Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
Sendt fra Rørvig. 1. august 1926
jeg undgår ikke Hjerneoperation
1ste Avg. 26. |
Rørvig Nykøbing Sj. |
Kære Galschiøt!
Aviserne har i denne Sommer sørget for, at Helsingør ikke blev glemt; men også uden disse daglige Trommehvirvler vilde vi for vort Vedkommende ikke have forsømt at gøre mange Rejser dertil i vore Tanker. Skønt Einar (efter en Samtale med Prof. Fredericia) har givet os en beroligende Meddelelse om Frk. Pansch's Hjerteonde, så forstår vi dog, at De midt under Jubilæumsbyens mange Fastelavnsløjer har haft en trist Tid, og at det kniber både for Dem og for 2 Patienten at holde Modet oppe. Hvad Dr. Tryde har sagt√ om Tålmodigheden som det virksomste Lægemiddel i dette Tilfælde, er vistnok sandt; men det er jo en Medicin, der hverken kan fåes på Recept eller i Håndkøb, og det Forråd, man fra Begyndelsen kan have siddet inde med, bliver let opbrugt. Jeg har på det Punkt en hel Del Erfaring at tale af, og jeg ser med Bekymring, hvordan det svinder både i min stakkels Kones og min egen Tålmodigheds-Beholdning. Håb efter Håb forlader os, og nu er også denne Sommer snart gået uden at have bragt os den ventede Hjælp. Jeg kan ikke sige, at min Kone er bleven dårligere heroppe; men raskere er hun heller√ ikke bleven, og hun 3 bevæger sig med stadig større Besvær. Mange hundrede Skridt har hun ikke gået i de 9 Uger, vi nu har været her. Udenfor Huset og den lille Have, der hører til Stedet, har hun ikke vovet sig, hverken tilfods eller tilvogns; og at hun er ængstelig for en Gentagelse af√ det voldsomme Blodtab, hun overraskedes af en Dag i Juni, og som tvang hende til et flere Ugers Sengeleje, er kun naturligt. Om en halv Snes Dage er vi vistnok hjemme igen, og denne Gang må vi gøre hele Rejsen i Bil. Jeg tør ikke udsætte hende for Besværlighederne ved en Jernbanerejse med flere Omstigninger.
For nu også at fortælle lidt om mig selv, så må jeg tilstå, at Sommeren heller ikke for mig har været god. Mine gamle Smerter har plaget mig værre end 4 måske nogensinde. Men Vejret har jo også været meget omskifteligt, og mit Værelse her – skønt lyst og rummeligt – er meget fugtigt. Væggene er pjaskvåde indtil halvanden Alen fra Gulvet. Jeg tror, det vil blive bedre med mig, når jeg kommer hjem. Men iøvrigt er jeg nu ganske klar over, at jeg ikke undgår den Hjerneoperation, som min Læge allerede ifjor tilrådede mig som det eneste probate Middel. "Knald eller Fald" – som han sagde; og jeg må sige, at jeg foretrak Faldet for en fortsat Pinebænks-Tilværelse. Kun vilde jeg gerne se Steffen endnu en Gang, og han kommer først hjem på den anden Side Jul. Så har jeg naturligvis også min Kones Tilstand at tage Hensyn til; og hvordan den vil blive til den Tid, veed ingen.
Tak for Deres gode Ønsker på Fødselsdagen, kære Galschiøt. Jeg vilde gerne komme [fortsat nedad i venstre margin] til Helsingør en Gang i Løbet af Efteråret; men jeg har så at sige mistet Mælet, og hvornår jeg får det igen, og om jeg får det igen, kan jeg ikke sige, før [fortsat opad i venstre margin s. 3] [jeg] får talt med Lægen. Jeg har snakket en Del med mig selv i disse Måneder, men altså ikke med andre, skønt der ikke er så få Bekendte her i Rørvig. – Men nu nok for i Dag.
Mange Hilsner.
Deres hengv.
H. P.