Henrik Pontoppidan til H.P.E. Hansen
Sendt fra Holmegårdsvej 2, Charlottenlund. 21. juli 1930
på Behandlingen alt kommer an
21.7.30. |
Holmegårdsvej 2. Charlottenlund. |
Kære Hr. H.P.E. Hansen!
Tak for Deres Hilsen! Som De ser, er jeg nu igen hjemme. Det var, så vidt jeg husker, fra Rørvig, jeg sidst lod høre fra mig. De udtaler i Deres Brev en Formodning om, at min Forkærlighed for dette øde Sted især må skrive sig fra, at min Datter og hendes Børn og min Svigersøn har deres Sommerbolig dèr. Helt sådan forholder det sig dog ikke. For 36 År siden, da denne Datter, som nu har voksne Børn, var 3 Uger gammel, kom min Kone og jeg dertil første Gang; og trods dens Barskhed har vi siden, og nu også vore Børnebørn, haft vor sommerlige Rugeplads her i Lyngen 2 og Sandet. Nu ligger min Kone begravet dèr i Skyggen af den ganske ensomt liggende Kirke, og dèr skal altså også jeg en Gang sænkes ned – forhåbenlig med en hel Del mindre Spektakel end det, vor Ven Jeppe havde arrangeret for sig selv1. Det var en tragikomisk Afslutning! Forøvrigt er Egnen vidunderlig, et Stykke jysk Natur med Klit og Hede og en næsten ubrudt Horisont. Jeg kender intet Sted her i Landet med en så vældig Himmel.
Deres Bog om Johannes V. Jensen er altså nu i Farvandet2. Emnet interesserer mig på Forhånd ikke særdeles; men det er jo på Behandlingen alt kommer an. Dog, jeg spørger mig selv: Kan der presses mere ud af den Citron? Vi får se! – Jeg læser i denne Tid en tysk Forfatter, som Andersen-Nexø har gjort mig bekendt med. Hermann Stehr3, hedder han. Kender De ham? 3 Andersen-Nexø anser ham for Tysklands betydeligste Nutidsforfatter. Det er vel nok lidt stærkt sagt; men han ligner i hvert Fald ingen af de andre Tyskere, jeg i den senere Tid har læst, og som alle har mere eller mindre heldigt√ har tilstræbt en fandenivoldsk Modernisme ("Syndflod" f.Eks.). Jeg lader nu Andersen-Nexø's Anbefaling af ham gå videre. Det er især Bogen "Drei Nächte"4, jeg vil gøre opmærksom på.
De må ikke undre Dem over, at jeg ikke kom til Vejle, da jeg dog var i Horsens. Men det var denne Gang et rent og skært Familjebesøg, desuden så kortvarigt, at der ikke blev Tid til længere Udflugter. Men nu har jeg altså Familje bosat dèr, og så kommer jeg jo nok igen, så meget mere, som jeg blev meget indtaget i Juelsminde, hvor jeg aldrig havde været før. Min Svigersøn, der har Bil, kørte mig til Århus, 4 hvorfra jeg tog Damperen til København. Bilerne er – trods deres Farlighed – alligevel vidunderlige Befordringsmidler. De har frigjort En for den slaviske Afhængighed af Tiden, som Jernbanerne har tvunget os ind i. I Togene sidder man altid med Uret i Hånden.
Jeg håber, De lever vel og kan nyde Sommeren, som har været sjælden solfyldt i År. Gid det må vare ved!
Deres hengivne
H. Pontoppidan.
