Henrik Pontoppidan til Harald Nielsen
Sendt fra Almanns Allé 4. 14. november 1910

en Vagtpost at forsvare


[Mandag] 14/11 1910.
Ahlmanns Alle 4.
Hellerup

Kære Hr. Harald Nielsen!

Søndagens Uro og Selskabelighed gjorde, at jeg ikke fik svaret Dem igår. Det er jeg nu ked af; jeg vilde helst have skrevet straks efter Modtagelsen af Deres Brev, som bevægede mig, og som jeg takker Dem for. Den Fortrolighed, De har vist mig, veed jeg at skatte, så meget mere som jeg jo i Grunden ikke har fortjent den.

Nu bliver det kun et Par tempererede Linjer som Svar på et og andet i Deres Brev.

De må ikke undre Dem over, at jeg undertiden har set en Fjende i Dem. De har dog nogle Gange rettet Angreb på den Literaturbevægelse, jeg har været 2 med i, og udtalt Domme om den, som jeg har fundet og måtte finde ubillige og utilbørlige. De har, synes jeg, forset Dem på det Slam, den rev med sig, og herved begået den samme Uretfærdighed som Georg Brandes i sin Tid begik overfor den romantiske Literatur, da han erklærede den for forgiftet i sine Kilder. Her har jeg fået en Vagtpost at forsvare, og der vil De altid finde mig i Våben.

Dette kun til Forklaring af et Ord, som der iøvrigt ikke skulde lægges Vægt på. Mit Forhold til Tiden og til det Samfund, der kvæler os√, er jo ellers ikke meget forskelligt fra Deres; min Væmmelse ved den Marodør-Kannibalisme, vi daglig har for Øje, er ikke mindre dyb end Deres; det vil De bl.a. erfare, når jeg bliver færdig med 3 den Bog, jeg nu skriver på1. Af hvilken Grund jeg ikke skulde kunne skrive i Deres Blad – hvad De jo spørger om – veed jeg endog derfor√ heller ikke selv, uden det skulde være den, at jeg ikke er bleven anmodet om det, og at jeg slet ikke på Forhånd kunde være sikker på, at jeg var velkommen der. Jeg vilde endda slet ikke finde det urimeligt, om De ikke brød Dem om at slæbe Navne fra Fortiden over i det nye Foretagende men foretrak at møde med friske, tildels uprøvede Penne og i enhver Henseende støtte Dem på egne Ben.

At De vil Anerkendelse, ikke alene for Deres egen Person naturligvis, men også for de Ideer, der er blevne ét med Deres andet Jeg, forstår jeg godt men kan stadig ikke finde det rimeligt. Allermindst en Revser kan dog vente at 4 høste Påskønnelse. Tænk på den Ligegyldighed, hvorunder en Mand som Søren Kierkegård opførte sit Babelstårn. Hvor gammel måtte ikke Grundtvig blive, før man begreb noget af hans Væsen. Tør man overhovedet skele efter Resultaterne af sin Virksomhed? Udenfor sig selv, mener jeg. Man veed dog altid i Øjeblikket√ altfor lidt om, hvad Gavn eller hvad Skade man kan gøre under sin Selvudviklings-Proces, og må lade stå til i Tillid til, at Tilværelsen på en eller anden Måde har haft Brug for ens Arbejde.

Jeg vilde ønske, at De kunde dæmpe Deres Utålmodighed efter at efterspore Resultaterne af Deres Virksomhed; men forresten skal De vist ikke være sikker på, at den Træghed og dorske Søvn, De mener at møde overalt, ikke mangen Gang er simuleret. Jeg tror, De vil komme til at mærke, at den har været det. Vi er jo overhovedet et Folk af 5 Simulanter.

Lad mig endnu blot have Lov til at sige, at selv om disse Dages Ordveksling har fjernet os fra hinanden i selskabelig Henseende, så har den alligevel ført mig Dem nærmere og gjort mig det helt√ klart, at De er en af de Personligheder herhjemme, jeg nødigst vilde undvære, og en af de ganske få, jeg priser mig lykkelig over at have lært at kende. Det vilde da også gøre mig meget ondt, om de Skuffelser af forskellig Art, disse Dages Redaktør-Virksomhed efter Deres Sigende har bragt Dem, på nogen Måde skulde sætte varigt Mærke i Deres Sind. De har langt flere Venner, end De vistnok selv veed, og som holder af Dem sådan som De er.

Med de bedste Ønsker for Dem og Deres Hjem forbliver jeg

Deres hengivne
H. Pontoppidan.

 
[1] Bog: Torben og Jytte (1912); om HP også tænker på temaer i andre bind af De Dødes Rige, er svært at vide. tilbage