Henrik Pontoppidan til Harry Søiberg
Sendt fra Helsingør. 13. december 1918
De hører til de store Naive
Helsingør.
13.12.18.
Kære Søiberg!
Det glædede mig ret forleden i "Politiken" at se Deres Bog1 anmeldt med fuld Honnør. Det måtte jo engang komme, og det har såmænd varet længe nok. Forhåbenlig bliver dette nu Signalet til, at det store læsende Publikum både herhjemme og i vore Nabolande får rigtig Øje på Dem. I Anmeldelsen sammenlignedes De med Selma Lagerløf, og det med fuld Ret. Både i Fortrin og i Fejl har De meget tilfælles med den store svenske Forfatterinde. De betragter Tingene og Personerne med en 2 Følesans, der er beslægtet med Selma Lagerløfs Synskhed. Og De skildrer som hun helst de enfoldige Sjæle, fordi også De hører til de store Naive. Desuden er det hos Dem som hos hende mere det enkelte Billede, den isolerede Episode, der griber Læseren, end Totalindtrykket eller Bogens Ideindhold. Således også her i "Lyset". Jeg kan ikke være enig med den nævnte Anmelder i, at "den gale Præst" er bleven Bogens interessanteste Figur. Han skal være Inkarnationen af en Ide; men der er hverken hos ham eller den anden Præst rigtig Kød eller Blod af denne Verden. Ypperst synes mig den Scene, der skildrer Paniken 3 efter den sindssvage Kones Flugt ud over Heden, og Hesten foran Dødemandens Hus. Især den sidste er uforglemmelig.
Tag nu min Tak, kære Søiberg, fordi De har hædret mig ved at tilegne mig2 denne prægtige Bog, der er en Pryd for vor Literatur og en virkelig Berigelse. Det er jo Meningen, at der endnu skal komme en Fortsættelse. Gid De nu må få gode Kår og Arbejdsfred til at fuldføre Værket med Anspændelse af alle Deres Evner. De kan da se tilbage på en kunstnerisk Stordåd.
Hjertelige Hilsner!
Deres hengivne
H. Pontoppidan
