Henrik Pontoppidan

Henrik Pontoppidan: Natur. To smaa Romaner (Schubothes Forlag) og Krøniker (P.G. Philipsen).

Den førstnævnte Bog viser Pontoppidan fra hans heldigste Side. Hans store Fortællertalent, hans naturlige, jevne Stil, hans mærkelige Evne til uden at bruge stærke Ord eller barokke og bisarre Vendinger at faae netop det Væsentlige frem uden at medtage det Uvæsentlige, Fyldekalken, og dog faae hele Fortællingens Bygning til at staa solid og grundmuret for Læserens Opfattelse viser sig her i al sin Glans. Baade Fortællingen "Vildt", med dens ejendommelige Skov- og Strandstemning og dens ypperlige Karakteristik af den unge Romantikers underlige Eventyr blandt Krybskytter og andet Pak; og den anden mere stilfærdige, men ikke mindre kunstnerisk velformede Skildring af den gamle Bonde, der hænger saa fast og inderlig ved sin Fædrenegaard, og som næsten sørger sig tildøde, da han må afstaa den, vidne om, hvor Meget Pontoppidan kan give, naar han for en Stund frigjør sig fra sine socialistisk-revolutionære Stylter, paa hvilke han gjør en mere komisk end egentlig imponerende Figur.

Derfor misklæder ogsaa den Friskfyragtighed, hvormed han i "Krøniker" sparker ud efter Ting, han burde lade i Fred, ham temmelig. Og selv, hvor han behandler mindre anstødelige Emner, som i "Forbandelsen", "Ungdom" og "Svend Morgendug", lykkes den valgte Form ham ikke. Pontoppidan ejer ikke Goldschmidts knappe Form eller romantiske Dybde og endnu mindre Baumbachs1 naive poetiske Humor. Hans "Krøniker" faae altfor ofte Præg af noget Lavet og Villet, en Lyde, som dog ikke klæber ved hans øvrige Produktion.

 
[1] Baumbach: Rudolf Baumbach (1840-1905), tysk digter, hvis bog "Krøniker, nye og gamle" udkom i dansk oversættelse i 1888. tilbage