Laurids Bruun

(1864-1935) er som forfatter i dag fuldstændig glemt. Hans forfatterskab er stort, broget, teknisk dygtigt, men af stærkt vekslende kunstnerisk værdi. Han udgave i 1894 romanen Svend Felding om en ungdomsgenerations "Hjemve": "Opgivelsen af Firsernes politiske Bevægelse og Tilbagetoget til det private Liv" (Vilh. Andersen). I 1902 brød han igennem med nutidsromanen Kronen og udgav derefter en håndfuld historiske romaner. Bruun havde statsvidenskabelig embedseksamen, var ansat i Statistisk Bureau hvor han i sin embedsiver løb panden imod muren; så fra 1896 levede han udelukkende af sit forfatterskab, der ikke mindst i Tyskland fik stor udbredelse. Selv bredte han sig livet igennem over hele verden på utallige rejser. I 1904 udgav han Pan. Roman i fire timer, der i 1907 blev opført som skuespil på Det kgl. Teater1, og i 1909 den seks bind store selvbiografiske og tidsskildrende roman fra århundredskiftet: Af Bygernes Slægt (hvert bind på størrelse med et hefte i Lykke-Per). Romanen er tilegnet Vilh. Andersen, og dens helt, Svend Byge, åbner til landets gavn en Vesterhavs-havn (Bruun var søn af en vandbygningsingeniør der selv havde udkastet projektet til en sådan havn). 2

Som man kan se, er Laurids Bruun ikke uden fællestræk med Henrik Pontoppidan, og han havde position til i 1905-06 at figurere i Chr. Rimestads Digtere i Forhør (1906), ikke med interview, thi han var bortrejst, men med en autentisk (brev)tekst der svarer på en håndfuld spørgsmål, stillet af Rimestad. Pontoppidan sagde selv nej til på nogen måde at medvirke i bogen, men han har utvivlsomt læst den og nok bidt mærke i følgende passus af Bruun (op. cit. 81-84):

Enhver virkelig Digter er i Besiddelse af "nyskabende Sprogevne"; men jeg tror, at Reglen er den, at jo oprindeligere den digteriske Evne er, desto mindre fremtrædende er det, man almindelig forstaar ved Nydannelser i hans Sprog. Den, der for Alvor har noget poetisk paa Hjerte, [82] vil nemlig instinktmæssig undgaa enhver saadan Forandring i de gængse sproglige Værdier, der falder stærkt i Øjnene, som f. Eks. nydannede Ord, Indførelse af Dialektord etc; thi hans digteriske Maal er ham i saa høj Grad Hovedsagen og Sproget i saa høj Grad Udtryksmidlet, at han vil være angst for, at en "Nydannelse" i Sproget skal drage noget af Opmærksomheden til sig og derved bryde den Stilens skjulte Harmoni, der betinger Sætningens fulde poetiske Virkning. Hans Sprog bliver beskedent; og ofte vil han anvende sin allersubtileste Kunst paa netop at skjule den Omformning, som Tanken kan have tvunget ham til at foretage i det sprogligt overleverede. Han "nydanner" ikke Sproget, faar det ikke til at "blomstre" eller "dryppe" for egen Regning; men han binder og bøjer det for at tvinge det til at gaa hans poetiske Ærinde og kun dette. Sproget er ham en gammel, betroet og diskret Tjener, der gaar den lige Vej fra og til, – ikke en ung og overmodig Lakaj, der gør sig Svinkeærender her og der for at vigte sig med sit ny og spraglede Liberi. Ligesom en virkelig første Klasses Klædning sidder støbt om Figuren og, uden at man ved hvorledes, naar man da ikke selv er Skrædder af Profession, fremhæver alle Figurens naturlige Fortrin – saaledes er hos den virkelige Mester Sproget støbt om Stoffet; og Nydannelserne ligger ikke saaledes paa Overfladen, at enhver kan se dem. Det er fine Nuancer, diskrete "Skrædderfif" i Snittet – Sætningsbygningen og Ordstillingen – mere end i selve Ordene, – i Udvidelsen af et Verbums logiske Omfang, i Forholdet til dets [83] Objekt og Prædikatet; det er Nydannelser, der smugles gennem Øret ad Analogiens Vej, kort sagt Nyskabninger saa fine, at selv Filologen vanskeligt kan finde dem. Uden at Publikum selv aner det, bliver de efterhaanden alles Eje og danner Led i Sprogets naturlige Udvikling. Det er Belysningen indefra, som skifter. Selve Ordene er uforandrede. Den Slags Nydannelse – som f.Ex. en Goethe's, en Goldschmidt's, en Henrik Pontoppidan's tilsyneladende saa akademiske og korrekte Stil indeholder dem –, er i Virkeligheden i langt dybere Forstand originalske Orddannelser; thi Originalitetet ligger der ikke i Ordet og Ordlyden, men i det, der ligger bag Ordet; de er ikke søgte, men fundne – eller rettere fødte under Smerten af en ny Forestillings, et ændret, udvidet eller omformet Begrebs Dannelse, – de betegner en sjælelig Originalitet.

[...] vi er inde paa en Afvej. Der er ved at gaa Filologi i vor Literatur. Det, der skulde være Midlet, er ved at blive Maalet i vor Digtning. Skylden er dels Kritikens stærke Fremhæven af det tekniske, af Stilens Betydning i dette Ords grovere haandgribelige Forstand; dels skyldes det den mangeaarige ensidige Forgudelse af J.P. Jacobsens sygelige Ordkunst. [84 ...] Pontoppidan er mig for objektiv, for temperamentsløs. [...] J.V. Jensen (...) er vel nok den største Evne; men han er mig endnu for ugæret, for lidet kultiveret, for "amerikansk" til, at jeg ret kan tage ham alvorlig. [Dateret 27.12.1905]

Synspunkterne genfindes i brevvekslingen mellem Pontoppidan og Andersen Nexø i de følgende år hvor de begge synes enige med Bruun. Også Pontoppidan forholdt sig skeptisk til såvel J.P. Jacobsen som Johs. V. Jensen ud fra stort set de samme argumenter som Bruun.

 
[1] Pan: Den nedvurdering Brix gør bogen til genstand for i Gudernes Tungemaal, ramte ikke Borgmester Hoeck og Hustru der udspiller sig over 12 timer. tilbage
[2] Om denne roman, som han kalder Af Bygernes Æt siger Georg Brandes i sit foredrag om Pontoppidan i 1910:

Efter [Lykke-Per] er der hos os skrevet en anden stor Roman i flere Bind, der giver et Billede af Nutidens Danmark, Laurids Bruuns fortjenstfulde Af Bygernes Æt. Den har fremfor Pontoppidans Roman ét Fortrin, den mere Dramatik i Kompositionen, og det Pletskud, at alle Heltens Forhaabninger, hans hele Stilling, bryder sammen, fordi han ikke vil overtage den arvede Formue, han arver efter sin Svigerfader, da han erfarer, den er vunden ved politisk Corruption. Maaden, hvorpaa denne Corruption betragtes af Omgivelserne, og Maaden, hvorpaa man lader ham Helten falde, da han er formueløs, er betegnende for de sidste Tiaars Danmark.

tilbage