Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
Sendt fra Svendborg. 4. december 1927
min Kone vedvarende Livets halve Indhold
4.12.27 |
Højskolehjemmet Svendborg |
Kære Galschiøt!
Også uden Deres elskværdige Rykkerbrev nu til Morgen vilde jeg have skrevet til Dem i Dag. Søndagene her i Svendborg, hvor mine Dage forløber med et Klokkeværks Regelmæssighed, bliver nemlig gerne anvendt til Brevskrivning. Jeg veed naturligvis godt, at det først er på næste Søndag, at Deres Fødselsdag falder; men jeg har allerede altfor længe skyldt Dem Brev, og det gør jo ikke noget, at jeg kommer nogle Dage for tidlig med min Lykønskning. Nu har jeg altså fået to rare Breve at sige Tak for, begge med en Anmeldelse i Tilgift, en norsk1 og en 2 svensk2. Den norske synes jeg unægtelig bedst om; men derfor kan Svenskerens mere literære Bedømmelse af min Bog jo godt have sin Berettigelse. Det vilde have interesseret mig at læse, hvad Collett-Vogt har skrevet om den. Han er en af de skandinaviske Forfattere, jeg har mest Respekt for. Han er betydelig både som Digter og som Personlighed, og jeg har misundt Dem, at De har haft Lejlighed til at være en Del sammen med ham i dette Efterår. Men ellers må jeg sige, at jeg ikke er synderlig begærlig efter at læse, hvad Pressen har haft at sige om denne Bog, der ved en Misforståelse er kommen ind i Juleliteraturens Overflødighedshorn med de mange søde Sager. Den hører ikke hjemme der, kommer derfor til at virke mal à propos 3 og anmassende som en Præken ved et Middagsselskab. Hver Ting til sin Tid – det holder jeg selv på; og jeg har altid ment, at der foruden det store Marked for Underholdningsliteratur, som Efterårsmånederne er bleven til, på anden Årstid skulde være Sæson for den mere alvorlige Literatur, der ikke skeler til Julebordet. Når "Mands Himmerig" – som det synes – trods sit Indhold√ er bleven en Salgssukces, må det vistnok være, fordi Bogen betragtes som en Slags Knaldert, hvori der gemmes en Konditorgåde til selskabelig Underholdning, og altså også frier til Julebord og Julestemning.
"Tilskueren", som De nævner i Deres sidste Brev, har jeg ikke set i flere Måneder. Jeg kender altså intet til den Artikel3 om "Tidens religiøse Ansigter", som De omtaler. Men jeg kan indestå for, at den Einar Thomsen, der 4 er Artiklens Forfatter, ikke er vores Einar. Han har nok at gøre med at passe sit Hospital, og hans Interesser går desuden ikke udenfor hans Fag og Dagens Nyt. Men nu har De gjort mig nysgerrig, og jeg vil nu gøre Alvor af at få den sidste "Tilskuer" sendt herover.
Om min Kones Befindende er der ikke noget nyt at sige. Overlægens og Einars ret optimistiske Udtalelser stoler jeg ikke mere på. Jeg mener at kunne mærke, at Kræfterne langsomt svinder, og at min Kone også selv er ved at miste Troen på en Helbredelse. Hun sagde til mig i Aftes, da jeg gik fra hende: "Jeg kan vist leve til Februar eller Marts – ikke længer." Det er nu næppe rigtigt. Men jeg forstod, at det 5 var et Ønske, hun her√ udtalte. Når hun ikke kunde komme sig, vilde hun hellere dø end fortsætte en Tilværelse som den, hun i de sidste halvandet År har måttet føre, så fuld af Pine for hende selv og (som hun mener) kun til Plage for os andre. I det sidste fejler hun naturligvis. Både for Else og for mig er hun vedvarende Livets halve Indhold.
Jeg kan under disse Forhold ikke få mig selv til at√ tage bort herfra. Så gerne jeg, kære Galschiøt, vilde gense Dem på Deres Fødselsdag, så har jeg ikke Sind til at forlade min Kone for at deltage i en Glædesfest. Men både hun og jeg vil på Søndag tænke meget på Dem og takke Dem for trofast Venskab.
Deres hengivne
H. Pontoppidan