Henrik Pontoppidan til J.L. Heiberg
Sendt fra Snekkersten. 8. oktober 1915
den sjeldne Glæde
Snekkersten.
8.10.15.
Hr. Professor J L Heiberg!
Jeg takker Dem for den store Opmærksomhed, De har vist mig ved at sende mig Deres sidste Skrift1, ikke mindre for den sjeldne Glæde, det har forskaffet mig ved Læsningen. Skønt alt er holdt indenfor en strengt videnskabelig Undersøgelses Ramme, virker Bogen ved sit Liv og sin Varme som en personlig Bekendelse, og virker som sådan – i hvert Fald på mig – med stor Magt. Fra dens første til dens sidste Punktum (som jeg jo har 2 særlig Grund til at være glad ved) er jeg bleven holdt i Ånde på en Måde, som jeg nu sjelden mere bliver det af en Bog.
Man må nu blot ønske, at mange, især blandt de unge, der trænger til Orientering, må få fat i Deres Bog og lære af den. Jeg tænker derved også på Højskoleungdommen, som hidtil har måttet tage til Takke med Rosenbergs Vejledning og med Klaus Berntsens. (Sidstnævnte holder netop imorgen et Foredrag her i Snekkerstens Forsamlingshus om Sokrates.) Men det er vel et altfor fromt Ønske. Forresten er 3 Universitetets Festskrifter vistnok ikke lette at komme i Besiddelse af. Forhåbentlig udkommer Bogen derfor snart i en lettere tilgængelig Udgave.
Jeg mindes ofte med Savn Aftenerne i "Græsk Selskab"2, hvor jeg undertiden havde den Fornøjelse at tale med Dem. Tvunget bl.a. af Sygdom hos mine nærmeste lever jeg nu Vinter og Sommer udenfor København og må nøjes med den Underholdning, som Egnen byder. Blandt andet altså Klaus Berntsen. "Således nedsank o.s.v."
Med Tak og Hilsen.
Deres ærbødige og hengivne
Henrik Pontoppidan
