Hr. Hørup

Organerne for det uforsonlige Højre og Separatismen har kappedes om at gjøre Hr. Hørup til den egenlige Repræsentant og Leder for Forhandlingspolitiken og at lægge Tyngdepunktet i Flertallets Politik over i "Politiken" og dens Kreds; de maatte have været dummere, end de i Virkeligheden er, om de ikke havde gjort dette – det gjaldt jo for dem om at bringe Flertallet og Forhandlingspolitiken i Miskredit.

Separatisterne vidste saare vel, at Tusender og atter Tusender af Venstrevælgere, der, naar de vilde lade Fornuften raade, meget godt kunde indse, at Hr. Bergs nuværende Politik er uholdbar, vilde tage deres Fornuft fangen og lade Følelsen alene raade, hvis man kunde bibringe dem den Tro, at det var Hr. Hørup og hans Kreds, der førte Forhandlingspolitiken an og skulde sætte deres Stempel paa den. Hr. Hørup og hans Venner har paa altfor mange Punkter tilføjet ogsaa Venstrefolkets Følelser Krænkelser, der vanskeligt glemmes.

Det store Flertal af Venstrevælgerne vidste ogsaa godt, at Hr. Hørup ofte har, rent politisk set, skadet sit Parti – utvivlsomt mod sin Vilje. Han er jo langt fra den kloge, beherskede Politiker, som naive Tilhængere har taget ham for – vi behøver blot at minde om Kjøgemødet. Hans Mangel paa Selvbeherskelse og paalideligt politisk Blik har ofte bragt ham til at begaa skæbnesvangre Fejl; at saaledes netop han, Antimilitaristen, flere Gange har sat Fart i Befæstningsagitationen, er sikkert og vist.

Det Højre, der ikke vil Forhandling, forstod ligeledes, at de havde vundet Spil overfor deres mere besindige Meningsfæller, hvis de kunde lede Opmærksomheden bort fra Flertallets virkelige Førere og hen paa Hr. Hørup. De frygtede for, at de egenlige Ledere af Forhandlingspolitiken kunde drage Fordel af, hvad godt og bravt der fandtes i Højres Lejr, og at de, paa Grund af deres mere sindige og solide Holdning under hele Kampen, vilde indgyde større Tillid end en Politiker, der til Tider havde været saa langt ude paa Fløjen og først i den ellevte Time var bleven en ivrig Tilhænger af sine mere rolige og kloge Meningsfællers Politik.

Til disse taktiske Manøvrer fra det uforsonlige Højres og Separatismens Side for at skubbe Hr. Hørup frem har vi hidtil tiet, dels fordi de forekom os saa let gjennemskuelige for alle, dels fordi vi ikke uden tvingende Nødvendighed vil tage en Polemik op med politiske Meningsfæller. Medens det selvfølgelig er givet, at en Diskussion og en skarp Diskussion om aandelige og sociale Æmner ikke kan standse under en lang politisk Kamp, men kan og maa føres ogsaa mellem politiske Partifæller, véd vi af Erfaring, hvor overordenlig nervøse mange Vælgere bliver, naar der skiftes Ord om den politiske Stilling indenfor Partiet. Vi tror dog, at denne Frygt er meget overdrevet.

Men vi kjender denne Frygt, og derfor tav vi, selv da "Politiken" forleden gjorde et lidet tiltalende Forsøg paa at gjøre Hr. Bergs politiske Nederlag til en Sejr for Brandesianismen, og vi bestyrkedes i vor Beslutning om at tie, fordi vi vidste, at Artiklen var skreven, medens Hr. Hørup var borte, og den Mulighed dog ikke var udelukket, at han vilde hævde Mandstugten i sit Blad, naar han kom hjem og saa', hvad der var sket.

Det er imidlertid saa langt fra sket, at Hr. Hørup tværtimod i Gaar virkelig synes at ville anmasse sig den Plads, som det uforsonlige Højre og Separatismen paa Skrømt har tildelt ham.

Vi siger "synes", thi til Ære for Hr. Hørups Forstand vil vi antage, at han kun stiller sig i den Positur for at imponere sine nærmeste; om sin virkelige Stilling kan han ikke være i Tvivl. Det er naturligvis ogsaa kun tilsyneladende, at han ikke forstaar vort lille Vink om det Indtryk, han maa have faaet paa sin Rejse. Det er aldrig faldet os ind, at der paa Delegeretmøderne skulde være gjort Propaganda for en dansk Venstrepolitik eller for "Morgenbladet"; det behøvedes sandelig ikke, dertil bæres vi for stærkt frem af en stor Bevægelse i hele Folket.

Hr. Hørup har naturligvis godt forstaaet vort Vink; det kan jo dog vel næppe være en Tilfældighed, at han kun var med til et Par af Delegeretmøderne; hvis han var den sande Fører, hvis hans Navn gav sympathetisk Gjenlyd i Vælgerfolket, saa havde det jo været hans Pligt at vise sig overalt og føre den ledende Tale.

Nej, Hr. Hørup og vi forstaar sikkert saa godt hinanden, at vi forhaabentlig vil kunne blive fritagne for oftere at anvise ham hans rette Stilling.

Om Hr. Hørups ærlige Vilje i Kampen mod det nuværende Regimente nærer vi ikke ringeste Tvivl; heller ikke undervurderer vi hans Evner, der med Held kan bruges i Partiets Tjeneste, naar han blot viser den rette Selvbeherskelse og Selvkritik. Vi ser ham med Tilfredsstillelse i vore Rækker, som Fører for sin egen Deling, men naar han – selv om det kun er for Løjers Skyld – vil agere General for hele Partiet, saa er vi nødte til at vise ham tilbage til hans mere beskedne Plads. Det kunde nemlig blive daarlige Løjer, hvis nogle for Alvor gik hen og troede, at han var den ledende i det danske Demokrati.