Familieportræt

Da jeg var 6-7 Aar gammel, stod jeg en Solsommerdag ved min Mors Side for Enden af Havegangen, der fra Villavejen førte op til vort Hus, og vinkede Farvel til en Gæst, der var ved at lukke sig ud gennem Havelaagen nede ved Vejen. Det var en rank og slank, for min Erindring temmelig ung Mand, iført en lys Sommerhat og bevæbnet med en sølvbeslaaet Spadserestok. Der var noget vindende, elegant, næsten festligt over Personen, som han stod dernede ved den blomstrende Latyrushæk og med en frisk Hilsebevægelse ligesom beseglede den venlige Pagt, Besøget havde affødt.

"Hvad bestiller han", spurgte jeg Mor, da Skikkelsen var forsvundet.

"Det er ikke saadan at forklare", lød Svaret noget undvigende. Men da jeg ikke vilde lade mig nøje med denne Besked, kom Tilføjelsen. "Han er Forfatter". Det blev sagt med en Betoning, der tydede paa, at der ikke ventedes Forstaaelse hos mig af dette Begreb.

Forfatter. Jeg opfattede det som et helt nyt og mærkeligt Ord, der ved sin Egenhed satte Tankerne i undrende Bevægelse. Jeg forstod det jo paa en Maade slet ikke, udover, at det efterlod Fornemmelsen af et Særtilfælde. At det var min egen Opfattelse af den lille Begivenhed, slutter jeg af, at min Mor selv – som jeg snart skulde erfare – ingenlunde lagde noget særligt beundrende eller vægtigt i Ordet. Det hørte saa at sige med til Familien, at dens Medlemmer var skrivende Folk.

Denne lille, idylliske, næsten Christian Winther'ske Havescene er min første tydelige Erindring om min Morbror Henrik (Pontoppidan). Thi ham var det, der havde været paa Visit hos os. Jeg har ofte undret mig over, at jeg overhovedet 142 husker dette Billede. Langt senere har jeg, ved en Idé-Forbindelse, stillet det sammen med Forestillingen om en af hans digtede Figurer. Den kongelige Gæst, der med eet dukker op i Hverdagen og lige saa hurtigt er forsvundet.

I mine Opvækstaar foregik hans Tilsynekomst paa samme uforberedte Maade. Det skete ikke hyppigt. Men naar hans Vandringer førte ham i Nærheden af mit Hjem, kunde han finde paa at se indenfor paa en kort Visit. Han gjorde nu paa mig Indtryk af at være en aldrende Mand, en venlig og mild, aldeles uforjaget ældre Herre, der førte sig med en iøjnefaldende sikker Naturlighed, utvungen og ligefrem. Der var noget behageligt soigneret over Udseendet (noget saadant lægger en Dreng Mærke til), og en overordentlig Elskværdighed lyste over Skikkelsen. Jeg ser ham ved disse improviserede Lejligheder sidde tilfreds tilbagelænet i Sofaen og forhøre sig om smaa og store familiære Begivenheder. Hans Besøg adskilte sig fra andre derved, at Samtalen aldrig førte ind i akademiske Diskussioner. Den holdt sig til de foreliggende Ting og bredte sig i det højeste til Fremdragelse af fælles Erindringer fra Barndommen i Randers og fra Ungdomstiden ved den polytekniske Skole. For mine ransagende Drengeøjne var han svær at rubricere. Det var ikke en Akademiker med professorale Attributer og Ekspert-Viden, der sad dér i Sofaen. Men en fin og fornem Mand af anden Art var det, med en levende og varmende Mimik, smilende og nikkende, behersket i sin Tale, venligt lyttende. Et Net af fine Rynker straalende ud fra Øjenkrogene, det var et Ansigt formet ved levende Delagtighed i Mødet med andre Mennesker. Det velplejede Udseende med Slipsnaalen og den sirlige Jaket gav et Præg udover Hverdagen. Men saa skiftede Indtrykket igen: Det var en bredbringet, hærdet Mand, man havde for sig, hvis garvede Lød henledte Tanken paa udendørs Liv, mærket af Blæst og Sol. En Adelsmand af fremmed Herkomst, en fyrstelig Emigrant, der havde bevæget sig i landlige Slottes 143 stilige Gemakker, – den ungdommelige Fantasi søgte et Fodfæste i den Slags romantiske Forestillinger, som iøvrigt slet ikke understøttedes af den ædruelige og nøgterne Mands jævne Udtalelser.

Det hørte til hans foretrukne Sysler ved den Slags Lejligheder at sidde og betragte Ansigter for at finde Træk, der mindede om afdøde Slægtninge. Da jeg langt senere besøgte ham i hans lille Lejlighed i Ordrup, bad han mig, da vi efter Middagen røg en Cigaret, om at sætte mig lige overfor ham. Han vilde finde ud af, til hvilke Familiemedlemmer han kunde henføre mig og om mit Ydre viste Lighed med andres i Slægten. Denne Placering en face var for ham den naturlige Forudsætning for en Samtale, der skulde svare til sit Navn og sin Hensigt, en Tankeudveksling i al Jævnhed, Øje til Øje, aldeles forskellig fra den Art Telefonkonversationer med fraværende Blik og blinde Øjne, som Nutidens Samtaler gerne bestaar i og hvor konventionelle Repliker dør bort mellem de samtalende. Ligesom Brevskrivningens Kunst er gaaet tabt, fornam man i Onkels Nærvær, at ogsaa Samtalens enkle Kunst er ved at gaa over i Fortiden, den Kunst, der bestaar i, at to Mennesker ved de simpleste Midler kommer hinanden nær og delagtiggør hinanden i deres Oplevelser og Erfaringer, uden boglige Hjælpemidler.

I de følgende Aar traf jeg med Mellemrum min Morbror under lignende tilfældige Omstændigheder, og Indtrykket af det særegne kom mere og mere til Syne. Jeg var nu begyndt at læse hans Bøger. Og jeg fandt det til at begynde med svært at finde Overensstemmelsen mellem den venlige, saa usædvanlig opmærksomme og indtagende Mand og hans Skrifter, der for mig, i disse Ungdomsaar, udstraalede Kølighed og efterlod den unge Læser i en Tilstand af Skuffelse, næsten Besvigelse. Jeg kunde nok mærke Indignationen og den bitre Ironi, men noget vist blankt afslørende, en Udeblivelse af et vist aands-perspektivisk Sigte føltes nok saa stærkt. Noget saadant søger jo i Reglen den hungrige unge Læser. Den samme Dobbelthed havde hans kloge Moder 144 følt, som Sønnen lignede saa overordentligt i Sind og Temperament, og som han i al Stilhed følte sig aandeligt beslægtet med, endskønt han tidligt gik andre Veje end hun ønskede. Henriks første Skridt paa Forfatterbanen voldte hende mange Bekymringer. Hun syntes, han slap Forholdet til virkelige Mennesker og mistede sit nøgterne Tag i Livet. Vildraadighed knugede hende og Vrede kunde hun ikke skjule, naar hun anede, at Henriks Tanker var ved at løsne sig fra Familietraditionen; men naar han saa kom og besøgte hende, var alt dette glemt og de kendte igen hinanden. Meget af dette kunde nok ikke være anderledes. Henriks fra de andre Søskendes forskellige, knortede Sind maatte have Afløb paa sin egen Maade, og han gik i stærk Tillid til egen Kraft frem paa sin Bane. Men det er en vemodig Sandhed, at hans omsorgsfulde, klartseende Moder aldrig helt oplevede at se den dybe sønlige Følelse, der boede i den unge Henrik, og som udfyldte saa stor en Del af hans Sind Livet igennem. (Hun fik heller ikke set, at Sønnens Virkelighedssans ikke blev sat over Styr!) – Selv fik jeg efterhaanden de to Billeder, af Skribenten og af Personen, til at falde sammen. Det var bl.a. en fælles Egenskab hos de fleste af de mange Søskende, at de udøste en stærk, altid lige trofast Kærlighed over deres nærmeste, hvorimod de indtog en paafaldende kølig-iagttagende Holdning overfor alle, der stod udenfor den snævre Kreds. Disse fik sjældent Del i Hjerteligheden men mødtes af en ganske vist uimodstaaelig Elskværdighed. –

I disse Aar fremkom det kendte Sønderjyllandsdigt i en Søndagsudgave i Berlingske Tidende. Jeg læste det om Morgenen, da Avisen kom, og jeg erindrer min Følelse derved: jeg var igen noget skuffet. Det var et rigtig kønt Vers, syntes jeg; det aabenbarede dog for en Gangs Skyld mere umiddelbare Følelser. Men et klangfuldt Sanger-Digt syntes jeg ikke, det var. Den Beaandelse, der næste altid indfandt sig, naar Broderen Morten satte Pen til Papiret og som gav det skrevne Flugt og en poetisk Pointe (han skrev overordentlig 145 smukke Lejlighedsdigte), var ikke forenelig med Henriks tvivlende Skumrings-Sind.

En Efteraarssøndag fik jeg Lyst til at aflægge ham en Visit. Han var naaet til Støvets Aar og boede nu i en Stuelejlighed i en af de maleriske Kanalgader paa Kristianshavn. Jeg kom gaaende fra den anden Side Kanalen og spejdede efter, hvor hans bortgemte Bolig laa. Pludselig saa jeg det smukke hvide Hoved i et Vindue, mellem klare Gardiner. Han sendte et flygtigt Blik ud af Vinduet, men blev saa borte. Et Øjeblik efter viste han sig igen, men drejede derpaa om og forsvandt. Saaledes fortsatte han i lang Tid. Hver Gang han kom til Syne, rettedes de let sammenknebne, forskende Øjne mod Lyset udenfor; et Moment senere tabte den ranke Skikkelse sig, med de ledige Hænder løse i Jakkelommerne, i Stuens Mørke. Onkel arbejdede. Jeg opgav naturligvis Besøget efter at have konstateret dette. Men ligesom da jeg allerførste Gang saa ham, formede det flygtige Indtryk sig til et Billede, denne Gang af en meget ensom Mand, præget af overordentlig Styrke og af en usalig Hjemløshed, den, han træfsikkert og som en Selvbekendelse gav Udtryk i Lykke-Pers Lytten til Ingemanns Aftensang: – vær ogsaa stille i mit Bryst, du Flygtning som der bor. Denne bestandige Vandringsmand var ikke forpint eller paa nogen Maade ramt i Hjertet. Stolt og suverænt erkendte han, at han havde valgt Fredløsheden og ingensteds havde hjemme. Hans Kald var at være Tidens Dommer, og som saadan var han uden Mulighed for at være Part i den. Det var for ham den eneste loyale Stilling overfor den Samtid, han revsede.

Traf jeg ham i disse senere Aar udenfor hans Hjem, i min Mors Stue, bibeholdt jeg Fornemmelsen af, at han trods det nære Slægtskabsforhold var som en af disse Havets Storfugle, som ikke har nogen Rede at ty til. Endskønt han var Gæst hos sin eneste tilbageværende Søster, hvem han holdt meget af, vilde han ligesom ikke i sædvanlig Forstand akceptere sig som Familiemedlem. Uafhængigheden var bestandig 146 hans foretrukne Position. Han ansaa det for sin Lod at være henvist til sig selv og fuldføre Løbet i Trofasthed mod sin ensomme Natur. Min Mors jævnlige Besøg hos ham var dog altid en kærkommen Opmuntring, der udløste aabent taknemlige Følelser. De kom mere og mere til Syne efterhaanden som han ældedes. Hun var nu den eneste, med hvem han kunde dvæle i Minderne, og ved de to gamle Søskendes Samvær sluttedes, i en sen Time, Ringen igen fast omkring den gamle Slægt. Han kunde da udbryde uden Forbehold:

Ja, Lisbeth, det er nu en Tilfredsstillelse, at man er kommet af Godtfolk.

– Godtfolk – det var Forældrene, ikke Lykke-Pers, men hans egne, han beundrede.

Jeg prøvede engang i disse Aar at forhøre mig om hans Syn paa dansk Folkekarakter, et Emne, jeg skønnede han maatte have usædvanlige Forudsætninger for at kunne belyse. Men hans Svar overraskede:

Det kan der ikke siges noget bestemt om. Spørg Thorkild Gravlund!

Jeg mente ganske vist selv, at Sagen var vanskelig; men Onkel havde dog i sine Skrifter udtalt sig temmelig kategorisk netop om dette Emne, uden videnskabelig Forsigtighed. – Han holdt af mørke Betragtninger, som han gav Udtryk med epigrammatisk Tydelighed.

Det at dræbe ligger dybt i vor Natur

bemærkede han ved samme Lejlighed.

Derfor begynder ogsaa Menneskehedens Historie med et Drab.

Til Billedet af min Onkel hører Sansen for den rebelske, ofte saftige Humor fra de yngre Aar. Jeg gengav en Gang for ham, hvad Rygtet fortalte om hans løsslupne Maade at forlade Læreanstalten paa. Ved den afsluttende skriftlige Eksamen drejede Opgaven sig om at beskrive et Turbineanlæg. Unge Henrik havde paa det Tidspunkt allerede besluttet sig til at sige Studierne Farvel uden Eksamensbevis. Han skitserede da paa Tegnepapiret et Overfaldshjul af den Type, der brugtes til Vandmøller. For nu at faa Omdrejningen i Gang, tegnede han over Hjulet en – Natstol, paa hvilken – stadig efter Rygtet – et Kvindemenneske blev anbragt, som ved Udøvelse af sine naturlige Funktioner producerede 147 den fornødne flydende Kraft. Derpaa rejste han sig og afleverede sin Turbine til Opsynet. Opsynsmanden studsede, spærrede Øjnene op og spurgte med maabende Forfærdelse, om Kandidaten virkelig ønskede Skitsen betragtet som sin Besvarelse af Opgaven. Hvortil det fripostige Svar straks lød: "Deres Opgave er ikke at bedømme Besvarelserne, kun at modtage dem!" Onkel morede sig overmaade over den kaade Historie og sagde, at hans "Afsked med Læreanstalten ikke var meget højtidelig"; han indrømmede "Rygtets delvise Sandhed", men tilføjede dog, at "helt saa drastisk i Enkeltheder har den nok ikke formet sig". Det var aabenbart lidt vanskeligt for den gamle noble Herre helt uden Forbehold at vedkende sig sin Ungdoms Frejdigheder. – Bemærkningen til Opsynsmanden lyder i hvert Fald saare karakteristisk i sin logiske Uangribelighed, og hvad selve Anekdoten angaar, da svarer den meget godt til en Maade at være lystig paa, som var fælles for Randerspræstens Sønner. De benyttede enhver Lejlighed til at faa Afløb for det gode Humør ved forvovne Tegninger à la Punch eller Fritz Jürgensen.

Sidste Gang, jeg saa min Morbror, var et Par Aar før han døde, da jeg selvanden overraskede ham en Foraarskvæld for at overrække ham en Buket nyudsprungne Anemoner. Jeg tror aldrig jeg har set ham saa glad som paa denne smukke Aften. Vin kom paa Bordet og en usædvanlig hjertelig Samtale kom i Gang. Hans Tanker kredsede atter om Moderen og hendes Slægt, Oxenbøll'erne, om hvilke han ytrede:

Der er noget fremmed i deres Blod, næppe jødisk, snarere spansk eller italiensk, i hvert fald sydlandsk …

Tanken tiltalte hans Fantasi, der paa blichersk Vis fabulerede om en Skibsdreng, der i fjern Tid var drevet halvdød i Land fra et Vrag paa Jyllands Vestkyst, og som senere tilførte Slægten sit stærke, temperamentsfulde Blod. – Han udbredte sig over et Tema, jeg før havde hørt ham berøre, og som jeg nu refererer saa nøjagtigt, jeg kan. Han sagde:

Nutidens Forfattere synes slet ikke at kende de Kaar, vi 148 maatte arbejde under, da jeg var ung. Vi blev ikke taget under Armene og forkælet af Publikum, førend vi virkelig havde bevist, hvad vi duede til. Vi maatte gennemgaa mange og trange Læreaar uden at skele til Læsernes Yndest og uden at vente, at der ved det første Pip blev slaaet paa Tromme for os. Og det var godt saadan. Hvordan skal en Forfatter opnaa Myndighed og kunstnerisk Uafhængighed, med en solid Stil og overlegent Greb om Tingene, hvis han ikke gennem lang Tid modnes til sine egentlige Opgaver i Ensomhed og med en fast Tro paa sig selv og ikke bygger paa andres højrøstede Bifaldserklæringer? Han har ingensomhelst Krav paa Støtte førend Svendestykket er gjort, og indtil det er fuldført, maa han retfærdigvis finde sig i de beskedneste Kaar. Ingen skal forudlønnes for det Arbejde, der endnu ligger i Svøb og som maaske aldrig lykkes.

– For egen Regning har jeg Lyst til her at indskyde, at fraset nogle ganske enkelte Skribenter, hvortil ogsaa min Morbror hørte, er det smukkeste og værdifuldeste Forhold til Forfattervirksomhed vistnok Amatørens (ment i Ordets sande filologiske Betydning). E.A. Karlfelt sagde i en Tale Aaret før sin Død: "Jeg har altid haft svært ved at tænke paa Digtekunst som en Næringsvej … Man udgiver en Bog, som kan passere, maaske to; Skiltet er hængt ud, man skriver videre, og vil Publikum ikke købe, ser man det som sit retmæssige Krav at opnaa Statens Støtte. Staten bør vistnok støtte Litteraturen men ikke alle dens selvbestaltede Tjenere. Bedst har man af at føle sig som en Dilettant …" Ordene var tidligere fremført paa en Forfatterkongres men blev nu gentaget som den erfarne Mands endelige Votum. Denne smukke, naturlige Amatør-Holdning til Skribentarbejdet kan man slutte sig til. Man producerer, naar de gode Øjeblikkes og de værdifulde Tankers Tid er inde og lader Resten gaa forbi. –

Men tilbage til Onkels Stue, der ligger i Skumringsskær fra Aftenhimlen. Samtalen falder paa Digtere. Med begejstret løftet Rødvinspokal hylder han Holberg som den 149 eneste virkelige danske Mester. Da jeg foreslaar at tage H. C. Andersen med, sættes Glasset med Vægt tilbage paa Bordet og Svaret kommer med et lille Skuldertræk: "Jovist, men det var dog kun den lille Kunst". I dette Svar sporede jeg Onkels Begrænsning eller, skal vi sige, hans Fremhævelse af sin Særart. Med Rette kunde han føle sig en Smule stolt af sine store Romaner, Resultatet af Aaringers Iagttagelse og Kompositionsarbejde. Men han kunde (eller vilde) aabenbart ikke se, at Andersen var Miraklet i vor Digtekunst, Genoptagelsen af oprindelige Tiders primitive Fantaseren over Livet, dengang Digtningen fødtes, paa Folkeeventyrernes Tid. – Knud Hjortø, som jeg allerede dengang vurderede højt, fik samme Karakteristik af at være Lillekunst, omend udmærket god indenfor sit snævre Omraade. – Om Vilh. Bergsøe, som kom paa Tale, tillod jeg mig at mene, at han ganske vist hørte til de underholdende Forfattere men at han havde et tiltalende Skrivenemme. Hertil svarede Onkel blot: "Naa, synes Du det?" Hans Ideal var de store Russere og Ibsen, dem, der lidenskabeligt satte deres Liv ind for én stor kunstnerisk Idé. Men ved Siden af dem havde han stor Beundring til overs for Dickens og endnu mere for Thackeray. Det er ogsaa vanskeligt at finde en betydende Prosaforfatter der mere lignede min Onkel i Henseende til præcis Iagttagelsesevne og klar, kølig Stil end netop Thackeray.

Af naturlige Grunde har jeg ofte maattet spørge mig selv, hvilken Betydning min Onkel nu har haft for mig. Han sagde selv om sit Forhold til Brandes: Andre har vokset sig fra ham; jeg har vokset mig til ham. Noget lignende kan jeg uden at sammenligne, sige om min Stilling til min Morbror. Jeg har med Aarene mere og mere maattet erkende Sandheden i hans erfarne Menneskeskildring. Man gaar i denne Henseende sjældent ubelært fra hans Bøger. Hans Skikkelser er klart tænkte og klart sete, og Skildringens Sandhed er det umuligt at komme uden om. Den tør ses efter i Sømmene uden at man finder Revner eller Mangler. En 150 naiv Idealitet er veget Pladsen for en uangribelig, omend ofte nedslaaende Virkelighedsiagttagelse. Han besad Pontoppidan'ernes i Kødet baarne Grundkrav om Ædruelighed og Nøgternhed indtil det skrabede. Man skal ned, ikke op, for at ramme det rette Beretterniveau. Det Tvesyn, man har talt saa meget om i Forbindelse med hans digtede Personer, er for mig simpelthen identisk med hans næsten ideale Objektivitet i Menneskebeskrivelsen. En levende Skikkelse maa, for at være sand, betragtes fra flere Sider. Intet Menneske er gjort efter en Lineal. Dommen henstaar til Læserens Afgørelse. – Onkels egen Personlighed var ikke tvesindet. Den var fast, enkel og sikker. Og der er jo ingen Tvivl om, hvilken Dom der kan læses mellem Linierne, trods den pinlige objektive Beskrivelse. – Beundre maa jeg ogsaa hans kunstneriske Alvor. Med Trofasthed holdt han sig, den lange Arbejdsdag igennem, tæt til sin mørke, sørgmodige Muse og sveg hende ikke. Jeg har to Originaludgaver staaende paa Hylden. Paa Forsatsen af den ene, Stækkede Vinger fra 1881, staar med hans Haand: Til Moder fra din hengivne Søn Henrik P. Og paa tilsvarende Sted i Undervejs til mig selv, 1943, staar: Til Elisabeth Ostenfeld, med broderlig Hilsen fra Henrik P. Disse to smaa Dedikations-Bind er et smukt Vidnesbyrd om 62 Aars uafbrudt Skribentgerning, i samme Aand, først afsluttet i Dødsaaret.

Fra Moderen stammede Familiens faste Egetømmer. Hos Broderen Morten dannede det en rank og stærk, støt voksende Stamme. Henrik var bygget af samme solide Stof. Men der sad fra de unge Aar inde i Veddet en Knast; Slægtens Safter maatte tvinge sig Vej gennem den til Blomst og Frugt, og de fik Farve deraf; det fælles aandelige Arvegods fik hos ham sin særlige Prægning derved. De to Brødre var i enhver Henseende jævnbyrdige (og den fornemme svenske Pris kunde have været delt ligeligt imellem dem; Morten havde de fineste Læsere og Beundrere indenfor svensk Aandsliv), og trækker man Knasten fra, var der ikke faa Lighedspunkter imellem dem. De slægtede jo begge afgjort 151 Moderen paa. Det er blevet sagt, at Henrik var Familiens Kronskud. Jeg er ikke sikker paa, at han selv vilde have vedstaaet denne Karakteristik. Morten var Kronskuddet, for saa vidt som det blev ham, der overtog Arven og stod som Slægtens legitime Overhoved. Henrik havde sin særlige Stilling med sin Knast og viderebragte Arven paa sin egen Maner, alligevel ikke saa langt fra Stamtræet som det er sagt. De to prægtige Brødre havde forskellige Meninger, men den dybere Stemningsgrund var ikke saa forskellig. Begge var kritiske Naturer med særligt Talent for afsvalende, udrensende Procedurer. De holdt, hver paa sin Vis, den samme Prædiken, – om, at vi er Jordens og Forkrænkelighedens Børn, at vi maa erkende denne Stilling uden alt Skaberi og føre Løbet til Ende saadan som vi er. Men mens Morten iagttog Menneskene overbærende og med Tillid, gennem sin aandfulde Livstros Medium, paa Trods af al den Halvhed og Lunkenhed og Smaamandsagtighed han ogsaa saa, betragtede Henrik dem blankt som de tog sig ud. Han var lidet filosofisk anlagt. Og han maatte fra sit konkrete Stade (og ikke helt logisk overbevisende) bedømme Livet ud fra de Mennesker, han mødte, og med dem som Maalestok maatte Resultatet blive temmelig trøstesløst. De Ideer, som findes i Verden, og som dog er opfødt og næret af enkelte Mennesker, kunde han ikke tage til Udgangspunkt og bygge noget Lyssyn paa. De bedømtes og dømtes af deres skrøbelige (han vilde sige: ynkelige) Bærere, af halve Mennesker, Fantaster og Hyklere. Nogen negativ Bedømmelse af det Liv, vi er sat til at leve, har han aldrig givet, tværtimod; det var i hans Øjne en for alvorlig Affære at tage letsindigt paa. Han indskrænkede sin Domæne til Iagttagelse af de Mennesker, der skulde leve dette Liv, og dem saa han paa uden Tiltro. Der fandtes i hans Øjne ikke ti Retfærdige, og han havde tilsidst ikke andet Haab end den store Renselse, – at Sodoma vilde gaa op i Luer. Han fandt det fortvivlet og bittert, at saa faa var brugelige i et ægte Livs Tjeneste, og der var for ham kun een Udvej: Dommen, 152 for Livets Skyld. Han var ikke Misantrop. Men han ledte forgæves efter Mennesker, han kunde knytte sin Livstro til. – Han og Morten forholdt sig til hinanden som Folkets Formaner, Vejleder og Præst til Folkets vrede Profet. Begge vilde de udføre en Opdragergerning overfor deres Folk, men de brugte, hver efter deres Forudsætninger, forskellige Midler. Større var Forskellen ikke. De var kommet af de samme Godtfolk.

Baade ved personlig Omgang med de to Brødre og gennem deres Skrifter fik jeg tidlig Færten af Vrangsiden af den næsten uhelbredelige danske Hyggelighed og Idyldyrkeriet. I deres Selskab smagte man i Stedet en kraftig og salt Kost. Saadanne stærke Naturer er kloge paa deres egen Maade. De er kloge af Instinkt og af en sikkert indarbejdet Vane. De gør sig sjældent populære. Thi deres nøgterne Bedømmelse prikker Hul i Følelsestænkningens mangefarvede Balloner og afsvaler de letantændelige Gemytter. – Som Ræsonnører og Observatører var de uovertrufne; men i denne uforbindende Rolle var deres Livsbillede i Grunden statisk. Det interesserede disse overordentlig livsduelige Naturer meget lidt at gribe ind i Tidens Rørelser som Førstemænd og Førere. Selv Mortens Optræden som Højskolemand og Politiker var et Intermezzo. Denne konstaterende Holdning er mærkelig men ikke desto mindre en Kendsgerning. Den hang vel dels sammen med deres kritiske Anlæg men desuden med, at de manglede den Drivkraft, der ligger i, at man selv har gennemgaaet aandelige Kriser. Pontoppidan'erne iagttog ganske vist vagtsomt og aarvaagent Tidens aandelige Fænomener og gennemløb deres Tidsalders Udvikling paa selvstændig Vis; men personlige Rystelser kendte de ikke. De var og blev saadan som Naturen og Kulturen havde dannet dem, uden dramatiske Tilsætninger. De var som en haard, modstandsdygtig Stenart i den bløde danske Muld. Stenene ligger i Jorden og kan ikke blandes med den, men de hører dog med til Jordsmonnet. De er den faste Bestanddel, der giver Tingene Konsistens og uden 153 hvilke Jorden vilde blive en gyngende, eftergivelig Grund. De maa omgaas med Delikatesse. Ellers risikerer man at faa klemt Fingrene. –

II

Det blev Drengen Henriks Skæbne at følge i Kølvandet paa tre ældre Brødre (og lige saa mange ældre Søstre), der ubesværet og med perfektibel Begavelse banede sig Vej frem i Slægtens vante Spor som Akademikere og Embedsmænd. Henrik var ikke udrustet med samme selvfølgelige Evner for det akademiske, til Gengæld var han i Besiddelse af et stærkt Sind, et lidenskabeligt, omend godt tøjlet Temperament. Og han har med disse Forudsætninger følt sin Ligestilling mellem Brødrene alvorligt truet fra de tidlige Aar. De unge, muntre og begavede Mennesker tog ikke med Fløjlshandsker paa hinanden, og det har ikke mindst Henrik, som den yngre, maattet føle. Han har da nok tænkt: Ja, ja, jeg skal revanchere mig paa min egen Maade. Han besluttede at gaa sine egne Veje, og det tør siges, at Beslutningen blev konsekvent gennemført.

Selv vendte han ofte tilbage til sin familiære Stilling som et "Mellembarn" i en stor Søskendeflok (paa i alt 16 Børn), hvem det gaar som beskrevet hos Francis Bacon:

(…) Hvor der er et Hus fuldt af Børn, kan man se en eller to af de ældste agtet af Forældrene og de yngste forkælede, mens de mellemste ligesom er overset og dog ikke sjældent viser sig at blive de bedste.

Familiekrøniken bekræfter dog ingenlunde, at man har vist ham mindre Omsorg end hans Søskende, og han har nok selv bedømt Forholdet adskilligt mørkere end nødvendigt. Men Bedømmelsen blev skæbnesvanger. Medvirkende hertil har været hans Særart fra Drengeaarene. En Knast sad i hans Sind og fik det til at vokse i knortede Former. Han gled ikke rigtig ind paa Brødrenes lysende Bane. Faderen noterer i et Brev fra 1873 154 til Morten, der da læste i Hovedstaden, da den unge Henrik var knap 16 Aar:

Henrik læser paa Kraft og vil jo ogsaa gerne skikkelig fra sin Eksamen. Han er jo ganske utilgængelig for Grammatik, men aaben for Matematik af al Slags. Hvad vi skal gøre med ham efter Skolegangen, ved jeg endnu ikke. Skaf muligst nøjagtige Oplysninger om den polytekniske Anstalts forskellige Kursus og Adgangsvilkaar.

I det kort derefter følgende Brev fra samme Afsender og til samme Adressat, staar:

Henrik er færdig med Ug, Mg og G i de fleste fag og 3 Tg. Herved er jeg godt fornøjet og han med.

– Ikke uden Betydning er en Bemærkning om samme Henrik i et langt senere Brev fra Faderen, fra 1878, da Henrik var midt i sine Studier, 21 Aar gammel:

Henrik er her [i Præstegaarden i Randers] og er til megen Glæde. Han tegner, sejler, fortæller og spadserer med os.

Der er ikke Tale om at han paa Skrømt gaar i Snor. Breve om Atmosfæren i Hjemmet vidner idelig om den festlige og oprømte Stemning, de mange unge holder vedlige, og hertil har ogsaa Henrik bidraget paa sin Maner. – En anden Sag er, at Henrik fra de unge Aar har overtaget Broderparten af den for hele Søskendeflokken særprægede Livsstemning af sval Ædruelighed, af en altfor vaagen og tidlig Sans for Tilværelsens Vrangside. Naive har disse Præstebørn saavist aldrig været. De saa med klare, taareløse Øjne paa Livets Spil. Den megen, talentfulde Skæmt og Morskab hos Præstebørnene afspilles paa denne realistiske Baggrund. For Henrik blev denne Baggrund efterhaanden Hovedsagen. Den blev Betingelsen for hans Tvivlersyn, Forfatterskabets dybeste Følelsesstrømning. Men i denne Henseende kom han ikke til at staa som Opponent overfor Slægten. Her var han dens loyale Arving og Talsmand. Forældrene var gudfrygtige og kunde i Sandhed kalde sig saadan. Men de var samtidig overmaade verdenskloge og kendte til Punkt og Prikke denne Verdens brøstfældige Børn. Faderen saa rødt, naar en Bisp kom inden for Horisonten, og Moderen har ved sin 155 kølige, afvejende Klogskab faaet mangen gejstlig besøgende til at trække Følehornene til sig. –

Der er gjort lovlig meget ud af Pontoppidans kryptokristelige Holdning. Thi ogsaa paa det religiøse Omraade bestemtes hans Forfattersyn af Revolte overfor Barndomshjemmets faste, urokkelige kirkelige Tradition. Revolten blev ham bestandig vigtigere end Tilslutning til det, han i Stedet kunde anerkende. Han kunde aldrig forvinde, at man i hans Drengeaar vilde binde ham fast i en vedtagen, konventionel Kirkelighed (ganske vist ikke i Bydemaade men som en uudtalt Forudsætning). Endskønt han erkendte, at Forældrenes Livssyn var ægte og følt og al Respekt værd, maatte han samtidig sande, at dette Syn var ved at blive Skæbne for ham selv, – en aandelig Indpodning, som aldrig vilde kunne rystes af, og som af ham altid vilde føles som en Spændetrøje. Ud af sin voldsomme Selvstændighedstrang kunde han ikke gøre andet end stædigt, næsten brutalt, at gaa til Angreb mod denne Indvirkning. Overfor den i hans Øjne mørke, livsfornægtende Kirkelighed beskyttede han sig i en skarp Nej-Attitude, en nødvendig, selvvalgt Ikke-Religiøsitet, skarpere end det i Virkeligheden stemte med hans Sind. Han besad ikke Sans eller Evne for at omforme sin Kritik af det hjemlige i en Religiøsitet, der passede hans Naturel. Hans Tanker herom kom aldrig ud over Oppositionen, som han fastholdt med en utrolig Sejghed. Hans rebelske, antikristelige Opsatser i Børstidende i Halvfemserne maa ses paa denne Baggrund. Det var blevet ham et Livsanliggende at afsløre de overleverede Formers Fordærvelighed, deres sindsforkrøblende Indvirkning. Han følte det som sit Kald at faa det danske Folk til at tænke frit og stort, mandigt og uafhængigt.

Det var noget væsentligt, at Pontoppidan frivilligt paatog sig Landflygtigheden midt i sit Folk som en Konsekvens af den Synsmaade, han havde valgt. Idet han bevidst brød med Slægtstraditionen, var han med det samme den ensomme 156 og rodløse Vandringsmand. Der fandtes ikke noget naturligt Alternativ, – det polytekniske var paa Forhaand en dødsdømt Udvej. Det stod ham klart, ligesom for Morten, at Særheder og Særstandpunkter maa betales med en høj Pris. Morten fik det engang sagt for sit eget Vedkommende med en ejendommelig Vending: Naar man er som jeg, maa man finde sig i at gaa i en aaben Grav og derfra lade sin Røst lyde. Henrik har følt noget lignende. Disse stærke Søskende var sig deres Særheder bevidst, og de drog uden Klynkeri Konsekvensen af dem.

*

En Digter dør, og man staar ved hans Grav med den deltagende Følelse, som i slige Tilfælde indfinder sig: Her hviler et Menneske, der paa sin egen Maade søgte Løsning paa Mennesketilværelsens Gaader og satte sit Liv ind derpaa. Og man føler Tilskyndelse til at give Billedet af den døde en højere Rejsning og stille det ind i den Aandssammenhæng, i hvilken han selv, uden om alle privatissima, helst vilde betragtes. Hvordan lader det sig gøre overfor Pontoppidan, Digteren med den lave Flugt og uden Sang paa Læben? En Sammenligning med Paludan-Müller, som ofte er forsøgt, falder ikke rigtig overbevisende ud. Dertil var den hedengangne for streng, for lidenskabelig og mørk i Forhold til sin elegante og skrøbelige Forgænger. Tanken strejfer i Stedet, med al Forsigtighed, en monumental Kaldsbroder, Dante, en af Litteraturens største religiøse Moralister, selv landflygtig og tvunget til at lægge sine Ben i fremmed Jord. Danskeren havde tilfælles med denne Stormand Stoltheden midt i Hjemløsheden, den klare Dømmekraft, den overlegne Ligevægt paa trods af Modgang og Møje. Begge var de malmfulde Naturer, der forstod at rynke Brynene i Vrede og at slaa Samtiden med Retfærdigheds ubønhørlige Haand. Begges Kald var at afsløre og bortbrænde, hvad der ikke havde varigt Værd, og som Modstykke holde Personlighedens faste Vilje op som Ideal. Lyder og Laster var deres Emne, og en hvas Domsprædiken 157 holdt de over dem. Endelig stod de begge frit overfor det ortodokse Regimente og følte sig alligevel som dets legitime Børn. – Pontoppidans Inferno- og Purgatorie-Beskrivelse fik Navn af De dødes Rige, som Dantes Sange et Rundskue ud over den svigtende og faldne Slægt. Dysterheden er et fælles Følelsespræg. Men her, ved Stemningsfællesskabet, ophører Muligheden for videre Sammenligning. Den nordiske Kaldsbroder havde intet Paradiso at føje til, intet Syn af en Dæmring bag Tusmørkelandskabet, som Trods alle Trængsler forblev Florentinerens fastholdte Baggrundstanke. – Vi maa da standse ved det, Pontoppidan selv ønskede at give, og som han med sin egen Personlighed saa beundringsværdigt lagde for Dagen: Viljens Rankhed, Aandens uangribelige Noblesse, Tankens ædruelige Klarhed, Kærlighedens Styrke. Hans Haab til Menneskenes Forædling var spinkelt som en tynd Rift i et tungt Skydække. Alligevel høres gennem hans Værker en dæmpet Lovsang. Han har ganske vist ikke noget nyt Livssyn at tilbyde Jordens Børn. Men de ejer en stærk ubrugt Evne til at gaa Tilværelsens ubarmhjertige Kaar i Møde med oprejst Pande og aldrig lade sig kue af dens Spøgelser.

Dantes Skygge glider atter bort – til de himmelske Sfærer, hvor den har sit Hjem. Og et andet ærværdigt Navn hviskes en i Øret: Ahasverus, den hvileløse, bestandig paa Spor efter en ny Fuldkommenhed, der laa som et Ideal dybt i Hjærtet. Men det giver Kamp og megen Møje at opgive de gamle Stier, naar Hjærtet ogsaa er bundet til dem. Pontoppidans Skribentliv er en Paavisning af at de hos "Godtfolk" binder des mere, jo mere man vil slide sig fri af dem.