Henrik Pontoppidan til Richardt Gandrup
Sendt fra Overgaden neden Vandet 15. 6. december 1923

mandig Stræben mod det fuldkomne


6.12.23.
Overg. n. V. 15.
København C

Kære Hr. Richardt Gandrup!

Jeg opsatte at skrive til Dem og takke for den vægtige Bogsending, fordi jeg stadig levede i Håbet om, at De skulde dukke op i København og også en Dag finde Vej herud til Overgaden. Det har jo vist sig, at vi trods Aldersforskellen og andre Uligheder godt kan tale sammen, og jeg havde glædet mig til igen at få en lang Passiar med Dem, denne Gang især om Deres egen Produktion, som jeg jo i Sommer desværre kendte altfor lidt til. Nu har jeg bødet på min skammelige Forsømmelse ved at læse Dem så at sige i eet Åndedræt, og denne Gennemgang 2 af Deres Bøger har for mig været Efterårets literære Oplevelse. Det vilde næppe interessere Dem, om jeg gav mig til at optrevle mine forskelligartede Indtryk under Læsningen. For en Skribent af Deres kærnefaste Støbning har andres Domme så ringe Betydning. Helt tavs kan jeg dog ikke være; dertil har Bøgerne optaget mig for meget. Jeg begyndte med Begyndelsen, Trilogien1, men det var – oprigtig talt – kun Slutningen af dens første Bind, der rigtig tog mig fangen. På noget lignende Måde gik det mig med "Mørket"2. Bogens første Kapitler, ganske særligt det allerførste, synes mig Mønsterstykker af en sjelden Finhed og Dybde; men efterhånden og navnlig tilsidst fortaber Skildringen sig i de abnorme Sjælstilstandes Vildnis og bliver stikkende der. Den digteriske Frihed bindes af Pathologien, 3 og den stort anlagte Bog kommer derfor ikke til at virke efter Hensigten. Trods Slutningsoptrinnets Magt og Uhygge føles det for meget som en pathologisk Analyse, og den tragiske Virkning udebliver.

Men nu fulgte de tre små Fortællinger "De blinde Spor"3, og overfor disse forstummede alle Indvendinger. De er alle tre beundringsværdige, og jeg forstår ikke, at de ikke har vakt mere Opsigt i en Tid, hvor der er så få virkelige Hjertekendere i vor Literatur. De kastede desuden for mig et Lys tilbage på det i Deres tidligere Produktion, der havde gjort det stærkeste Indtryk på mig; og nu, da jeg kender også Deres senere Bøger, er jeg ikke i Tvivl om, hvor jeg skal anbringe Dem på Parnasset. Det er ikke, som jeg før troede, blandt vore "folkelige" Forfattere men tværtimod i det modsatte Hjørne, hos Goldschmidt, Topsøe og J.P. Jacobsen. 4 Når nogle af Deres Anmeldere har fundet Lighed mellem Dem og mig, er det så forkert som muligt. De udtrykker Dem helst i Monologer. Selv i en så stor Bog som "Mørket" koncentreres Skildringen om en enkelt Person, mens jeg for mit Vedkommende helst skal have et Par hundrede Stykker at manøvrere med, og bruger bred Pensel, fordi jeg foretrækker det kraftige Strøg for Sjælemaleriets fine Udpensling, den monumentale Opbygning for den intime Kunsts nok så pragtfuldt√ udciselerede Enkeltheder. Men naturligvis kan jeg nyde den Art Kunst også; og var jeg i Sommer glad ved at møde Dem selv, så har jeg ikke haft mindre Glæde af Deres Bøger på Grund af den indtil Særhed ejendommelige Digterevne, der udfolder sig i dem, så rig på Livserfaring og så smuk i sin mandige Stræben mod det fuldkomne.

Jeg håber da vedblivende på et Gensyn, enten her i Byen eller i Svejbæk. Og sender iøvrigt både Dem og Deres Frue venlig Hilsen fra Familjen her med Ønsket om alt godt.

Deres hengivne
H. Pontoppidan

 
[1] Trilogien: Det øde Land, Tomme Steder, Ørkens Hyl, 1914-15. tilbage
[2] Mørket, 1917. tilbage
[3] De blinde Spor, 1918. tilbage