Hygge

Dette ærkedanske begreb er også en markør hos Pontoppidan. Om hans Lykke-Per hedder det i begyndelsen at han aldeles ikke kan fristes af sine medstuderendes drøm "at indrette sig det hyggeligt som Familjefædre med en lille Husstand i et lille Hus med en lille Have for engang efter fyrretyve Aars tro Tjeneste at afgaa med en lille Pension og et lille Udmærkelsestegn eller en Justitsraadtitel" (kapitel 2).

Tværtimod: "Den Mangel paa Evne til at skabe Hygge om sig, der var ham egen, og som havde sat sit Præg paa alle hans Boliger baade herhjemme og i Udlandet, mærkedes ogsaa her" (kapitel 25). Helt i modsætning til f.eks. "den solide Hygge, der prægede det blombergske Hjem" (kapitel 20). Så Neergaard skal sikkert hilse fra forfatteren når han spørger: "et Hjem har De dog vel haft … tilmed rimeligvis et af disse for deres Hygge saa berømte danske Præstegaardshjem" (kapitel 3). Evnen til at skabe hygge tager Inger da også med sig over i sit ægteskab med Per, til "den lille Villa-Idyl under Rimalts grønne Banker" hvor hun kan sætte "sin Stolthed i at gøre [Hjemmet] til et Mønster paa Orden og Hygge" (Kapitel 26).

Så hvad skal man tage det som udtryk for når Per til sidst har givet sine naboer det indtryk at:

I hans Stuer var der altid rent og lyst og hyggeligt; han kunde, som Folk sagde om ham, lokke Solen ind gennem sine Vinduer paa en Graavejrsdag, saadan elskede han den.

Ja, man kan konstatere at den passage finder man kun i romanens første udgave (Lykke-Per. Hans sidste Kamp, 1904, Slutning, s. 252). I den gennemarbejdede anden udgave fra 1905 er den strøget. Per skal ikke være faldet til den danske hygge-patte. Han må blive sin natur tro.