Grænserne for Brugen af levende Model
142 (…) Vore Læsere ville mindes, eller have sikkert nu gjenopfrisket det, at C.Hostrup i det af sine "folkelige Foredrag", som oprindelig fremkom i dette Blad, og som handlede om den ældre og yngre Digtning i Danmark og Norge, ender med at udtale Ønsket om, at "vore danske Digtere af den nye Skole snart maa komme helt hjem fra deres Pariserrejse". Jeg tror imidlertid ikke, at han har Ret i, at flere af disse yngre Forfattere have været "stærkere paavirkede af den nyere franske Literatur end baade Bjørnson og Ibsen". I ethvert Tilfælde gjælder det ikke om de betydeligere af dem. Drachmanns Uvillie mod Gallicismen fik jeg i Anledning af hans "Rejsebilleder" nylig Lejlighed til at berøre, Schandorph er trods sine romanske Studier alt Andet end fransk i sin Produktion, og nu kommer Karl Gjellerup her og skildrer i "et Livsafsnit fra vore Dage" en ung Mand helt og holdent som "Germanernes Lærling" i sin aandelige Udviklingskamp. Hvad det Deskriptive i deres Stil angaar, kan det maaske nok siges, at Forfattere som J.P. Jacobsen og Karl Gjellerup have staaet i fransk Lære, men i alle andre Henseender ere ogsaa disse To meget mere Gother end Galler. Vi bunde Allesammen endnu ligesom Hovedpersonen i Gjellerups nye Roman i det tyske Aandsliv, og selv den Omstændighed, at man nu – hvad der forøvrigt er mærkeligt nok af Modstandere af de nyere Tidsstrømme – har gjort Fransk til Hovedsproget i den lærde Skole, vil næppe bevirke synderlig Forandring i saa Henseende. Den Frigjørelseskamp, der af Gjellerup skildres som typisk for en Yngling i vore Dage og som i det Mindste utvivlsomt har laant Træk fra hans egne Oplevelser, føres jo ogsaa væsenligst med tyske Vaaben. Det er en Humanist som Lessing, det er "de fyrstelige, hedenske Aander" som Goethe og Schiller, det er "Videnskabens Stormbrus" gjennem Tübingerskolens Kritik, der faa den afgjørende Indflydelse paa den unge Niels Hjorth, og skal der nævnes andre fremmede Aandsmagter, bliver det heller ikke af fransk, men af engelsk Byrd, nemlig Darwinismen. Karl Gjellerup er selv i Et og Alt en "Germanernes Lærling". Hans harmfulde Opgjørelse med det theologiske Studium viser det ikke mindre end hans novellistiske Arbejder, der snart røbe Paavirkning af Heines Kaadhed og snart af Lessings uforfærdede Sandhedsdrift. Som han et Sted i sin nye Bog siger om "Nathan den Vise", at Digtet er skrevet af en Theolog imod Theologer, saaledes gjælder ogsaa det Samme om "Germanernes Lærling". For Forfatterens egen Skyld vilde det dog sikkert være ønskeligt, om han nu en Gang fik gjort dette Regnskab op og kunde vende sig til andre Opgaver. Vi vide nu, hvad han mener om sin egen Læretid, og vilde gjerne se ham bruge sine rige Evner, sit literære Mod og sine vidtstrakte Kundskaber paa andre, mere objektive Omraader.
"Germanernes Lærling" er i flere Henseender et Sidestykke til Schandorphs "Thomas Fris' Historie" og har ligesom denne Roman foruden sit literære Værd Betydning som et Slags tidshistorisk Dokument, der, hvor Meget end deri kan være farvet af Forfatterens eget tilfældige Syn paa Personer og Forhold, dog afspejler vor Tid og vore aandelige Bevægelser. Det er saadanne Bøger, kommende Literær-historikere ville raadspørge, naar de skulle skildre vore Dage og disses Kampe mellem Fædre og Sønner. De ville da ogsaa bedre end vi nu kunne bedømme Skildringernes Troværdighed og Upartiskhed. Baade Schandorph og Gjellerup have et skarpt Blik for de "Patent-Skyklapper", som Nationalbevidsthed og Religiøsitet kunne binde om Panden paa os Mennesker, især naar disse Ting bruges i Partiøjemed, og begge Forfattere ere enige om at rette denne Anke mod Nationalliberalismen. Men medens Schandorph, ligesom Goldschmidt i "Hjemløs", lægger Hovedvægten paa Thomas Fris' politiske og sociale Frigjørelse, har Gjellerup i Niels Hjorth skildret en ung dansk Theologs Udviklingshistorie. Det er en Selvfølge, at Gjellerup derved kommer til at støde an til begge Sider. Vort Demokrati er ikke Tilhænger af den frie Tanke, hvor meget Højre end vil skrive "religionsfjendtlige Tendenser" paa deres Modstanderes sorte Tavle, og der er Afsnit i "Germanernes Lærling", der vil vække mere oprigtig Harme i venstresindede end i højrevenlige Kredse. Med al Agtelse for Gjellerups Sandhedstrang og Mod til ærlig at være alle sine Meninger bekjendt, kan det heller ikke nægtes, at hans hidsige Kamplyst ofte forleder ham til hensynsløst at krænke Andres Overbevisning. Der er stundom noget Usympathetisk over hans Forfatterpersonlighed; Humanisten synes at have vanskeligt ved at være human. Men ligesom hans Talent altid har været ubestrideligt, er der ogsaa en fremragende Dygtighed i hans nye Roman, der æsthetisk set uden Tvivl er hans modneste og betydeligste Arbejde. Særlig populær er han imidlertid ikke. Ogsaa i saa Henseende ligner han Schandorph. Begge have en uimodstaaelig Tilbøjelighed til at lægge deres Lærdom for Dagen, og Gjellerup, der jo selv er en halv eller hel Lærd, sparer ikke sine Læsere for nogen af de videnskabelige Redegjørelser eller Undersøgelser, der falde paa hans andet Jegs Vej. Vi faa hans Mening at vide om Alt, hvad der vedrører det theologiske Studium, om en Mængde fremmede Forfattere, om Viktor Rydbergs Platonisme og Martensens Ethik, om Theodorus og Georg Brandes o.s.fr. Overhovedet gaar han vore hjemlige Forhold og den nyeste Tids Begivenheder saa nær paa Livet som tænkes kan, og det atter og atter tilbagevendende Spørgsmaal om Grænserne for Brugen af levende Model dukker paa Ny op her. Nogle Personer som Brøchner og Rasmus Nielsen skildrer han – iøvrigt udmærket – direkte under Navn, andre tilsløres ganske let. Saavidt jeg imidlertid kan skjønne, har Forf. intetsteds af personlige Motiver rettet noget Angreb mod Nogen. Man faar tværtimod overalt et Indtryk af, at det virkelig er ham om selve Sagen, og ikke om Personerne, at gjøre. Men, som han selv bemærker, "det nittende Aarhundredes Duft er i alle sine Fortoninger skarp og æggende," og han er ikke vor Tids mindst æggende Fremtoning.
Romanens Fabel er simpel og naturlig. Den unge nationalliberale og troende Nordslesviger, der er Skolelærer i en Landsby paa Sjælland, føres gjennem sit Bekjendtskab med de tyske Klassikere ind i en anden, en højere Verden. Han opgiver sin Virksomhed som Skolelærer, kommer til Kjøbenhavn, bliver Student, studerer Theologi, bliver derigjennem Fritænker og er ved sin Embedsexamen ærlig nok til at vedgaa sit religiøse Standpunkt. Det bliver ham forment at gaa op til Attestats, og han rejser saa tilbage til sin Hjemstavn, hvor Germanien tilsidst giver sin Lærling den bedste Løn i en ung smuk tysk Dames Kjærlighed, idet hans første Forbindelse med den grove (ypperlig tegnede) danske Bondepige alt forinden er hævet'1. Kampen mod det nuværende Ministerium gjør ham endelig til Venstre-Politiker. Skildringen er nu og da noget bred, men Gjellerup fortæller baade saa livlig, og der er saa megen Indholdsfylde i hans Bog, at man hverken trættes eller kjedes. Mulig falde dog nogle af de sidste Scener i Nordslesvig lidt tunge, men ogsaa de have paa deres Side kulturhistorisk Interesse. Som Stilist staar Forf. højt. Der er Afsnit i Romanen, der ere skrevne med en Sprogkunst af stor Virkning, og er der Nogen, der ligesom Undertegnede stundom har tvivlet, om Forf. snarere var Videnskabsmand end Digter, maa han sikkert indrømme, at han her staar overfor en virkelig digterisk Begavelse. Ens Yndlingsforfatter behøver selv det største Geni ikke derfor at blive. Tillod Pladsen det, vilde det være let at anføre Exempler paa hans malende Evne. Jeg kunde saaledes baade have Lyst til her at citere Afsnittet, hvor Hjorth første Gang læser Schiller eller hele Side 73 med det friske Genrebillede ved Brønden. Nu og da tage dog, som ovenfor berørt, de deskriptive Tilbøjeligheder Overhaand, som f. Ex. S. 254–55, hvor Provst Lindekjærs Dagligstue lige overfor Holmens Kirke formelig drukner i Lys, saa det tilsidst ikke bliver noget almindeligt Værelse. Interessant er ogsaa Forf.'s Forsøg paa halvt impressionistisk at gjengive en større Forsamlings brogede Samtalevirvar, saaledes at Repliker, Stumper af Repliker, ja enkelte Ord krydse hinanden og sluge hinanden. Man har undertiden lidt vanskeligt ved at finde sig til Rette heri, men Totalvirkningen er ikke ringe. – "Germanernes Lærling" er en omfangsrig Bog. Til sin store naturlige Begavelse og levende Iagttagelsessans føjer Forf. et ihærdigt Arbejde. Han hører til den yngre Slægt, for hvem Arbejde er Liv; han vil Noget, og han repræsenterer allerede en bestemt Fraktion i vor nyere Literatur.
0. B.