Henrik Pontoppidan til Axel Lundegård
Sendt fra Overgaden neden Vandet 15. 4. januar 1927

min ældste Søns død

Kære Dusbror og gamle Ven!

Tak for din Nytårshilsen, som vakte mange gode Minder hos mig. Det var jo nok på flere Måder en trang Tid for os begge, da vi mødtes i København og drak Brorskål; men alene det, at jeg gjorde dit Bekendtskab og i dig fik en forstående Ven, har jeg altid regnet for en Lykke for mig, en af de – ikke overvættes mange – Aladdins-Appelsiner, der er faldet i min Turban. Min ofte langvarige Tavshed må du derfor ikke misforstå. Det betyder kun, at jeg har haft Sorger og Bekymringer, som jeg ikke vil besvære andre med, allermindst 2 de Venner, der selv har nok af den Slags at bære på. I det forløbne År har det ikke mindst været min Hustrus håbløse Sygdom, der har kastet en Skygge over min Tilværelse. Vi har nu til Stadighed Sygeplejerske i Huset, da hun kræver Pasning som et Barn. Der var nogle Dage i December, da jeg tvivlede om, at hun kunde leve Året ud. Nu har hun det igen lidt bedre; men et Tilbagefald kan komme nårsomhelst, og så er Spørgsmålet, om hun endnu har Kræfter til at stå en ny Krise igennem.

I April Måned havde jeg desuden den store Sorg at miste min ældste, 40 årige Søn (af første Ægteskab). Han boede i Amerika, hvor han havde oparbejdet en stor Virksomhed 3 og var meget skattet. Det var en ondartet Gigtfeber, der slog ham ned. Hjertet svækkedes, som det så ofte sker ved den Sygdom. Han var ugift. Sine Ferier tilbragte han derfor som oftest herhjemme. Vi gik netop og ventede hans Hjemkomst, som han havde anmeldt i et Brev, da vi modtog den telegrafiske Meddelelse om hans Død som Følge af en Hjertekrampe. Han efterlod sig en ikke helt ringe Formue; den tilfalder nu hans Mor og Søster, som han elskede. Forholdet mellem ham og mig var også det allerbedste, og jeg vil savne ham meget både som Søn og som Rådgiver i praktiske Ting. Min anden Søn, Steffen, er så langt borte (i Brasilien), kommer kun sjelden hjem og har ^desuden√ Vanskeligheder nok med at råde sig selv, – han er jo også så meget 4 yngre.

Men også du og din Frue har altså haft Dødens Besøg i det forløbne År, og Sygdom har som sædvanlig også gæstet jer. Skade, at vi ikke kunde mødes ved Pen-Festen i Berlin i Sommer. Det havde været en Overraskelse for mig at træffe dig og din Hustru dér. Hvad der kan have foranlediget Fru Michaëlis til at holde Tale for mig ved Banketten, begriber jeg ikke. I literær Henseende er vi Antipoder; men hun er i mange Måder et fortræffeligt lille Menneske, og jeg må indrømme, at hun i nogle af sine senere Bøger har røbet geniale Anlæg. Jeg har i det sidste Par År ikke set noget til hende, da hun for det meste lever i Tyskland, hvor hun har en Menighed, som hun holder i Ånde med passionerede Foredrag.

Lev nu vel til næste Nytår! Og vil du bringe din Frue vore bedste Hilsner.

Din hengivne Ven
Henrik Pontoppidan

Brevet befinder sig på Lunds Universitetsbibliotek i Samling Axel Lundegård.