Hr. Otto Borchsenius om Dr. Georg Brandes

Citater

(1882)

Skønt dengang endnu kun 25 Aar gammel, havde Georg Brandes allerede et ansét Navn. Landets største og mest ansete Dagblade og Ugeskrifter satte en Ære i at tælle ham mellem deres Medarbejdere, og de Yngre saa med Beundring op til ham, uden dog endnu at ane, hvad han i den nærmeste Fremtid skulde blive for dem.

*

Det Hold af Studenter, hvortil jeg hørte, regnede hans Magisterkonferens med til sine Rusminder – jeg husker saaledes hvilket Indtryk hans Forelæsning om Schillers Tragedier gjorde paa mig – og hans glimrende Universitetskarrière var tidt paa Tale imellem os.

*

Saameget er i alt Fald vist, at Forelæsningerne (1871) ejede den tændende Gnist, der blev afgørende for hele den yngre Slægts aandelige Liv og Produktion i Halvfjerdserne, ligesom de sikkert heller ikke blev uden Indflydelse paa mangen en Ældre.

*

Baade Chr. Winther og H.C. Andersen har udtalt deres Anerkendelse af hans sjældne Ævner, baade Ludvig Bødtcher og F.L. Liebenberg hørte til hans personlige Venner. Hvad, forinden1 Brøchners, Hauchs og Fr. Paludan-Müllers Venlighed have været for ham, blev i det næste Tiaar Henrik Ibsens forstaaende Sympati. Og i det aabne Brev fra Bjørnstjerne Bjørnson, hvormed denne i 1877 sluttede sig til den Adresse fra Kjøbenhavnske Videnskabsmænd og Publicister, der overraktes Brandes ved hans Afrejse til Berlin, skriver den anden store norske Digter, at den første Virkning af Brandes' Skrifter paa ham har været den, at han har lært Ærbødighed for Anderledestroende iblandt os, "thi jeg behøvede at lære det". Og Bjørnson2 fortsætter: Ved hver ny Bog, han har udgivet, har han øget min Indsigt, fremdrevet min Tænkning og – hvad der nu staar for mig som det Vigtigste – ved sin ofte herlige Skildring af overbevisningstro Mænd og deres Skæbne styrket min Vilje. Han har gjort mig til en fortrøstningsfuldere Arbejder i det evigt unge Aandssamfund som jeg tror at tilhøre.

*

Mrgbl. for 24. Nov. 87: Med en let lille Usandhed indrangerer Politiken Redaktør Borchsenius blandt dem, der har ligget næsegrus af Beundring for Dr. Georg Brandes.

Først og fremmest ligger Georg Brandes' Betydning for vort Aandsliv dog i hvad han har været for vor egen ny Literatur, og, efter Parallelerne med denne at dømme, tillige for3 vor Malerskole.

*

Man kan spørge hvem man vil af vore yngre Forfattere derom4, og de vil Alle som En vedkende sig hvad de skylder ham. Og de maa dog sikkert selv bedst vide det.

*

Det var i "Forklaring og Forsvar", at Brandes første Gang hævdede, at "vor Literatur" i Virkeligheden aldeles ikke er dette, men vore Fædres Literatur. "Ikke den Literatur, som man arver fra Fortiden og læser, men den Literatur, som man selv frembringer, er Ens egen. Den opvoksende Slægt maa selv præstere noget, hvis den vil bevise, at den lever." Kan man da fortænke det sidste Tiaars literære og kunstneriske Produktion i, at den har bestræbt sig for at føre dette Bevis?

*

Den Gang, i 1872 blev disse Udtalelser endelig kaldte "Haan mod den nationale Literatur" – aldeles ligesom nogle ældre Kunstnere ivrede mod deres yngre Fæller, da disse begyndte at søge til Paris, for at lære – og det skønt Brandes ikke blot havde skrevet saadanne Karakteristiker som de om H.C. Andersen og Kamma Rahbek, men ogsaa i Indledningen til "Den romantiske Skole i Tyskland" udtrykkelig havde nævnt det som et af sine Formaal med selve "Hovedstrømningerne" at "udarbejde den Underbygning, hvorpaa den danske Literaturs Historie maa rejses."

*

Nu turde det dog for længe siden være indrømmet, at hvis denne Brandes' Værdsættelse af vor gamle Literatur er Ringeagt, saaledes som den, foruden i de ovenfor nævnte Afhandlinger f. Eks. fremtræder i Danske Digtere og i Søren Kierkegaard, i Karakteristikerne af Aarestrup og Schack Staffeldt, i Goethe og Danmark o.s.fr., saa har i alt Fald hans "Ringeagt" for "alle Nationens gamle og ærværdige Traditioner" æret og gavnet disse betydeligt mere end mange Andres tavse Kærlighed.

*

Man kan selvfølgelig være mere eller mindre enig med Brandes om Enkeltheder, ja selv om de endelige Resultater i nogle af hans Bidrag til vor Literaturs Historie, men ingen kan elske denne uden aabent at tilstaa, at han skylder Brandes overmaade meget, og at vi i Særdeleshed gennem ham har faaet Udsigter ud i de store Verdensliteraturer, uden hvilke vort eget nyere Aandslivs Udviklingsgang hverken kan forstaas eller vurderes.

*

Mrgbl. af 20. Nov. 87: Brandesianismen – en fremmed Bevægelse.

Det var derfor en overdreven Beskedenhed af Brandes, at han i Forklaring og Gensvar – denne alt oftere anførte ypperlige lille Artikel – ytrede, at han selv meget vel vidste, at hans Forfattervirksomhed maatte synes mere kosmopolitisk end national; thi om end hans første Forelæsninger gik ud paa at lede den europæiske Literaturs Hovedstrømninger ind over vore hjemlige Agre, saa var denne Bestræbelse dog hverken ukendt i Holbergs Fædreland eller havde hidtil været betragtet som kosmopolitisk og unational.

*

Mrgbl. af 22. Nov.: Hr. Hørup gør fælles Sag med Brandesianerne og lader dem uhindret haane og krænke saa meget af, hvad der er det gamle danske Venstre kært og helligt.

Man skulde dog ogsaa tro, at det hørte med til enhvers Børnelærdom, at saavel vore kirkelige, politiske, sociale som literære Forhold er paavirkede af den "almeneuropæiske" Kulturstrømning, og at vort Land og Folk dog bestandig er gaaede fremad i Nationalfølelse og folkelig Selvbevidsthed. Danmark, anførtes det allerede den Gang til Forsvar for Brandes, er ikke et af de europæiske Hovedlande, der løfter Faner og fører an, og hvad det ledte til, med Vilje at spærre sig inde bag en kinesisk Mur og holde sig borte fra de store Kulturlandes Arbejde og Bevægelser, havde vore aandelige Tilstande fra 1848-70 – vor Skønliteratur f. Eks. – tydeligt nok vist os. Det førte til Stagnation paa Aandens Enemærker, uden dog i politisk Henseende at kunne forebygge et 1864. Det forekom derfor de Yngre paa samme Tid tragisk og komisk, naar Brandes' Modstandere sagde: Man vil paany sætte os i Forbindelse med den europæiske Kultur, men det skal forhaabenlig ikke lykkes.

*

I de samme to Aar i hvilke Georg Brandes ude i Europa modnedes til sit Vækkerkald, modnedes ogsaa en Ungdom herhjemme til at lade sig vække af ham.

*

Man spurgte sig selv og sine Venner hvad den ny Tid vilde, og om den ikke ogsaa krævede Noget af En selv, men man nøjedes endnu med at spørge … Da bragte Georg Brandes' Forelæsninger Svaret eller pegede i alt Fald paa, hvor Svaret var at søge.

*

De mange brændende religiøse og sociale Spørgsmaal, kort sagt, hvad Brandes kaldte det intelligente Europas Ideer aabnede til alle Sider en ny Verden, der holdt En i rigt Maal skadesløs for mulige Tab. Halvt paa Trods og Dril, halvt for Alvor blev Georg Brandes hilset som en anden Henrik Steffens – en Sammenligning, han for øvrigt vel nok kunde bære.

*

Da Georg Brandes sidste Efteraar paa Tiaarsdagen for sine første Forelæsninger besteg det Katheder, som trods Alt dog alligevel er hans … gled Tanken uvilkaarligt tilbage til Novemberaftenerne i 1871 og en Række Minder fra disse og de omkringliggende Ungdomsaar fik atter Liv og kredsede omkring den kjendte Skikkelse. Endnu var Holdningen lige rank og slank, endnu havde det blanke Haar beholdt sin Glans, endnu bruste Ordenes Strøm i deres gamle Fylde og Velklang, og selv det noget anspændte og anstrængte Udtryk i Ansigtet, der sammen med Pandens talrige Furer fortalte om baade et ihærligt Arbejde og mangehaande indre og ydre Kampe, veg lidt efter lidt og gav Plads for det Præg af uforfærdet Sandhedsiver og ildfuld Overbevisning, der altid har gjort Georg Brandes' Hoved saa karakteristisk paa Talerstolen.

 
[1] forinden: originalen i Ude og hjemme har: foruden. tilbage
[2] originalen har anførselstegn om det følgende Bjørnson-citat. tilbage
[3] tillige for: originalen har: vel tillige indirekte for tilbage
[4] derom: originalen har: herom. tilbage