Skønt ordet endnu kun er fagjargon, dækker ordet faktiv ved sin umiddelbare modsætning til fiktiv godt hvad dette handler om: Pontoppidans ikke usædvanlige opblanding af virkelighedselementer i sin fiktion, uden at den dog derfor bliver til den faction man finder i flere af hans landsbyhistorier'1. For nutiden er det ikke så umiddelbart at konstatere hvornår fortælleren i de pontoppidanske tekster giver en konkret reference til samtiden, dens forhold, begivenheder, personer, og hvornår han skaber ren fiktion – og hvornår han blander de to. Studiet af dette forhold fører frem til en beskrivelse af hvordan Pontoppidan i det hele taget arbejdede med sine tekster som realistiske afspejlinger af sin samtid: når det ikke er sandt (faktivt), så kunne det godt have været det.
Litteratur- og kunsthistorie har brugt megen energi på at udpege modeller til forskellige figurer i forfatterskabet (Drachmann for Sahlmann i Nattevagt og Fritjof Jensen i Lykke-Per, George Brandes for Dr. Nathan og Enevoldsen for J.P. Jacobsen i samme roman, L.A. Ring for Thorkild Drehling i Nattevagt etc. - der kan laves et helt leksikon på det også).
Men det er også blevet noteret at den "90-aarige Moltke" optræder under eget navn i Lykke-Pers førsteudgave som et konkret tidsmærke der i de senere udgave af romanen måtte fjernes. Det gør også Constantin Hansen, Ernst Meyer og Carsten Hauch i Nattevagt hvor der også referes direkte til kongeparrets guldbryllup, ligesom til Kronprinseparret i Højsang. I Dommens Dag nævnes en række faktive personer, heriblant Pontoppidans egen far, Dines Pontoppidan, blandt deltagerne i det store højskolemøde.
[Paris 11.4.03, 6.7.03, 23.1.06 og 11.7.21.]