Henrik Pontoppidan til H.P.E. Hansen
Sendt fra Holmegårdsvej 2, Charlottenlund. 22. oktober 1929
Tilfældets (eller Forfatterens) Luner
22.10.29. |
Holmegårdsvej Charlottenlund. |
Kære Hr. H.P.E. Hansen!
Jeg har et Par Gange været ved at skrive til Dem for at takke Dem for venlig Tilsendelse af Deres to sidste Bøger1; men jeg er hver Gang bleven hindret af Besøg. Hvad Professor Brix har skrevet om "De Vellykkede", kender jeg ikke; men har han kritiseret ud fra et rent kunstneriskæstetisk Synspunkt og påstået, at Bogen i kunstnerisk Henseende ikke står Mål med Deres første Fortælling, så må jeg give ham Ret. Men "De Vellykkede" er i mine Øjne nok så meget et Konfessionsskrift som et Digterværk, og kan derfor ikke retfærdigt bedømmes som en almindelig Roman. Hvad de kunstneriske Mangler√ angår, så har De vist selv allerede fået Øje på dem. 2 De harMen De har√ jo også denne Gang gjort Dem Opgaven meget sværere end sidst. Den Gang var det en Krog af Provinsen, hvori De trængte ind med Deres – ofte næsten rembrandtske virkende – Søgelys. Nogen Udvikling var der så vidt jeg husker egenlig ikke i nogen af Personernes Forhold. Her i "De Vellykkede" breder Miliøet sig ud over Småby og Verdensstad, og der er med Hovedpersonen gjort et Forsøg på at oprulle et helt√ Livsløb fra Barndommen til en ny Tilværelse hinsides det gamle Jegs Overvindelse og Grav. Det er denne Udvikling, der ikke synes mig overbevisende. Her råder i alt for høj Grad Tilfældets (eller Forfatterens) Luner. De tvingende Grunde savnes. I Sammenligning hermed er det efter min (og vistnok også Deres Mening) uden Betydning, om De har skildret Snobbernes Dødsrige med 3 for sorte eller for sarte Farver. (Jeg for min Del vilde have anvendt kraftigere Slagskygger). Det er Erik Lås' Udfrielse af dette Helvede, ikke Tidsbilledets Korrekthed eller brogede Mangfoldighed, der har været Hovedsagen for Dem selv – og bliver det også√ for den forstående Læser. En af Bogens "virkeligste" – og desuden dens smukkeste Skikkelser – er den unge Eriks landlige Madmoder. Adskillige Læsere vil vistnok med mig beklage, at hun forsvinder så sporløst ud af Bogen.
Foruden for Deres egne to Bøger har jeg Dem at takke for den Fortælling "Landlyst", som De sendte mig. Nu da jeg har læst den til Ende, kan jeg indrømme Dem, at den i al sin Tåbelighed er ganske pudsig. Forfatteren viser hist og her en barsk Humor, som røber Fremtidsmuligheder. Så ligegyldig Bogen er af Indhold, tror jeg, at jeg vil huske den. Vi får nu se!
Jeg ønsker Dem Fred og Lykke til at 4 arbejde videre på "Byen". Når De spørger mig, om De må tilegne mig den, når den en Gang bliver færdig, kan jeg naturligvis kun sige Tak dertil√. Det vil være mig en Glæde og en Ære at modtage et sådant Bevis på venlige Følelser for mig af en ung Kampfælle.2
Deres hengivne
H. Pontoppidan.
