Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
Sendt fra Overg. n. V. 15. 7. januar 1927

den Roman har jeg ingen Lyst til at beskæftige mig med


7.1.27.
Overg. n. V. 15.

Kære Galschiøt!

De kom mig i Forkøbet med Nytårsbrev; derfor skynder jeg mig med at svare Dem. Jeg skrev ikke rettidig, fordi jeg først vilde have min Kone hjem fra Hospitalet og se, hvorledes hun tålte Overflytningen, som Lægerne derude var lidt betænkelige ved. Det gik dog over Forventning godt. Hun kom hjem på Årets næstsidste Dag, og jeg synes, at hendes Befindende er bedre end det har været længe. Det skyldes dog ikke Hospitalsopholdet, som tværtimod tog stærkt på hende. Jeg såe, at hun blev ringere og ringere derude; derfor satte jeg igennem, at hun kom hjem. 2 Vi har nu en Sygeplejerske, der passer hende Dag og Nat, hvilket er nødvendigt, da hun ikke kan hjælpe sig selv med nogen Ting. Lige i Øjeblikket har hun det altså ganske godt. Hun er endogså begyndt at få lidt Madlyst, siden hun ikke længer overfyldes med Medikamenter som på Hospitalet. (Det er jo lettest for Sygeplejerskerne at lade Patienterne henligge i en Morfindøs). Men jeg tør ikke tro på, at Bedringen vil holde sig, og jeg kan mærke på Prof. Kjærgård, at han heller ikke gør det. Dog skal han fornylig have sagt til Einar, at han ikke med Sikkerhed kunde afgøre, om Sygdommen var Kræft eller skyldtes en Røntgen-Forbrænding.

Jeg nævnte Einar. Han sidder stadig alene ovre i Svendborg, mens Else og 3 Børnene er bleven her af Hensyn bl. a. til de sidstes Skolegang. Men nu tror jeg, at de√ bestemmer sig til at flytte Hjemmet til Svendborg, da hans Indtægter ellers ikke vil slå til. En af Grundene til, at Else er bleven boende2 her, har min Kones Sygdom været; og til syvende og sidst kommer måske alt til at afhænge af, hvorledes den forløber. Juleaften var Else og hendes Børn her til Grød og Gås efter at vi først havde været ude på Hospitalet. Einar fik først sin Ferie i Dagene omkring Nytår, og det var endda kun en kort Ferie. Juledag spiste min Datter Johanne og hendes Mand hos mig, så helt alene har jeg altså ikke været i Julen. Steffen har vi ikke hørt noget til fra i flere Måneder, og jeg kan ikke rigtig blive klog på, hvordan det går ham derovre i de store Skove. Hvad han har meddelt derom 4 i sine Breve, har været så stærkt præget af den tilfældige Stemning, der har behersket ham, mens han skrev, at man savner Holdepunkter for en Bedømmelse. Den ene Gang får man Indtryk af lykkelig Fremgang, den anden Gang af det modsatte. Han må i disse Dage have fået et Brev fra mig, hvori jeg har ladet ham forstå, hvor alvorlig hans Mors Sygdom er. Måske vil han af den Grund nu komme hjem; men jeg ønsker det egenlig ikke, og har kun fremstillet Forholdet, som det er, for at han ikke skal kunne bebrejde os herhjemme noget√, dersom han ikke får sin Mor at se mere. Jeg har talt med Else derom, og også hun synes, at det vilde være bedst, om han skånedes for det Syn, vi andre nu har vænnet os til, og kunde bevare Billedet af sin Mor sådan som hun var, da de for fem År siden skiltes. Underligt nok ønsker heller ikke min Kone, at han 5 skal komme hjem nu. Men det hænger samme med, at hun trods sin store Kraftesløshed og alle sine Smerter ikke vil opgive Håbet om, at hun kan komme sig. Det er forståeligt, når man tænker på, at hun siden sin Barndom den ene Gang efter den anden har kæmpet med Døden og overvundet den. Måtte det også ske denne Gang!

Nu må jeg i dette Årsopgør slutelig fortælle lidt om mig selv. Først et Par Ord om den Roman, jeg har talt til Dem om. Det var egenlig min Hensigt at lade Gyldendal få den nu; men sålænge min Kones Tilstand er sådan, at jeg hver Dag kan vente et skæbnesvangert Tilbagefald, har jeg ingen Lyst til at beskæftige mig med den. Jeg vil derfor se Tiden an lidt endnu. Det morede mig at høre, at De havde givet Dem i Lag med Brix nye Bog om danske Digtere. Den har nemlig også været min Underholdning i Julen, og jeg synes som De, 6 at det er et usædvanligt livfuldt og personlig præget3. Jeg tilgiver ham derfor også, at han har taget mig med mellem de afdøde, så meget mere som hans Tale ved Båren er fuld af Anerkendelse. Meget interesserede det mig også, hvad De fortalte om Deres Forhold til vor nye Dramatiker, Joh. Heskjær1. Jeg har ikke set hans Bog, Gyldendal har ikke sendt mig den. Men nu skal jeg virkelig se at få fat i den.

At Deres Brev i det hele var mig til stor Glæde, behøver jeg vist ikke forsikre. Alene det at vide Dem rask, glad og tilfreds i disse Tider, hvor de fleste er syge, bitre og håbløse allerede før de har nået Halvdelen af Deres Alder, virker som et "Hyp!" på mit eget Humør og får det til at trave. Lad mig også i dette nye År nu og da få et Rap af Pisken. Jeg vil sikkert komme til at trænge til det.

[fortsat nedad i venstre margin] Vil De hilse Frk. Pansch. Det glædede os begge to at høre, at hun er bleven raskere.

Deres hengivne
H. Pontoppidan.

 
[1] Heskjær: Johannes Heskjær (1874-1954): Kristine. Tragedie i 4 Akter (1926), premiere 2.3.1927. tilbage
[2] boende: < boede tilbage
[3] et substantiv mangler. tilbage