Henrik Pontoppidan til Inger Holt
Sendt fra Holmegårdsvej 2, Charlottenlund. 3. januar 1933
en Fordomsfrihed vi ikke formår
3 Jan. 33. |
Holmegårdsvej 2. Charlottenlund. |
Kære Frk. Inger Holt!
Jeg vil blot sige Dem Tak for Deres Nytårsbrev1, der for mig påny har bekræftet, at vi fødte Sideniusser, hvor lidt eller hvor meget vi så har fjernet os fra Kirkens Lære, dog føler og bedømmer Tingene her i Verden nogenlunde ens; og navnlig: at der er en Fordomsfrihed, som vi ikke formår at tilegne os, ja som vi ikke en Gang ønsker at kunne dele med de religiøst "ubelastede". Jeg forstår derfor også så udmærket godt Deres Forargelse over den højrøstede Propaganda for Børnebegrænsning, som nu tudes os i Ørene overalt, og jeg deler ganske Deres Mening om den. Jeg er desuden Søn af en Mor, der i trange Kår bragte 16 Børn til Verden og alligevel så langtfra afstumpedes intellektuelt, at hun tværtimod vedblev at være usædvanlig åndeligt vågen og interesseret, og ved sin Død havde Cantus store Verdenshistorie liggende opslået ved Siden af sin Seng. – I den nævnte Propaganda 2 kan jeg dog ikke se et Tidsfænomen, undtagen måske i dens ublufærdige Pågåenhed. Anstrengelserne for at skaffe sig af med uønsket Afkom er vist omtrent så gamle som Menneskeheden. I alle Landes og Tiders Folkedigtning hører man jo om udsatte Børn, der prisgives vilde Dyr eller Hungerdøden. Også Fosterdrab både i den ene og den anden Form har været almindelig hos Jordens ældste Folk. Så vidt jeg husker, udkom der for et halvt Århundrede siden et Skrift derom herhjemme, forfattet af en af gamle Grundtvigs Sønner, vistnok ham, der senere blev Præst i Amerika2. Undersøgelsen gjaldt Stenalderfolket.
Men lad mig ikke fortsætte. Det er et Emne, det ikke er rart at gå for dybt ind i. Jeg véd jo desuden, at De har travlt med Eksamenslæsning, og da skal man fare varsomt med Dørene. Jeg glæder mig til at kunne ønske Dem til Lykke som lærd Magister i en nær Fremtid.
Deres hengivne
H. Pontoppidan.
