Anarkismen i Henrik Pontoppidans værk
Henrik Pontoppidans forfatterskab ser anarki og anarkisme negativt som trusel om vold og kaos; alternativt – i glimt – positivt som utopi eller uafklaret længsel, – stedvis ironisk, som naivitet, skønsnak, svindel eller dumhed. Anarki er ikke hans sag, magtkritikken er.
Forudsætninger og mål
Flemming Behrendt indbød til Pontoppidan Selskabets sommermøde i august 2006 og spurgte efterfølgende, om jeg i 2007 kunne tale om Pontoppidan og anarkisme. Han vidste, at jeg i 1980'erne har forsket i Henrik Ibsens anarkisme (litteraturhenvisninger nedenfor), men han vidste ikke, at min læsning af Pontoppidans værker lå et halvt århundrede bag os. Jeg huskede Pontoppidan som vanskelig og spændende og lod mig friste. Det vil jeg ikke beklage, utilfreds, som man vil forstå, at jeg er med de resultater Niels Kofoed har fremlagt i Henrik Pontoppidan. Anarkismen og demokratiets tragedie (1986) og i "Anarkisten som nøglefigur i Henrik Pontoppidans forfatterskab" (2006). Det er resultater, som er baseret på manglende skelnen mellem frihedssnak, liberalisme og anarkisme.
Jeg taler på baggrund af min forståelse af Henrik Ibsens forfatterskab og anarkismen i det, i Danmark og i Europa på den tid. Af Pontoppidan har jeg til lejligheden læst de arbejder, som er anført i nedenstående litteraturhenvisninger.
Målet for min fremstilling er ikke velbegrundede, originale helhedsanalyser af Henrik Pontoppidans værker, men at rapportere om hvad anarkisme jeg har kunnet finde i dem, umiddelbart og ud fra forsøg på at forstå de enkelte tekster som helheder – og i deres samspil med hinanden.
Anarki og anarkisme
Den Store Danske Encyklopædi definerer 1994 "Anarki" som lovløshed i det internationale system (1, 373), og "Anarkisme" skildres historisk i europæiske hovedtræk fra romantikken til vore dage. Det hedder afsluttende: "Anarkisme i Danmark har fulgt den internationale udvikling, men har aldrig haft omfang af betydning". Proudhon (1809-65) citeres for slagordet "anarki eller kaos". Man kunne også have nævnt hans berømte "ejendom er tyveri".
Proudhons slagord "anarki eller kaos" ligger på linjen fra Immanuel Kants definition år 1800 af "anarki", som er dækkende for den positive opfattelse af fænomenet, der jo f.eks. findes hos Henrik Ibsen (1828-1906). Kant (1724-1804) siger at den virkeliggjorte samfundsform, som han vil kalde anarki, er kendetegnet af "Gesetz und Freiheit, ohne Gewalt": lov og frihed, uden (brug af) magt eller tvang. Når lov og frihed vægtes lige tungt, og brug af magt eller tvang er udelukket, må det virkeliggjorte anarki forudsætte at samfundsmedlemmerne har loven i hjertet. Deraf berettigelsen i slagord som "anarki eller kaos" og "anarki betyder orden". Vi kan i vores sammenhæng se næsten helt bort fra den i dag mere almindelige forståelse af ordet "anarki" som værende synonymt med netop kaos eller lovløshed, alles kamp med alle.
Imidlertid hersker ikke noget politi hos os over folks brug af sproget. "Anarki" synes at forjætte en frihed så betydelig, at anarkiets politiske tilhængere næsten kan mistænkes for at sætte en ære i at holde betydningsindholdet flydende. Det er helt sympatisk og i pagt med selve livet; men et memento er nødvendigt, hvis vi skal undgå sammenblanding med de politiske fænomener, der går under begrebet "liberalisme" og som på mange punkter kan ligne "anarkisme", men som har Staten som uundværlig. Hvad "anarkisme" jo netop ikke har. Professor i politikvidenskab Peter Lösche (Göttingen) skriver således i 1986 om fænomenet "anarkisme":
[…] til forudsætningerne for anarkistisk tænken og handlen hører den tendentielle adskillelse af stat og samfund, hvorved staten overhovedet først kan hypostaseres til at være den væsentlige undertrykkelsesmekanisme og dens ødelæggelse gøres til en betingelse for fremtidig frihed. [416, min overs.]
Anarkister afviser principielt enhver form for tvang, ikke bare statens, også ideologisk tvang, herunder religiøst begrundet magtudøvelse eller institutionaliseret underordning i kirkesamfund, familie, forretning, politik; alle former for menneskeligt samvirke skal bygge på frivillighed og derfor er Oplysningens store projekt, alles udvikling til personlig myndighed, et primært anliggende. Mens andre former for politisk tænkning drejer sig om erobring eller fordeling af magt, drejer anarkismen sig principielt om afskaffelse af magt over mennesker.
Henrik Ibsens anarkisme: de samlede værker 1850-1899
En analyse af alle hans overleverede udsagn og af samtlige kendte tekster af Henrik Ibsen (1828-1906) har givet som resultat, at digterens fuldt bevidste poetik drejer sig om virkeligheds- og selverkendelse, ikke blot for kunstneren/digteren, men i højeste grad for modtageren, læseren, tilskueren. Erkendelse på modtagerens betingelser er målet, og genstanden for Ibsens digtning er fra først til sidst menneskets ulykke under bevidst eller ubevidst umyndiggørelse. Det handler om vellykket eller mislykket bevidstgørelse og om realisering af lykkeligt samliv i forskellige former for samfund fra Catilina (1850) til Når vi døde vågner (1899), herunder naturligvis altid om eksisterende, ødelæggende former for magt. Det går langt ind i intimsfæren, hvor seksuelt begrundede magtforhold eksisterer, men også helt ud i den største politiske historie, hvor de vestlige samfundsforhold etableres i afvejning af kirkens og statens relative magt. Kirkelig Kristendom og privat Kapitalisme eller andre former for etableret magt omkring og i mennesker støder sammen, og det er gennemgående sådan, at Ibsen spørger, tilspidser og provokerer, påtvinger sit publikum trang til at forstå. Som han skrev til Georg Brandes på Bastilledagen 14. juli 1875 i "Et rimbrev": "Kræv ikke, ven, at jeg skal gåden klare; / jeg spørger helst; mit kald er ej at svare" (bd. XIV, s. 449). Under Pariserkommunens tid i påsken 1871 skriver han tilsvarende i sit "Rimbrev" til Det kgl. Teaters store primadonna, fru Heiberg, sin smukkeste versificerede bekendelse til det kunstneriske kald, der skal være fælles for dem begge: "det er livet, det at bøje / eget indhold, åndigt, rigt, / i den form, som folkets øje / kræver for sit eget digt" (bd. XIV, s. 431).
Det skal siges udtrykkeligt, for en ordens skyld, at anarkismen selvfølgelig ikke er det eneste interessante ved Henrik Ibsens digtning, men tilføjes at det anarkistiske perspektiv i mine øjne er grundmotivet, som til stadighed optager ham som et spørgsmål, hvis belysning kræver stadig nye tilgange, mens samfundenes stigende grader af organisation gør mulighedsbetingelserne for virkeliggørelse af lov og frihed, uden brug af tvang, mere og mere vanskelige i menneskenes sind og i den faktisk eksisterende virkelighed. De sidste ord i hans sidste drama (1899) er da også en svindende sang midt i den katastrofe, lavinen, som sangen har udløst, den, hvori den undslupne kun kan kalde sig "fri som en fugl" (bd. XIII, s. 283f), dét høres op fra dybet, mens den løsslupne kvindes modstykke, Diakonissen, ønsker "pax vobiscum" ud i luften. Der var mere håb i Peer Gynt (1867), hvor fantastens menneskelige virkeliggørelse af sig selv endnu findes i og med den elskende Solvejgs livslange tro, håb og kærlighed til netop ham i hans egenart; og hvor præsten tør begrave dessertøren, som svigtede sit land til fordel for sin lille kreds derhjemme, med disse præstelige ord om ham, som huggede sin finger af for at unddrage sig stat og kirke: "den Mand staar knappt som Krøbling for sin Gud!" (bd. VI.1, s. 203). I 1871 skriver Henrik Ibsen til Georg Brandes:
[…] denne døde sidden inde med et visst givet frihedsstandpunkt, er noget karakteristisk for statssamfundene; og det er dette jeg har sagt ikke er af det gode. Ja, visstnok kan det være et gode at besidde valgfrihed, beskatningsfrihed, o.s.v.; men for hvem er det et gode? For borgeren, ikke for individet. Men det er aldeles ingen fornuftnødvendighed for individet at være borger. Tvertimod. Staten er individets forbandelse. Hvormed er Preussens stats-styrke købt? Med individernes opgåen i det politiske og geografiske begreb. Kellneren er den bedste soldat. Og på den anden side Jødefolket, menneskeslægtens adel. Hvorved har det bevaret sig i isolation, i poesi, trods al råhed udenfra? Derved at det ikke har havt nogen stat at trækkes med. […] Staten må væk! Den revolution skal jeg være med på. [bd. XVI, s. 348ff]
Anarkisme i Europa på Pontoppidans tid
Det har knap været muligt at leve på Pontoppidans tid uden at høre om anarkisme. Encyklopædien:
Anarkismen havde sin første blomstringstid 1880-1914: Peter Kropotkin gik ind for realisering af anarkisme gennem selvforvaltende kollektiver. Digteren Lev Tolstoj skabte på kristent grundlag læren om civil ulydighed, som senere blev brugt af Gandhi i Indien. Når anarkisme af mange stadig forbindes med vold og terror, skyldes det smågrupper, der i tidsrummet 1894-1901 bl.a. myrdede en italiensk konge (Umberto 1.), en fransk præsident (Carnot), en amerikansk præsident (McKinley), en østrisk kejserinde (Elisabeth) og en spansk premierminister (Cánovas del Castillo). Måske fik anarkismen størst betydning for syndikalismen, som ville organisere arbejderne i selvstyrende fabriksråd og anvende generalstrejken som kampmiddel. […] Sin anden blomstringstid fik anarkismen i 1930'ernes Spanien, hvor anarkistiske samfund blev opbygget i Andalusien og Barcelona, og hvor de syndikalistiske fagforbund fik mere end 2 mio. medlemmer. [1, 373]
Pontoppidans europæiske indføling og hans politisk-teoretiske engagement var efter alt at dømme ikke overvældende, men offentlig interesse omkring fænomener som Tolstoj og Kropotkin og serien af attentater har han næppe kunnet overhøre. Sin Ibsen havde Pontoppidan tidligt læst, så indtrængende som nogen, og gerne villet bruge, men hvordan han forstod sin Ibsen, det kan vi ikke vide. Georg Brandes skrev om Ibsen så godt han kunne under hensyn til sine egne formål, men Pontoppidan afviste for sit vedkommende at få sin forståelse af den store litteratur dikteret af Georg Brandes. Kropotkin udkom imidlertid på norsk inden Pontoppidan var tyve år gammel. Store kolleger som Strindberg, Martin Andersen Nexø og Johannes V. Jensen havde til hver sin tid anarkisme på programmet. Brandes skrev forord til Kropotkins erindringer, som kom på dansk i år 1900. Men det er rigtigt, som Paul Krüger skriver i sin introduktion til brevvekslingen mellem Kropotkin og Brandes:
Kropotkins ideer med henblik på samfundsreform byggede på en tro på folkets visdom og den menneskelige naturs godhed. Brandes mente, at hvis man ville bygge på klippegrund, så var det bedst at bygge på egoismen, dette granitfundament i menneskenaturen. [XXI, min oversættelse]
Henrik Pontoppidan kan ikke have fulgt Tolstojs kristendom eller delt Kropotkins optimisme, men lad os nu se på hans store værker.
Anarkisme i værkerne
Lad mig karakterisere værkerne i kronologisk rækkefølge med henblik på deres forhold til anarkisme.
I forundersøgelsen er jeg gået frem på den måde, at jeg har anskaffet og læst de nedennævnte udgaver. Ved læsningen har jeg markeret de steder i teksterne som enten (1) direkte nævner ordene anarki og anarkisme eller (2) taler om beslægtede fænomener, mere eller mindre tydeligt. Ved genlæsning har jeg udskrevet relevante tekssteder, som her begrænses til det strengt nødvendige.
A – (1891-95) Det forjættede Land (udg. 1997)
Romanen kan ikke tages til indtægt for anarkisme eller opfattes som udtryk for anarkisme, hverken på de fiktive personers eller fortællerens eller forfatterens vegne, men den skildrer en tid med alvorlig krise i hovedpersonernes liv, også med hensyn til deres indordning i og forståelse af de større samfundsforhold omkring deres egne eksistentielle, familiære, ægteskabelige, politiske, kirkelige og religiøse problemer. Fortælleren giver ikke noget forslag til løsning af de skildrede vanskeligheder og konflikter, han træder heller ikke i karakter som kommentator eller ved éntydige valoriseringer. Teksten kan godt tænkes skrevet og læst som hjælp til selvhjælp, i retning af orientering i en vanskelig tid, hvor mange overleverede rammer og regler for menneskeliv i Danmark ikke kan overtages uden videre.
Citater og resumeer:
011 - "Det var i et Aar henimod Slutningen af halvfjerserne"
011f - Uvejret raser den lille pige op under skørterne og ud i mergelgraven, hvor hun findes død "med en ny / Katekismus trykket krampagtigt beskyttende ind i Favnen" – Stedet lader sig tolke som billede på hele romanens situation, hvor en gammel tids tro beskyttes, men ikke selv beskytter.
110 - Hovedpersonen Emanuel (hebraisk "Gud med os") oplever ungdommens udfoldelse i sangleg ved stranden: "Her var det forjættede Land, hvis Mælk og Honning han havde smægtet efter!" (5. Mos. 34.4). Afvigende indhold i hans "forjættede Land": 248, 414, 439.
227 - Emanuels og skolelærer Anton Antonsens (som oplæser) og Vennernes identifikation med "De store norske Digteres mægtige Samfundsskildringer […], det Sandhedskrav og den Retfærdighedstrang, der fik de dybeste Strenge til at klinge i deres Bryst."
Varieret: 325, 381, 384, med stigende humor.
464 - Emanuel til Betty: "Dommens Dag er nær!"
491 - Fortælleren om vennemødets mange menige deltagere: "Alle betagne af den samme brændende Trang til at bekende, forkynde, forjætte og forny."
507 - Pastor Petersen ("Pateren") til Ragnhild: "tror De ikke, at vore Dages anarkistiske Udskejelser har en Del at gøre med daarlig Romanlæsning og opstyltede Forstads-Skuespil?"
B - (1898-1904) Lykke-Per, 1-3 (udg. 1905)
Romanen kan ikke læses som handlende om anarki eller anarkisme, men – enkelte steder – som udtryk for faktisk afstand til anarki (jvf. cit. 1/281, 2/023, 3/340). Ingen er fremstillet som tilhænger af anarkisme. En marginal figur, figurmaleren Hallager, leger anarkist uden at vise nogen egentlig forståelse af ordet til andet end koketteri. Anarkisme er ikke et tema i Lykke-Per. Men bogen handler om magt, især den magt, som århundreders kirke har fået over danske sind, specielt over hovedpersonen, Per Sidenius, af gammel evangelisk præsteslægt i Danmark. "Der fandtes næppe ret mange Sogne Landet over, hvor ikke en af Slægten engang i Aarhundredernes Løb havde bøjet Sindene til Lydighed under Kirkens Lov," hedder det straks i begyndelsen af første del (1, 10), og om en samtidig dansk præst af anden slægt hedder det, godt over midten af tredie del:
Han, som sjelden viste synderlig Respekt for andres Meninger, ja som undertiden ikke var bange for at spøge ret ungdommeligt med andres religiøse Overbevisning, optraadte, saasnart han selv blev angrebet, med en kirkefaderlig Myndighed, hvori han ikke gav nogen født Sidenius det mindste efter. Per havde i den Anledning ofte maattet tænke paa, hvad Jakobe engang havde sagt eller skrevet til ham om den selvbedrageriske Nidkærhed, hvormed Kirken fra Arilds Tid under Fromhedens Fane havde tilfredsstillet et selvsygt Magtbegær. [3, 231]
Hvis det skal siges kort med disse begreber fra romanen selv, så kommer dens hovedperson til at forsøge at tilfredsstille et selvsygt Magtbegær som herre over sig selv i sin ensomhed, således bøjet til en slags bortvendt lydighed.
Inden det kommer så vidt har han villet erobre en plads i forreste række som ingeniør, sikre sig en stærk økonomi og effektive forbindelser i finanskredse ved en forlovelse med den kloge og lidenskabelige jødiske kvinde, Jakobe; derpå alligevel hellere en lykkelig afsondrethed fra verdens larm gennem ægteskab med en landlig præstedatter. Slægtens afsmag for sanselig lykke indhenter ham sluttelig definitivt, og han hendør i ensomhed.
Den i det skildrede Danmark omkring 1880 endnu magtfulde kristelige ideologi og dens institutioner må således siges at være romanens tematiske omdrejningspunkt. I forhold til kirkelighedens væsen skildres også den jødiske verden som bestemt af kristendommens fjendtlighed, hvad enten det drejer sig om åndsliv ved dr. Nathan eller om finansmagt ved en anden stor begavelse. Det kvindelige og det jødiske i Lykke-Per tenderer på deres side imod at gå op i en højere enhed i Jakobes skikkelse. Hun udvikler en dygtig altruisme som – tungt symbolsk – eftervirkning af sit tab af det barn, hun skulle have haft med Per, men som ikke kunne fødes uden at blive lemlæstet til døde.
Citater og resumeer:
1/013 - "Hjemmet var gennemført patriarkalsk"
1/019 – Pers far: "Herren udtalte sin frygtelige forbandelse"
1/021 – "et uforsonligt Slægtshad, en trodsig, stridbar Ensomhedsfølelse, der blev Sjælen og Drivkraften i hans fremtidige Liv"
1/065 – "Figurmaler Jørgen Hallager med Bulbideransigtet – Oprøreren, Anarkisten, der vilde omstyrte Samfundet, reformere Kunsten, afskaffe Akademier og have alle Professorer hængt, men som iøvrigt ernærede sig redelig som Retusjør hos en Fotograf"
1/073 – "mens den fjerde fortabte sig i ørkesløse Drømme om et fremtidigt anarkistisk Broderskab mellem Mennesker"
1/180 – "Dr. Nathans omstridte Afhandling" som fortæller at:
1/182 – "Det var, som om Livet havde staaet stille her, mens der ude i Evropa paa alle Omraader havde fundet en mægtig Udvikling Sted, en aandelig Revolution, der havde omskabt Samfundene og givet Menneskene højere og dristigere Maal"
1/254 – "han havde betroet hende sit Forhold til Forældre og Søskende. Saa oprigtigt hendes eget Had til Kristendommen end var, stødtes hun tilbage af den tilsyneladende Ro og Ufølsomhed, hvormed han havde omtalt den hele Sag. I sin mosaiske Ærefrygt for Hjemmet og Slægten skræmmedes hun af en saadan Uforsonlighed overfor de Nærmeste"
1/255 – "Efter at have læst en halv Snes Bøger af Dr. Nathan og ligesindede Forfattere følte han øjensynlig sin Viden tilstrækkelig grundfæstet og kastede sig med provinsiel Frejdighed ind i enhver Diskussion om Tidens store Frigørelseskamp. Navnlig efter Middagsbordet, hvor han gerne drak tæt, gav han sig uforknyt til at forkynde, ja næsten præke om Menneskehedens kommende Stortid og Naturvidenskabens Evangelier […] Han skulde absolut paa enhver Vis udmærke sig"
1/281 – "Hun havde rigtignok tænkt sig Fremtidens Helte af et renere og ædlere Stof. Hun havde drømt om et genfødt Aristokrati, et Aandens Adelskab, der skulde fuldbyrde Menneskehedens Frigørelse ved Retfærdighed og Skønhed. Men maaske var det netop de brede Næver og de plumpe Skuldre, der nu skulde til. Maaske var der ingen anden Udvej end en grufuld Sprængning af det forbryderisk skinhellige Samfund, en Hævnens Dommedag, der rensede Verden ved Blod og Ild"
1/308 – "Hendes Sjælskraft var udtømt. En vellystfuld Skælven betog hende i hans knugende Arm, og hendes Hænder greb uvilkaarlig ud i Luften efter hans.
"De vil være min?" gentog han. "Er det sandt?"
"Ja, ja," hviskede hun, gjort vild af Svedlugten fra hans endnu ophedede Legeme, og hendes Hoved sank ned paa hans Skulder"
1/337 – Fortælleren om Pers eros: "Med sit fra Barndommen forkrøblede Følelsesliv, beklippet for alle andre Rørelser end saadanne, der trivedes i Skyggen og opelskedes af den barske Vind, følte han sig næsten tilbagestødt af hendes solmodnede Elskov"
2/009 – Per i brev til Jakobe: "en af Betingelserne for at kunne vinde Magt over Menneskene er vistnok den, at man har Mod til at udnytte deres Daarskaber"
2/023 – Jakobes udvikling: "Hun havde hidtil aldrig helt forstaaet sig selv i sin Interesse for disse idelige Lønstridigheder og Magtspørgsmaal, der i saameget var hendes aristokratiske Fornemmelser imod"
2/026 – Per overvejer at foretrække en rigere pige "alle personlige Følelser maatte underordne sig Hensynet til det almene Vel […] den store Frigørelseskamp"
2/043 – Ved faderens dødsleje: "Han havde et Øjeblik en helt nedknugende Fornemmelse af at være bleven kaldt frem for en overjordisk Dommer"
2/050 – "Den Sejr, som Præstedømmet havde vundet i den før saa verdslig sindede By"
2/102 – "den Kamp om Handelsmarkeder, der – skjult eller aabenlyst – udgjorde moderne Verdenspolitik"
2/115 – "Trods Grundlovens Ord om Borgernes Ligeberettigelse havde endnu aldrig nogen Jøde beklædt et Dommersæde i Danmark"
– Jøden, den fremragende jurist Max Bernhardt "nødtes ud i det Forretningsliv, som han afskyede"
2/116 – "og anerkendtes af alle som en virkelig Magt i Hovedstaden […]. Af den lille, lidt forsagte Dreng havde Forurettelsen skabt en Herskervilje, en harmhærdet Kraft, der bestandig tørstede efter videre Magtomraade.
2/171 – Per: "Med sin store Livsopgave havde han slet ikke Lov til at give Afkald paa den Spore, det altid var for en Mand at føle sin Magt over Mennesker og frem for alt over Kvinder"
2/191 – "at frigøre sig for al Familjefølelse for at kunne bevare sin Suverænitet ubeskaaren. Og han havde forsvaret sig med, at han i dette Stykke paa sin Vis fulgte selve Kristus […] til Selvets Fuldkommengørelse"
2/214 – Kunstmaleren Fritjof, "at han for Øjeblikket igen er begejstret Fremskridtsmand, ja revolutionær Brandtaler"
2/219 – Per, "det gik ham med Navnkundigheden og Magtfølelsen, som det før var gaaet ham med andre af Livets højt besungne Tillokkelser, de tabte paa nærmere Hold i Værdi for ham"
2/248 – Fortælleren om Dr. Nathan: "Han besad visselig glimrende Evner men var dog ikke, hvad man i Almindelighed forstaar ved et "Geni", ingen selvfødende Aand, ingen Nyskaber"
2/249 – "I denne Genfremstillingens Kunst stak den dybere liggende Hemmelighed ved den enestaaende Magt, han havde faaet over de Unges Sind […]. Mens man laa henstrakt paa sin Sofa med en lang Pibe i Munden, skred Verdensliteraturens store Personligheder En livagtig forbi, og Indholdet af deres Værker blev gengivet med en saa bestikkende Anskuelighed, at det bagefter var, som om man selv havde læst og gennemtænkt dem alle, hvorfor ogsaa de fleste ansaae det for ganske ufornødent virkelig at gøre det. Man godkendte Nathans Domme og Synspunkter uden Indsigelse, fordi man antog dem for sine egne"
2/250 – "Naa, mere end til en forbigaaende Opblussen blev det da som oftest heller ikke, og Tilbageslaget var i mange Tilfælde endda det kraftigste i Virkningen. […] Hvad der var af Kultur i Folket, tilhørte endnu saa godt som udelukkende Kirken. Hvor Overfladen hørte op, begyndte enten Middelalderen eller Tomheden"
2/267 – Om Dr. Nathan: "Saa oprigtig og dyb hans Menneskeforagt under Aarenes Kamp var bleven, den havde dog aldrig faaet Bugt med Levetrangen hos ham. Festlig oplyste Stuer, smukke Kvinder, Smil og Blomster holdt ham i Aande"
2/309 – Jakobe og Per spadserer "i en næsten paradisisk Stilhed og Fred. Ogsaa ovre i Skoven […]. Der hørtes ingen anden Lyd end Fuglesang. Paa hele deres Tur mødte de kun en gammel Mand, der blev skubbet frem i en Rullestol, hvorfra han nikkede gudfaderligt til dem, idet de gik forbi"
3/097 – Jakobe i brev til Per: "Mit eget Forhold til Kristendommen er naturligvis i ikke mindre Grad end dit bestemt ved min Fødsel og min Opdragelse. Fra jeg var en ganske lille Pige, har den Forfølgelse, som den kristne Kirke indtil de seneste Tider har iværksat overfor det Folk, jeg tilhører, vakt Hævnfølelser hos mig. Og dog tror jeg næsten, at jeg vilde være i Stand til at skrive alt dette i Glemmebogen, dersom jeg kunde faa Øje paa Kirkens Velgerninger overfor den øvrige Menneskehed. Men hvorsomhelst jeg læser i dens totusindaarige Historie, finder jeg under Fromhedens Maske den samme lumske og tyranniske Forfølgelseslyst, den samme koldblodige Ligegyldighed for Midlerne, naar blot Magtbegæret tilfredsstilles. Aldrig har nogen aandelig Bevægelse i den Grad taget de sletteste menneskelige Egenskaber i sin Tjeneste. Og derfor – udelukkende derfor – har den kristne Kirke vundet den store Udbredelse"
3/123 – Per tænker, "Den Pagt med Lykken, han havde levet paa, det var et Forbund med Djævlen, med Satan"
3/124 – "Denne Aften og Nat brød han afgørende med sin Fortid og gav sig sine Fædres Gud i Vold"
3/145 – Per tænker på sin "opskræmte Samvittigheds Magtsprog"
3/150 – Jakobe, "det blev hende mere og mere den endegyldige Livsvisdom, at kun i Kampen var der Lykke, – om ikke af anden Grund, saa fordi den skænkede den dybeste Glemsel"
3/193 – Pastor Blomberg: "Vi tør ikke bruge Magtsprog i Troesanliggender. Og Kærlighed er Tro"
3/197 – Om pastor Blomberg: "Han kendte sin Magt og lod Folk knurre"
3/278 – "Hr. Brück var en ivrig Jæger og Hestebetvinger"
3/285 – Per tænker, "at sidde her afmægtig og langsomt fortæres af en gildingsagtig Livshunger"
3/287 – "Han havde ofte maattet tænke paa, om der ikke i hendes Uvilje mod den unge Proprietær Brück kunde skjule sig en instinktmæssig, ubevidst Frygt for hans mandige Skønhed og Kraft. Der var saa meget i Inger, der endnu slumrede"
3/297 – Per i brev til Inger: "Det er da ikke, som jeg undertiden i mismodige Øjeblikke har troet, det blinde Tilfælde, der har raadet for min Skæbne. En indre Magt, hvilken denne nu er, har haft Styret over min Livsbaad"
3/302 – Per tænker at "Livet fra hans tidligste Ungdom var blevet mistænkeliggjort for ham"
3/303 – "Gravens Korsmærke blev tegnet paa hans Pande og Bryst samme Dag, han saae Lyset"
3/329 – Per til skolelærer: "den højeste Menneskelykke […] at blive sig sit eget Selv fuldt og klart bevidst […] at bringe sig i saa vidt mulig selvstændig og umiddelbar Forbindelse med Tingene"
3/340 – Pers efterladte optegnelser: "Dersom der virkelig skulde være nogen Gud til, maa vi se at glemme ham, og dette ikke af Frygt for vore onde Gerninger og deres Straf, men for at opelske Mennesker, der vil gøre det gode for det godes egen Skyld"
Den, der kan give sig tid til at studere blot romanen med opmærksomhed, vil umiddelbart finde magt og spørgsmål om magt tematiseret i serievis af sammenhænge, men meget ofte, om ikke altid, som determineret af kristendom, sådan som jo hovedpersonen, Lykke-Per selv er det. Romanens uvilje mod magtens væsen som overmagt synes at samle sig til et opgør med kristendom som inkarneret magtsyge og evindelig smittekilde, sådan som Jakobe ser det. Der peges derimod ikke hen imod staten og/eller en tænkelig politisk ændring, ikke så meget som ét relevant initiativ med tanke på en alternativ samfundsorden. Jakobes filantropi og Pers etiske overvejelser forbliver sympatiske i anarkistisk perspektiv uden at være anarkistisk afledte eller lovende.
Hvis man nu ville hævde, eller måske ligefrem vidste eller var overbevist om at Henrik Pontoppidan i sit hjertes hjerte var kæmpende anarkist (som Henrik Ibsen jo efter min forståelse af Ibsens forfatterskab var det) helt på sin egen måde, så kunne man måske forklare sig hans fremgangsmåde som resultat af en overbevisning om at ethvert videregående initiativ i anarkistisk retning ville være forgæves så længe kristendommen har noget at skulle have sagt i land og rige og i menneskenes sind, sådan som romanen til overmål demonstrerer at den har. Sådan kunne citatet 3/340 fortolkes. Men dog. En mere nærliggende hypotese, som snarere harmonerer med romanen og det øvrige forfatterskab fra Pontoppidans hånd, ville efter mit skøn være at antage, at Pontoppidan fandt menneskelig magtvilje konstituerende i en sådan grad at kristendommen kun skal betragtes som en aktuel fremtrædelsesform, og magtens eliminering fra menneskers liv ville derfor i Pontoppidans øjne være utænkelig; anarkismen altså måske en længsel, men i praksis dementeret som i hovedpersonernes seksualitet (1/308, 2/009, 2/171). Vi nærmer os "Pontoppidans mörksyn" med Nietzsche og Schopenhauer, men lader dem være (se Knut Ahnlund 182f). Viljen til magt eller viljen til magtafkald, problemet sporer den anfægtede Per Sidenius selv tilbage til førkristne tider og til andre religioner som en slags antropologisk/ontologisk konstant, der ikke afhjælpes ved nogen anarkistisk destruktion af stat og kirke. Hans personlige indsigt mod slutningen af sin bane gennem livet lyder således:
Det var en stadig klarere Forstaaelse af, at Kristendommen var langt ældre end Kristus, i hvem den kun havde fundet sin Fuldkommengørelse, i hvert Fald foreløbig; at han altsaa ikke kunde trøste sig med, at den vilde være bleven et rent forbigaaende Fænomen, dersom ikke Stats- eller Fyrstemagt havde set sin Fordel ved at hjælpe den op paa Aandens Højsæde. Den syntes at have sine Rødder i selve den menneskelige Urgrund, at suge Næring fra et Instinkt, der laa udenfor Naturen, og som, hvor det i det hele taget fandtes, tilsidst overvandt denne. […] Fra alle Verdenshjørner det samme Svar! Ned gennem alle Tider den samme Fordring: Selvets Fornægtelse, Jeg'ets Udslettelse; thi Lykke var Forsagelse. Men fra Verdens Side lød det omvendt: Selvhævdelse, Egenkærlighed, Legemets Kraft og Viljens Mod; thi Lykke var Tilegnelse. Her fandtes da ingen bærende Bro over Svælget. Aandens Gilding eller Legemets – saadan stod Valget! Denne Afgørelse kom man ikke udenom, naar man ikke, som hans Svigerfader og saa mange med ham, besad en lykkelig Evne til selvbedragerisk at lukke Horisonten med en lyrisk Stemningstaage. [3/236ff]
C – (1912-1916) De Dødes Rige (udg. 1948: 1965)
Romanen er i sin beskrivelse af danske og udenlandske forhold op imod 1. verdenskrig uden nogen troværdig vejledende utopi for en folkelig frihed, for slet ikke at tale om anarki, og uden begejstring. Det danske samfund befinder sig i en demokratisk politisk kamp, hvorunder magten glider fra den gamle ateistiske venstre-høvding Enslev – hvis manipulationer ikke vil lykkes mere – over imod et kirkeligt understøttet alternativ i samme parti. Et enkelt citat – fra midt i bogen – af Enslevs situationsbedømmelse over for en politisk frisindet veninde er tilstrækkeligt til at illustrere den gennemgående politiske kynisme:
"Stemningen kan komme under Valgkampagnen. Det er en Erfaring, De selv maa have gjort i sin Tid. Jeg har i Redaktør Danielsen ved "Fyns Venstre" en meget brugelig Mand. Desuden har Balduin Hansen for Sagens Skyld og af gammelt Venskab for mig lovet at arbejde for Jægermesterens Valg. Den opvarmede Talemaade om "Anarkismens Hydra", som sandsynligvis skal være Tyrstruppernes store Valgtrumf, kan jo heller ikke blive synderlig virkningsfuld som Skræmmebillede, naar den skal anvendes paa en Godsejer og Jægermester." [206]
Romanens mandlige hovedperson, en anden godsejer end den her af Enslev nævnte, hedder Torben Dihmer til Favsingholm. Han vender på bogens første side "hjem fra et udenlandsk Badested saa ilde tilredt af en Hjertesygdom", at hans tidligere planer er helt væk. De lød:
Han vilde være Politiker, – Statsmand. I de politisk interesserede Studenterkrese var han tidligt bleven kaaret til en af Fremtidens Førere. Naar hans store, brunblonde Skikkelse med den omhyggelige Haarskilning og det lange Vædderansigt ved Diskussionsmøderne viste sig paa Talerstolen, blev der Stilhed i Salen, og det ikke alene paa Grund af hans Godsejertitel. Han var en overlegen Taler. Mellem de mange ungdommelige Brushoveder og revolutionære Fantaster virkede han ved sin næsten flegmatiske Ro, indtog ved en urokkelig Saglighed og et godmodigt Lune. [8]
De nævnte "revolutionære Fantaster" kommer aldrig interessant til orde i De Dødes Rige, og den "Anarkismens Hydra", som Enslevs modstandere muligvis kunne tænkes at ville forsøge at pådutte ham eller true vælgerne med i hans følge, kommer lige så lidt i fokus som en genkendelig form for anarkisme.
Torben Dihmer opgiver efter vel overstået flerårig helbreds-krise at beskæftige sig med politik, forsøger uden held at knytte sig til romanens kvindelige hovedperson, Jytte med paradisnavnet Abildgaard, i et kærlighedsforhold, og undgår med sund maskulin skepsis at blive forført af sin unge sygeplejerske i sin sidste tid. Om den Jytte, som betog og betager Torben Dihmer hedder det:
Af Naturbarnet fra Samsø var der bleven en i Optræden og Tale mønstergyldig ung Hovedstadsdame, der i enhver Henseende vidste, hvad der passede sig. Den lille Havfru-Unge fra "Grønnevandet" kunde i det højeste spores i et vist skyggeagtigt Spil paa Bunden af de gyldenbrune Øjne og i denne fortrolige Udtryksmaade, der gjorde hende saa indtagende i Samtale men ogsaa saa farlig for Mænd, der ikke kendte hende. [28f]
Jytte Abildgaard frygter til gengæld sit eget erotisk/seksuelle inderste væsen, og fældes af det i mødet med den rette forfører, ikke Dihmer, men From, i denne kirke- og kristendomsskeptiske roman, From. Dels véd hun, at ægteskab i langt de fleste tilfælde er en uskøn form for undertrykkelse, dels frygter hun svangerskabets og fødslens besværligheder, og endelig er hun bange for lidenskabens tab af selvkontrol:
Hun havde selv været tilstede ved deres Bryllup, huskede dem i deres sejrssikre Lykke under Myrtekrans og Brudeslør – og nu sad de rundt om og gjorde sig lystige over Ægteskabets Skuffelser eller søgte at skjule deres Skam. Der var Emmy, som allerede var bleven skilt to Gange og nu trøstede sig med god Mad og platoniske Tenorforelskelser. Og der var Lydia og Fennimore og – aa Gud ja! – stakkels Kitty, den fineste og kærligste af dem alle, hvem Samlivet med en smuk Gardeofficer havde brutaliseret, saa hun nu var sunket ned i det sletteste Selskab og kastede sig fra Favn til Favn som en Tøjte. [81]
Lykkeligvis var hun jo [selv, Jytte] snart en gammel Jomfru, der ikke længer vilde blive ført i Fristelse, ikke begaa Mord for at kunne tilfredstille sit Hjertes blodtørstige Trang til Kærlighed. Saa fik hun maaske endelig Fred i sit Sind. [94]
Jytte havde haft noget mod sin Fætter, siden hun første Gang i en Avis saae ham nævne som "den bekendte Kvindelæge". Hun udholdt navnlig ikke Synet af hans Hænder med de skamløst nedklippede Negle. [159]
Hvorfor ikke lige saa godt tilstaa det? Tolv Lispund Kød i Favnen og bagefter korporlig Mishandling under en eller anden Form, Svangerskabets ni Maaneders lange Lidelse, Fødslens Radbrækning – eller i Mangel deraf Ridepisken. Saadan var Kvindens egenlige Krav til Manden! Det var dette aldrig stillede Begær efter Nedværdigelse, der var hendes Naturs inderste Trang og blev hendes Skæbne. [172]
Sjælens Bund – det var jo netop Rædselsdybet, der fik det til at sortne for Øjnene. [179]
Den erotisk ikke fristende Torben Dihmer, den rædselsslagne Jytte Abildgaard, den effektive forfører Karsten From, som har magt over tingene og Kunsten med stort K; det er virkelighed i De Dødes Rige. Her har den store, karismatiske politiker – Enslev – sin store tid: "I en Menneskealder havde han vænnet Folket til at hylde Friheden i hans Person, og han følte ingen Trang til at bringe det ud af den Vane" (193), og her kan det hedde om den demoraliserede journalist i hans tjeneste, A. B. D. Carlsen:
De kunde allesammen godt lide den brave gamle A B D, der gjorde de unge Kunstnere mange Tjenester ved sine smaa Notitser om dem i "Femte Juni". Men naar han fik sine sentimentale Tilbagefald til Anarkist-Lyriken fra Anno 90, fandt de ham uudholdelig og standsede ham regelmæssigt med Hylen. [250f]
Hvad det nu er for en "Anarkist-Lyrik", det melder historien ikke noget om. Men den er altså ikke Noget. Og hvad er Enslevs avis, med grundloven i sin titel, "Femte Juni" og dens redaktør?
Nu sad Samuelsen deroppe bag Vinduesplakaterne og var hensunken i mørk Fortvivlelse. Et stort Haab var kuldkastet for denne Fredens Mand, der kun ønskede at faa Ro til at gøre sin Gerning som Publikums faderlige Velgører og Ven. Virkeliggørelsen af hans Drøm om et mægtigt, 24-sidigt Blad med en ærligt udstrakt Haand til alle Sider, med et særligt Søndagsnummer, en Sportstidende, et illustreret Onsdagstillæg for Børn, en Sundhedsbibel og et humoristisk Følgeblad med kolorerede Billeder, dette Kæmpeforetagende, der kærligt skulde omslutte hele Folket som en Polyp og nedslaa enhver Konkurrence – alt var igen uhjælpeligt strandet paa en halvgal Oldings Stædighed! [299]
- lige et passende organ til af afløse Enslevs enevælde:
"Jeg synes ellers ikke, at hans Hensigt er til at tage fejl af," svarede Præsten. "Saa længe hans Hoved er oven Mulde, skal der ikke gælde anden Lov her i Landet end hans Vilje. Han taaler ingen over sig og ingen ved Siden af sig. Ikke en Gang Vorherre selv." [320]
Det turde stå til troende om Enslev, sagt af en ærgerrig modstander, hans nevø præsten Johannes Gaardbo. Og anarki bliver der endelig tale om, da den berømte kvindelæge med de nedklippede negle forklarer den fra London og Berlin uforandret hjemvendte Torben Dihmer, hvad der for tiden foregår i landet:
"Jeg siger dig, vi er for Øjeblikket ude i det vildeste Anarki. Tyrstrup har allieret sig med Præsteskabet, og som Modtræk stiller nu Enslev denne udstødte Syndebuk frem for Folket med en Martyrglorie om Hornene. Forresten er Manden jo virkelig noget af en Oprører. Med en Ignorants Heltemod gaar han løs paa sine tidligere Embedsbrødre og slaar dem Biblen i Synet. Enslev har igen vist sit taktiske Mesterskab. […]" [366f]
Og kirken forbereder sit svar:
Det er vort Maal saa at sige at spænde et Net ud over hele Befolkningen, saa det bliver os muligt at føre et effektivt Tilsyn med hver enkelt af de mange enligt stillede unge Mænd og Kvinder og bringe dem under god Paavirkning. [382]
"Den Lede og Foragt, han altid følte for sine Venner" (404) hedder det om Enslev, som kun 12 "Medlemmer" følger i den sidste afstemning (403). Tolv! Vorherre bevares! "Magtstrid om Menneskers Sjæle" (512).
D - (1933-1940) Erindringer (udg. 1962)
Som skoledreng iagttager Henrik Pontoppidan en kamp mellem rotter og ræsonnerer nu: "At denne Broderkrig om et Stykke Flæskesvær var et Verdensbillede i det smaa, tænkte jeg jo ikke den Gang paa" (19). At verden i Pontoppidans øjne udelukkende er alles kamp mod alle dementerer han alligevel selv: "Fra Vuggen til Graven lever og opretholdes vi allesammen af Kærlighedsgaver. Den, som ikke kan erkende dette, har aldrig virkelig levet" (189). Det vil ikke være forkert at sige, at Henrik Pontoppidans Erindringer bevæger sig mellem disse to synspunkter og virker som en fremstilling af erfaringer og overvejelser gjort i dette felt med tydelig overvægt i pessimistisk retning og uden anvisning på andre remedier end selverkendelse og udbredelse af sandhed.
Folket er tydeligvis et dyrt begreb for den fremstillede Henrik Pontoppidan:
Ja vist var Niels Ebbesens Gerning en Mørkets Daad; men selv en saadan faar Glans af det høje, naar Maalet er noget saa stort som et Folks Frelse. [29]
Den "sunde Menneskeforstand", som [Grundtvig] i ovennævnte Stykke paakalder overfor Rom, havde han og hans Meningsfæller været de ivrigste til at mistænkeliggøre og nedbryde hos Folket. [42]
Trods al min Respekt for Digteren i Grundtvig var jeg ude af Stand til at anerkende ham som Folkevækker, eller blot som en virkelig Folkets Mand. Han, som aldrig selv havde gaaet bag en Plov eller personlig levet med Menigmand, men altid siddet indemuret i Studerekammeret og begravet sig i gamle Skrifter som en Klosterbroder, kunde aldrig blive Forbillede og sand Profet for et Fremtidsfolk som det, jeg drømte om. [160]
Havde Bismarcks magtgriske Aand virkelig paany [i 1913] besat Folket? […] Saasnart den kejserlige Vogn kom tilsyne, brød Mængden ud i Hurraraab. Hattene svingedes, og alle tiljublede [kejseren] som den Halvgud og forventede Siegfried-Helt, han for Tiden i Folkets Øjne var.
Et Aarstid efter brød da ogsaa Verdenskrigen ud. [236]
Det er de sidste ord i hans Erindringer. Man ser hans overbevisning, at Folket er af højeste betydning, Folkets forståelse af sig selv og af virkeligheden. Ikke Grundtvigs Fremtidsfolk, heller ikke et folk af rotter, men et folk som forstår at "det er vigtigere for en Mand at kende sig selv, end at vide Besked om Verdenshistoriens største Personligheder" (229), og som forstår at befri sig for overleveret overtro:
Er det i det hele ikke en af vore ulyksaligste Vildfarelser, at vi i Samvittigheden – dette Pulterkammer for al Slags gammel, hengemt Overtro og forlængst overvunden Fordom – at vi i Spøgelsesrøsten fra dette Gravkammer ejer en guddommelig Vejleder gennem Livets Labyrint, en Fører, som vi tryggere kan bygge paa end paa det højeste menneskelige Gode, vor Fornuft. Og er det ikke denne falske Tro, der fremkalder saa meget af Ufordrageligheden mellem Menneskene, rejser Broder mod Broder, Slægt mod Slægt, Folk mod Folk, Religion mod Religion; som kort sagt er Kilden til den meste Ufred i Verden? [229f]
Det er ikke dårligt spurgt i Danmark anno 1940 eller nu, men det er ikke anarkisme, og Erindringer opfordrer ikke til anarki.
Efterord i august 2007
Foredraget i Randers i juni var lidt udførligere end ovenstående. Vi kom imidlertid i symposiet til at savne en karakteristik af Henrik Pontoppidans Skyer. Skildringer fra Provisoriernes Dage (1890), en analyse af også denne tidlige bogs forhold til anarki og anarkisme. Den bringes i Bogens Verden, nr. 3/2007, som handler om Henrik Pontoppidan og om Herman Bang i deres 150-år.
Min konklusion er den, at Henrik Pontoppidans forfatterskab, alt hvad jeg har læst af ham, ser anarki og anarkisme negativt som trusel om vold og kaos; alternativt – i glimt – positivt som utopi eller uafklaret længsel, – stedvis ironisk, som naivitet, skønsnak, svindel eller dumhed. Anarki er ikke hans sag, magtkritikken er.
Litteraturhenvisninger
(Udgivelsesstedet er, hvis ikke andet er nævnt, København)
Esther og Thorkild Skjerbæk: Henrik Pontoppidans forfatterskab. En bibliografi. Bearbejdet og redigeret af René Herring, DSL, Det Kongelige Bibliotek 2006
Henrik Pontoppidan, de af Selskabet anbefalede, her benyttede udgaver:
– Smaa Romaner 1885-1890. Tekstudgivelse, efterskrift og noter af Flemming Behrendt, DSL, Borgen 1999
– Smaa Romaner 1893-1900. Tekstudgivelse, efterskrift og noter af Flemming Behrendt, DSL, Borgen 2004
– Skyer. Skildringer fra Provisoriernes Dage, Gyldendal 1890
– Det forjættede Land, ved Esther Kielberg og Lars Peter Rømhild, bd. 1-2, DSL, Gyldendal 1997 – Muld (1891), Det forjættede Land (1892), Dommens Dag (1895)
– Lykke-Per, 2. udgave, del 1-3, Gyldendal 1905 (1. udg. 1898-1904)
– De Dødes Rige, ved Esther og Thorkild Skjerbæk, 6. udg., Gyldendal 1948, tryk 1965 (1. udg. 1912-1916)
– Erindringer, Samlet Udgave af Drengeaar [1933] Hamskifte [1936] Arv og Gæld [1938], Familjeliv [1940], ved Esther og Thorkild Skjerbæk, Gyldendal 1962
Andre:
– Knut Ahnlund: Henrik Pontoppidan. Fem huvudlinjer i författerskapet,P. A. Norstedt & Söners Förlag, Stockholm 1956
– Georg Brandes, "Henrik Pontoppidan", Kronik, Politiken 18., 19. og 20. april 1911
– J. M. Coetzee, "Diary of a Bad Year", The New York Review of Books, bd. LIV, nr.12, New York 19. juli 2007
– C. Collin, "Henrik Ibsens fremtidsdrøm", Samtiden, Kristiania 1906
– Encyklopædi, Den Store Danske – , Gyldendal, bd. 1-20, Supplement, bd. 1-2, 1994-2006
– John Kenneth Galbraith: The Anatomy of Power, London 1985
– Michael Helm: Anarkismens grundideer. Anti-autoritære socialister, Hans Reitzel 1980
– Henrik Ibsen: Samlede verker, Hundreårsutgave ved Francis Bull o.a.,bd. I-XXI, Oslo 1928-58
– Henrik Jæger: Henrik Ibsen 1828-1888. Et litterært livsbillede, 1888
– Immanuel Kant: Anthropologie in pragmatischer Hinsicht (1798/1800), Werkausgabe, bd. 12, Frankfurt am Main 1977
– Niels Kofoed: Henrik Pontoppidan. Anarkismen og demokratiets tragedie, 1986
– id., "Anarkisten som nøglefigur i Henrik Pontoppidans forfatterskab", in Løvens Bastion. Foredrag og essays, C. A. Reitzel 2006
– Paul Krüger: Corrrespondance de Georg Brandes. Lettres choisies et annotées par - , bd. II, L'Angleterre et la Russie (1956)
– Fyrst [Peter] Kropotkin: "Anarkiets videnskabelige grundlag" og "Det kommende anarki", Nyt tidsskrift, Kristiania 1887
– Pjotr Kropotkin: En anarkists erindringer. Med forord af Georg Brandes, 3. udg., Gyldendal 1979 (1. udg. 1900, efter Memoirs of a Revolutionist, London 1899)
– Peter Lösche, "Anarchismus", Pipers Handbuch der politischen Ideen, bd. 4, München, Zürich 1986
– Max Nettlau: Geschichte der Anarchie, bd. 1-5 og Ergänzungsband, Berlin 1925-1931 (Reprint: Vaduz 1981-84)
– Peter Singer: A Darwinian Left. Politics, Evolution and Cooperation, Yale University Press, New Haven Conn. 1999
– Karl V. Thomsen, Hold Galden flydende. Tanker og Tendenser i Henrik Pontoppidans Forfatterskab, Århus 1957
– George Woodcock, Anarchism. A History of Libertarian Ideas and Movements, Penguin 1975
– Asbjørn Aarseth, "Ibsen og Brandes: En forskningsoversigt", Astrid Sæther o.a., Ibsen og Brandes. Studier i et forhold, Gyldendal, Oslo 2006
Erik M. Christensen:
– Henrik Ibsens realisme: illusion katastrofe anarki, bd. 1-2, Akademisk Forlag 1985
– Henrik Ibsens anarkisme: de samlede værker, bd. 1-2, Akademisk Forlag 1989
– "Georg Brandes, virkelig?", Danske studier, bd. 86, 1991, og in Zurückbleiben. Tryk 1943-2001. Hrsg. Hartmut Röhn, Humboldt-Universität zu Berlin, Berlin 2001 – Syddansk Universitetsforlag, Odense 2003
– "Skyer (1890): Anarkisme?", Bogens Verden, årg. 89, nr. 3, Viborg 2007
