Sproget kan gerne have en Plet hist og her, og Pontoppidan er ikke egentlig nogen benaadet Stilist. Men ved den tætte Kraft, som Tankegangen ejer, gør han sig Sproget underdanigt. Det siger hvad det skal, rent og tydeligt, og det er hvad Pontoppidan forlanger af det.
Hans Brix om Det forjættede Land i Gudernes Tungemaal, 1911, s. 162.
(...) en muskuløs og spænstig Stil, den har det sunde Aandedræts rolige og regelmæssige Rytme; den har det danske Landskabs udstsrakte og svagt bølgende Karakter, dets klare og rene Farver, som Ring eller Rohde maler dem, ikke stærke, men harmonisk stemte imod hinanden, med en Rigdom af Fortoninger. Dens Overflade har en emailleagtig Fasthed og Glans, men under Overfladen er der mere, end et Maleri kan give, nemlig en sjælelig Skiften og Spillen og ligesom hos Poul Møllers Licentiat en tilbageskridende Række af Jeg'er, der betragter hinanden. Paa dette Spil af Stemninger under en tilsyneladende Ro og Ligevægt beror dens danske Væsen og dens moderne Ejendommelighed.
C.E. Jensen i Vore Dages Digtere, 1898, s. 50-51.
Som Formkunstner blev han sig selv gennem Lydighed mod en Arv og spildte ikke Tid på at tilpasse sig efter afstikkende artistisk Modernisme.
Ejnar Tomsen i "I følge med Henrik Pontoppidan, En Citat-Mosaik"
Henrik Pontoppidan til Minde, 1944, s. 70.