Hvad ligger der bag?
– biografisk orienteret bog om Henrik Pontoppidans forfatterskab
Biografi og biografisk litteraturforskning er to forskellige ting. En biografi er en bog om et menneskets liv fra fødsel til død, sådan ca. Biografisk litteraturforskning er forsøget på at forbinde tekstlæsning med viden om forfatterens liv. Vi mangler desværre stadigvæk en biografi om Henrik Pontoppidan (1857-1943), mens talrige tekstlæsere har trukket på biografisk viden i udlægningen af hans værk.
Sognepræst Elsebeth Diderichsen har skrevet en biografisk orienteret gennemgang af Pontoppidans forfatterskab. Trods respekten for forfatterskabets værdi i sig selv minder "Den umulige kærligheds nødvendighed" noget om en typisk dansk søndagsprædiken: man inddrager sympatisk, pædagogisk og rundhåndet citerende noget skønlitteratur i gennemgangen af dagens tekst, sådan som illustration af de evige sandheder.
Diderichsens fokus er massivt indholdsorienteret. Hun interesserer sig ikke for Pontoppidan som en kunstner med et materiale, men alene for de eksistentielle problemer, han satte under debat. Dem følger hun så i de forskellige tekster frem til det sted, hvor hun og den gamles veje skilles. Det drejer sig om forholdet mellem mand og kvinde, dvs. Pontoppidans mange beskrivelser af kærlighedsforlis. Vejene skilles, hvor HP i sit forfatterskab efter forliset rutinemæssigt hverken ved ind eller ud, mens Diderichsen kan pege på Guds kærlighed, som en fortsættelse af den umulige jordiske.
Diderichsens biografiske metode er klart karakteriseret i det spørgsmål, hun stiller i forbindelse med Pontoppidans ændring af slutningen på Et Kærlighedseventyr: "Hvad ligger der egentlig bag?". De spændende biografiske omstændigheder i Pontoppidans liv fungerer som nøgle eller facitliste. Den facon bryder nærværende anmelder sig ikke om. Det er slet og ret synd for Pontoppidans modsætningsfyldte forfatterskab at blive reduceret til illustration af en bagvedliggende "sandhed". Måske er det også synd for de biografiske fakta at skulle fungere som sådan?
Lidt det samme kan man sige om Diderichsens teologiske indgangsvinkel. Den er klart berettiget – ikke mindst i forhold til de tre hovedværker, kæmperomanerne Det forjættede Land, Lykke-Per og De Dødes Rige – men læseren keder sig lidt ved at se tekst efter tekst udlagt som illustration af, at Pontoppidans i sin opfattelse af kærligheden mellem mand og kvinde næsten var kristen.
Diderichsen er ikke nogen dårlig tekstlæser, og hendes bearbejdelse af kærlighedstemaet synes båret af både erfaring og teologiske kundskaber. Da bogen også er solidt formidlet, kan den givetvis bruges i sammenhænge, hvor ambitionsniveauet ikke er banket for højt op. For den mere krævende læser rejser dens indholdsfiksering, dens biografisme og dens kristne endemål for store problemer til, at den kan anbefales herfra.
