og Pontoppidans Side.
Der indløb telegrafiske Lykønskninger fra nær og fjern; trods alt var det ikke lykkedes Digteren at holde sit Opholdssted paa Fødselsdagen skjult. Men øvrigt fik Dagen fra først til sidst det stille og jævne Forløb, som han selv saa meget havde ønsket.