Henrik Pontoppidan til Axel Lundegård
Sendt fra Overgaden neden Vandet 15. 6. april 1922
ikke mindste Tro på nogen Hjælp
6.4.22. |
Overg. n. V. 15 København C. |
Kære Lundegård, gamle Ven!
Da jeg modtog dit Brev, fik jeg stor Lyst til straks at bryde op for at tilbringe en Ugestid sammen med dig i Hamborg, og det så meget mere, som det lader til allerede nu at være vanskeligt at få et Hotelværelse i Wiesbaden. Men Himlen vilde det anderledes. Jeg har i nogle Dage måttet holde mig inde på Grund af en kraftig Snue, og endnu snøvler jeg som en polsk Jøde. Til Hamburg kan jeg altså ikke komme, mens du er der; men jeg vil endnu håbe på Wiesbaden til Trods for de herværende Rejsebureauers Forsikringer om, at Byen 2 er oversvømmet af Fremmede og alle Hoteller og Pensionater fuldt besatte. Når du nu kommer derned ved Påsketid, håber jeg at høre lidt fra dig om, hvorledes det forholder sig dermed.
Hvad nu din Doktor Kühl angår, da har jeg sandt at sige ikke mindste Tro på nogen Hjælp for mit Vedkommende. Dertil er jeg for ofte bleven skuffet. Herregud, jeg har ligget to Gange på Hospitalet her under vore kyndigste Specialister, har gennemgået tre Operationer, er bleven røntgenfotograferet både forfra og bagfra og fra Siden, har fået fire Tænder trukket ud, er i fire Uger bleven behandlet med så stærke elektriske Strømme, at jeg gik omkring med store Brandsår, – kan det forundre dig, at jeg er bleven 3 Skeptiker?
Gid du selv må opnå et Resultat af den hamburgske Doktors Behandling og af Efterkuren i Wiesbadens bløde og milde Luft. Forresten syntes jeg ingenlunde, at du så' ud som en Patient, da du var her. Tværtimod. Jeg glædede mig netop over at se, med hvilken Lethed du kunde bevæge dig, og hvor ungdommeligt dit Udseende i det hele var bleven i Sammenligning med, hvordan det var1, da vi sidst traf hinanden for fire-fem År siden. Dengang var også dit Sind mere tungt. Nu derimod kendte jeg dig helt igen fra gamle Dage. Jeg forstår derfor heller ikke, at du kan nære Bekymring for din Produktionskraft. Efter den lange, nødtvungne Hvile mangler du naturligvis Træning. Men jeg har slet ikke Fornemmelsen 4 af, at Kilderne er udtørrede hos dig, og har man først Lysten, følger Kraften efter.
Hils nu din Frue meget, og Tak til Eder begge for det lille Besøg, der både for min Hustru og mig var en værdifuld Oplivelse i vor stilfærdige Tilværelse. Med Utålmodighed vil vi imødese, hvad du vil have√ at meddele om Forholdene i Wiesbaden. Men i hvert Tilfælde håber vi på et snarligt Gensyn.
din hengivne
Henrik Pontoppidan
