[Min onkel var] en meget ensom Mand, præget af overordentlig Styrke og af en usalig Hjemløshed, den, han træfsikkert og som en Selvbekendelse gav Udtryk i Lykke-Pers Lytten til Ingemanns Aftensang: - vær ogsaa stille i mit Bryst, du Flygtning som der bor. Denne bestandige Vandringsmand var ikke forpint eller paa nogen Maade ramt i Hjertet. Stolt og suverænt erkendte han, at han havde valgt Fredløsheden og ingensteds havde hjemme. Hans Kald var at være Tidens Dommer, og som saadan var han uden Mulighed for at være Part i den. Det var for ham den eneste loyale Stilling overfor den Samtid, han revsede.
Ib Ostenfeld i artiklen "Familieportræt"
Udenfor Alfarvej, 1963.