Henrik Pontoppidan til Axel Lundegård
Sendt fra Fredensborg. 20. februar 1894
levet ganske for mig selv
Fredensborg.
d. 20d Febr 94.
Kære Ven!
Jeg må dog se at få et Par Ord afsted til dig, dels for at lade dig vide, at jeg endnu lever, dels for at takke dig for et nu snart meget gammelt, venligt Brev1. Når jeg har tiet så længe, så er du dog lidt Skyld i det selv, idet du i sin Tid lovede at sende mig nogle Avisartikler, hvoraf jeg kunde se, hvorledes man bedømte dig i dit Hjemland. Nå, du har vel glemt det eller ikke ment det Umagen værd, og det er måske netop det rigtige; men jeg har dog ventet dem, og det er Grunden til denne lange Opsættelse.
2 Men forøvrigt har jeg intetsomhelst at skrive om, så for den Sags Skyld kunde jeg lige så godt have tiet. Når jeg da har taget Pennen fat, er det nærmest for derved at gøre mig fortjent til at høre lidt fra dig. Du lever i en Hovedstad, i nye Forhold, et nyt og rigt Liv, – du må vel have lidt at fortælle. Hvad dine Venner, såsom Edv. Brandes, har sagt om din sidste Bog, véd jeg ikke, da jeg ikke har set eller talt med nogen af dem den hele Vinter. Jeg har levet ganske for mig selv herude i Fredensborg og kun stået i Forbindelse med mine Nærmeste.
Jeg længes efter at høre lidt mere om dine Planer. Bliver det til noget 3 med Udenlandsrejsen? Selv havde jeg stor Lyst til igen at vende Fædrelandet Ryggen lidt og igen bevæge mig i lidt nye Forhold; men det bliver der nu ikke noget af foreløbigt, og jeg er for Resten også meget vel til Mode herhjemme. Naturligvis, såsnart Forårssolen begynder at skinne lidt, giver vi Mennesker os jo strax til at baske med de Vinger, vi desværre ikke har. Og jo ældre man bliver, desmere basker man, måske i Forudfølelse af de Vinger, der efter alle gode Visdomsbøger en Gang skal komme.
Jeg lever i disse Dage Eneboerliv; min Hustru er taget ned til Sydsælland for at besøge en Søster2. Hun har det ellers godt, og vi har det begge godt. Var hun hjemme, vilde hun have sendt Hilsen. Nu må du nøjes med en Hilsen alene fra mig, og vil du bringe din Hustru min ærbødige Selvanbefaling.
Din Ven
H. Pontoppidan
