Henrik Pontoppidans Skyer: Anarkisme?

Af Erik M. Christensen

Havde Henrik Pontoppidan anarkistiske tilbøjeligheder? Det er dette spørgsmål, der med udgangspunkt i Skyer, analyseres og besvares i denne artikel, der er skrevet i forlængelse af forfatterens indlæg på et Pontoppidan-symposium juni måned [2007].

Den fulde titel er Henrik Pontoppidan, Skyer. Skildringer fra Provisoriernes Dage, 1890, og mellem titelblad og indholdsfortegnelse står midt på en side for sig med store bogstaver:

FRA TIDSRUMMET
1885-1890

Det virker som paukeslag eller dyb GonGong. Indholdet i bogen er: "Ilum Galgebakke. En Prolog" (1-31), "To Venner" (33-86), "To Gange mødt" (87-120), "Den første Gendarm" (121-135), "Tro til Døden" (137-176), "I Kongens Kjole" (177- 208), og "Et Offer" (209-288). Hver tekst har sit eget titelblad med blank bagside. Pontoppidan-bibliografien fra 2006 (litteraturhenvisninger nedenfor) angiver tidligere og senere varianter af de enkelte tekster, men det er dem i førsteudgaven af Skyer, vi taler om her, 1890.

"Provisoriernes Dage" 1885-1890 fortsattes i Danmark frem til 1894, hvor forlig mellem Højre og Venstre i Rigsdagen afløste Estrups stærkt omstridte provisoriske lovgivning om finanser, presse, befæstning, militær i forbindelse med regeringens administration trods folketingsflertallet, som tilhørte Venstre. Skyer (1890) fremkom midt i provisorietiden, udtrykkeligt som skildringer af situationen i landet på kanten af revolution – eller hvad?

Ved Pontoppidan Selskabets symposium i juni 2007 til fejring af hans 150-års-fødselsdag, "Europæeren Pontoppidan", fremlagde jeg en af Selskabet ønsket undersøgelse af anarkismen i Pontoppidans værk. Analysen lagde særlig vægt på de tre store romaner og erindringerne, men den omfattede også de små romaner fra 1885 til 1900, og min konklusion var kort sagt den, at anarkisme ikke er Pontoppidans sag. Undersøgelsen skal, sammen med andre bidrag til symposiet, gengives i Nordica, 2007. Man vil deri se, at jeg ikke siger noget om Skyer. Tiden var ikke til det i juni, men nu er den. Nærværende fremstilling skal imidlertid også kunne læses i og for sig, så vi undgår ikke et par gentagelser af mere generel natur.

"Anarki" (dvs. "uden hersker") kan anvendes som betegnelse for helt modsatte samfundstilstande: negativt som "alles krig mod alle i kaos" eller positivt som "lov og frihed, uden magtanvendelse". Imanuel Kants definition år 1800 af "anarki" er den positive "Gesetz und Freiheit, ohne Gewalt". Anarkisme forveksles undertiden med en slags ekstrem liberalisme; den afgørende forskel ligger i anarkismens holdning til magt. Mens alle andre politiske retninger handler om fordeling/erobring af magt, handler anarkisme principielt om afskaffelse af magt, magt over mennesker. Altså også om afskaffelse af alle magtfulde institutioner som kirke, militær, ejendomsret og ægteskab, dog først og fremmest om afskaffelse af staten og dens væsen.

"Lov og frihed, uden anvendelse af magt" (anarki i positiv forstand) forudsætter, at loven er samfundsmedlemmernes frie vilje. Anarkisme er teori og/eller praksis i retning af ønsket eller ufrivilligt, tilstræbt eller realiseret anarki.

Det er kendt, at Henrik Pontoppidan var dybt optaget af Henrik Ibsens forfatterskab. Dets anarkistiske grundmotiv, forankret i Ibsens poetik, har jeg i 1980'erne skildret i et par bøger. Motivet er fastholdt i hele hans værk fra Catilina (1850) til Når vi døde vågner (1899). Vi véd imidlertid ikke, med hvilke øjne Pontoppidan læste Ibsen, hvordan han forstod disse gentagne provokationer. Han bruger sin Ibsen, skal vi se.

44 Når jeg har konkluderet, at anarkisme hverken er Pontoppidans sag i de små romaner mellem 1885 og 1900 eller i Det forjættede Land, Lykke-Per og De Dødes Rige, endsige i hans Erindringer, så betyder det, at disse mange værker ikke af mig kan læses som udtryk for tilslutning til anarkisme, forkyndelse af anarkisme eller blot som drøftelse af anarkisme ved forfatter, fortæller eller fiktive personer. Om Skyer (1890) kan jeg nu tilføje, at bogen som helhed, så vel som i alle de enkelte skildringer hver for sig, blandt meget andet kan og skal opfattes som situationsbeskrivelser der viser, at der ikke er anarkisme i Danmark, end ikke signifikante tilløb, trods al ophidset tale og snak om frihed i provisorietiden. – Den følgende gennemgang af Skyer (1890) i henseende til anarkisme kommer til at vise, hvad Pontoppidan sætter i stedet.

"Ilum Galgebakke. En Prolog" er allerede ved sin titel kendetegnet som udsagn med relevans for hele bogen, og hele bogen er derved kendetegnet som ikke blot skildringer fra tiden 1885-90 med dens enhedspræg som provisorietid, men også med det præg af enhed som "Ilum Galgebakke" meddeler netop som prolog. At "Prolog" gælder skildringens forhold til resten af bogen er til overmål klart grafisk markeret i indholdsfortegnelsen, hvor der er ekstra afstand under denne første titel med dens sidetal 1. Skildringens tekst begynder side 3: et landskab. Som landet, der skildres, har sin vildt blodige fortid, har det også en "Vogter, det gendarmblaa Hav" (side 3), for ikke at tale om "den saakaldte Galgebakke" i de første linjer (3) og i titlen (1). Læseren sættes straks på prøve af tekstens ironier, og har læseren ikke fattet det før, så vækkes man vel til opmærksomhed ved idyllens skær af smør:

Kommer man herop en stille Sommeraften, naar den synkende Sol lægger et Skær som af smeltet Smør over hver Vandpyt og Grøft […]. [4]

Smør! Den store eksportartikel kan slutte sig til "det gendarmblaa Hav" som vogter indadtil af freden og viljen til fred blandt gårdmænd i læserens fantasi og fornuft, skønt havet og aftenlyset naturligvis er naturfænomener. Men de minder os i denne optik om politik. Og man kan måske således "tro sig hensat til et Vidunderland, hvor alt aander Fred og Lykke" (4), man kan "tro sig", måske i det positive anarki? Men nej:

I Aarhundreder har Bondeby og Herregaard ligget saaledes over for hinanden, og næsten altid i Krig. […] Thi de allerældste Ilum Bønder var et stridslystent Folkefærd […] De havde den Gang hverken Værneforeninger eller Øxe-Klubber og heller ingen omrejsende Agitatorer til at holde deres Friheds-Begejstring varm. [5]

Dermed er banen kridtet op. Idyllen er anfægtet, usikker, og tekstens centrale anliggende er benævnt, ja, hele bogens. Det drejer sig om den danske, liberale, Venstre-snak, agitation, "Friheds-Begejstring". Det afgørende er, i henseende til anarkisme, at teksten lukker udsigten til frihed ved at beskrive agitationen som undertrykkelse og som selvundertrykkelse gennem handlingsimpulsernes verbale pseudo-tilfredsstillelse i mødeaktivitet:

Og er da saaledes Hævntørsten stillet, opløfter Lærer Zachariasen sin almægtige Haand – og fra begejstrede Struber runger Tonerne af det gamle Bjarkemaal ned over Dalen:
"Vaagner, vaagner, danske Helte! Springer op og spænder Belte!" [7]

Zachariasen (bibelsk, jvf. side 13) med den "almægtige Haand" er den levende negation af frihed, atavistisk, forældet, og uanfægtet nærværende. Således slutter afsnit I.

Afsnit II indfører en agitator af en ganske anden slags, en vistnok tidløs vandringsmand og lærer i oprør. Ibsens gejst ("et tændende Ord" og "Her er Kravet"!) - ? Det mytiske væsen og hans realpolitiske budskab optager resten af "Ilum Galgebakke. En Prolog". Pointen er klar, men stemmeføringen skal høres:

"[…] dette Krapyl [de subsistensløse] er dog Frihedens egentlige Livvagt, Retfærdighedens udkaarne Adelsgarde, den altid beredte, selvopofrende Hær, som ved et Vink, et tændende Ord kan manes frem til Død over Undertrykkerne … Hvor denne Garde fattes i et Land; hvor der ikke hænger et saadant evigt ruende [!] Sværd over Magthavernes Hoved, dér vil Folket altid blive et viljeløst Redskab i Hænderne paa den frækkeste … enten denne saa er en salvet Konge eller en forhenværende Skolelærer." [27f]

"[…] Lær dem [børnene i landet] at sulte, at fryse og lide al menneskelig Elendighed. Fyld deres Hjerter med Had og Bespottelse! Lad dem voxe op med Drukkenskab og liderligt Levnet. Lad dem søge deres Fader i Fængslerne, deres Moder mellem Skøgerne … Det er Prisen, siger jeg! Her er Kravet! Alt andet er Mundsvejr og tomme Trusler. Lad dem høre op en Gang! … Leve Krapylet!" [30]

Det er let nok sagt, en frihedskamp kræver magt, MAGT over magt, og her er givet et forslag til magtens etablering fra bunden. Men bortset fra prisen, som er høj, for høj i danskernes land, så vil vi i og med anvendelse af enhver slags rå magt kun være tilbage i udgangssituationen, "næsten altid i Krig", som der står i det fra side 5 citerede. Det er alligevel ikke sådan, at teksten bider sig selv i halen og slutter sig som en ring uden åbent udfarende 45 betydning. Budskabet er klart nok, og det bestemmer resten af bogen: "Mundsvejr og tomme Trusler. Lad dem høre op en Gang!" (30).

Vi skal se, at i tekst efter tekst handler Skyer (1890) om ødelæggelser som følge af "Mundsvejr", ødelæggelser på grund af manglende dækning mellem stor snak og alvorlig indsats, mellem sand indsigt og styrke – eller vilje – til at leve styrken ud, mellem forestilling og virkelighed, påstand og ydelse, "tomme Trusler". Anarki? Positivt eller negativt? Ikke her! Og ikke Pontoppidans sag.

"To Venner" er dels en frihedsbegejstret ordets stridsmand, en dansk præst, embedsmanden pastor Frederik Hornung og dels hans meget mere forsigtige ungdomsven fra Regensen, hans gamle beundrer fra mangen studentikos strid, embedsmanden postrevisor Marius Krøger. De enes til slut om at holde op med at tale sammen, fordi de ikke kan tåle hinandens politiske snak. "Det var Paaskelørdag 1885 i en lille jysk Købstad" (35) og det slutter – efter bitter strid og smukke forsøg på at tale indholdsløst – den samme dag, på pastorens forslag og uden genopstandelse:

"Marius!" – sagde han dæmpet. "Skal vi ikke afbryde denne Samtale? … Jeg synes, at vort Venskab er baade for gammelt og for godt til denne Forstillelse. Lad os se Sandheden lige i Øjnene. Vi kan ikke længere være i samme Stue. […]
Krøger saa op og nikkede. Der hang to store Taarer i hans ærlige Øjne. […]
Da Fru Hornung kort efter aabnede Døren for at melde, at der var serveret, fandt hun sin Mand sidde i dybe Tanker i Stolen.
"Hvad er det?" spurgte hun forundret, "Er du alene?"
"Ja, Kirstine – nu er vi alene!" [85f]

Der er ikke så lidt situationskomik undervejs, og præstens patos mærkes endnu i den sidste, ibsenske bemærkning, som kaster et prægtigt lys over den meningsløst forfærdelige dag. Postrevisoren kan også noget Ibsen; han skriver forud for sit besøg:

Du synes, kære gamle Ven, stadig at leve i den Anskuelse, at det er vort nuværende Ministeriums skjulte Hensigt at undlive den gode Grundlov. Det forekommer mig at være uberettiget at nære en saadan Mistanke mod en Regering, om hvis Retskaffenhed der dog ikke kan rejses Tvivl, og som alene har til Hensigt ved alle til Raadighed staaende lovlige Midler at værge vort kære Land mod Anarkiets Hydra. Sammenlign dog ikke den løftende Kamp under Idéens Fane, hvori vi i vor Ungdom selv tog Del, med den nuværende uhyggelige Strid om Magten. Jeg vil i hvert Fald høre det af din egen Mund, før jeg tror paa, at min gamle Frederik Hornung har fundet sin Plads mellem Materialismens Forkæmpere. [64f]

"Ideens Fane" er den latterlige adjunkt Rørlunds i Samfundets støtter (1877). "Anarkiets Hydra" er alt det, som postrevisoren her, og borgere hos Ibsen, frygter, men ingen agiterer for her:

Jeg vilde dog høre det af din egen Mund, før jeg vilde tro paa, at du havde sluttet Forbund med Oprørere mod Lov og Orden, – med Personer, der hverken agter Fædreland, Moral eller Religion; der systematisk søger at undergrave Befolkningens Tillid til enhver Avtoritet; der … [75f].

"To Gange mødt", den følgende tekst, kommer så – for en slags alvor – til Norge. Her oppe i højfjeldet vandrer den danske Reinald. Han er krapylbarnet, næsten som det er ønsket af den vandrende agitator i samlingens Prolog (30), sådan:

Derinde mellem St. Petri og Vor Frue, højt oppe paa en lille fattig Kvist, havde han i tyve Aar stræbt og lidt sammen med sin stakkels bedragne og forladte lille Moder, hvis eneste Fejltrin han skyldte Livet. Dérinde havde hendes blide, graa, sørgmodige Øjne daglig dryppet ham det bitre Had i Sjælen, der fik hans Kinder til at flamme, hans Hjærne til at gløde. Og herinde fra var det, at han stormede ud til de store Fælledmøder, hvor han under selve Førernes Øjne holdt sine flammende Taler til de jublende Tusinder. [98]

Kan man høre det? Pastichen? Det uægte? Flammende kinder, frihedsbegejstring "under selve Førernes Øjne", varslet af kiosklitteraturens kliché, den "stakkels bedragne og forladte lille Moder". Det er Pontoppidans sag at få luften renset, selv på så hyggeligt eller betænkeligt et sted som "mellem St. Petri og Vor Frue", hvor virkelighedstabet kan have sit kønt kristne tilholdssted så godt som i en dansk præstegård. Det véd vi siden 46 Schacks Phantasterne (1857) og Pontoppidans "To venner".

Reinald er flygtet til Norge i skuffelse over den manglende handlekraft og -vilje hjemme i Danmark. Attentatet i oktober 1885 i København (skud mod konseilspræsident Estrup) får ham til at ile, gennem tågerne, de klamme! (95) tilbage til den revolution, han nu er sikker på:

Han forstod det ikke.
Hvad betød denne Lystighed? Dækkede den over noget? Var den maaske et Skalkeskjul, hvorunder Kuglerne hemmelig støbtes?
[…]
"Hvad er det?" spurgte Reinald en fregnet Skomagerdeng […]
"Det er de liberale."
[…]
"Det er Faneindvielse," indskød nu en gammel Mo'erlille i Kyse og Saloppe og nikkede højtideligt op til ham.
Reinald stirrede ned paa hendes runkne, mimrende Ansigt, som om han ikke vilde tro sine egne Øren. Faneindvielse! gentog han for sig selv.
Men var der da virkelig vundet nogen Sejr? [104f].

Nej, det er der ikke, men sådan fortsætter det til den bitre ende på den historie, hvor man liberalt og i kjole og hvidt siger til ham, at i "Tider som disse har Landet Brug for enhver af sine grundlovstro Sønner" (119), så at Reinald, krapylbarnet med den revolutionære vilje, den klippefaste, stærke norske baggrund og svage forståelse, han "smilte smerteligt. – " (120).

"Den første Gendarm" – ja vi husker ham jo fra læsebogen i vores skoletid, og hans lille modstanders beskedne stilling og råb:

En lille bleg Fyr med en stor Kokarde paa Kasketten, der hele Tiden havde holdt sig aller bagest i Flokken og herfra opflammet de andre ved vilde Kampfagter, løftede endelig Haanden og raabte:
"Fremad, Brødre!"
Men i samme Øjeblik forsvandt netop Gendarmens snorebesatte Kepi under Bakken. [131f]

Det bliver ikke bedre, når landsbyen til sidst lever højt på at skrædderens mops fælder gendarmen, Kresten (!) Skrædder. Men den store "Kokarde paa Kasketten", den skal nok være fra 1848 eller bedre endnu, fra Kommunen, La Commune de 1871, eller måske en skøn sammenblanding af liberalisme og anarkisme, stat og brødre – Fraternité!

"Tro til Døden" skildrer, næsten alvorligt, hvad der kom fra de nøgne bakker uden for landsbyen med den vældige gud i sit navn:

Der laa – og ligger endnu – paa de nøgne Bakker udenfor Landsbyen Thorup en lille uanselige Halvgaard, der i sin Tid ejedes af en stræbsom, men fattig og svagelig Bondemand, Peder Brusgaard ved Navn, om hvem disse Linjer skal berette. [139]

Peder Brusgaard var "en Fanatiker af dybeste Vand" (141), som faktisk, syg, bevidst går i døden for at få afgivet sin stemme ved det (tror den naive mand) afgørende valg. Valget afgøres imidlertid til Højres fordel, fordi Folkehøjskolelærer Sven Lavesen ikke kan nære sig for at stille op, skønt Venstre allerede har besluttet sig for en anden kandidat, lidt fugtig, men foretrukket af det store flertal. En del komik. Venstrestemmerne splittes. Peder Brusgaards politiske død. Hans rigtige. Grotesk.

"I Kongens Kjole", det er en intern, velment betegnelse for det at være i dommerens uniform, den, som birkedommer Hammer bærer med stigende ulyst. Oprindelig var han ganske glad for at kunne lukke sit sagførerkontor med "de fedtede Sagførerprotokoller og iføre sig Kongens uplettede, guldbroderede Uniform" (182). Nu:

… det var ikke alene denne oprivende Strid, denne evige Uro og Trætte, der havde graanet hans Hoved med saa mange hvide Haar i den korte Tid, han havde røgtet sit ophøjede Dommerkald. Hvad der fortumlede og pinte ham nok saa meget, var den – som han syntes – fuldstændige Omvæltning, der foregik i Begreberne om Ret og Uret, om Ansvar og Pligt, om Straf og Skyld. Ikke alene, at han saa' Regeringen foretage Skridt, som han – om han end i og for sig billigede dem – umuligt kunde anse for lovmedholdige. Men selv fra Landets højeste Domstol kom der Retskendelser og Fortolkninger, som han for et Aar siden vilde have anset for utænkelige. [182f]

Det er en stærk salve, må man sige. Læs den igen! Pontoppidan skriver ikke kun for sjov. Imidlertid går det hverken værre eller bedre end at fru birkedommer Hammer lægger sex til rådighed for sin mand, vel at mærke hvis, hvis han – trods ulyst til hvervet – forbliver i det opnåede avancement, som tilmed peger opad. Hun prostituerer sig magtfuldt i ægteskabet, han prostituerer sig i samfundet. Synet af dommerkontorets fuldmægtig (der er indpisker for Højre) er ham nok:

Hans Hjerte snørede sig sammen af Smerte og Ydmygelse ved Tanken om den dybe Demoralisation, hvori hans Fædreland var sunket ned, og som denne foragtelige Dreng daglig var ham det levende Vidnesbyrd om. Hvorledes var det dog kommet saa vidt? Hvem bar Skylden for denne Nedværdigelse af Magten? … Han følte i dette Øjeblik en fast utæmmelig Lyst til en Gang for Alvor at vise ham sin Magt og Myndighed […] Men saa kom han til at tænke paa sine Børn og paa hvad han havde lovet sin Agathe; … kom til at mindes hendes Bønner og rørende Angst, hendes Ømhed og hendes Kys …
Han sank resigneret tilbage i Vognhjørnet, indhyllet i sin Kappe.
47 Og Vognen rullede videre, fulgt af den vaabenklirrende Eskorte. [207f]

Magt! Saa mange er ordene. Ligger der måske dog på dette sted bag dem en sand anarkistisk inspiration? Magtens afskaffelse og frihed under eget ansvar? Ibsen? Nej, Pontoppidan er og bliver skeptisk uden for. Tilhænger af magtens bedst mulige brug, bevidst om uhyggelige problemer ved dens eventuelle afskaffelse. Med dyb sans for at magt mellem mennesker slet ikke kan forsvinde. Personlighedernes relativitet garanterer det. Magt ligger jo ikke kun i institutioner. De kan afskaffes, men se blot fru birkedommer Hammer folde sit tilbud ud! Eller se forskellene i magtfuldhed mellem alle de mennesker i Skyer (1890).

"Et Offer" er bogens sidste skildring. En karaktersvag, mådeligt begavet opportunist med demagogisk talent forsøger sig i opportunt partiskifte, bruges, misbruges og bliver småtosset eller helt gal. Han er skomager Holleufer, og han kan ikke blive siddende ved sin sølle læst. Andre slår mønt af systemet, hvorfor ikke han? Han er bare ikke smart nok. Dette er den mest dickenske af alle skildringerne, humoristisk rødhåret, morsom uden at være overdådig, bitter i bunden. "Politikvæsen" siger Fattigforstanderen til allersidst og tager Grethe Holleufer og alle ungerne "under sin beskyttelse" (287): "De skal se, De skal faa det bedre hos os" (288).

Institutionerne har dem, de er ofre for systemet, kynismen, for idioti og dårlig start. "Holleufer" er ikke langt fra helvede, helvedes bred. Det er de amoralske, lokale partiledere i Højre, som viser os, hvad der oppefra er galt, de er værre end "Mørkets lede Skytrolde" som besejres af "Frihed" i myten om grundlovsdag (212). Og er socialisterne bedre? Ikke hos Holleufer:

De stolte Ord om "Smaamandens Oprejsning" og "Arbejdernes Ret" forstummede tilsidst ganske i den lille mørke Kælderstue; – thi ingen kunde undgaa efterhaanden at lægge Mærke til, at Vinden i Virkeligheden blæste ad en ganske anden Kant. [223]

Der er ingen forbedring i sigte i Skyer (1890), ingen troværdig utopi, ingen omvæltning, kun en langsom nedslidning af menneskelig kvalitet fra top til bund i dette syge samfund. Litterær kvalitet er der, ja, ironisk, satirisk, lidt bredt, for bredt. Farligst er nok (for Anarkismen) "Ilum Galgebakke" uden håb, (for Venstre) "Den første Gendarm" uden folkelig styrke, (for Højre og os) "I Kongens Kjole" om sindets korruption. Når vi nu taler om politik.

Fortællerens og forfatterens praksis er den uden nogen påfaldende selvironi at udstille mennesker som tilsyneladende ikke selv har forstået deres egen moralske og politiske situation og som derfor heller ikke ser midler mod ondet. Resten af Henrik Pontoppidans forfatterskab arbejder videre her.

Litteraturhenvisninger

(Udgivelsesstedet er København, hvis det ikke er nævnt).

Henrik Pontoppidan (af Selskabet anbefalede, benyttede udgaver):

• Smaa Romaner 1885-1890. Tekstudgivelse, efterskrift og noter af Flemming Behrendt, DSL, Borgen 1999.
• Smaa Romaner 1893-1900. Tekstudgivelse, efterskrift og noter af Flemming Behrendt, DSL, Borgen 2004.
• Skyer. Skildringer fra Provisoriernes Dage, Gyldendal 1890.
• Det forjættede Land, udg. Esther Kielberg og Lars Peter Rømhild, bd. 1-2, DSL, Gyldendal 1997 – Muld (1891), Det forjættede Land (1892), Dommens Dag (1895).
• Lykke-Per, 2. udgave, del 1-3, Gyldendal 1905 (1. udg. 1898-1904).
• De Dødes Rige, udg. Esther og Thorkild Skjerbæk, 6. udg., Gyldendal 1948 (1. udg. 1912-1916).
• Erindringer, Samlet Udgave af Drengeaar [1933] Hamskifte [1936] Arv og Gæld [1938], Familjeliv [1940], gennemgang af teksten ved Esther og Thorkild Skjerbæk, Gyldendal 1962.

• Esther og Thorkild Skjerbæk, Henrik Pontoppidans forfatterskab. En bibliografi. Bearbejdet og redigeret af René Herring, DSL, Det Kongelige Bibliotek 2006

• Georg Brandes, "Henrik Pontoppidan", Kronik, Politiken 18., 19. og 20. april 1911.
• J. M. Coetzee, "Diary of a Bad Year", The New York Review of Books, bd. LIV, nr.12, New York 19. juli 2007.
• Troels Fink, Estruptidens politiske historie 1875-1894, bd. 1-2, Odense 1986.
• John Kenneth Galbraith, The Anatomy of Power, London 1985.
• Michael Helm, Anarkismens grundideer. Anti-autoritære socialister, Hans Reitzel 1980.
• Henrik Jæger, Henrik Ibsen 1828-1888. Et litterært livsbillede, 1888.
• Imanuel Kant, Anthropologie in pragmatischer Hinsicht (1798/1800), Werkausgabe, bd. 12, Frankfurt am Main 1977.
• Niels Kofoed, Henrik Pontoppidan. Anarkismen og demokratiets tragedie, 1986.
• Niels Kofoed, "Anarkisten som nøglefigur i Henrik Pontoppidans forfatterskab", (id.), Løvens Bastion. Foredrag og essays, C.A. Reitzel 2006.
• Fyrst [Peter] Kropotkin, "Anarkiets videnskabelige grundlag" og "Det kommende anarki", Nyt tidsskrift, Kristiania 1887.
• Peter Lösche, "Anarchismus", Pipers Handbuch der politischen Ideen, bd. 4, München, Zürich 1986.
• Max Nettlau, Geschichte der Anarchie, bd. 1-5 og Ergänzungsband, Berlin 1925-1931 (Reprint: Vaduz 1981-84).
• Peter Singer, A Darwinian Left. Politics, Evolution and Cooperation, Yale University Press, New Haven Conn. 1999.
• Karl V. Thomsen, Hold Galden flydende. Tanker og Tendenser i Henrik Pontoppidans Forfatterskab, Århus 1957.
• George Woodcock, Anarchism. A History of Libertarian Ideas and Movements, Penguin 1975.

Erik M. Christensen:

• Henrik Ibsens realisme: illusion katastrofe anarki, bd. 1-2, Akademisk Forlag 1985.
• Henrik Ibsens anarkisme: de samlede værker, bd. 1-2, Akademisk Forlag 1989.
• "Den geniale Schack og Phantasterne (1857) 1993", Danske studier, bd. 88, 1993 og (id.) Zurückbleiben. Tryk 1943-2001, Humboldt Universität zu Berlin, Berlin 2001 (Syddansk Universitetsforlag, Odense 2003).
• "Anarkisme i Henrik Pontoppidans værk", planlagt til offentliggørelse i Nordica 2007.