Henrik Pontoppidan.
Der bliver ingen Fest paa Henrik Pontoppidans halvfjerdsindstyvende Fødselsdag: men den danske Festtrang maatte dog vist være endnu umætteligere, end den er, for at dette skulde føles som en Skuffelse. Der er Lejligheder nok, hvor alle de selvfølgelige repræsentative Størrelser skal give Møde, uanset, hvor stor eller hvor ringe Føling de har med Festens Genstand, Lejligheder nok, hvor det er Øllet og Hurraerne, der fremskaffer Feststemningen, og ikke omvendt. For en Gangs Skyld kan vi have godt af at fejre en Mindedag hver for sig, og det er ingen ringe Prøvesten for Ægtheden af vor Tak og Hyldest, at Dagen, saa fattig den er paa Skaaltaler og Fakkeltog, ikke des mindre i særlig Grad overalt fremhæves og føles som den nationale Mærkedag, den er.
Det er jo slet ikke saaledes, at Henrik Pontoppidan gennem sit Forfatterliv har været Tolk hverken for en kultiveret Overklasse eller et folkeligt Flertals Stemninger og Livssyn; ej heller har han repræsenteret et Parti eller en Tro, der efter haard Kamp er naaet frem til Sejr, – hyldede vi ham som vor Talsmand eller Sejrherren, vilde han vare den første til at sige imod. Han har alle Dage været en enlig Kæmper, som har tvivlet mere end troet; han har slaaet hensynsløst til mangt og meget, der regnes for umistelige Værdier af store og bærende Kredse i vort Folk, og Stridspunkterne er ofte endnu brændende, maaske brændende til evig Tid.
Og det er jo i alt Fald hans, den store Tvivlers, Tro. Af Nationens Evne til at værne om det "arvede Guld", af dens Troskab mod de fraskilte Stammefrænder, af dens Ærekærhed overfor Krænkelser af det fælles og varige, har han selv i trange Dage udladet Haabet om dens fremtidige Trivsel.
Ja, fra Sjællandsfar og Jyde
skal den danske Tunge lyde
endnu gennem tusind Aar!
*
Naar Digteren Henrik Pontoppidan i Morgen fylder 70 Aar, vil de mange, der skylder ham Tak og Hyldest, have svært ved at overbringe ham deres Hilsen.
Pontoppidan vil paa Fødselsdagen leve lige saa tilbagetrukken og ubemærket, som han ønsker at gøre det alle andre Dage af Aaret. Da han i sin Tid fik Nobelprisen, kunde ingen finde ham, og de mange Lykønskninger, der sendtes til hans Hjem, kom ham først i Hænde længe efter. Han var rejst ud paa Landet og havde skjult sig i en lille Provinsby, hvor ingen kendte ham.
Saadan vil det ogsaa være i Morgen. Henrik Pontoppidan tilbringer Dagen sammen med et Par Slægtninge og nogle nære Venner – men ingen véd hvor.
End ikke Gyldendal, hans gamle Forlag, vil faa Lejlighed til at fejre ham. Pontoppidan har selv ønsket, at der ingen Fødselsdags-Publikationer udkom, til Trods for at der fra Forlagets Side havde været flere Planer i saa Henseende.
Men til Efteraaret kommer hans nye Roman. Det er første Gang efter mange, mange Aars Tavshed, at Henrik Pontoppidan udsender noget, og Bogen vil blive grebet med den største Spænding af hans store, trofaste Publikum.
Naar han alligevel fremfor nogen nu staar som vor repræsentative danske Forfatter, den, til hvem vi tryggest kunde henvise fremmede, der vilde lære os at kende, skyldes det vel navnlig, at han, trods sin stærke, enlige Individualitet stedse har følt og hævdet det store Fællesskab med det Folk, han er groet frem i. Hans Kritik blev aldrig rettet fra et arkimedisk Punkt udenfor den danske Jord; han var hverken "Europæeren", der tog til Takke med os i Mangel af Paris, eller Jyden, der med Sindsro kunde tænke sig et sønderlemmet Fædreland, fordi (som vor største Jydedigter har udtrykt sig) "det er ikke mine Ben"1. Selv over hans skarpeste Satire over Skævheder i Nationalkarakteren og den folkelige Udvikling var der et Præg af Ansvarsfølelse, saa at sige af personlig Medskyld, som i det lange Løb har sikret ham Sympati og Tillid, selv hos dem, der var mindst villige til at give ham Ret. Hans ærlige og inderlige Samkvem med sin Tids danske Slægt vil da utvivlsomt bære hans Værker ned til Eftertiden, uanset, om den sætter hans Kunst højere eller lavere end vi, saafremt ellers Danmark kan haabe paa en Fremtidsslægt, som vil og kan være Fædrene bekendt.
Hvad den hedder, er endnu en Hemmelighed; men det er en ret stor Roman, der foregaar paa vor Tid i København.
Man har spurgt, om Pontoppidans Erindringer ikke ogsaa snart kunde ventes udgivet. Der eksisterer imidlertid ingen. Digteren har nok liggende en Del Breve og Dagbogs-Optegnelser, men det er ikke sandsynligt, at de nogen Sinde vil blive samlede og se Dagens Lys. Han vil stadig se frem – og ikke tilbage.
Den hidtil rundne Del af Sommeren har Pontoppidan tilbragt i Svendborg, hvor hans Hustru ligger syg paa Sygehjemmet, passet af Svigersønnen, Reservelæge, Dr. Einar Thomsen. Hans eget Helbred er lykkeligvis for Tiden saa godt, som det ikke har været i mange Aar.
Hilsner til Digteren kan da i Morgen adresseres: Højskolehjemmet, Svendborg. Men han vil næppe selv være at finde der, og først om nogle Dage har han altsaa de mange Lykønskninger, som sikkert vil strømme ind fra Indland og Udland, i Hænde.
Clk.
