Prosaiske perbermyntekager

TONPOPPIDAN Realisme er konkret og nuanceret artisteri, afsløres det, når samtidsroman-guruen Henrik Pontoppidan læses som så ny som god

Af Lars Bukdahl

Pontoppidan Selskabet har i anledning af deres 10 års jubilæum bedt mig og min kritikerkollega Kamilla Löfström om at anmelde Henrik Pontoppidans kortroman Borgmester Hoeck og Hustru fra 1905 "som var den skrevet i går". Det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre og da slet ikke i nogen form for god tro, men det betyder ikke, at det ikke kunne være interessant at gøre forsøget, især da jo Pontoppidan igen og igen udråbes til godfather for diverse realismer og nyrealismer: Som litteraturpolitisk drømmebillede er han stadigvæk særdeles levende.

Hvilket jeg lige præcis ikke kan undersøge og attakere direkte nede i anmeldelsen, hvis den som fordret skal agere blankt uvidende om forfatterskabet, som om det aldrig var der i første omgang, som om intet andet end den udvalgte kortroman findes, og den først fandtes i går – men hvis det moderne gennembruds stærke prosamænd blev reduceret til akrobatparret Herman Bang og J.P. Jacobsen, ville så ikke hele det 20. århundredes roman- og prosahistorie se helt anderledes lykkelig/ulykkelig ud, hvor meget det så end har været en konstrueret og idealiseret/forgrovet Bygmester Pontoppidan, der har kastet slagskygge. Nok hjernespind, som Pontoppidan ville have sagt. Til opgaven:

PONTON-PIPAND Med forfinet retro-realisme holder Henrik Pontoppidan et 100 år gammelt dødeligt ulykkeligt ægteskab op som et troldspejl for nutiden

Splintret konfekt

Der er en klar altmodisch tone, helt ned i vokabularet, i Henrik Pontoppidans kortroman eller langnovelle(tte) Borgmester Hoeck og hustru, der udspiller sig i en dansk provinsby omkring år 1900, men ikke på den klodsede, grovsentimentale, ny-dilettantiske facon, vi kender fra historiske romaner af Carsten Jensen, Jette A. Kaarsbøl og senest Katrine Marie Guldager. Se bare, hvor (bedragerisk) yndefuldt Pontoppidan begynder bogen, med et lille panorama bestående af lutter sætningsemner, det er rent Hesselholdtsk:

Den lille By i Festdragt. Flag i alle Gaderne. Vimpelbehængte Skibe i Havnen. En Æresport foran en stor, moderne Villa i Byens Udkant. Over det hele en skærende klar Aprilhimmel, dirrende af Lys. På Jorden ikke en Skygge.

Hvorpå en lille, hurtig replikudveksling følger, ping-pong-ping, mellem husholdersken hos Borgmester Hoeck og hans alvorligt syge hustru og en nysgerrig nabokone. Og den tætte polyfoni fortsætter med et pludseligt klip til en langsom og omhyggelig og nærsynet oplistning af genstande i soveværelset: "På Bordet stod tillige fire langstilkede Roser i et Blomsterglas. Endvidere en lille Sølvskaal med Pebermyntekager og Konfekt, hvoraf hun bød Lægen og andre, der kom på Besøg."

Den meget tydelige konfektskål får i romanens slutning en ligefrem dæmonisk farvning. Hvilket siger noget om, hvor konkret Pontoppidan går til værks, både hvad angår tingene og sagerne, møblerne og påklædningen, og hvad angår ordene, som personer hvisker og hvæser, hulker og råber, alt gengives på en smældende, klart nuanceret prik – som hos (og sikkert inspireret af) gamle Herman Bang og nye Helle Helle.

Men stik modsat Helle og Bang anvender Pontoppidan lige så mange kræfter på de indre monologer og bevidsthedsrørelser som på de ydre konfektskåle og ping-pong-udvekslinger, lever sig så livfuldt ind i sine personer, at teksten bliver en næsten kriminalistisk, hvis ikke snarere (og finere!?) Rashomon-agtig kamp mellem optiker og fortolkninger: Den uskyldigt (?) kokette, brutalt forsmåede hustru, den retfærdigt (?) forargede, rasende jaloux borgmester og hustruens søster, romanens detektiv, der anderledes klarttænkende end de to ægtefæller udpeger borgmesteren som forbryder og ultimativt morder.

Hvilket den diskrete, kun ligesom sidelæns kommenterende alvidende fortæller (i familie med alviderne i Henning Mortensen Spondrup-trilogi og Smærup Sørensens Mærkedage) vistnok også gør. På den anden side bruger samme fortæller uforholdsmæssigt meget mere plads på loyalt og passioneret at leve sig ind i borgmesteren, hvis bøse, torturerede bevidsthed får lov at dominere næsten hele anden halvdel af romanen.

Ved sit præcise raffinement og sin sorte dynamik får Pontoppidan det, der i udgangspunktet kan ligne en nedtrådt, for længst ikke længere gylden middelvej mellem 150 års realistiske teknikker, alvidende fortæller, impressionisme, psykologisk synsvinkling, til at blive en flammende, tresporet dødsdrom med loops, der ender i vores egne soveværelser anno 2010, hvor konflikterne måske er mindre melodramatiske, men mindst lige så drabelige. Turbo-traditionalisme! Hjerteligt velkommen til dansk litteratur, Henrik Pontoppidan!