Det national-romantiske Danmark

I Anledning af Henri Nathansens sidste Kroniker

Paa Baggrund af en Karakteristik af Henri Nathansen, Romatiken og det moderne Danmark, imødegaar Forfatteren Jørgen Bukdahl i denne og en følgende Artikel nogle Punkter i Nathansens to Kroniker om Vilh. Andersen.

Efter en literær Blomstring, nogle bemærkelsesværdige Skuespil, en stor Roman – og flere Aars Tavshed har Henri Nathansen vist sig i Aktualitetens Ildlinje i Politikens Spalter og især Kronik. Under en fordækt Selvbiografis Maske hæver han her Renterne af den Indskudskapital, hans Bekendtskab med Tidens aabenlyse og skjult førende Aander utvivlsomt ogsaa betød: Mantzius, Bloch, Georg Brandes. Og af Sætningernes metalliske Sammenstød og Stilens Sammenhæng stiger der et Billede af disse kundskabsrige, kultiverede Venner; det næsten føles som en Vision af Humanismens sidste Mohikanere, i den Grad udmaaler Nathansen Afstanden mellem før og nu for den reliefophøjede Virkningsfuldhed af sit Billede …

Trods det anekdotiske Mindevemod, der stundom kan plette hans Stil og Komposition, er der kun Grund til med Glæde at hilse ham velkommen paa Arenaen igen, enten man vil se en Forbundsfælle eller en Modstander i ham. Thi var alle Forbundsfæller, kom der jo ingen Modstand, og følgeligt heller intet Aandsliv, det skabes hverken af Brandesianisme eller Grundtvigianisme for nu at gribe til et Par nærliggende Gloser, der udtrykker en Modsætning, men af Spændingen mellem den humanitær-internationale, befriende, udadvendte, personlighedsfrigørende Tendens og saa den nationale, bindende, indadvendte, selvbesindende Tendens. Snart har den ene Overvægt, snart den anden, men deres Samtidighed i Sindet og Folket betinger alene den Spænding, Friktion og Hede, vi kalder Aandsliv. Hvor det duer udover Programmet og Stikordet, gror det altid op af hin frugtbare, mystiske Dualisme. Det var Goethes Daad i sine bedste Ting at forene disse to Tendenser. At man dog ikke har opdaget, at det at "sejre" for Brandesianisme eller Grundtvigianisme vil betyde Døden for Landets Aandsliv. Begge Retninger tabte, og taber stadig, hvilket jeg indsætter som Gevinstkonto for Fremtidshaabet. Stillingen i Øjeblikket er en Reaktion mod den brandesianske Tendens, ganske simplet, fordi den sejrede saa langt, at den for Aandslivet var ved at flytte Tyngdepunktet udover Understøttelsesfladen og gennem Sejren forberede sin egen Død. De, der af Sind og Tilbøjeligheder holder med den Livsanskuelse, den brandesianske Tendens udtrykker, og som ogsaa samtidigt nærer Interesse for rigsdansk Aandsliv, maa være henrykt over den nationale og religiøse Reaktion, de sidste Aar har opvist. – En ny Fordbilmode kan sejre og slippe levende gennem Sejren, men Brandes var mere end en ny Bilmode, han var en nødvendig Reagens i vort Aandsliv, hans første Gerning var at bundfælde evneløs Nationalliberalisme, men hans anden Indsats, udover hvad han selv skabte, var at holde en Modstand i Skak, tvinge den til at overveje, om der nu var Guldindløselighed for de Idé-Sedler, den udstedte. Gennem denne Spænding ved Modstanden fremgik 90'ernes kraftige Aandsliv: Jakob Knudsen, Aakjær, Johs. V. Jensen, Helge Rode, Nexø o.s.v.

Jeg hilser altsaa Henri Nathansen velkommen, ikke just som et Genfærd, men som en talentfuld Forfægter og Forsvarer af den Tendens, vi i dette Aarhundrede har knyttet til Brandes' Navn, Dr. Lis Jacobsen kan godt gaa hjem og lægge sig, hun havde en haard Tørn ved Roret, at give Rolle som Valkyrie, naar man ikke er født til det, gaar til sidst paa Nerverne. Efter de sidste Aars polemiske Storme og Styrtesøer er det først Henri Nathansens velovervejede og værdige Holdning, der vederkvæger. Her er Kultur, hvor vi før saá Desperation, her er farlig, men stilfærdig Fægtning, hvor vi før saá vildt Slagsmaal. Rent æstetisk læser man hans Kroniker med næsten udelt Glæde, og det vil sige meget i disse Tider, hvor der æstetisk er Hungersnød i Landet, nu som før hungrer Tiden med Ibsens Manes efter Skønhed; man dør højest i den – –.

Han har gennemarbejdet og gennemlyst sit Stof, ofte med Aand, næsten altid med Smag. Ofte kan han naa helt ud til det subtilt udspekuleredes Rand. Ofte spiller han lidt mystisk paa Ordene, ikke upaavirket af Vilh. Andersen, med en hemmelighedsfuld Undervandsstrømning i Stilen og Understregning i Satsen siger han Natur og Aand, det er nu hans kritiske og kunstneriske Sesam luk dig op, og det er rigtigt: det er Natur mer eller mindre omsat i Aand, det altid drejer sig om, naar forstandige Folk har snakket om Kunst. Det er det anonymt givne. –

Hans Sætninger har en egen sleben Prægnans, de er ikke løbet i Pennen som lykkelige Indfald, men tvunget frem, kræsent udvalgt, arbejdet sammen under en sikker Smag og vaagen Intelligens' Tugt. De er ikke sluppet i Trykken, før de nøjagtigt sagde det, de skulde. Der er her en gammeldags Respekt for Ordet og Stilen, som kan give os alle Grund til Overvejelse og Selvransagelse midt i Fartens, Impressionismens og Journalistikens Aarhundrede. Vi kan ofte tage virkningsfulde Øjebliksbilleder, gribe en Situation i Flugten, de Gamle tog paa Tid med nøjagtig Blænderindstilling … Nu er Aand jo mere end et Bonmot, det er Arbejde, Askese, Mand og Idé i ét, Koncentration indtil hele Stoffet er omsmeltet, ja Natur omsat i Aand for at snakke Nathansensk. – Der er ogsaa noget af en Hjemløs' stolte, stundom lidt arrogante Aristokratisme over hans Holdning. Fra sit Tilskuer- og Studereværelse er han som fra en øde Ø kommet ind midt i en Tid, der synes ham at krænke alle de Idealer om Orden og Klarhed og Overskuelighed, han bærer i sit Bryst.

Han søger da Tilflugt i Mindet om Bloch, med ham som medsammensvoren Genganger gaar han da imod Tiden og dens impressionistiske Halvfærdighedsaand, der hverken er Natur eller Aand, men et Konglomerat af begge Dele, mod Tidens obskure irrationalistiske Tendenser mod et indre, eller som han i Forbigaaende siger det: det skjulte Danmark, i en Kronik, hvor han reagerer i Pontoppidans Slagskygge. Uden tilsyneladende at brænde sig paa ham hugger han hans markerede Profil ind i en Metope, og det blev et Billede af den ensomme og fanatiske Fordrer af Viljens Helhed og de uafkortede Krav … Misforholdets Paaviser og psykologiske Begrunder frem for nogen; med Lykke-Per gravede han jo ned til Anlæg, der baade frugtbargør og forgifter Folkets Sind.

Med Uro har Henri Nathansen set, at de nationale og irrationale Strøminger er ved at arbejde sig ind i hans egen Kres, han vasker sine Hænder og skriver en i Formen urban og velovervejet, men i Stilen og den skjulte Mening dræbende Karakteristik af Vilh. Andersen, i hvem han ser Personifikationen af saadan noget som et nygrundtvigsk Taagehorn, hvis han nedlod sig til at sige sin Mening ligeud, som de fleste gør det nu om Stunder, naar de er blevet gale over noget og ganske uindsvøbt finder Udtryk for det yderste Ord i Sproget, faar det mere til at slaa ved Massevirkning end ved Indholds- og Aandsvirkning. Den sindige og fredelige og af baade aandelig og legemlig Fysiognomi godmodige Vilh. Andersen har ogsaa været ude for den Slags og lykkeligt overlevet det og smilende rejst sig igen. Han har af Statur en mærkelig fysiologisk-aandelig Egenskab: Stødene gaar ikke ind, som det hedder i vort Sprog af 1928, der ikke er uanfægtet af Knud Larsens Kamp i Kæmpehallen. Vilh. Andersen gaar i clinch. Hvem sagde literær Quadrini …?

Farligere er Henri Nathansen Kronik, der genopliver vore Fædres polemiske Færdigheder med Kaarder, Haandtryk før Kampen og udsøgt Høflighed, selv hvor man saarer dybest. Ja, dette Angreb, der rummer saa megen Anerkendelse, er deet farligste og centraleste, Vilh. Andersen endnu har været ude for. Her var det ikke en stilistisk velrettet upper-cut eller et blaat Øje, det gjaldt, her blev han gaaet paa Klingen, nu og da søgte Nathansen endog efter Hjertet.

To Modsætninger, to Modstandere i Tiden, selv om de som Mennesker rummes inden for samme Humanisme, som baade Menneskets og Kunstens sidste Maal. Den enes er af national-romantisk Art, den andens af evropæisk-naturalistisk. Hinanden ulig, fra Meninger, Aand, Livsbelysning lige indtil Race. Især røbende sig i Stilen. Vilh. Andersens er ujævn, livlig, ofte levende, med noget af Gemyttets Taktslag i sig, impulsiv, associativ, med et Stænk af dionysisk Metaforjageri, dog organisk, rummende Manden; Nathansens er overvejet, kunstfærdigt sammenstykket, gennemarbejdet og eftergaaet, lidt for aandrigt subtil, hvor den brister, men af en sjælden plastisk Prægnans, hvor Meningen fylder Formen ud, den er af mineralsk Karakter, ogsaa et Aftryk af Manden, den har en Skygge af hans Profil, en Fasthed af hans Holdning.

Han har just ikke set sig gal paa Vilh. Andersen (d.v.s. det har han maaske nok, men han har eftertænksomt lagret denne Galskab, til al Uvilje var forduftet). Men i Forbindelse med den Tidskritik, han ud fra sin Kulturs, Meningers og Milieus Sammenhæng er begyndt at øve i Danmark, er Vurderingen af Vilh. Andersen som Mand og Skribent mindre væsentlig end den Aand og Idé, han er et Medium for, den national-humane Kultursammenhæng, han er Eksponent for. Det er Problemet dansk Nationalromantik, Henri Nathansen vil diskutere gennem Vilh. Andersen.

Han har sat sig grundigt ind i Stoffet, og flere af hans Analyser er af en mærkelig Træfsikkerhed, det dirrer stundom i Stilen af en hemmelig Fryd over at vide, at Pilen sidder i Pletten, andre Gange er det ikke Skiven, han rammer, fordi han skyder mod et helt andet Verdenshjørne og efter indbildte Maal. – Han har ofte Ret, men er ligesaa ofte uretfærdig, dels i det specielle, mest i Kompositions Sammenhæng og dens Grundlag. Ikke mod sin Vilje. Nathansen er overalt rede til at give Guds, hvad Guds er (han faar nu ikke ret meget), og Kejseren, hvad Kejserens er. Han strækker sig gennem de to lange Kroniker saa langt, han kan. Man ser ham stundom bekæmpe et Ubehag, i indskudte Bemærkningeer søger han at tage Stødet af for de smaa, veltilberedte Ondskabsfuldheder over for det særligt grundtvigske Aandsliv.

Og dog er han uretfærdig. Sagen er, at han i historisk Perspektiv maa anerkende, men i sit Hjerte ikke tror paa de Værdier, Vilh. Andersen repræsenterer. Kronikernes skjulte og mod Slutten stærkt kursiverede Mening er jo, at Tiden for disse Værdier er forbi og Vilh. Andersen derfor er en Genganger fra en endnu ældre og mere historisk aflagret Tid end den, der gaar igen i ham selv. Vilh. Andersen er den sidste Nationalliberale. Denne Angrebssituation faar derfor foruden symptomatisk ogsaa historisk Betydning: Mødet mellem den sidste Humanitær-Naturalist og den sidste National-Liberale. Dette Møde vilde Brandes i Fugleperspektiv have kunnet se som en Vision, der afdækkede ham et Møde mellem Don Quijote og Hamlet. To slagne Riddere af den bedrøvelige Skikkelse, der begræder hinanden, fordi det gik galt med dem begge, som trods den Afgrund, der skiller, alligevel har den hemmelige Forstaaelse, fælles Skæbne altid bibringer. Hemmeligt og bortvendt begræd Vilh. Andersen sin Skæbne i Bogen om Topsøe, – aaben og ægget af Afstanden ogsaa mellem hans Tid og den nuværende er det i Grunden det samme, Henri Nathansen gør i Skyggen af Blochs Minde, og i de nævnte Artikler, hvor han synes, at det, der længst skulde have ligget i Graven og smuldret under Sorøs grønne Linde, rødmosset og veloplagt gaar igen i Vilh. Andersen. I sin Mesters Aand vil han da mane dette nationalliberale Genfærd i Graven. – Denne "Absicht", man stadig mærker, har bestemt Komposition og Analysernes Arrangement og Lysvirkning. Artiklernes Kunst bestaar i hans Forsøg paa at balancere mellem sin Hensigt og det literaturhistoriske Sandhedskrav. Han udfører her det Mirakel flere Steder at gaa i Luften. –

For det første er der ét Fejlsyn i det rent principielle: Romantiken er ingen Strømning, der kommer og saa afsætter sit frodige Dynd for at trække sig tilbage og aldrig vise sig mere. Den kommer indefra, ofte i Nødsaar skyder den op i Folk som Besindelsen over Sammenhængens Værdi, mellem Folk og Historie, Menneske og Milieu, den er et Udslag af et Folks Virkeligheds- og Selverkendelse, det griber efter Trangen til Dimension og Dybde, efter at aande frit igen, ofte efter rationalistiske og naturalistiske Perioders ensidige og udvendige Virkelighedsbegrundelse. Dette er Romantik som historisk og kulturpsykologisk Realitet. Det er af denne Grund, den er national, hvor den duer noget, og i sine Frembringelser spejler Folkets Særegenhed, hvis det har nogen, viser Reserverne frem, hvis der er nogle. Farlige, ofte en Dødsdom kan disse romantiske Perioder være. Men de er et psykologisk Udslag og ingen Strømning. Humanismen er en Strømning, Klassicismen, den er ambulant, en Formkultus, der kan laanes fra det ene Land til det andet, sætter ofte ind i Træthedsperioder, naar Groevnen indefra er svækket. Efter Renæssancen og Barokken kom en saadan Svækkelse, efter 1864 herhjemme. – Romantiken er den ydre Fuldbyrdelse af en indre Fylde, noget, der er modnet af Folket, i Folket, gerne for mig et skjult Danmark eller Norden, der bryder igennem, spiller i et digterisk Ingenium, giver Hverdagen Perspektiv og Dimension. Dette var Tilfældet med Oehlenschläger, Grundtvig, Blicher; i mere humanistisk Omsætning i Poul Møller, Humorens Realromantiker. Heiberg var i Forhold til disse kun en romantisk Fantast, et Stykke borneret Mahogni med Orm i, Livets Hug naaede vel ogsaa ind til hans Hjerte; vi har enkelte følte, ægte Digte, men hele denne Heibergske Kres er da ved Gud et Raritetskabinet for literaturhistoriske Samlere, siden Arnestedet for Nationalliberalismen, udviklet under Fru Heibergs særlige Rugevarme. Og tænk saa paa al denne Skyggevævning til Heibergs nye Klæder, alt det, der skulde se ud efter noget … Vaudeville. – Nationalliberalismen som Politik er jo den forbrugte, virkelighedsløse Romantik, man vist ogsaa kalder Romantisme. – Alle Giftene, de dræbende og berusende, samles jo gerne i en Periodes Slutning, naar det organiske er i Forfald. De samles som Syrer, Salte, Ekstase og Lidenskab i Kierkegaards vældige Produktion. Død er denne Romantik med dens Guder og Gloser, det var Brandes' Mod og Daad, at han snittede ind i denne forfaldne Organisme – skønt der jo allerede var skaaret en dyb Flænge i 1864.

Men fordi Gloserne og Mændene er døde, er selve de aandelige Betingelser, der skabte Indholdet den Gang og paa den Maade, ikke døde. Romantiken gentager sig stadigt i et Folk. Omkring 1600 kaldte man den Barikken eller Senrenæssancen, vi har en Skikkelse som A.S. Vedel. Omkring 1800 fik ganske det samme psykologiske Udslag det noget akavede Navn: Romantik. Omkring 1720-30 var der Tilløb til ganske det samme, den Inderliggørelse Romatiken ogsaa betyder, Brorson og Ambrosius Stub, den ene havnede i det rent religiøse, den anden blev kvalt, en Nordmand, Holberg, beherskede Tidsrummet med sin noget kolde Skygge. I Øjeblikket staar Danmark over for ganske det samme psykologiske Udslag, man kalder Romantik. Tror Henri Nathansen, at Interessen for Museumssagen, Landeværnet, Sagaoversættelserne og Runestensfortolkninger o.s.v. er startet som et vellykket Journalistpaafund, som f.Eks. Palles Jordrundrejse, tror han, at den psykologiske Aarsag til dette lader sig afvise og bortfortolke som "– – det lidet opbyggelige Syn, at Landets lurmærkede Smørtenorer opagiterede en Nationalisme af hidtil uanet Varmegrad – – –"? Man kan selvfølgelig gøre det, men det rummer en Fare for Virkeligheds- og Vurderingssansen. Man kan stejle og forarges, det er en ærlig Sag, men i en Tidskritik gør man bedst i at fastholde Realiteterne og deres sande Forhold og Virkning.

Saaledes er hans pompøse Slutningsreplik om, at den Tid, Vilh. Andersen tilhører, ikke eksisterer, fejlagtig. Vi staar midt i den. Mens han ikke ser Skoven for bare Træer skaber han denne Myte à la Johs. V. Jensen om forsvundne Skove, hvor Vilh. Andersen figurerer som Slaven hos Kora …

Saa meget om Kronikernes Grundlag.

[2. del, 26.5.1928]

De fleste af Kronikernes Enkeltanalyser er i det hele rigtige, som den med nogen hemmelig Skadefryd skrevne om "Tidebøgerne", ak! de ser mærkelige ud i vor Tids brutale Lys: "Det er Hurraraabet og Bøgegrenen, det gælder at bevare", ja, Henri Nathansen véd nok, hvad han vil citere. I øvrigt fik jeg en Mistanke ved, at han brugte det meste af en Kronik til disse to verdslige Postiller, Tidebøgerne er. – Det er her, han vil sætte Kaarden ind, fordi han tror her slaar Hjertet. – Men ikke med et karakteriserende Ord nævner han de to andre "Tidebøger", Bogen om Topsøe og "Sommer". – Det er dog vitterligt noget af det personligste, Vilh. Andersen har skrevet. De handler ikke om noget Hurraraab eller Bøgegrene. Men om slagne Folk og om Døden. Der er en Resignationens Inderlighed over disse to Bøger, ofte en Besindelsens stille Patos. De er den mørke Tværlinje i hans Værk. Den vil Henri Nathansen ikke se, fordi den ikke passer i hans Kompositions Hensigt. Den er at vise, "at hans (Vilh. A.'s) Aandsretning ligger i Flugtlinjen Oehlenschläger – Grundtvig – Bjørnson – Rørdam, uden Forbindelse med den mørke Tværlinje i nordisk Aand; Paludan-Müller – Kierkegaard – Ibsen – Pontoppidan". – Han kommer for nemt til dette Resultat ved helt at se bort fra de to Bøger, der fortæller mest om Vilh. Andersen selv, og som han mere end nogen skulde have raadspurgt, for det første, da de bare er faa Aar gamle og betegnende for Vilh. Andersens nuværende Stade, for det andet, fordi de rummer en tydelig Reaktion mod de første Tidebøgers altfor runde Humanist-Optimisme, for det tredje, fordi de røber Vilh. Andersens eget Forhold til sin Opgave, konfronterer Mand og Værk, Opgave og Idé. – Vilh. Andersens sidste store Værk, Literaturhistorien, er heller ikke nævnt med et Ord, den har sin særlige Opgave i den Vilh. Andersenske Aandssammenhæng. – Man kan ikke bygge et Billede af en Mand op paa bare Ungdomsindtryk, og saa søge Retfærdighed i Forventning af, at alt det andet vil blive tillagt En. Baade udvendigt og indvendigt er Vilh. Andersen mindst af alt den krøllede Frits. Den Grønhedsham blev tidligt flaaet af ham. Den lyse Linje i hans Produktion gaar fra 1893 og til 1912, hvor "Hellig og søgn" udkommer, her udspringer, hvad Nathansen ogsaa synes at ane, den mørke Tværlinje, der over Bogen om Pontoppidan, Topsøebogen, Literaturhistorien naar til "Sommer". Indviet af Pontoppidan i en Bog, der slet ikke er saa daarlig, som Nathansen har Brug for, at den skal være, besinder han sig i Topsøebogen over sin Plads i dansk Aandsudviklings Sammenhæng, i Literaturhistorien overskuer han faktisk og historisk den Guldalderromantik, det blev hans kritiske Opgave at fremstille og skille Skallerne fra Kernen i, Manden fra Glosen og Milieuet; endelig i "Sommer" udmaaler han udadtil sin nordiske Virkeplads og indadtil det Hjemmets Begreb, der bar ham gennem Hverdagene, et Værn mod den mørke Tværlinje, der nu krydsede hans Sjæl, en Valplads for den sidste afgørende Kamp for at omsmelte Natur i Aand. "Breve til en Muse" er Forsøget paa ved de gamle Midler at holde Modet oppe i en Tid, hvor det gamle faldt og det nye blev til, de betyder for ham, hvad Kronikerne om Bloch betød for Henri Nathansen. Begge er det romantsike forsøg, begge: den human-nationale og den human-naturalistiske Forfatter, griber bagud mod Mindet og Sammenhængen med Tid og Milieu. Baade Brevene og Kronikerne er Gengangerbreve, der begge virkningsfuldt drager En i Minde to Perioder i dansk Kultur, der begge er forbi, Romantiken og Naturalismen, med disse Gloser og med denne Eksponering af Idéen: passé.

Det er unødvendigt at fremhæve Kronikernes mange rigtige og fine Analyser. Blot nogle kritiske Randnoter; Han taler om den Trang til Forkyndelse og Program, der sniger sig ind i Vilh. Andersens Ungdomsværker: "virker forstemmende og forstyrrer den naturlige og fuldbaarne Skabelse, fordi Maalet tabtes af Sigte for Midlernes Skyld. Tendensen kiler sig ind, trænger sig frem og fordunkler det klare Anslag …" Han nævner ogsaa Bjørnson i denne Anledning, men han nævner ikke Brandes, om hvem dette dog gælder i endnu højere Grad end hine to. Hvad der tjener til hans Ros. "Hovedstrømninger" var jo ikke et literaturhistorisk Rundskue. Det var en Korstogsfærd for Idéer og Meninger, der var ham Livet om at gøre. Det blev ganske vist ikke uklart, fordi Meningen og Tendensen var saare enkel, men over for Meningen maatte Stoffet rette sig. De evropæiske Forfattere er Medier for hans Forkyndelse af en naturalistisk Sandhed. Ved dette subjektive Indslag fik Værket det Pulsslag, der fik det til at leve tværs igennem smaa literaturhistoriske Fejltælleres gentagne Anslag i en Menneskealder. Han vidste selv, at han gjorde en Prokrustesgerning, og sagde i Værkets sidste Linjer: "Herpaa er Svaret, at upersonligt set er et halvt Aarhundredes Literatur kun et Kaos af hundrede Tusinde af Værker i et stort Antal Sprog, og at den sande Prokrustes, der her har grupperet, stillet i Modsætningsforhold, stiliseret, udhævet og trængt tilbage, udstrkt og forkortet, stillet i fuldt Lys, i Halvlys eller Skygge, ikke er nogen anden end den Magt, man ellers kalder Kunst."

Disse sin Mesters Ord burde Henri Nathansen have erindret sig, naar han skriver om det Smitstof i Vilh. Andersens Natur, der bæres fra Bog til Bog. Programmet, "der hugger en Hæl og klipper en Taa, for at alt og alle kan passes ind i den Prokrustesseng, der – sit venia verbo – passer i hans Kram."

Dette Smitstof er den Idé, der gennem den Magt, man kalder Kunst, redder hans Bøger fra de Fagstuderendes Reoler og over i Aandslivet. Og Henri Nathansen glemmer jo, at han selv bruger denne Prokrustesseng over for Vilh. Andersen, naar han af hans Produktion helt udskyder de Bøger, der ikke passer i hans Kram.

*

Artiklernes Grundlag og den nationalliberale Baggrund for Vilh. Andersen har jeg omtalt. – Ligeledes en moderne Nationalromantiks kulturelle Nødvendighed i Dag. – Og Nationalromantik, det er ikke Sorø – var det ogsaa en Gang i en bestemt historisk Sammenhæng – det er ikke den blide Ingemann og grønne Linde og Klosterfred, skønt han var mere virkelighedsmærket, end de fleste tror, han skrev ikke sine historiske Romaner i Børnebibliotekshensigt, men drevet af en Angst for et Finis Daniæ paa Væggen, han havde en Korstogshensigt, der rakte ud over hans Gerning som Kunst, og det var ikke af romantisk Sværmeri, at han manede Storhedstidens Helte af Grave, men for som ægte Romantiker at advare Nutiden mod Udslettelsens Dom, naivt at sammenligne ham med den i denne Sag ligegyldige Scott og spørge om Romanernes "historiske" Værdi, ikke en national, men ren religiøs Hensigt havde Sigrid Undset i sine Middelalderromaner, som Romantik var ogsaa de et Budskab til Nutiden.

Thi Nationalromantik er ikke "videnskabelig-religiøs-national-poetisk Svada", tværtimod, det er et Folks Virkeligheds- og Selverkendelse. Tror Henri Nathansen virkelig, at f.Eks. Grundtvig var en Sværmer, en Urtaage? Han var et genialt Virkelighedsmenneske, der satte Fingren paa rette Sted, paa et Nervecentrum, saa Virkningen kom til at mærkes langt ud over det aandelige og helt ind i det økonomiske Liv. Tietgen var Grundtvigianer, de fleste kooperative Foretagender, der reddede Danmark over Landbrugskrisen i forrige Aarhundrede, er startet af Grundtvigs Elever.

Dette med, at Grundtvig er en Sværmer, er en gammel Cliché, der har ledt Henri Nathansen paa Vildspor. Det er muligt, at han ikke kan døje ham og hans Gerninger. Det er en anden og ærlig Sag, men saa burde han af medmenneskelige, ɔ: de sande humanistiske Grunde, have undladt den let karikerende Understregning, han brugte, da han skubbede den Gamle ind som Baggrund for Vilh. Andersen. Humanismen kan ogsaa defineres som Respekt for Aand, selv om den er af anden Art end Ens egen.

Rigtigt har Henri Nathansen set den Hjemløshedens Aand, der er over Vilh. Andersen. Men han motiverer galt, naar har tror, at det er, fordi den Aand, han tjener, savner Hjemsted nu. Det romantiske Danmark, der ikke findes. Jeg har vist, at det findes nu mere end nogen Sinde, i andre Former og Udtryk end den gamle, men med ganske de samme Sjælstilstande.

Aarsagen til Vilh. Andersens Hjemløshed ligger inde i ham selv. Han var jo født ind i den Opgave: at skabe en dansk Modvægt mod Georg Brandes' naturalistiske Evropæisme, saaledes, at der kom Balance i Landets Aandsliv. en frugtbar Spænding mellem hjemligt og ffremmed, en gensidig Tilpasning, ud af hvilken der vilde være gaaet et større Danmark med en evropæisk Horisont udadtil og en dansk indadtil. Han vidste det sikkert selv, da han med lykkelige Hænder hævede Guldhornene op over sin Idé. – Uden helt at svige denne opgave gik han dog i nogen Maade uden om den, trak sig som Professor ind bag sin pædagogisk-filologisk-literaturhistoriske Metode i Stedet for at give sig selv og sin Mening uafkortet i et Værk. Da han endelig kom til værket, smuldrede det for ham, som de 22 Bind smuldrede for A.S. Vedel paa Liljebjerget i Ribe. Af "Tider og Typer" blev en torso staaende og en Fortale og en nøje Plan skrevet. Han nølede, han overvejede, han spandt sig ind i alle sine Forbehold. Han blev en Cunctator, da er det, at han bliver drevet indover til en Konfrontation af Mand og Idé. Og han skriver bogen om topsøe, om et Sind, der gik under, og et Hjem, der blev lukket. En Nølernatur, der skjulte sig i en nationalliberal Politikers ikke videre gyldne Skind. Lykken staar den Kække bi. Man forstaar derfor, hvro let Georg Brandes sejrede i første Omgang, trodfs Modstand, Haan og Overlast. Han var ingen Cunctator. Han havde ikke dette Forbeholds og nølende i sindet. I "Phantasterne"s Tidsrum var det ikke alene hans Modstanderes Svaghed, men ogsaa den finhed, der er Aarsagen, der gav ham et Forspriong og en fordel bade i Polemik og Paavirkningsmulighed. Det er i Grunden dette danske Sinds Tragedie, idet Finheden bæliver til Svaghed, Vilh. Andersen vil tegne ind i Bogen om Topsøe.

Hans Forsvar for Topsøe er derfor tillige et Selvforsvar. Han var slet ingen krøllet Frits, havde ikke denne harmoniske Natur, denne afrundede Personlighed, vi kender, Humorens Mand, de mange vovede Aandrigheders. Han havde for længst faaet en Kløft i Sjælen og en mørk Tværlinje i sit Sind. En indre Strid dugger af paa hans Gennemgang af "Slagne Folk". Striden mellem den ideelle Stræben og det daglige Slid, Kampen for Aand og Brød; mellem Trangen til det uforbeholdne i Vovemodet og saa det nølende, det reserverede Forbehold, der saa ofte gør den danske Fantast til Tilskuer. I denne Strid ligger ikke alene hans Hjemløsheds Psykologi, men ogsaa Aarsagen til hans Vids særlige Form. Hans Aandrigheder er stundom det Jasons gyldne Skind, hvori han skjuler sig.

Uroen er kommet over ham, som den kom over A.S. Vedel, da den store Opgave smuldrede. Det var her, der skulde have været sprunget. Derfor disse Rejser frem og tilbage, denne forkyndende, apotheoserende, pædagogiserende Allestedsnærværenhed. Der er Lægedom i dette ogsaa. Optagethed holder altid Skygger fra Dørene. Derfor dette sammenbidte Arbejde med den danske Literaturhistorie, ogsaa – og maaske især – med alt det Stof dér, der ikke har hans Sympatiinteresse. Der er Lægedom ogsaa i dette. Det skulde ikke undre mig, om Vilh. Andersen vilde paastaa, at dette er hans Hovedværk, maaske fordi han véd, at det er Flugten fra Hovedværket: "Tider og Typer", om hvilket han skrev i Fortalen: "Jeg har tilladt mig denne Henvisning til mine tidligere Arbejder og Planer, fordi de alle er Forarbejder til det Værk, som jeg nu begynder, og hvori jeg ønsker at samle min Erkendelse om dens Midtpunkt – –" Det Danmark, han har drømt om, er ved at fuldbyrdes, men den Grundtvigskirke, han skulde have rejst det, staar ufuldført, næppe Taarnet er færdigt, derfor, Henri Nathansen, faar han sine Breve til en Muse tilbage. A.S. Vedel endte med at skrive Ligvers, Vilh. Andersen frygter det samme. Her er vi ved Kernen, hvor den lyse Linje skærer den mørke i hans Forfatterskab. Her er vi langt fra Sorø og en Professor i extraordinarius poesos et eloquentiæ. Her er vi fra Universitetet kommet over i Aandslivet, hvor Tiden ikke vejer Filologi, Videnskab eller Pædagogik, men Mand og Idé mod hinanden. Forgyldningen forgaar, men Svinelæderet bestaar. Den retoriske Veltalenhed og Stilens Forsiringer skaller af ham. Hvorledes forvaltede Vilh. Andersen de betroede Talenter?

Ord og Idéer er aldrig nevtrale. Et Format kræver Mod til at fylde det. Her er vi atter ved Topsøe-Bogen, hvor Vilh. Andersen med sagtmodig Redelighed gør sit Bo op. Her overvejer han sit Forhold til "Gennembrudet"s Mand og Mænd med dybere Perspektiv end i det noget krasse Afsnit om Brandes i Literaturhistorien. Og vi ser i en Vision hans væbnede Nevtralitet mod denne Bevægelse, mens vi havde ventet ham ude i Ildlinjen som en baade i Aand og Sandhed akademisk Skytte.

Det er en ærlig Sag at være Professor i Literaturhistorie, det har ikke noget med Aandsliv at gøre, det er Ambulancebestilling, der samler de Døde og Saarede op efter Slaget og skriver dets analistiske Historie. Krøb Vilh. Andersen i Ly her, mens Brandes stod derude, æggende, lidenskabelig, saaret, saarende, for det meste angribende alt det, der var helligt for Vilh. Andersen og af Muserne givet i hans Varetægt.

Hver dømme, som han nu ser Situationen. Vilh. Andersen har i Topsøe-Bogen og "Sommer" givet et smukt og inderligt Selvforsvar for det inaktive og nevtrale i sin konservative Gerning. Richardt skrev om A.S. Vedel, at han varmed' ved sit Bryst de frosne Sangens Fugle og tænkte paa Folkeviseudgaven, han reddede. Det er vel den samme Adkomst til Livet og Historien, Vilh. Andersen vedkender sig, naar han midt i Naturalismens Jerntid holdt Mindet varmt og levende om de hedengangne Store, stille pegede paa Sammenhængen og Sammenspillet, mens de andre sloges paa Livet løs, fordi det var Livet om at gøre. Og naar han nu ved sin Embedsgernings Slutning, som Noah fra Arken, sender Haabets Fugl ud med Breve til de Muser, han har tjent, saa vil ogsaa en af dem alligevel vende tilbage med et grønt Blad, forkyndende, at Syndfloden er forbi, at nu grønnes det atter i Danmark, i det skjulte, det anonyme. Skyllet væk er al gammel Romantik og ormstukken Naturalisme. Vi gaar ud i et helt nyt Land. "Der er," saaledes slutter Vilh. Andersen Topsøe-bogen, "i al den Kunst og Videnskab, der har med Livet at gøre, noget anonymt, hvori skiftende Tider og stridende Partier, netop fordi det er uden Navn, uden for Tiden og Partiet, kan mødes. Det er Blodets Røst og Hjemmets Tone. – – Jeg haaber, at mange endnu vil kunne vedkende sig denne halvhundrede Aar gamle danske Realisme, der har Præget af vor Natur, vor jævne Jord, vor aabne Himmel, og især den dertil svarende Natur i vort Indre. – Den er satirisk, den karakteriserer og kritiserer alt, ogsaa sin egen Karakter og sin egen Kritik. Den er ironisk, fordi den har set Smaaheden i det store, den er tillige humoristisk, fordi den har set det store i det smaa."

Saaledes omsmeltede han Natur i Aand paa sin egen stilfærdige, danske Maade. Der slog ikke noget Baal mod Himlen, men der brændte Ild i en Esse. Ingen Erobrer var han, men en Tjener. Ingen Ildlinjens Mand, men en Varetager af Fredens Pligter og Forpligtelser. Saaledes har han da ikke skrevet forgæves for det Danmark, der nu grønnes efter Syndfloden. Mange Breve fik han tilbage. Men foruden de ni var der ogsaa en tiende Muse, der var tavs og anonym, og hendes Rige var et Danmark under og bag ved alle vore Parti- og Meningsforskelle, ogsaa et skjult Danmark under det, der bærer vor Hverdag, dens Tvivl og Tro. Hun, Erindringens Datter og Fremtidens Moder, har modtaget hans Brev og hans Værk og bevaret det. Hun alene vil vide at dømme ham retfærdigt.

Jørgen Bukdahl.