Minderne
Randers, den 30. Oktober.
Forfatteren Henrik Pontoppidan har udgivet en Bog om sine Minder fra den By, hvor han henlevede sin Barndom, nemlig Randers. Efter en mere end tyveaarig Fraværelse kommer han seilende op ad Fjorden med Kjøbenhavnsdamperen, gaar i Land ved Støvringgaard og holder om Aftenen sit Indtog i Kronjydernes Hovedstad. Her er det da, at Barndomsminderne trænge sig frem med uimodstaaelig Magt; baade i vaagen og drømmende Tilstand ser Forfatteren sin Tid for sig, og det ender med, at Minderne tilsidst helt tage Magten fra ham og opføre en sand Spøgelsedans i hans ophidsede Hjerne.
Han ser igjen for sig "Messias" vandrende rundt paa Randers Gader og holde Tale for Gadeungdommen, "den gale Frøken" omtales ligeledes en passant1, og Billedet af en Revue paa Frederikspladsen, som den holdtes i den Tid, giver han os med et Par raske Pennestrøg.
Bogens Hovedfortrin er dog dens ypperlige Naturbeskrivelser, navnlig fra Gudenaaen. Enhver, der har færdedes paa denne vor Hovedaare og Livsnerve, vil med Interesse læse Pontoppidans fine poetiske Skildringer, man ser den rindende Aa for sine Øine i alle dens skiftende Nuancer ved Dag og Nat, i Morgen- og Aftendæmring. Særlig i Beskrivelsen af en Seiltur til Fladbro kommer Forfatterens fremragende Evner paa dette Omraade til deres Ret, og vi tør dristig paastaa, at en mere virkelighedstro og dog fantasifuld Skildring af Gudenaaen og dens Engdrag er endnu ikke fremkommen.
Men Pontoppidan ser dog ikke Landskabet alene gjennem Romantikens Briller, han har ogsaa et mere realistisk Blik paa vor frugtbare Dalsænkning. "Et sandt Slaraffenland for Bønder" kalder han et Sted Gudenaaens Enge, "et Land, hvor man høster uden at saa" og hvor Landmanden kun behøver at drive sit sortbrogede Kvæg ud i de frugtbare Engdrag for at faa hele denne Guds rige Velsignelse omdannet til Kjød og Mælk og Hundredkrone-Sedler. Slet saa let gaar det nu vel ikke, men vi skulle indrømme, at naar man i Eftersommeren ser de uendelige Flokke af sortbroget Hornkvæg spredt ud over Engene, da kunne lignende Tanker vel nok melde sig.
Jævnsides med disse rask og flot tegnede Skitser gaar der en lille "Roman", hvor Forfatterens Drengeflamme "Eleonora" er Hovedfiguren. Selvfølgelig er denne Roman en Blanding af "Dicht[sic!] und Wahrheit", ligesom de optrædende Personer heller ikke ere tro Kopier af dalevende Folk her i Byen. Man maa snarest sige, at Forfatteren har laant et Træk hist og et her og deraf dannet en enkelt Person, hvilket ogsaa ubetinget maa anses for det heldigste; kun Ritmester v. Mohrhof er temmelig let gjenkjendelig.
Det Hele ender forøvrigt meget sørgeligt, idet "Eleonora", der halvt modstræbende er bleven forlovet med en Adjunkt, drukner sig i Gudenaa af Fortvivlelse over Ritmesterens Tilnærmelser. Disse ere ganske vist af en temmelig nærgaaende Art, og han paastaar endog at have fortalt i Byen, at Eleonora er forlovet med ham. Dette er mere end det noget enfoldige Pigebarn kan taale, og hun fatter da sin fortvivlede Beslutning.