Rydningsmænd

Literatur

En Julefortælling af Kristofer Kristofersen, 117 S. (Gyldendal).

Undertitlen En Julefortælling er anbragt som en Art Anvisning til at opfatte den hele Fortælling som symbolsk.

Ganske sikkert er der Tale om en virkelig Rydning og Opdyrken af et ufrugtbart og vanskeligt Stykke Jord. Fortællingen foregaar i en norsk Fjældegn, hvor en fattig Karl gifter sig med en køn og stræbsom Pige og sammen med hende giver sig i Kast med Kjelbotnens golde Plads. Det er højt oppe paa Fjældet, og fælere Opholdsted skal man lede om: kort Sommer og lang Vinter, hvis ødelæggende Rædsler truer Familiens Eksistens, hver Gang den tror sig nogenledes sikker. Sneskred, Vantrivsel, Hærgestorm – foruden Afhængighed af Husbonden og evindelig Fattigdom gør Livet grumme surt for Ægtefolkene. Børnene dør for dem, Konen græmmer sig halvt ihjel, men Manden holder ud, skønt Armen svækkes og Ryggen kroges. Han vil ikke opgive Kampen, svigter end ikke, da en ny Ejer af Terrænet misagter hans haarde og sletlønnede Arbejde og udsuger ham istedetfor at hjælpe ham. Hos Loven og Domstolene er der ingen Hjælp at vente mod den aabenlyse Uretfærdighed, der vises ham. Men han dør i Haab: den uryddelige Plads er paa Nippet til at blive en stor og smuk Gaard, og Mandens Søn vil hædre Navnet og Stedet mellem Folk.

Saaledes mener Hr. Kristofersen er Venstres, det rene Venstres Skæbne her i Norden. Arbejdet er haardt, og de lokale Forhold er frygtelige; men efterhaanden vindes der frem, og den næste Generation vil tage Arv og leve lykkeligt paa den bortgangnes Arbejde. Dette er fortrinsvis behageligt for den næste Generation.

Skønt Rydningsmænd er vakkert fortalt i en flydende Stil, lider Novellen altfor stærkt under Symboliseringen. Personerne er urimeligt lidt Mennesker. Bonden og hans tavse, ranke Kone er kedeligt kendt fra den hele Række af norske Bondefortællinger, hvori der ikke skildres Bønder, men landlige Idealer. Hr. Kristofersen skulde læse Jord1 – det vilde han have stor Nytte af.

Og endelig er Sproget en Anstødssten for danske Læsere, saa opfyldt er det med norsk-norske Ord, som ingen Danske forstaar. Hvor gaar det dog til, at Nordmænd, naar de taler eller naar de skriver i norske Blade som Dagbladet og Verdens Gang, bruger et norsk Sprog, som ganske sikkert besidder ejendommelige Vendinger og enkelte ofte fortræffelige Særord, men som enhver Dansk tilegner sig, som om det var Dansk – og at de samme Nordmænd, naar de skal affatte Noveller, bruger en saa styrtende Mængde af uforstaaelige Gloser. De største Skribenter behøver ikke den Art Pyntningsmidler for Stilen – hverken Ibsen eller Kielland, for blot at nævne to. Og det ovenfor omtalte Verdens Gang, der dog er det mest udbredte Blad mellem Bønder, og Dagbladet, der har hele det store Bypublikum, kan henvende sig til Læserne uden alt dette Opstyr. Hvis Forfatterne, der iøvrigt udkommer paa dansk Forlag, vil læses af dansk Publikum, saa vilde det ikke være urimeligt, om de nøjedes med det norske Sprog, de bruger i almindelig daglig Tale og i Blade. Ellers løber de Fare for at miste den danske Læsekreds. Og det kan dog ikke være nogen Skam at skrive Norsk som Bjørnson eller Lie.

 
[1] Jord:roman af Zola, på dansk i Politikens føljeton fra 10.6. s.å. tilbage