Henrik Pontoppidan til Johanne Krause
7. august 1923
virkelig befriet for mine Smerter
7.8.23.
Kære Johanne!
Det glædede mig at høre fra dig, navnlig fordi det kun var Tilfredshed og Velbefindende, dit Brev meldte om. Det er jo sin egen Sag at rejse ud√ for at indrette sig på et Sted og i et Hus, man slet ikke kender; men det er altså i dette Tilfælde gået godt. Dit naturlige Ønske om lidt mindre Blæst og Regn og lidt mere Dovnevejr har du nu fået opfyldt, og forhåbentlig vil vi endelig få lidt rigtig Sommer. Også dine gode Ønsker for mig synes at skulle gå i Opfyldelse. I hvert Fald er jeg i 2 Øjeblikket virkelig bleven befriet for mine Smerter, og jeg føler mig naturligvis umådelig lykkelig derved. En sådan ganske smertefri Tilstand har jeg ikke kendt Gud veed hvor længe, og navnlig ikke ved Sommertid. Når andre glædede sig ved Sol og Varme, havde jeg det altid værst. Selvfølgelig venter jeg ikke, at Helbredelsen skal være varig. Smerterne vil jo sikkert før eller senere komme igen. Men nu veed jeg altså, hvorledes jeg kan skaffe mig af med dem, tilmed på en forholdsvis nem Måde. Naturligvis er det ikke just nogen Fornøjelse at få en kold Nål stukket ind i Nervecentret, især er det ikke rart, når Alkoholen (af 80° Styrke) sprøjtes derind; men det hele står ikke 3 længe på, og Overlæge Kjærgård er meget nænsom. Selv om jeg måske for Fremtiden vil være nødt til at indlægge mig på Hospitalet med nogle Måneders Mellemrum, skal jeg derfor ikke beklage mig, – så meget mindre som Sankt Elisabeths Hospital er et√ rigtig hyggeligt Opholdssted. I Forgårs blev jeg udskrevet og når undtages, at Kinden endnu er lidt ophovnet og rød, ser jeg ud som før, er√ altså uden Sårmærker, skønt to af de fire Indsprøjtninger foregik udefra. Jeg havde ventet at blive langt værre maltrakteret; men nu rejser vi bort og gemmer os et Sted på Landet – vi veed blot endnu ikke rigtig hvor.
Hav det nu stadig godt, både du selv og dine Børn! Og hils Krause, når du igen ser ham, fra Moster og
din hengivne
Far
