Henrik Pontoppidan til Harald Nielsen
Sendt fra Ahlmanns Allé 4. 11. november 1910

lidt umandige Trang

Ahlmanns Alle 4.
11/11 1910

Kære Hr. Harald Nielsen!

Jeg har ingen Grund til at takke Dem for Deres sidste Brev; men jeg vil dog kvittere for Modtagelsen, omend jeg gør det med Ulyst. De har virkelig bevist, at De kan lade Dem beherske af det øjeblikkelige Indtryk af en i og for sig ligegyldig Hændelse, endog i den Grad, at det løber ganske løbsk med Dem. Hvad der er sket os imellem, er det, at jeg har frakendt Dem journalistisk Evne og nærmest betragtet denne Mangel som en Hæder for Dem; men samtidig har jeg ganske vist beklaget det, fordi Virkningen af et Bladforetagende som "Ugens Tilskuer" ude i det store Publikum så meget beror på den. Dengang Søren Kierkegård fandt Tidspunktet kommet til at blande sig [i] Håndgemænget og begyndte "Øjeblikket", førte 2 han ingen af sine Haubitsere1 med sig, gik fra det svære Artilleri over til Døgnskrivernes lette Jægerkorps, gjorde sit Flyveskrift til en Slags "Korsar" i de højeste Ideers Tjeneste. Det var noget lignende, jeg havde ventet af Dem; – men personlig har jeg ikke haft Grund til at beklage, at Deres Blad ikke på dette Punkt opfyldte mine Forventninger, og det har jeg også sagt Dem. Jeg forstår derfor oprigtig talt ikke, hvad det er i mine Udtalelser, der har oprørt Dem.

De skriver, at G.B.2 og De er så forskellige som Nat og Dag. I én Henseende ligner De ham dog åbenbart noget, – i hans lidt umandige Trang til bestandig at smykke sig med Martyrglorien. Jeg veed ikke, hvad Ret De har til at betragte Dem som Blodvidne. De har fra ganske ung haft kunnet komme til Orde i de bedste Blade og Tidsskrifter og er nu bleven sat i Stand til3 at optømre en egen Talerstol midt i København. De har Venner 3 og Tilhørere i alle Lejre; selv Folk, der – som jeg – i meget må se4 en Fjende i Dem, lytter til Dem med Respekt, ja delvis med Beundring. Og alligevel klager De over Mangel på Påskønnelse. Herregud, vi Mandfolk går dog ikke gerne altid med Hjertet på Læben; vi kan føle meget for et Menneske uden at være forlegen for ved alle Lejligheder at fortælle ham det. Men det synes næsten, som om Kritikere endnu mere end andre Kunstnere trænger til at få deres Betydning fastslået af andre, og at de, som selv med større og mindre Ubarmhjertighed flår Huden af deres Medmennesker, selv er de mest ømskindede overfor Kritik. Trods den Selvfølelse, der er kommen til Orde i Deres Brev, ser jeg dog i dette et√ Vidnesbyrd om en indre Usikkerhed, som dog forhåbentlig er af√ forbigående Natur.

Jeg vil ikke slutte med nogen Kærlighedserklæring men dog stadig kalde mig

Deres hengivne
Henrik Pontoppidan.

 
[1] Haubitser: kort kanon af svær kaliber. tilbage
[2] G.B.: Georg Brandes. tilbage
[3] sat i Stand til: nok en hentydning til Alex. Foss for hvis økonomiske midler HN drev sin bladvirksomhed. tilbage
[4] må se: først har HP skrevet "ser". tilbage