Henrik Pontoppidan til Anker Kirkeby
30. november 1923

min Tids Historieskriver

30.11.23.

Kære Hr. Anker Kirkeby!

De bad mig udtrykkeligt om ikke at svare på Deres Brev; – men da jeg nu har reserveret denne Månedens sidste Dag til Brevskrivning, slipper De alligevel ikke for et Par Linjer. Jeg vil også gerne forhindre, at De trods Forbudet skal tro mig ligegyldig for Deres venlige og forstående Udtalelser om mig og min Virksomhed i Fortiden. Nu vil De have mig ud på Torvet for at overdøve Skrålhalsene. Men er det netop Forkyndere, vi trænger til? Jeg tror det ikke. I hvert Fald har jeg næppe Stemme til det; og selv om jeg vilde kunne blive hørt, vilde det ingen Virkning 2 have i Øjeblikket, fordi jeg føler det som min Opgave at tale til Eftertanken, der især hos os sjelden forhaster sig. Jeg har i mine store Bøger forsøgt mig som min Tids Historieskriver, har til den Ende bestræbt mig for at blive som det stille Vand, hvori Omgivelserne ufrivilligt spejler sig. Det er ikke lykkedes mig helt. Det spores nu og da i disse historiske Billeder, at et Vindstød har trådt Vandspejlet itu. Men i den Retning går altså min Bestræbelse.

Dertil kommer, at jeg i den sidste halve Snes År har måttet slås med en pinefuld Sygdom, der Gang på Gang slår mig i Gulvet. Også en stadig tiltagende Tunghørighed nøder mig til at holde mig udenfor Markedsvrimmelen. Men fordi en Mand med Træben ikke gerne lader sig lokke ud på Dansegulvet, 3 behøver han ikke at være af Træ helt igennem, og jeg føler mig trods alt endnu spillevende. De retfærdige Stalbrødre og deres Følgesvende skal også nok ved Lejlighed komme ud af min Skrivebordsskuffe. At jeg præsenterede et Par Stykker af dem i "Ill. Tidende" var af flere Grunde en Misforståelse. Jeg indbildte mig at kunne gøre Bladet en Tjeneste dermed. Da jeg indså' min Fejltagelse, tilbageholdt jeg Fortsættelsen.

Deres Brev har De betegnet som privat og personligt, endog med rød Understregning. Det havde været overflødigt. Min lille Stue er ganske vist ikke nogen Skriftestol undtagen for mig selv; men da jeg kræver mit eget Privatlivs Fred respekteret, udleverer jeg heller ikke andres til Gaden. Overfor Pressens Folk, for hvem Grænsen mellem 4 offenlig og privat er meget mere flydende, må man jo være forsigtigere. Jeg gør derfor måske bedst i ligesom De selv at minde om, at jeg har skrevet til Dem som Privatmand og i Fortrolighed.

Deres hengivne
Henrik Pontoppidan.