Skyer
Literatur
Henrik Pontoppidan: Skyer. Skildringer fra Provisoriernes Dage. 288 Sider. (Gyldendal).
Skyer bestaar af en Række politiske Noveller efter hvis Tendens ingen vil være i Tvivl om Forfatterens politiske Standpunkt. Han er Venstremand, og under den Kamp, som er ført i Provisoriernes Aar, har hans Retsfølelse stillet ham paa Oppositionens Side.
Men man kan være en god Venstremand og derfor meget vel se Skævhederne ved Venstrepartiets Politik, Manglerne baade ved Førere og Førte. Og hvis man har Digterbold i Aarerne som Henrik Pontoppidan – og vi besidder for Tiden ingen Forfatter, hvis Blod er mere adeligt – saa siger man ogsaa de Folk Sandheden, med hvis Stræben man i væsenlige Punkter sympatiserer. Her findes en Novelle, To Gange mødt, hvori der satiriseres over den kjoleklædte, hvidslipsede Fører, der til Feltraab har "Krig paa Kniven" men som vil sejre ved "Lovlighedens Vaaben". Overfor den unge Socialist der mælder sig hos ham til Barrikadetjeneste, har han kun det Raad: "Mæld Dem ind i vor Vælgerforening, støt vore Blade, stil flittig til Møderne, giv Deres – om end nok saa ringe – Skærv til vore Fonds – og De skal se: Sejren bliver dog engang vor!"
Med denne Fører har Pontoppidan ingen Sympati, og man vil vel ingensteds i Bogen læse nogen Antydning af Ros over den taktiske Ledelse. Derimod veksler Forfatteren mellem Beundring og Ringeagt for den store Mængde, der danner Venstresagens Armé.
Saaledes fortælles i Tro til Døden den rørende Tragedie om den stakkels Venstrebonde, hvis ideelle Livsindhold er Kampen mod Højre, og hvis skønneste Drøm er at "vippe Greven" i Valgkredsen. Fattig er han og syg til Døden ligeledes, men dette Haab om Sagens Triumf i en personlig Sejr har bragt Peder Bruusgaard over Livets Elendighed. Selv har han i sin Beskedenhed ikke attraaet nogen politisk Ærespost; hans hele Stræben er denne, at sætte den temmelig forfaldne Møller Madsen igennem som Folketingsmand, efterat Manden nu i tyve Aar er bleven slaaet af Herregaarden.
Og i Provisorieaarene, da Valgdagen kommer, synes der Udsigt dertil. For Peder Bruusgaard, der kender sin Kreds, er der Vished, og han selv agter ikke at svigte ved Stemmelisten, skønt Doktoren spaar ham den sikre Død, hvis han rejser sig fra Sygesengen. Han blæser ad Doktoren og ad Sundheden, og næsten et Lig rejser han til Staden, bæres til Stemmebordet og faar Møller Madsens Navn fremstammet. Men Anstrængelsen har været forgæves. Ikke fordi Højre er saa stærkt – Peder Bruusgaard havde regnet rigtigt – men fordi Folkehøjskolelærer Svend Lavesen i sidste Øjeblik stiller sig som Venstrekandidat og splitter Stemmerne. Derimod1 ender Peder Bruusgaards Saga, den eneste, der efter Udstedelsen af det første Provisorium gennemførte Protesten gennem Skattenægtelse, endskønt "han havde baade Kreditkassen og adskillige andre Prioritetshaveres Trusler hængende over sit Hoved som lynsvangre Tordenskyer".
Peder Bruusgaard er da en Mand af den rette Sort: han ejer Troen, selv om Ævnerne kan slaa fejl. De gode Oppositionsmænd i Sognet, hvor den første Gendarm rider ind, indskrænker sig til en altfor passiv Optræden. De nemlig bare – glor, med Kasketterne hængende ned over Ørene og lange Tobakspiber i Munden, glor paa den blanke Krigskarl, der rider stolt som en Centaur imellem Pygmæer Landsbyer igennem. De forud aftalte Fjendtligheder glemmes, og hele Demonstrationen indskrænker sig til, at en enkelt Bonde, hvem Gendarmen spørger om Vej, ikke besvarer den høflige Forespørgsel. Kun én i hele Landsbyen har Mod til en Bedrift, og denne foregaar endda ubevidst: det er Skræderens arrige Køter, der farer i Benene paa Gendarmens Hest, saa Dyret snubler, og Rytteren kastes af i Landevejsstøvet.
Rundt om i Skyer ser man de danske Borgere bøje sig for Magten og Statskupet. Ikke alene en fordrukken Stymper som Skomager Holleufer i den fortrinlige Novelle Et Offer men ogsaa den frisindede Birkedommer (I Kongens Kjole), som lader sig kue af sin egen Fuldmægtig, Formand i den konservative Klub, den ledende Aand i hele Egnens fremblomstrende revolutionære Reaktion. Det piner Dommeren til Fortvivlelse, at han, Lovens Haandhæver, skal staa paa Lovløshedens Side, da han sammen med Fuldmægtig Simmelkjær kører ud til Eksekution hos Skattenægterne:
Han blev vækket af sine Betragtninger ved at mærke Hr. Simmelkjærs kolde, farveløse Øjne rettet ligesom gennemborende paa ham. Han bed Læberne sammen. Hvor han afskyede dette Menneske! Hvor han oprørtes over dette frække, udspionerende Blik. Hans Hjærte snørede sig sammen af Smerte og Ydmygelse ved Tanken om den dybe Demoralisation, hvori hans Fædreland var sunket ned, og som denne foragtelige Dreng daglig var ham det levende Vidnesbyrd om.
Men Birkedommeren tænker paa sin smukke Kone, der er lykkelig i det gode Selskab, paa sine Børns Fremtid og han resignerer, ligesom Præsten Hornung i To Venner gør det, efterat han har set sin Ungdomsven den skikkelige Handelsmand Krøyer rejse sig imod ham med al Hadets og Partifanatismens Glød. Landet er delt, de Mægtige paa den ene Side og de Besejrede paa den anden og for hvis Skyld? Præsten Hornung siger i sit Raseri slemme Ord om "en tarvelig Landmaaler" – en Dom som Pontoppidan ingenlunde ubetinget gør til sin og saa naturligvis heller ikke indeholder al Sandheden om den Mand, der har hidset saa store Lidenskaber op i et lille Land, medens han kuede og kneblede det.
I Prologen til Novellesamlingen Ilum Galgebakke vil man finde Digterens Mening om Grunden til, at Grundlovsbruddet lykkedes. Han søger Aarsagen i det manglende Proletariat. Han indfører en Mandsling, en mystisk Person, en Oprørets Aand, der indfinder sig som en Stormfugl under Provisoriernes første Tid i det fredelige Ilum. I dette Landsogn maa2 Revolution med – Ord, med Foredrag, hvori særlig Skolelærer Zachariassen ekscellerer. Naar Bjarkemaalet er afsunget, taler han vingede Ord. Han foreslaar saaledes engang en Adresse til Kongen overleveret af tre Bønder og "Mandslingen" omstemmer3 i Forslaget kun med den Ændring, at Overbringerne skal være Jordemodermand Nielsen, Natvægter Ole Madsen og Rokkedrejer Søren Piper. Bønderne forarges, og Mandslingen haanler. Men til Slutning, da han mistrøstig vil forlade Egnen, træffer Fortælleren ham paa Ilum Galgebakke og her siger han sin Mening i stolte Ord. Han taler om, hvad der skal ofres for Frihedens Sag. Livet maaske? Nej, det er ikke nok, men – spørger han – har De en Søn? I saa Fald vil De naturligvis opdrage ham pænt til at være lydig, dydig og paapasselig, til en smuk Stilling, en betrygget Fremtid, til selv at faa pæne Børn –
Er det ikke dette, der er Deres Drøm? – Og saa tror De virkelig endnu paa en Revolution her til Lands! – Ja, nu smiler De igen. Men jeg siger Dem, at her staar Valget. Her er Ofret! … Spark Ungerne nøgne ud af Rederne, saa snart de er store nok til at stjæle. Lær dem at sulte, at fryse og lide al menneskelig Elendighed. Fyld deres Hjærter med Had og Bespottelse! Lad dem vokse op med Drukkenskab og liderligt Levnet. Lad dem søge deres Fader i Fængslerne, deres Moder mellem Skøgerne … Det er Prisen, siger jeg! Her er Kravet! Alt andet er Mundsvejr og tomme Trusler. Lad dem høre op en Gang! Leve Krapylet!
Man har Lyst til at citere hele Ilum Galgebakke fra den første symbolske Skildring af Ilum, det vil sige Danmark, til den mægtige Slutning. Det hele Digt i Prosa er mesterlig skrevet med det kuriøse Vid, som kun de faa Udvalgte besidder. Under en Reaktionsperiode som den nuværende, er det dobbelt velgørende at læse frie og stærke Ord, der lagte paa Poesiens Guldvægt holder den rette Lødighed. Der behøves vel heller ikke at siges meget om Henrik Pontoppidans ny Bog. Det Visse er, at der i adskillige Aar ikke er udkommet værdifuldere Værk paa dansk, og at det aller meste af hvad der skrives – selv lovpriste lyriske Udbrud og hastemte Kærlighedsromaner staar langt under Skyer. Thi Digtene er falske i Tonen og Kærligheden bedærvet i Følelsen, mens Skyer er mandig og ærlig Tale og saa aandfuld en Digtning, som der overhovedet skrives i et lille af en Landmaaler4 kuet og kneblet Land.
