Henrik Pontoppidan til E.A. Karlfeldt
Sendt fra København. 7. april 1922
denne store Sprogvirtuos
Kbhvn. 7d April 1922.
Højtærede Hr. Dr. Karlfeldt!
Jeg ser af Bladene, at De har måttet opgive Deres påtænkte Besøg her i København. Der vil således ikke, som jeg havde håbet, blive nogen Lejlighed for mig til personlig at træffe Dem, og jeg ser mig derfor nødsaget til at ulejlige Dem med denne lille Skrivelse. Det er mig en Beroligelse, at den ikke kræver noget Svar; men derfor kan den måske alligevel være Dem ubehagelig, idet jeg formoder, at De mellem År og Dag modtager adskillige hundrede lignende Henvendelser. Det gælder nemlig 2 Nobelprisen. Trods min bestemte Forsikring om, at det ingensomhelst Betydning kan have, har man fra forskelligt Hold i Tyskland gentagende anmodet mig om√ at tiltræde en Udtalelse, som en Del Universitetsprofessorer – ialt vistnok c 40 – har tilsendt det svenske Akademi om den tyske Lyriker Arno Holz. Det hedder heri: "dass es Arno Holz gelungen ist, in altbewährten wie in neu von ihm geschaffenen, wirklichkeitsechten Stoffen und Formen eine idealische Gesinnung und Phantasiefülle ohne Gleichen künstlerisch zu gestalten."
Jeg indbilder mig, som sagt, ikke, at min Tilslutning til denne Udtalelse skal have nogen Betydning 3 udover den at være en Underskrift mere; men De vil dog forhåbenlig ikke finde det anmassende, at jeg her, ganske privat, henleder Opmærksomheden på denne ejendommelige Digter og store Sprogvirtuos, om hvem jeg veed, at han lever i så fattige Kår, at han bogstavelig kæmper for Brødet.
Jeg forbliver med udmærket Højagtelse
Deres ærbødige
Henrik Pontoppidan.
