Henrik Pontoppidan til Axel Lundegård
Sendt fra Helsingør. 18. marts 1919

vore Sønderjyder hjem

Helsingør.
18.3.19.

Kære Ven og Ungdomsfælle!

Jeg modtog dit Brev på Rigshospitalet i København, hvor jeg de første Dage af Året var taget ind, og som jeg først nu har kunnet forlade. Det var nogle hæslige Ansigtssmerter, der pinte mig Dag og Nat, og endnu er jeg ikke helt bleven befriet for dem trods en kraftig Anvendelse af elektrisk Strøm, som har efterladt store Brandpletter på Kinden. Det er vel nok den fugtige og urolige Luft her ved Øresundskysten, jeg kan takke for denne nye Plage. I hvert Fald fik jeg den første Fornemmelse af Sygdommen kort efter, at vi for 5-6 År siden var flyttet til 2 Snekkersten, og jeg tvivler om, at jeg nogensinde slipper helt af med den, dersom jeg ikke emigrerer til et Fastlandsklima.

Nå, men nu er jeg altså endelig hjemme igen og kan sige dig Tak for dit Brev her i min egen Stue, hvor jeg alene er helt mig selv. Jeg bringer også min Hustrus Tak til din Frue og dig for venlige og deltagende Tanker. Det var hendes Hensigt at skrive, men mens hun opholdt sig i København for at kunne se til mig daglig, blev hun selv ret dårlig og måtte holde Sengen. Hvordan er det mon gået hos dig i denne "spanske" Vinter? Jeg havde megen Lyst til en Dag at kigge indenfor i Råsunda og sidde en Time eller to foran "brasan" sammen med Eder som i sin Tid i Grenna. Men om jeg også havde haft Kræfter til Rejsen, så vilde det 3 dog ikke have hjulpet mig, da jeg vist ikke kunde fået Pas. En Dame af mit Bekendtskab, der har en Søster gift i Stockholm og vilde gøre hende et Besøg, blev fra svensk Side nægtet Pas, dersom hun ikke kunde fremskaffe Lægeattest for, at Søsteren lå for Døden. Det er hårde Conditioner, vi alle lever under for Tiden, hvor Hungersnøden hænger som en Trussel over alle de østlige Lande. Og dog er det en Forårstid, der får Hjertet til at synge i En. Vi danske får nu vore Sønderjyder hjem. Det kan vistnok synes ret ufortjent, men er det dog ikke. Den sikre Forvisning om, at den brutale Magt ikke i Længden skulde få Lov at√ triumfere over Retfærdigheden, vort Mod til at vedblive at håbe på Trods af alle Solemærker og al "sund" Fornuft, er vor Berettigelse. Men indrømmes må det ganske vist, at der i Årenes Løb her nord for Kongeåen 4 har været stadig flere Tvivlere, der trak på Skulderen og sagde: Hvad kan det nytte?

Hvad du skrev om dit Indtryk af "Lykke-Per" ved en ny Gennemlæsning, glædede mig naturligvis meget. Jeg tror forøvrigt, at som det er gået dig, er det gået adskillige andre med den Bog; thi ved dens Fremkomst havde den kun en mager succes de curiosité, mens den nu er meget læst herhjemme. Også i Tyskland er den kommen i flere Oplag. Om Bogens Modtagelse i den svenske Læseverden veed jeg intet, ligeså lidt som jeg har set, hvad Stockholmer-Kritiken har sagt om den. Måske har den overhovedet endnu ikke udtalt sig men venter dermed, indtil det sidste Bind foreligger.

Bring nu din Frue en hjertelig Hilsen herfra. Min Hustru taler ofte om, hvor glad hun var for det lille Besøg i Fredensborg sidste Forår. Tag selv dette Brev som et Håndtryk fra

din gamle Ven
Henrik Pontoppidan