Henrik Pontoppidan og musikken
Musikhistoriske kommentarer til Hans Kvast og Melusine og Den kongelige Gæst
(1) Henrik Pontoppidan: Hans Kvast og Melusine (1907)
Fortællingens tid må være omkring 1900 (tidligst 1896, for Holte Banegaard nævnes). Hvilke komponister i samtiden kan Hugo Martens være inspireret af?
Mit bud er Victor Bendix (1851-1926), slet ikke 1:1, men der er mange fællestræk mellem Bendix og Martens, som det fremgår af Jens Cornelius' biografi om Bendix1: Han skrev rigtig mange små klaverstykker, ofte med poetiske titler, og rigtig mange sange, som var meget populære i tiden (en enkelt har overlevet: "Hvor tindrer nu min stjerne"); han var lidt af en Don Juan, var sin kone utro og meget optaget af sig selv og sin fremtoning (fx kompenserede han på mange måder for, at han kun var et par cm højere end den lillebitte Grieg). Ifg Cornelius var han "en karismatisk kunstner, der befandt sig i orkanens øje på et afgørende tidspunkt i musikhistorien."
Hugo Martens' store gennembrudsværk bærer titlen "Syndflodssagn". Martens mener ikke, at nogen komponister før ham har brugt historien, men det er ikke korrekt rent musikhistorisk, og spørgsmålet er så, hvad Pontoppidan har hørt af og læst om følgende:
Koncertforeningen i København (1874), som var meget fransk orienteret (som et modstykke til Niels W. Gades mere traditionelt og tysk orienterede Musikforeningen, 1836), opførte Camille Saint-Saëns' oratorium "Le Déluge" op. 45 (1875) 2. april 1887 og 20. oktober 1888.2 Forskningsbibliotekar Claus Røllum-Larsen på Det Kongelige Bibliotek oplyser, at værket har haft en vis popularitet i København, fx blev forspillet til oratoriet spillet flere gange på de populære Palækoncerter i Koncertpalæet (senere Odd Fellow Palæet), under ledelse af Joachim Andersen.
Saint-Saëns' værk er disponeret som præludium + tre dele:
[Prélude]
I. Corruption de l'homme – Colère de Dieu – Alliance avec Noé
II. L'Arche – Le Déluge
III. La Colombe – Sortie de l'Arche – Bénédiction de Dieu3
Beskrivelse af Martens' "Syndflodssagn" (kap. 13 og 14) kan mere eller mindre direkte sammenlignes med Saint-Saëns' værk: "Dæmonernes Herredømme, Lidenskabernes tøjlesløse Svælgen i Nydelser… Guds Raadslagning i Himlen, og derefter hans Vredes Dom nedslynget med Lynet… Under Jammerraab og Bodssange flygter Folk op i Bjergene, Offerilden tændes og flammer, men slukkes af de stigende Vande…" (Kap. 13) "…"Flugten op i Bjergene"… Rædselsstemning, Dommedagsbilledet med de jagende Skyer, Regnstrømmenes Susen og Havets uophørlige Stigen… Tusmørket over den øde, grænseløse Havflade… Slutningsapoteosen med den straalende Solopgangs-Hymne." (Kap. 14)
Et andet interessant musikhistorisk faktum er, at Pontoppidans beskrivelse af "Syndfloden" nærmest "forudsiger" oratoriet "Babelstårnet" af Ludolf Nielsen, et helt usædvanligt værk fra 1914.4 – Måske har Ludolf Nielsen læst "Hans Kvast og Melusine" – og ladet sig inspirere?!
(2) Henrik Pontoppidan: Den kongelige Gæst – fra roman til opera
Hakon Børresen (1876-1954) skrev i 1919 en opera over Pontoppidans mini-roman, med samme titel. Operaen er dramaturgisk fint skåret til, så hele handlingen udspiller sig på selve "Karnevalsaftenen" - altså uden den hos Pontoppidan vigtige epilog, hvor den komplekse langtidsvirkning af ægteparrets Pan/eros-oplevelsen beskrives.
Der findes en skøn tv-produktion af operaen, med Gert Bastian (Gæsten), Ruth Guldbæk og Poul Karlskov som lægeægteparret, og operaen er også indspillet på cd.5
Da gæsten skal introducere sig selv, siger han – med en fin lille finte til romanen om Hugo Martens – at Hans Kvast er hans/Prins Karnevals far – kongen af Slaraffenland! Betyder det, at kunstnere altid skal forstås som tryllekunstnere og lettere naragtige figurer? Nej, der er mere på spil: gæsten repræsenterer Livets Kilde/Eros/Pan, hvis kræfter han kalder frem i ægteparret, specielt fruen.
Pontoppidan-eksperten Flemming Behrendt nævner "et vedholdende litterært rygte om" et besøg af Sophus Claussen i Pontoppidans hjem ind som inspiration, og beskriver i øvrigt Pan-træk og –inspiration hos Pontoppidan som helt gennemgående.6 – I operaen er også bipersonerne, husbestyrerinden og pigen, ramt på kornet.
