Med Gud i baglommen
I juni 2002 udkom cand.theol. og sognepræst Elsebeth Diderichsens Den umulige kærligheds nødvendighed – hos Henrik Pontoppidan. Der er tale om delvis en biografisk, delvis en kristen-teologisk læsning af kærlighedens vilkår i menneskenes liv i Pontoppidans forfatterskab. Bogen blev modtaget af dagbladenes anmeldere med divergerende synspunkter lige fra det stærkt kritiske til det mere neutrale og indforståede. Skønt den negative kritik muligvis er den dominerende, fortjener den absolut at blive gransket nøjere!
Lad mig indledningsvis sige at jeg respekterer hendes arbejde, og at jeg rent ud sagt finder det herligt at mennesker stadig interesserer sig for Pontoppidan og forsøger at bidrage med nye tanker der kan belyse hans komplekse og polyfone forfatterværk.
Uheldigvis stadfæster Diderichsen ikke selv klart hvem hun henvender sig til, hvilket i mine øjne kunne have taget brodden af den værste kritik bl.a. fra Jens Henneberg, Jens Kistrup og Jon Helt Haarder. Bogen er dog, omend tvetydigt, dedikeret til 'de nødvendige', og på side 10 om baggrunden for de mange og fyldige citater fremgår det at de skal "anspore læseren til at gå videre med Pontoppidans forfatterskab". Jeg opfatter derfor værket som en debat- eller inspirationsbog møntet først og fremmest på læsere i almindelighed hvilket jeg bygger på især to yderligere forhold: Den engagerede (empatiske), parafraserende fremstillingsform i et levende sprog samt det forholdsvis lave videnskabelige niveau mht. metode, anvendt sekundærlitteratur, distance og skråsikkerhed i relation til emnets svævende karakter.
Disse to forhold dækker i øvrigt de fleste af ovennævnte anmelderes kritikpunkter (hvoraf flere fra Diderichsens side var forventede og derfor søgt forudgrebet i forordet), men alligevel er jeg ikke helt enig på alle punkter hvilket ligeledes vil fremgå af den følgende gennemgang – en gennemgang og vurdering der retfærdigvis burde have været afstemt efter dens intenderede modtagergruppe, men som her overvejende bliver grebet an fra den faglige side. Jeg begynder med de positive aspekter.
Forfatterskabets eksistentielle følelsesliv i en medrivende formidling
Først og fremmest vil jeg fremhæve at Diderichsen faktisk får samlet og belyst kærlighedsmotivet i en stor del af Pontoppidans forfatterskab der vitterligt må karakteriseres som gennemgående pessimistisk, evigt problematiserende og forbundet med afsavn og smerte. Hun bringer i kraft af sine mange citater dokumentation for at det eksistentielle følelsesliv i form af håb, fortvivlelse, længsel, angst, skyld, ensomhed, begær, lidenskab osv. indtager en central plads i forfatterværket selv om jeg ikke af bogen overbevises om at følelsesregistrene nødvendigvis er forbundne med et kristent livssyn hos Pontoppidan.
Yderligere fortjener værket ros for sine lejlighedsvise ekskurser til den historiske samtid som fx i tilfældet med De Dødes Riges religiøse dommedagsvisioner der begrundes i det kollektive tab af fremskridtstro og den kulturlammelse som fulgte med Første Verdenskrig. Skønt indslagene er for få til virkelig at løfte, viser de at Diderichsen også har blik for andet end de teologiske elementer.
Som nævnt finder jeg også sproglige kvaliteter ved bogen. Connie Bork mener at Diderichsen ikke er nogen 'flamboyant formidler', men til gengæld 'giver ren besked'. Snarere forholder det sig modsat, nemlig at hendes styrke ligger i det strålende engagement og det levende, medrivende sprog der netop ofrer en del af klarheden og distancen som i følgende eksempel, hvor tro sidestilles med at give sig hen til et andet menneskes kærlighed:
Det gør man også uden sikkerhedsnet; det at give slip på sig selv indebærer, at man ikke længere kan styre, hvad der sker, man kan kun tage imod. Man giver sig hen i kærlighed som den, man er – på godt og ondt; og man tager imod den elskede som den, han eller hun er. I al ufuldkommenhed. Derfor svarer Jyttes indesluttethed, hendes angst for hengivelse – for mig at se – fuldkommen til angsten for at kaste sig ud på 'troens halvfjerdsindstyve favne' (…).
Hvad der fra en faglig side er næsten ulideligt, er samtidigt energisk og smittende, og hvis læseren ikke er opmærksom, vil han eller hun skøjte lystigt videre på den tiltalende, tilsyneladende letforståelige overflade af abstrakthed. Derfor kan man i en vis forstand sige at bogen er velskrevet.
Pontoppidans kristne livssyn
Fra Vuggen til Graven lever og opretholdes vi alle sammen af Kærlighedsgaver. Den, som ikke kan erkende dette, har aldrig levet.
Vi føres. Ofte stik imod vore hedeste Ønsker, ja paa Trods af den selvherligste Vilje opfylder vi, hvad der er bestemt for os, og maaske ikke bliver os klart, før ved Livets Afslutning.
Med udgangspunkt i disse citater fra Pontoppidans selvbiografiske skrifter (henholdsvis Arv og Gæld, 1938 og Undervejs til mig selv, 1943) der i øvrigt skal tjene som øjenåbner for Pontoppidans kristne livssyn, begynder Diderichsen sit værk med en kort gennemgang af forfatterens liv. Fokus er rettet mod de ulykkelige begivenheder der prægede hans liv, og i den sammenhæng står, som Connie Bork også er inde på, tabet af den seksårige søster, den førstefødte datter og den elskede hustru Antoinette som milepæle. Mest vægtes dog Pontoppidans svære ægteskabelige skift fra Marie til Antoinette i perioden omkring 1892, mens historiske og politiske faktorer som fx Albertis bedrageri (1908) der satte store skår i hans håb og forventninger til systemskiftet af 1901, kun berøres overfladisk.
Disse citater bruges således som en livsforståelsesnøgle der via selvbiografiske skrifter og breve yderligere belægges. Diderichsens pointe med den biografiske fremstilling er at vise at Pontoppidans kærlighedsliv og forhold til kristendommen udgør to sider af samme sag der hver især kan betegnes som lige splittende eller ambivalente: At han på den ene side følte sig skyldig i et næstekærligt svigt pga. skilsmissen fra sin første hustru – og børnene i en lang periode – for at forfølge en individuel kærlighedslykke, men samtidig ikke troede på en barmhjertig Gud og syndernes forladelse. Ikke overraskende udgør netop denne ambivalens som ekstrapoleres til at udgøre et 'kulturelt træk der rider vores epoke som en mare' et af emnerne i Kirsten Boas' interview med Diderichsen, men desværre er interviewet omskrevet så læseren ikke kan få klarhed over Boas' holdning der derfor synes at smelte sammen med Diderichsens.
Samme, nu udbyggede, biografisk-teologiske nøgle bruges herefter til at åbne forfatterskabslæsningen med nogle mindre sonderinger i flere af de små romaner: Spøgelser (1888), Nattevagt (1894), Det ideale Hjem (1900) Borgmester Hoeck og Hustru (1905) og Den Kongelige Gæst (1908), hvorefter princippet fortsættes mere udførligt i Et Kærlighedseventyr (1918 og 1930) og Mands Himmerig (1927) samt de tre store værker: Det Forjættede Land (1891-95) Lykke-Per (1898-1904) og De Dødes Rige (1912-16).
Dette kronologisk lidt omrørte kompositionsmæssige forhold bygger på en antagelse af at De Dødes Rige udgør et kunstnerisk kulminationspunkt hvortil de forudgående værker forstås som skridt på vejen. Diderichsen opfatter næppe disse 'skridt' som deciderede forstudier eller skitser, men sigter sandsynligvis til at der følger så få nye udgivelser efter De Dødes Rige at man kunne mene at Pontoppidan med dette mastodontværk har skrevet sig tom stofmæssigt. Antagelsen er for så vidt i orden, men idet hun samtidig reducerer værkerne til at handle om kærlighed, begår Diderichsen en stor fejltagelse. Man kan simpelthen ikke med et begrænsningsargument nedpakke komplekse værker som fx Nattevagt til en kærlighedshistorie der kan genfortælles og forklares på én side, og så kalde den et skridt på vejen til De Dødes Rige hvor kærlighedstemaet udfoldes som kronen på værket.
Den centrale beskrivelse og fortolkning af vekslende lykke i kærlighedsforholdet føres alligevel konsekvent igennem fra første til sidste side, fra det biografiske til det fiktive. Hele tiden sammenholdes lykken med en paulinsk-luthersk lov-evangelium-dialektik hvor mennesket på én gang er stillet i livet som skabt, faldet og taget til nåde. Sidstnævnte 'status gratie' er forbeholdt de troende kristne, og Diderichsens argument er at der i Pontoppidans værker – fx Jakobes skolehjem og Torben Dihmers asyl for samfundets udstødte – findes vidnesbyrd om en kærlighed der kan forstås som et jordisk genskin af den guddommelige nåde. Ligesom sine fiktive personer troede Pontoppidan med andre ord selv på nåden i dens jordiske udtryksform: kærlighed.
Stilmæssigt er gennemgangen således stærkt parafraserende og virker strukturelt som en flertrinsraket der for hvert trin i større udstrækning opdyrker en citatdokumentation for én og samme Pontoppidan-tese: At han afdækker et eksistentielt grundvilkår bestående af ”en længsel efter den fuldkomne kærlighed, som ikke har en jordisk chance for at blive indfriet”, men som alligevel i de ovennævnte genskinsglimt af guddommelig nåde er til stede. Undersøgelsen får herved karakter af gentagelse – tydeligst i tilfældet med det første af de ovenstående erindringscitater der mantraagtigt bruges en otte-ti gange som et pædagogisk eller agitatorisk amen fra sognepræsten.
Modigt og forfriskende
At Diderichsen delvist bruger den biografiske metode i Vilhelm Andersens version hvor specifikke elementer af forfatterens liv bruges som forståelsesnøgler til dele af forfatterens fiktive produktion, finder jeg, modsat anmelderne Henneberg, Kistrup og Haarder, både sympatisk, modigt og forfriskende. Metoden kan faktisk være givende på detaljens niveau skønt den også kan være direkte misvisende på et generelt niveau. Metoden kræver derfor altid en uhyre agtpågivenhed i praksis – en agtpågivenhed der hos Diderichsen desværre stort set er fraværende. Fx konkluderer hun, uden yderligere dokumentation, direkte ud fra en beskrivelse af en varietéforstilling i De Dødes Rige at Pontoppidan personligt 'ikke har været nogen decideret ynder af varieté'. Hun hælder i mine øjne alt for meget til den generelle side og slår, som i eksemplet, ofte over i Sainte-Beuve/Brandes-versionen af den biografiske metode og kobler fra den fiktive tekst til forfatteren hvilket bl.a. giver store problemer i forhold til bogens bærende kærlighedstema.
I sidste del af bogen, som gennemgår kærlighedsforholdene i Lykke-Per og De Dødes Rige, svinder sammenvævningen af forfatter og værk noget ind. Per og Jakobes, Torben og Jyttes triste kærlighedsskæbner er simpelthen vanskeligt forenelige med Pontoppidans tilsyneladende lykkelige ægteskab med Antoinette fra 1892 til hendes død i 1928. Trods sin tese om at Pontoppidans liv, og derfor også ægteskabet med Antoinette, var martret af skilsmissens skyldskompleks, kommer Diderichsen selv ind på modsætningsforholdet i forbindelse med de omfattende ændringer af Et Kærlighedseventyr hvor Antoinettes død bruges som årsagsforklaring til at 'eventyret' omskrives til en 'tragedie' i 1930-udgaven. Bortset fra at Diderichsen svigter sit konsekvente princip om kun at benytte førsteudgaver, drager hun her en plausibel slutning på detaljeniveau. Skidt er det derimod at hun ikke besvarer det problem hendes metode selv rejser: Hvis én ulykkelig ægteskabelig 'situation' bruges til at forklare nogle ulykkelige kærlighedselementer i ét, nogenlunde synkront, værk hvordan forklares så forfatterskabets utallige ulykkelige kærlighedsforhold udsprunget i løbet af Pontoppidans 36 år lange periode med lykke? Kan modsætningsforholdet virkelig forklares med et næsten fyrreårigt skyldskompleks hvorved Et Kærlighedseventyr i sin første udgave må betragtes som undtagelsen der bekræfter reglen? Nej, det indrømmer Diderichsen også selv, "Det kan kun blive gisninger (…)". Der kan med andre ord ikke føres bevis på en generel sammenhæng mellem Pontoppidans kærlighedsliv og de fiktive kærlighedsforhold.
Naturligvis har Pontoppidan, vel lige som alle andre, haft et syn på kærlighed uafhængig af egne kærlighedsforhold, men emnet er videnskabeligt utilnærmeligt fordi det kun kan have sit udspring i slutninger fra den litterære produktion og semi-fiktive erindringsbøger. Nødvendigheden af den umulige kærlighed gør at Diderichsen alligevel 'er villig til at løbe risikoen', og således lever hun metodisk fuldt ud op til sin titel – en titel hvis efterhæng i mindre type (– hos Pontoppidan) netop indikerer at det er hendes, eller nutidens, kristne kærlighedssyn der i virkeligheden står i centrum. Forholdet ser jeg yderligere forstærket af Jakob Trägårdhs forsideillustration der viser en (guddommeligt?) oplyst kvindeskikkelse bag en tom stol. Skikkelsen kunne både forestille ekshustruen Marie, Antoinette eller Jomfru Maria, men selve identiteten er næppe vigtig. Tværtimod signalerer den ukendte kvindes undrende venten eller melankolske længsel og den tomme stol en universel ensom- eller forladthed. Diderichsen spørger tvetydigt hen mod slutningen af bogen om hvor vi ender i De Dødes Rige, og røber derved at hun delvist fra begyndelsen har brugt værket (og således også alle trinene eller 'forstudierne' på vejen dertil!) som et billede på nutidens verden og dens problemer. Herved gøres Pontoppidan med den påståede nåde-kærlighedsløsning til garant for et kristent livssyn, til en frelsens forkynder vi kan ty til i vores besværlige tid. Jeg bryder mig ikke om Diderichsens lidt luskede måde og mener at hun bevidst undlader at forholde sig til at Pontoppidan har været en af de mest kritiske revsere af religion, kirke og præsteskab gennem dansk kulturhistorie.
Den umulige kærlighed
Diderichsen hævder med en vis ret at kærlighedsmotivet hos Pontoppidan er temmelig overset i dansk litteraturforskning. Men det virker besynderligt at hun så ikke selv inddrager den forskning der rent faktisk findes på området som fx Mogens Pahuus' Selvudfoldelse og selvhengivelse (1995) eller Karl V. Thomsens Hold Galden flydende (1957) der godt nok kun kort kommer ind på emnet. Sidstnævnte behandler dog selvsamme erindringscitat som Diderichsen så flittigt bruger, men blot med den væsentlige forskel at Thomsen tillægger Pontoppidans tilføjelse – kvinden – i forhold til 1938-udgaven betydning. I Undervejs til mig selv kommer citatet til at se således ud: "Fra Vuggen til Graven lever og opretholdes vi alle sammen af Kvindens Kærlighedsgaver." Selv om tilføjelsen ikke fjerner præget at teologisk sprogbrug, er den vel nok en indholdsmæssig detalje der er værd at tage i betragtning idet citatet både udgør bogens udgangspunkt og kompasretning. Diderichsen affærdiger tilføjelsen som et vrissent svar under pres fra en offentlighed der var ivrig efter at få vedhæftet et prædikat på forfatteren. Sandheden om dette forhold er svær at få hold på, og Diderichsen burde i min øjne i højere grad have ladet tvivlen komme til orde.
Kærlighedsemnets faglige oversethed kunne imidlertid også skyldes at et motiv som kærlighed begrebsmæssigt er særdeles abstrakt og vanskeligt at få videnskabeligt hold på. Jeg ønsker ikke her at begynde en større videnskabsteoretisk diskussion, men mener at begrebets flygtighed netop kommer til at udgøre en faglig akilleshæl ved Diderichsens værk. Tages en række af de benyttede begreber i betragtning, burde problemet fremstå klart: 'forelskelse', 'kærligheden', 'erotisk lidenskab', 'kærlighed som mulighed, længsel og håb', 'ubetinget erotisk kærlighed', 'sand kærlighed', 'lidenskabelig kærlighed', 'ægte samliv', 'fuldkommen harmoni', 'elskovsmødet', 'den erotiske lykke', 'den umulige kærlighed' og 'den rene og fuldkomne kærlighed'. Hvilket indhold termerne hver især præcist dækker, eller hvordan de står i forhold til hinanden, fremgår ikke klart, for der gives ingen definitioner hvilket gør læsningen noget frustrerende, ikke mindst fordi Diderichsen gerne vil benytte termerne i bestemt og demonstrativ form. Denne form for sproglig variation må i videnskabeligt regi opfattes som uacceptabel begrebsglidning.
Naturfilosofisk livssyn?
Endnu et kildent punkt ved Diderichsens værk er det påståede kristne livssyn hos Pontoppidan som jeg flere gange har berørt. Der er ingen tvivl om at tro, kristendom og ikke mindst kirkens forvaltning heraf spiller en stor tematisk rolle i forfatterskabet, men at de fremstillede temaer kan forbindes til et sådant livssyn, finder jeg ikke belæg for. Jeg mener at Diderichsen reducerer kristendommen til et spørgsmål om gode og kærlige gerninger – altså en størrelse alle vil kunne sige ja til.
Dog kan der ikke være tvivl om at en stor del af forfatterskabet er præget af et særligt livssyn eller verdensopfattelse. Diderichsen nævner selv flere elementer som fx Pan-skikkelsen (Kjeld Borgen) i slutningen af De Dødes Rige og naturforskeren Dr. Malling fra Det Ideale Hjem, der i det mindste kunne lede på sporet af et alternativ i en form for naturfilosofi inspireret af den danske filosof Ludvig Feilberg (1849-1921) og dennes 'levelære' eller 'åndelige naturlære'. Mit personlige kendskab til en sådan inspiration er dog begrænset, men det vides at Pontoppidan mødte Feilberg på den polytekniske læreanstalt, at de siden hen brevvekslede og at Mogens Pahuus (Aalborg Universitet) har beskæftiget sig med en sådan forbindelse og i øjeblikket vejleder min ven Rasmus Bang Carlsens speciale herom – så noget kød må der altså være på sagen!
På de sidste sider af Lykke-Per fortælles om en begivenhed optegnet i Pers efterladte dagbog. Den yngste af en herremands to sønner er flygtet op i et træ af frygt for sin faders tugtelse. Drengen falder ned og bliver slået til krøbling for livet, mens faderen bliver vanvittig og dør senere af skyldfølelse på en galeanstalt. Om krøblingen der ligger i haven og lader fuglene spise af hånden skriver Per:
Jeg har selv set ham. Han var vel dengang en atten-nitten Aar, og jeg har aldrig kunnet glemme det forklarede Udtryk i hans Ansigt. Det var, som stod der en Lysglans om hans hele hjælpeløse Skikkelse. Til Erstatning for den Førlighed, der var bleven ham berøvet, havde han faaet hin sjette Sans, der skænker Sjælen dens dybeste Nydelser. Den kluntede Dreng med den mutte Trold i Øjet var bleven – ja, en Stakkel, hverken Mand eller Kvinde, hverken Barn eller Voksen, men et Menneske, i hvis Blik Uendeligheden afspejlede sig i al sin Klarhed, Dybde og Ro. Og jeg maatte tænke paa hans Fader, hvem Samvittigheden, dette hæslige Spøgelse, havde drevet ind i Mørket, fordi han ikke havde ejet Troen, den sande Tro, Troen på Naturen, den rige, den vise og miskundelige, som veed Raad for alt, som gavmildt erstatter paa den ene Led, hvad vi har mistet paa den anden, som – –.
Hvis Pontoppidans forfatterskab er præget af en gennemgående livsanskuelse, må søgeren i mine øjne kigge længere end til kristendommen og Schopenhauer for at finde svaret. Citatet udgør et godt udgangspunkt for en sådan søgning.
Sammenfattende: Jeg anser Diderichsens bog for at være dybt problematisk som faglitteratur og ville langt hellere have set en ren biografi eller litterær analyse, men den har afgjort sin berettigelse som debat- og inspirationsbog for den brede læserskare. Bogen byder på interessant og oplysende læsning om et emne alle kender, i et forfatterskab alle burde kende, men forbliver uanset mest meningsgivende hvis man læser med Gud i bagagen.
[lagt på netstedet 26.11.02]
