Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
23. december 1923
uden Mæle og med døve Øren
23.12.23.
Kære Galschiøt! Min Kone har ligget et Par Dage i Sengen af en slem Snue-Forkølelse, der er bragt os ind i Huset med vor Pige. Sådan er det jo gerne. Det er ad Køkkenvejen, vi får vore Dårligheder. Det er de unge letsindige Donna'ers tynde Silkestrømper, der skaffer os Gamle vore Forkølelser på Halsen. Det er endnu tvivlsomt, om vi kan komme ud til Juletræet 2 hos Einar og Else i Morgen Aften; men ganske utvivlsomt er det, at min Kone ikke vil kunne rejse til Helsingør i Juleugen, og så bliver jeg jo naturligvis også hjemme. Jeg havde nu i hvert Fald ikke kunnet deltage i Deres store Selskab, da jeg igen er bleven en Mand uden Mæle og med næsten døve Øren. Dersom vi kunde være kommen, var det derfor bleven en anden Dag. For 8 Dage siden var jeg til ny Behandling på Sct Elisabeths Hospital; men udover et ophovnet Ansigt har den ikke givet noget Resultat. Det synes da desværre at være en Kur, der ikke med Virkning kan gentages, i det mindste ikke med så korte Mellemrum.
En god Jul og mange Hilsner fra os begge.
Deres hengivne
H. Pontoppidan