Literatur

Axel Lundegård: Röde prinsen. Ett ungdomslif i stämningar. 240 S. (Z. Hæggström.)

Forfatteren har sat sig det Maal at skildre, hvorledes en akademisk Yngling modnes til Mand i vore smaa nordiske Samfund, hvor Livsvilkaarene er saa enkle, og de aandelige Paavirkninger kommer ruskvis over de Unge, hurtigt opstaaede og hurtigt ophørende. Hans Helt er Journalist og Forfatter og afspejler troligt sin Generations Længsler og Forhaabninger.

Forfatteren vil tydeligvis noget andet med sin Fortælling end blot underholde Publikum; der findes i Den røde Prins ikke alene en suveræn Ligegyldighed overfor den offenlige Mening i dens forskellige Afskygninger – højre, venstre, socialdemokratisk – men ogsaa en direkte Protest mod denne Meningsfordeling. Hr. Lundegårds Ideal, der ogsaa er fremkommen fra andre Hold, er et Intelligensparti, som staar uafhængigt overfor gamle Partigrupperinger og skaber sit Program ganske selvstændigt, uden Støtten sig til kendte og ansete Dogmer og Fraser.

Naar Bogen er tilende, skal man forstaa, at Helten Max von Rosenberg staar rustet til at optage en Kamp mod de regerende Aandsmagter.

Det er ikke uden Betydning, at Forfatteren har givet sin unge Mand et adeligt Navn. Han vil have ham til et Overklasse-Menneske i enhver Henseende. Max tilhører en gammel, oprindelig tysk Æt, og i de første Kapitler er ganske fortræffeligt i en Art knap historisk Stilform, der frembringer en stærk Virkelighedsillusion, fortalt, hvad man behøver at vide om Max's Slægtsoprindelse. Man erfarer, at der forefindes to Karaktertræk i Familien: et idealistisk, skønhedsdyrkende Hang og en praktisk Sans, der tager Livet, som det er. Idealisten er Max's Onkel Sixten, medens hans rigt og fornemt gifte Fader, der svinger sig op paa Ministertaburetten, repræsenterer den trivielle Livskundskab.

Max slægter Onklen paa, og Hjemmets Kulde under Forældrenes gensidige Ligegyldighed vækker hans fantastiske Længsler mod Onklens Herregaard, hvor han tilbringer Sommerferien.

Her faar han allerede som Skoledreng sin første kønne Barneforelskelse i sin lidt ældre Kusine Ellen. Hun er allerede en ung Dame, medens han ikke hører til de Voksnes Lag, og modstridende giver hun sig hen til den Magt, som hans ungdommelige Opbrusning udøver over hende. Hun holder af ham, fordi han er saa brav og hende saa hengiven, men hvorledes kan hun, en feteret Dame, forlove sig, omend hemmeligt, med en Gymnasiast? Hun viser ham da ligesaa meget bort, som hun opmuntrer ham. Denne Dobbelthed i den unge Piges Sind har Hr. Lundegård udredet med fin psykologisk Sans.

Max rejser fortvivlet bort fra Onklens Gods; dog den dybe Sorg varer ikke længe, og nu begynder Arbejdstider for Alvor. Aaret efter er han Student og lægger sig som akademisk Borger ved Lunds Universitet, studerende Filosofi og Æstetik, langsomt forberedende sig til et senere Forfatterskab gennem Bøger og gennem Erfaringer. Han begynder at forstaa Menneskene i det Samfund, der rører sig om ham.

Her findes nogle fortrinlige Interiører fra Studenterlivet i Lund. Særlig kan fremhæves den teologiske Professors Afskedstale til Studenterne, da han forlader Universitetet paa Grund af sin Udnævnelse til Biskop. Den sikre, konservative Mands Fysiognomi staar levende for En, skønt det kun er tegnet med et Par Streger. Med sin smukke Stemme holder han et velformet Foredrag mod den moderne Vantro, og Studenterne tiljubler ham deres Bifald. Efter ham bestiges saa Talerstolen af en skikkelig Fritænker, der forgæves søger at sige et Par fornuftige Ord. Dels udpiber Studenterne ham, dels bærer de ham i Guldstol med en overlegen Ligegyldighed for den store Kamp, af hvilken et lille Billede oprulledes for deres Øjne.

Den røde Prins, det vil sige den radikale Aristokrat1, rejser fra Lund til Upsala og Stockholm, hvor han snart optræder som rød Journalist imod Samfundets reaktionære Magthavere. Hans Gærning fører til Brud med hans Forældre, men hvad der har mer Betydning, den fører ham til dybere Indsigt i politiske og sociale Partiers Vilkaar og Formaal end den, der opnaas ved Kundskaben til de altid smuktlydende Programmer og Stikord. Max von Rosenberg faar Afsmag for de store Ord og de mange samfundsfrelsende Fraser. I en Række af Skildringer fra Journalist- og Forfatterlivet, hvor man hist og her tror at finde Portræter, følger man Heltens Erfaringer.

Undertiden nøjes dog Hr. Lundegård med altfor ringe Forklaring. For Eksempel mod Slutning hvor en bekendt svensk Rigsdagsmand indføres ved Navn2, og der i hans Magt ses Tegnet paa den udannede Folkemasses Tyranni over de Intelligente. Hr. Lundegård tør i en Roman ikke forudsætte nogetsomhelst Kendskab hos Læseren til denne Politikers Betydning og Evner. Hvis han skal anvendes som Symbol paa det falske Demokratis uberettigede Indflydelse, saa maa vi bede om en nøjagtig Beskrivelse af Manden. Navnet Larson siger ikke Romanlæseren en smule mere end Petersen. Og desuden har Lundegård som motto paa sin Bog sat Ordene Forstaaelse er Tilgivelse; glemmer han ikke her begge Dele?

Ved Siden af de politiske Tildragelser gaar Max's erotiske Idealisme. Særdeles indtagende fortælles den unge Piges Historie, hendes usikre Længsler og hendes tidlige Død. Særligt vil et Møde mellem hende og Max paa Stockholms Gader fæstne sig i Erindringen, fordi Stemningen fornemmes lige kraftig og fin.

Bogen interesserer helt igennem. Den er skrevet ud af en stærk Overbevisning i en fast Form og med en Poets lyriske Forstaaelse af unge Stemninger.

 
[1] den radikale Aristokrat: jf. Georg Brandes' artikel "Aristokratisk Radikalisme", der netop var udkommet (i Tilskueren i august 1889). tilbage
[2] ved Navn: se brev fra Lundegård til Edvard Brandes 13.10.1889. tilbage