Henrik Pontoppidan til H.P.E. Hansen
Sendt fra Holmegårdsvej 2, Charlottenlund. 11. august 1941

Forholdene i Verden til at skamme sig over


11 Avg. 41.
Holmegårdsvej 2.
Charlottenlund.

Kære Hr. H.P.E. Hansen!

Hjemkommen fra Rørvig sender jeg Dem min Tak for den venlige Fødselsdagshilsen, som De glædede mig med deroppe. Jeg forstår Deres Uro for den unge Søn i Tyskland, som De ikke hører fra eller om. Underligt er det i hvert Fald. Jeg troede, at man dernede havde et vagtsomt Øje med alle Fremmede. Tyskland er jo for Tiden et af de Lande, der har Tiltrækning for eventyrlysten Ungdom og skaber Forbilleder. Jeg læste i Dag i Avisen om en ny Trup unge Danske, der var 2 rejst herfra som Deltagere i det halvtyske Frikorps "Danmark". Mon disse Jakob von Tyboer rigtig forstår den Bevægelse, de fremmer hermed? Jeg tvivler om det. Men Forholdene i Verden og hvad der optager Menneskene i vore Dage og fylder Aviserne er jo i det hele til at skamme sig over. Det er ikke alene på Grund af svigtende Helbred, at jeg i den senere Tid mere og mere har opgivet at følge med i, hvad der sker, og indskrænket min personlige Omgang til mine Allernærmeste.

Min Genhilsen med mine bedste Ønsker for Dem

Deres forbundne
H. Pontoppidan.